sweet and funny? (Perceval.)

Sted: gårdspladsen.
Tid: ved aftens tide.
Omkring: blødt grønt græs, smukke træer og en flisegang.
Vejr: Skyfri nattehimmel, med smukke lysende stjerner.
Tøj: Sort top med blod røde snoer i begge sider, hullede cowboy shorts, og et sorte højehæle med nitter.

Rosa gik ud af den store træ dør, og ud i gårdspladsen med rolige skridt. Hendes lange sorte hår bevægede sig let i takt med hendes gang, og hendes fine elegante bevægelser. Hun gik hen mod sit yndlings træ, som var det største af alle de træer der var i gårdspladsen. Rosa elskede det træ fordi det var smukt, dækkede for solen når den var der, og fordi der var en bænk under det. Hun satte sig ned på bænken, og kiggede rundt med sine skinnende nøddebrune øjene. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle give sig til, og begyndte så at nynne lidt med sin fine klokke klare pige stemme. Hun kiggede op på den skyfrie nattehimmel, og beundrede de smukke lysende stjerner...

Perceval gik med lange, trætte skridt mod gårspladsen, mens han gemte et gab bag sin håndryg. Til trods for at han lige var kommet tilbage fra morgenmaden, var han stadig træt. Det var virkelig en kamp for ham at komme op om morgenen, og så forblive vågen.
Han blev revet ud af sin intetsigende tankegang, da han hørte en stille nynnen, som han med det samme identificerede med en pigestemme. Instiktivt fulgte han efter lyden, og pludselig stod han lænet om af træet, med et gavtyvssmil på læberne. Han kunne ikke rigtig se hende, kun rygpartiet og hendes hår.
"Hvilken melodi er det?" spurgte han afslappet og smilede skævt, velvidende om, at hun ikke kunne se det, da hun jo sad med ryggen til.
At møde nye mennesker havde aldrig været det store problem, da han ikke rigtig var den generte type. Eller det havde han været engang, men heldigvis var det forsvundet med alderen.
Hans blik forlod hende, og vandrede nu rundt på gårspladsen, som syntes at være rimelig tom. Det fik ham til at undre sig over, hvad hun egentlig lavede herude.

Rosa fik et chock da hun hørte en snakke bag hende, og gav et hvin fra sig. Hun vendte sig hurtigt om, så hun kunne se hvem det var der havde snakket til hende. Hun kunne ikke lade vær med at rødme, da hun ind så at han havde hørt hende nynne. "Du forskrækkede mig." Sagde hun smilende, og kiggede på ham med sine skinnende blide nøddebrune øjene. "øøhhmm, det er en melodi fra en sang jeg selv har skrevet." Svarede hun sødt, og lagde nysgerrigt sit hovede let på skrå. Hun havde aldrig set ham før, og blev med ét nysgerig efter at vide hvem han var.
Rosa var en af dem der hurtigt blev nysgerrig, og hun havde heller ikke så meget imod at møde nye mennekser. Hun var for det meste altid glad, og sød overfor andre hun mødte.

Han hævede det ene øjenbryn, da hun tydeligvis blev meget overrasket. Teorien blev bekræftet, da hun fortalte det med egne ord. "Undskyld, det var ikke min mening," sagde han og smilede skævt, da han kom til at tænke på hendes hvin. Typisk piger.
Da hun så fortalte om sin melodi, kiggede han straks meget interesseret på hende. "Virkelig? Skriver du sange? Du spiller måske også noget?" Spurgte han nysgerrigt. Endelig noget kreativitet! Det var noget han havde savnet en del, da folk omkring ham syntes at interessere sig for andre, kedelige ting. Men alle havde vel sin smag.
Det hele var gået rimelig hurtigt, så det var faktisk først nu han rigtig kiggede på hende. Det kønne ansigt var ganske vist ukendt, men han havde jo heller ikke været her længe, da han var blevet forflyttet fra Florida.

Rosa smilte sødt til ham, og betraktede ham nysgerrigt med sine nøddebrune øjene. Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, "Det er oki, og tak fordi du undskylder for det. Din undskyldning er godkendt." Sagde hun grinene, og kiggede ham i øjene med et blidt og venligt blik.
Hun kom til at rødme lidt da han spurgte om det var sandt hun selv skrev sange, hun nikkede smilende "Ja, det gør jeg. Jeg spiller på guitar, lidt klaver og så synger jeg en del også. Så man kan vel sige at jeg er en meget kreativ person, for jeg laver også en masse andet kreativt." Smilede hun sødt, "Mén nok om mig, lad mig høre noget om dig." sagde hun smilende, og kiggede nysgerrigt på ham mens hun ventede på hans svar.

Et skævt smil gled over hans læber, da hun fortalte, at hans undskyldning var godkendt. Dog var hans eneste respons et enkelt nik. Straks blev han mere fokuseret, da hun begyndte at fortælle om sine interesser, og det var umuligt for ham at skjule et lille smil. Endelig noget kreativitet.
Han overvejede kort, at snuppe en cigaret, men besluttede sig for at lade være - det var nok ikke det bedste indtryk at give, især ikke når han lige havde mødt hende. Derfor forblev han lænet op af træet med samme afslappede holdning.
"Fedt nok..." begyndte han, "Vi burde spille sammen en dag..." forsatte han tankefuldt. Det kunne egentlig være fedt nok - der var ikke særlig mange andre, der spillede på instrumenter på dette sted, og de, som gjorde, talte han ikke rigtig med.
Han ville lyve, hvis han sagde, at hendes næste spørgsmål var ventet, for det var det langtfra. "Øh... Hvad vil du vide?" spurgte han så, med et undrende ansigtsudtryk, mens rygetrangen pressede sig på. Han fandt derfor en cigaret og sin lighter frem, og skulle lige til at tænde for den, men stoppede så sig selv, og spurgte hende: "Do you mind?" Det var uhøfligt at undlade at spørge, og han havde altid været meget høflig af natur.

Rosa kunne se på ham at han var meget intresseret, og kunne ikke lade vær med at smile af det. Hun lå mærke til at han smilte lidt mere, og kunne ikke lade vær med at spørger ham. "Hvad?" spurgte hun grinene, og lagde nysgerrigt hovedet let på skrå. Det med at ligge hovedet let på skrå, var en meget dum vane hun havde fået. Men vaner havde hun mange af.
Hendes søde smil blev større, da han sagde at de en dag kunne spille sammen. Hun nikkede let med sit kønne hovede, "Ja, men hvad spiller du på?" Spurgte hun nysgrrigt, og kiggede ham i øjene med et blidt blik.
Hun hørte hans spørgsmål om hvad hun ville vide, og begyndte at tænke sig om. "Hhhmm, det ved jeg ikke rigtig." Grinede hun, og trak let på sine skuldre. Hun kunne slet ikke komme i tanke om noget, eller om noget hun kunne spørger ham om. Hun var helt blank for spørgsmål, for en gangs skyld. Hun havde stort set altid nogen spørgsmål, eller noget hun ville sige.
Hun hævede sit ene øjenbryn, da han tog en cigaret og en lighter frem. "Nej, det er okay. Du ryger bare, jeg har ikke noget imod. Jeg har selv haft den vane." Svarede hun sødt, og kiggede ham i øjene med et venligt blik.

Han rystede kort på hovedet, som svar til hendes spørgsmål, men smilet forsvandt ikke. Så tændte han for smøgen, da hun havde givet grønt lys. Han tog et langt sug, og mærkede straks, hvor afslappet han blev. Da hun så fortalte om sin egen vane, rettede han sig automatisk en smule op og sagde: "Undskyld, jeg ikke tilbød dig en så... Vil du have en?" Han smilede skævt, mens han rakte pakken med cigaretter ud, så hun kunne tage en, hvis hun ikke.

"Jeg spiller også guitar," sagde han så, og smilede igen stort. Det var som om hans humør var steget en del. Om det så skyldtes pigen eller smøgen, vidste han ikke. Men hvad så - han var alligevel en klovn, når det kom til følelser.

Han grinede også, at hun indrømmede, at hun ikke vidste, hvad han skulle fortælle om sig selv. "Jamen så bliver det jo nemt," jokede han med et skævt smil, hvorefter han tog endnu et sug. Det var dårligt at ryge, det vidste han udmærket godt, men han havde alligevel ikke i sinde at stoppe. Det havde han ikke overskud eller lyst til.

Hun trak bare let på sine skuldre igen, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Hun betraktede ham opmærksomt, med sine blide nøddebrune øjene. Hun begyndte at grine da hun kunne se at han blev undskylde, og rakte åakken hen mod hende. Hun rystede let på hovedet med et sødt smil om sine læber, "Nej, ellers tak. Jeg gør det ikke mere, jeg sagde jo havde haft." Sagde hun grinene, og morede sig meget.
"oki, fedt. Synger du også?" Spurgte hun intresseret, og kiggede på ham. Rosa var glad for hans selskabm, for så havde hun nogen at snakke med og noget at lave.
Hun grinte lidt af hans kække svar og nikkede smilende, "Ja, du slipper billigt i dag." Grinte hun.

Han puttede pakken tilbage i sin lomme, og tog derefter endnu et sug. "Det ser ud som om jeg har noget at lære fra dig, hva'?" sagde han og smilede skævt. Han røg kun, når der ikke var mange til stede, da vampyrene ikke var så vilde med det. Men han var egentlig ligeglad - han nød at ryge, men samtidig var han jo også klar over de mulige konsekvenser. Men hvad fanden - han skulle jo dø på en eller anden måde.

Da hun spurgte ind til sang, rystede han blot på hovedet og svarede: "Nej, det er ikke lige mig." Han kunne selvfølgelig godt synge, hvis det skulle være, men han gjorde mest i sit spil. Det var virkelig noget, som kunne gøre ham godt tilpas, udover cigaretter selvfølgelig. Men musik var jo en del sundere. Tanken fik ham til at smile skævt, mens han tog endnu et sug.

"Jeg hedder forresten Perceval. Perceval Anderson," præsenterede han sig, med et blendende smil. Han overvejede kort at række hånden frem, men besluttede så, at situationen nok ikke var så formel, så det var nødvendigt.

Hun rystede grinene på hovedet, "Det ved jeg nu ikke, detsuden er jeg ikke nogen god lære. Jeg vil meget hellere være barnlig og lave de mærkeligste ting, i stedet for at være voksen." Smilede hun, og kunne ikke lade vær med at drille lidt.
"Det var en skam, at det ikke lige er dig. For ærlig talt ligner du en der godt kan synge, og det mener jeg som noget godt så bare rolig." Sagde hun sødt, og var ved at få sin energi og humør i top. Rosa havde ikke grint og haft energi længe, fordi hun havde tænkt for meget på forskelige ting.
Rosa rejste sig fra bænken og rettede let på sit tøj, og hørte efter det han sagde imens. Hun rettede sig op, så man rigtig kunne se hvordan hun så ud. Hendes hud var bleg og glat. Hun var slank, men havde stadig nogen fine kvindelige former. Hendes lange sorte hår hang løst, ned af hendes ryg og skuldre. "Hyggeligt at møde dig Perceval. Jeg er Rosa, Rosa Darkfighter." Svarede hun sødt, og drejede elegant rundt med et grin om sine læber. Hun kiggede på ham igen med et sødt smil om sine læber.

Han grinede lidt, mens han sagde: "Tro mig - det gør heller ikke noget." For livet var for kort til at afskære sig fra livets goder. Som for eksempel smøger. Og med hensyn til den anden del - tja, han havde vel også sine barnlige stunder, selvom de var sjældne. Han slap kun kontrol på den måde, når han var sammen med folk han kendte meget godt.
Et skævt smil gled over hans læber, da hun fortalte, at han lignede en, der kunne synge. Dén var ny. "Øh, tak... Tror jeg," sagde han en smule forvirret, da han ikke præcist vidste, hvad der skulle lægges i ordene.

Han betragtede hende med hovedet på skrå, da hun præsenterede sig, mens han tog endnu et sug. "Hm.. Interessant efternavn," sagde han og pustede røgen ud. Det var ikke et navn, men stødte på hver dag. Men han kunne nu godt lide det - det var unikt. Unikke ting var virkelig noget han satte pris på, selvom han ikke var meget for at indrømme at materielle ting også betød en del for ham. Og det var faktisk heller ikke noget han indrømmede, men de fleste vidste godt, at han ville få svært ved at klare sig uden sin guitar.

Hendes smil blev større da han begyndte at grine, og lyttede opmærksomt til det han sagde. "Oki så, det var jo godt for mig. Jeg hader at spille lære." Sagde hun smilende, og lod som om hun rettede på nogen usynlige kloge lære briller. "Unge mand, de burde vide at havregrød er meget bedre for dem." Sagde hun højtidligt, og rystede let på hovedet. Men hendes lille skuespil holdt ikke længe, før hun begyndte at grine igen.

"Det var så lidt, skulle det være en anden gang så siger du bare til." Grinede hun, og blinkede hurtigt til ham. Hun havde ment det på en god måde, og hun sagde for det meste altid det hun mente. Hvilket kunne være både godt og dårligt på samme tid.



Hun nikkede smilende af det han sagde, "Takker." Sagde hun glad, og betraktede ham opmærksomt.

Han slog en sur facade op, og spurgte fornærmet: "Siger du at jeg er tyk eller hvad?" Han slog irriteret blikket væk, men der gik ikke længe, før facaden faldt, og det lattermilde ansigt atter viste sig. Han kunne virkelig godt lide at drille folk, især hvis de blev irriteret. Det var måske rimelig ondt, men han synes faktisk det var sjovt. Selvfølgelig ikke så meget at han gjorde dem kede af det - slet ikke så ekstremt.

Hans smil blev større, og han svarede på britisk: "Det skal jeg gøre," mens han gav hende et høfligt nik, som foregik dette i 1800-tallet. Han havde altid haft en svaghed for den accent og tidsperiode, og han elskede at parodere den, selvom han langtfra var god til det.

Rosa lagde hovedet let på skrå, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre.
Hvade hun nu gjort ham sur?
Hvad skulle hun nu gøre?
Hun gik lidt væk fra ham, og kiggede på ham med et nervøst og forvirret blik. Hun bed sig lidt i underlæben, for det var en vane hun havde fået når hun var nervøs. Hun var tæt på at begynde at græde, af alle de forskelige følser der kom væltende på en gang. Hun var ikke an til at have så mange følser på en gang. Hun blev endnu mere forvirret da han begyndte at grine, og hævede det ene øjenbryn.
Han havde bare spillet skuespil, som hun selv havde. Hun begyndte at grine og lagde så sine arme overkors, "Du er en god skuespiller." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene.

Hun smilte stort og najede elegant, da han nikkede høfligt og havde snakket. "Det var godt." sagde hun sødt.

Han blev meget overrasket over hendes reaktion, og fik straks dårlig samvittighed. Samtidig blev han også overrasket over, at det rent faktisk havde lykkedes ham, at få hende til at tro på det. Drama havde aldrig været hans kop te, og han tog ikke faget særlig seriøst.
Et lettet suk gled over hans læber, da hun smilede. Godt - han havde altså ikke skræmt hende helt væk. Det var altid noget.
"Taktak," sagde han lettere flabet, men måtte huske sig selv på at være sød. Det var jo ham, som lige havde været unfair, så han måtte jo gøre det godt igen på en eller anden måde.

Han kluklo, da hun hoppede på høflighedstoget, og tog det sidste sug af smøgen, hvorefter han lod den falde til jorden, og slukkede gløden med de sorte converse-sko. Så var dén trang slukket for noget tid, og han følte sig allerede i meget bedre humør, og meget mere frisk.

Rosa kunne se på ham at han fik det dårligt, over at hun var blevet forvirret og ked af det. Hun gik hen til ham og klappede ham forsigtigt på den ene skulder, for at trøste ham og for at vise det var okay. Hun vidste ikke helt hvad hun egentlig skulle gøre, for hun plejede at kramme folk hvis de havde det skidt eller græd. Men hun havde jo lige mødt ham, og ville ikke skræmme ham væk ved at kramme ham.
Hun smilte sødt til ham, da hun kunne se han blev lettet og glad igen. "Det var da så lidt." Svarede hun kækt igen, og blinkede grinene til ham.

Hun grinte lidt med ham, og betraktede ham lidt mens han slukkede sin smøg. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle, og kiggede så rundt i gården med sine nøddebrune øjene.

Han vidste ikke helt, hvordan han skulle reagere på det halv-kejtede klap på skuldren, og nøjedes derfor med at smile skævt til hende, mens de brune øjne betragtede hende. Det var egentlig mærkeligt, at han ikke havde set hende før, taget i betragtning af at han var en social person. Ikke over-social, men han nød at snakke med mennesker og få nye bekendtskaber.

Hans dybe indånding lød som et suk - cigarettens effekt var allerede væk, men han gad ikke ryge en mere. Jo, han røg, men i et begrænset antal, og mest for hyggens skyld, selvom han vidst var en af de eneste, som røg på denne skole. De vampyrer ville også bare bestemme alting! Det var til at brokke sig over, men Perceval respekterede dem også, og vidste godt at det var dem, som havde det sidste ord at sige. Nogle ting måtte man vel bare acceptere.

Rosa smilte forsigtigt til ham, og så at han betraktede hende med hans brune øjene. Hun lagde hovedet let på skrå og blev lidt nysgerrig, "Hvad?" Spurgte hun lettere nervøst, og kiggede ham dybt i øjene. Hun stoppede med at klappe ham på skulderen, og lagde sin arm ned af sin ene side. Hun tænkte sig lidt om for at se om hun kunne komme på noget at sige, men kunne ikke komme på noget. Men hun var heller rigtig van til at være sammen andre, for hun var den type som holdte sig mest for sig selv. Hun kunne da godt lide at snakke med andre, men hun var ikke meget for at være den der startede en samtale med nogen, de skulle helst komme til hende hvis de ville snakke med hende.

Hun kiggede forvirret på ham, "Hvad? har smøgens virkning allerede aftaget?" Spurgte hun smilende, og løftede det ene øjenbryn.

Det ene øjenbryn hævede sig, da hun forvirret spurgte ham om noget. Et spørgsmål som han heller ikke selv forstod. Hvad hvad? Havde han gjort noget, hun ikke forstod? Han var ellers en meget forudsigelig person, hvis man altså først lige fik lært ham at kende. Men selv dét tog alligevel sin tid, da han syntes at have en utrolig splittet personlighed og en farlig attitude, som skiftede fra person til person. Derfor var der sikkert også noget, som mente at han var snobbet og kold. For det kunne han også være. Det varierede meget.
"Hvad?" spurgte han og lagde hovedet på skrå, i håb om at hun ville uddybe sit ret så udetaljerede spørgsmål.

Endnu et suk gled over hans læber, da hun konfronterede ham med sandheden. "Ja, desværre. Jeg er altid så døsig om morgenen," svarede han, og gemte et gab bag sin håndryg. Han var et B-mennekse, med tryk på B. En typisk teenagesdreng.

Hun betraktede ham nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå da han hævede det ene øjenbryn. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, eller gøre for den sags skyld.
Hvad skulle hun nu sige?
Hvad skulle hun gøre?
Hvorfor var hun så forvirret for tiden?
Hun rystede let på hovedet over sig selv, og prøvede på at tage sig sammen. Hun hørte det han sagde, og trak lidt på skulderne mens hun grinte. "Jeg ved det ikke." smilede hun, og kiggede ham i øjene.

Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, og klappede ham forsigtigt på skulderen igen. Hun ante ikke hvordan hun skulle hjælpe ham, eller hvad hun skulle sige. Hun tænkte sig lidt om, "Hhhmmm, hvad skal vi nu lave?" Spurgte hun, og kiggede på ham med et ventende.

Hendes forvirring lod til at have samme effekt på Perceval, som blev slået helt ud. Det irriterede ham, at han ikke kunne sætte finger på, hvilken type hun var. Om hun tilhørte den stille, generte type, eller den højrystede og udadvendte type. Måske varierede dette også bare, fra hvilke personer hun var sammen med? Han vidste det ikke.

Han kløede sig kort i nakken, hvorefter han lagde sine hænder i bukselommerne. "Jeg ved det ikke," svarede han ærligt. Han plejede ellers at være så kreativ, men alle havde vel sine dårlige dage.
Cigaret-trangen voksede endnu engang, men også nu valgte han at lade være. Han skulle nødig give den mørkhårede pige det forkerte indtryk, som foreksempel at han var storryger, for sådan stod det slet ikke til.

Rosa bed sig lidt i underlæben, da hun kunne se at han blev slået helt ud fordi han var forvirret. Hun kiggede på ham med nervøst og bekymret blik, og ante ikke hvad hun skulle sige til ham.
Hvad skulle hun nu gøre?
Hun kendte ham jo ikke særlig godt, og hun var ikke rigtig van til at være sammen med andre personer. Hun var den type, som helst holdte sig for sig selv. Når hun var sammen med andre kunne hun godt grine og smile, men hun var meget indelukket når det kom til stykket.

Hun tænkte sig lidt om, og kom på en lille ide. "Hhhmm, vi kunne gå en tur. Så laver vi da et eller andet." Smilede hun, og kiggede på ham for at se hvad han synes om hendes ide.

Han nikkede tankefuldt med hensyn til hendes spørgsmål, og kunne ikke undgå at overveje, hvad de dog skulle snakke om. Hun virkede som den stille type - fuldstændig modsat ham, så måske ville dette blive en lettere akavet samtale. Eller måske en meget interessant samtale. Stadig med hænderne i lommen begyndte han at bevæge sig væk fra gårspladsen, mens han overvejede, hvad han dog skulle sige.

Men længe gik der ikke, før han endelig kom i tanke om noget. "Så... Hvilken baggrund kommer du så fra?" spurgte han forsigtigt, da der var den del, som blev fornæmede, endda vrede, hvis man spurgte om sådan noget. Men den stille pige ved siden af ham, virkede ikke som typen, der hurtigt kom op i det røde felt. Det ville i hvert fald undre ham, selvom han elskede overraskelser ved menneskers personligheder. Det var altid de spændende mennesker, som havde sådan en personlighed.

Rosa fulgte stille efter ham, mens hun stille og roligt var på vej ind i sin egen lille drømme verden. Hun hørte hans spørgsmål om hendes baggrund, og blev med ét slået ud af sin drømme verden. Hun knyttede den ene hånd, og hendes blik blev lettere sløret. Hendes tanker kom med samme ind på hendes elskede lile brore, og ind på hendes ondskabsfulde far. Hun tog en dybindåndning, og rystede let på hovedet for at komme til sig slv igen. "Min baggrund er dyster, kold, ensom og et marridt." svarede hun stille, og vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham sin historie. "Hvad med dig?" Spurgte hun. og kiggede hen på ham.