Sweet Delihla - Ciel

Han rullede med øjnene. En smule skuffet. Han var ked af, at måtte indse det, men han kunne godt se, hvorfor hun ikke havde klaret forvandlingen.
"Lov mig, du ikke pjækker mere. Jeg vil ikke miste dig for alvor." Han gav hende et blidt klem.
"Men du burde godt vide, hvad præning mellem mennesker og vampyrer går ud på ... Gør du ikke?"

''halvt om halvt... jeg er ikke sikker.'' hun trak på skuldrene.
''du må forstå, jeg har aldrig gået rigtigt i skole før. Det her er bare... underligt. Timer hver dag, lektier... det er så... forvirrende.'' sagde hun stille og så lidt op i loftet

"Prægning betyder, at der kommer til at være et bestemt bånd mellem os ... Et blodbånd ... En forståelse, der er umulig at forklare. Ynglinge kan ikke præge hinanden, men når jeg bliver vampyr ... Så kan du se det bånd, som mit løfte om, ikke at forlade dig, selvom vi muligvis kommer til at være væk fra hinanden." Han smilede skævt. Stadig med lukkede øjne og et afslappet udtryk.

Hun så lidt på ham.
''er det overhovedet nødvendigt at spørge om det?'' smilede hun blidt og kyssede ham.
Hun smilede lidt til ham, aede hans kind igen.
''du skal huske maske næste gang..'' hendes finger gled over det tynde hvide år på hans kind

"Oui ... Eftersom det vil betyde, at din forvandling vil blive smertefuld ... Når du bliver vampyr, vil prægningen brydes igen ... Og en brudt prægning er pinefuld." Han rynkede brynene lidt. Usikker på, om hun stadig havde lyst til at gøre det. Hvis hun ikke ville, ville han bestemt heller ikke tvinge hende. Men hvis hun sagde nej, ville de ikke kunne drikke af hinanden i over et år ...
Hans smil var helt forsvundet. Han tog blidt fat om hendes håndled. "Snart vil jeg være søn af Erebos ... Og når jeg er i en rigtig kamp, vil der ikke længere være tid til eller brug for sikkerhedsudstyr."

''jeg gik igennem døden for dig. Ønsker du at vi bliver præget af hinanden, så er det hvad vi gør.'' sagde hun roligt.
Hu havde prøvet langt værre.

''og indtil du er Søn af Erebos, så bruger du maske.'' sagd hun med et lille smil

"Du skal ikke gøre det, hvis du ikke selv har lyst." Han ønskede ikke, at hun skulle sige ja, bare fordi han gerne ville.

"Okay, mademoiselle." Han grinede lidt og kyssede hende på toppen af hovedet. "Hvis det er, hvad du vil have."

''Ciel, jeg vil gerne... Jeg vil være så tæt på dig som muligt.'' hviskede hun mod hans kinden, inden hun puttede sig op af ham.
Hun aede ham bliver over brystkassen

Han smilede tilfreds og nikkede så.
"Okay, chéri ... Det glæder mig." Det var skønt, at mærke hende så tæt på, men han begyndte at føle et underligt ubehag, han ikke kunne placere.

Hun så lidt på ham, smilende.
Men stille og roligt gled hun ned og ligge ved siden af ham, og så lidt op i loftet.
''Ciel... En prægning... Det lyder meget som en forlovelse i mine ører.. Tager jeg helt fejl der?'' hun lukkede øjnene lidt

"Absolut, du tager helt fejl ... Men det er vel en okay måde at se på det." Han kunne ikke lade være med at grine lidt. Han kærtegnede hende blidt, men det ugenkendelige ubehag hang ved ham. Han forstod ikke helt, hvad der var galt, men han gik ud fra, at hans psyke bare var lidt i chok efter oplevelsen tidligere.

Hun kunne mærke sit hjerte synke på plads igen.
Det var en lettelse at det ikke var sådan han så det.

''hmm... du dufter godt..'' mumlede hun da hun puttede sig stille op af ham.
Så sandelig, han duftede jo af rent pumpende blod. Hans duft var berusende, blot at indånde.
Hun lukkede øjnene

Han lukkede kort øjnene men åbnede dem straks igen ... Han var blevet underligt svimmel og denne gang var han bekymret.
Pludselig gispede han og skubbede hende af sig. Han satte sig op og tog sig til hoved. Ryggen af hans t-shirt var våd af koldsved. Han rystede pludseligt og hans åndedrag var hurtigt og hivende, som om han ikke kunne få luft.
I samme øjeblik hørtes Ringos hæse miaven og den kradsede på døren, som om det gjaldt liv eller død. Ciel gled ned af sengekanten og faldt på knæ på gulvet. Han nåede lige nøjagtigt at tage af med den ene hånd.

''Ciel..?!'' første kald var undrende, nervøst.
Andet kald var skingert, panisk.
''Ciel!?'' Hun fik rejste sig, og hen i et par af hans jeans der lå og flød, og sin t-shirt.
Så smed hun sig på knæ ved siden af ham.
''Se på mig, Ciel, se på mig.'' hendes stemme var rystende.
Han kunne da ikke, ikke nu! Nej, please, nej..!

Han greb fat i hendes skulder for at støtte sig til hende.
"Ro ... lig ... Eli ... " Han nåede ikke, at sige mere, før den frygtelige smerte fik ham til at skrige fra toppen af hans lunger.
Han vidste godt selv, hvad der var ved at ske. Men han havde ingen mulighed for at fortælle hende det. De ting, der skete i hans krop var alt for overvældende.

''Du siger rolig!? Det er ikke din kæreste der krymper sig sammen af smerte!'' hun så på ham med rynket pande.
Hun tog hurtigt hans hånd, som en mand på fødselsafsnittet med sin fødende kone.
Lige på dette punkt var hun nybegynder.
Enten forvandlede han sig, eller døde. Og manglen på blod tydede på det første.
Hun ville blot støtte ham - hvis hun kunne.

"Slap af," gispede han og pressede hendes hånd så hårdt, at han var bange for, han ville brække den. Til sidst endte det med, at han gled sammen på gulvet. Stadig smårystende, men uden smerter så han op på hende fra det hårde gulv. Men alt, han kunne mærke, var en brændende sensation i sit ansigt. Han løftede armen for at føle efter, men hans arm var tung og til sidst lagde han den bare ned på gulvet igen og lukkede øjnene.
"Hvis du ... ikke pjækkede ... ville du vide ... du ikke skulle panikke." Hans åndedrag kom stødvist og han rakte ud efter hendes hånd. Han smilede svagt, mens han mærkede hans tatoveringer træde frem. En snoet mønster. Elegant. Og to fleuretter formede sig fra hans ører og ned over hans kindben. Dog kunne han ikke fornemme dette, men han huskede hvordan lærerenes tattooveringer altid lignede noget bestemt, og han var spændt på at se, hvordan hans egne så ud. Men mest af alt var han spændt på at se den blå halvmåne udfyldt.

''hvis jeg ikke pjækkede havde jeg aldrig tid til at se dig, vel?'' hun så på ham, lettet.
Hun gled ned og ligge på gulvet ved siden at ham, og tørrede sin håndflader af for sved.
Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, mens hun prøvede at slappe lidt mere af.

Han var udmattet ... Smadret ... Men han vidste, at han skulle tage hen til de andre vampyrer øjeblikkeligt, men han kunne ikke overskue at rejse sig.
Han trak Elizabeth ind i sin favn, selvom han var svedig. Han tænkte ikke over det. Han havde bare brug for at have hende tæt på. Ringo sprang op på dem og pev højlydt, mens den lagde sig på Ciel.

Hun puttede sig op af ham, ligeglad med sveden.
Hun vidste ikke om hun skulle være lettet, eller om hun skulle være ked af det.
Han havde overlevet...
Han var en vampyr.
Og hun... Ja, han var alt for god til hende.
Hun lå bare i sin egen verden og tænkte

"Hvordan ser min tatovering ud?" Hans stemme var lav og han grinede svagt. Han ignorerede Ringo og kyssede hende på panden. "De er forhåbentlig ikke vildt utiltrækkende?" Han smilede drilsk.
Han forsøgte at samle kræfter til at rejse sig og gå i bad. Hvilket han havde brug for efter forvandlingen. Derefter måtte han finde Clary.

Hun rev sig ud af sin tankestrøm.
Hun satte sig lidt op, for bedre at kunne se den.
Wow...
Hun stirrede bare på den, og derefter så hun ham dybt i øjnene.
''du er så skøn som du altid har været.'' sagde hun med et lille smil.

Hun aede hans kind igen.

Han smilede til hende og satte sig lettere besværet op på albuerne.
"Elizabeth, jeg vil give dig et tilbud, du ikke kan afslå," sagde han i en forførende gangster-film-stemme, mens han tog hendes hånd og løftede det ene bryn, hvilket gav ham et rigtigt charmør-udtryk. "Vil du med mig i bad?" Han smilede skævt. Han kunne ikke holde masken, når det var noget så useriøst.

''hvis du mener at det tilbud ikke er til at afslå, så kom med én god grund il at det ikke er.'' grinte hun og smilede til ham.
Hun så på ham med et roligt smil, udforskede hans nye mærke.
Han var jo vidunderlig..

Han grinede og kyssede hende blidt på kinden.
"Muligheden for at være intimt sammen med en fuldvoksen vampyr. Lyder det ikke tiltalende?" Han rejste sig og rakte hånden ned efter hendes - mest af vane og manere. Han havde nok ikke energi til at trække hende op. Men når han havde fået noget blod, ville han have det fint.