YOU! Goddess damn you! (Perceval)

Tid: midnat cirka...
Sted: Ude i gruset på gårdspladsen
Omgivelser: grus store sten og lidt andet...
Vejr: stille men meget trykkende... Som om noget skidt er ved at ske...

Caynan sad op af en af de store sten... Han sad og legede med nogle nåle der sad i hans arm... Det var blevet værre og værre for ham hvor ofte han gjorde det, siden han havde haft sin episode med Elisabeth... Han var helt ærligt stadig ikke sikker på hvad han skulle synes om hende ud over at han var forelsket selvom han stadig følte sig en smule udnyttet af hende...

Han havde fundet ud af at hun var sammen med denne Percie igen... Det var ikke svært når man holdt sig meget i skyggerne og så ting... Han tænkte meget på hvordan han var blevet så forbandet dum, og vred på hende over det der var sket... Han hadede sig selv for det... Nok mest fordi han havde ødelagt nærmest alle chancer hos hende, og de sidste tog Percie fra ham...

Nålene var langt nok til at han kunne stikke nogle af dem igennem armen...

Efter at have brugt hele 'formiddagen' på biblioteket, trængte Perceval til en smøg, hvilket var grunden til, at han nu traskede ud på gårdspladsen.
Den trykkede atmosfære ramte ham straks, men han skød fornemmelsen fra sig, da han regnede med, at han var alene.

Han sukkede stille, da han lænede sig op af træet midt i det hele, mens han fumlede lidt med lighteren. Der gik få sekunder, før røget befandt sig i hans lunger, og han åndede dybt ud.
Efter et par hiv, lod så han sig omkring og fik pludselig øje på en skikkelse. Helt automatisk begyndte han at gå hen mod skyggen.
"Hvem der?" Spurgte han hæst, da han stod cirka 10 meter fra skikkelsen.

''A fellow student...''

Hans stemme var grøddet, og han fik tøret sine øjne hurtigt, men det betød at der bar spor efter makeup ned af hans kinder, men det lignede ikke rigtigt han havde grædt... Mere bare at det var meningen... Han raslede lidt med en af kæderne på hans tøj, da han langsomt og forsigtigt hev en af nålene ud af armen... Den blinkede i månens skær, mens han langsomt slikkede blodet af den...

''Come closer if you dare...''

Han smilede lidt til ham...

''I dont bite...''

Han grinede svagt...

Han kneb øjnene en smule sammen - personen præsenterede sig ikke ved navn, hvilket fik ham til at holde lidt igen. Så tog han sig sammen og gik hen mod personen. Han kendte næsten alle på skolen, så der var en meget lille chance for, at denne dreng ikke var en af hans bekendte.
Perces øjne havde nu vænnet sig til mørket, og han kunne nu tydeligere se, hvem det var, han snakkede med. For at være ærlig, så han ret skræmmende ud, men det var dog ikke noget Perceval sagde højt. Han betragtede ham bare med hovedet på skrå, mens han overvejede, hvad der mon var bedst at sige.
"Hvem er du?" Spurgte han så, genial som han nu var. Ironien var ikke til at tage fejl af.

Han så drengens ansigt og genkendte den med det samme fra det billede Elisabeth havde af ham... Han svarede ikke med sit navn... Han vidste hvem der var foran ham og havde bare tænkt sig at forsøge at skræmme ham lidt og være en smule genstridig overfor ham...

''Don't worry Percie...''

Han smilede bredt en smule skummelt, men heller ikke mere hans kæder, nitter og nåle glimtede i mørket... Han trak en nål mere ud og slikkede den ren igen...

''Jeg ved hvem du er... Andet er ikke vigtigt...''

Han grinede svagt igen...

''Men hvis du vil vide det hedder jeg Caynan...''

Han rynkede panden, da drengen tydeligvis vidste, hvem han var, men Perce havde aldrig set ham før i hele sit liv.
Han prøvede at holde sine fordomme nede, men kunne ikke skjule sin væmmelse, da han slikkede på den blodige nål.
"Og hvorfra ved du, hvem jeg er?" Spurgte han toneløst, mens hans blik gled over nålene i hans hud.
Da han så præsenterede sig, gispede Perceval og trådte et skridt tilbage. "D-du er ham, Eli drak fra..." Sagde han chokeret. Lige efter at han havde sagt disse ord, fortrød han dem bittert. Der røg hans hårde attitude.

''Tror ikke jeg behøver besvarer det spørgsmål?''

Han grinede bare af ham... Han vidste ikke hvad han skulle mene om drengen... Han hadede ham lidt fordi han var gået fra hende og havde fundet en ny kæreste og så ødelagde hende lidt, og så gav ham falske forhåbninger... Men han vidste at hun havde det godt med ham og at hun elskede ham... Det var også meget vigtigt... Han var godt og grundigt splittet...

''Ja hun fandt mig, vi røg lidt... Vi hyggede os sammen og hun drak af mig... Vi faldt i søvn... Da vi vågnede blev hun bange... Jeg var sikker på hun udnyttede de følelser jeg havde for hende... Jeg var i færd med at begå selvmord da hun 'tvang' mig til at drikke hendes blod... Hun gik så i en blodrus hvor hun ville have mig til at slikke blod af hendes krop... Jeg slog mig ud mod væggen, og vågnede ved at hun nussede mig...''

Det væltede bare ud af ham, sikkert til den forkerte men han skulle ud med det...

Perceval vidste heller ikke, hvad han syntes om drengen, men som hans historie skred frem, blev han mere og mere overbevidst om, at han ikke brød sig om ham. Vågnede ved, at hun 'nussede' ham?! Det var bestemt ikke det, han havde lyst til at høre.

"Hvorfor har jeg så ikke set dig før?" Spurgte han så og opdagede, at hans cigaret vidst ikke var særlig meget værd mere. Derfor kastede han den fra sig og tog en ny en.

Hele situationen lød meget mistænkelig - havde Elizabet løjet for ham, dengang hun sagde, at hun ikke havde været sammen med andre? Han begyndte at tvivle på hende - det var sikkert lige præcis dét, som denne dreng ville have skulle ske.

Han så lidt undrende på ham... Han ville ikke ødelægge deres forhold, men han var sikker på at ingen af dem kunne lide ham... Han havde til syneladende ingen grund til at være i nærheden af nogen af dem overhovedet... Han så på ham igen og rejste sig og svarede ham kort...

''Fordi jeg holde for mig selv... Og glem nu bare alt om mig... Jeg vil ikke gøre noget ved jeres forhold...''

Han så alvorligt på ham...

''Jeg synes hun var sød, og dejlig... Hun gengældte det grundet stoffer, ikke andet...''

Han så endnu mere alvorligt på ham han gad ikke ind i et eller andet trekantsdrama... Han ville bare have lov til at være venner med Elisabeth fordi hun var den eneste der forstod ham bare nogenlunde... Han vidste også at han ville begå selvmord hvis hun begyndte at hade ham...

''Jeg går nu... Bare pas på hende ikke...''

Han begyndte at løbe væk derfra meget hurtigt...

Perceval betragtede ham uden at fortrække en mine, mens han fortalte om ham og Elizabet. Han vidste godt, at han ikke havde nogen grund til at blive jaloux, hvilket hjalp ham til at falde lidt en. Men nysgerrigheden lurrede under overfalden - hvad vidste han om Elis tilstand, mens de to havde været adskilt? Hun havde ikke rigtigt gået i dybden med det, og han var sikker på, at denne Caynan kunne give ham de svar, han søgte. Hvis han da ville fortælle.

Da drengen så løb sin vej, gættede Perce på, at det måtte være et nej. Han havde ikke tænkt sig at fortælle noget som helst. Men han ville have svar, så han satte i løb efter drengen.
"Hey vent!" Råbte han forpustet efter ham.

Han gad ikke blandes ind i andre problemer... Mest fordi han gerne ville være Elisabeths ven, selvom han vidste det var svært. Men hvis han fortalte om hende og hun ikke selv gjorde det så var det altså et problem fordi det ville ikke stå i bedre lys end han allerede gjorde af det... Nok tværtimod...

''Hvad? Jeg gider ikke blandes ind i dit forhold... Hvis du vil vide noget mere eller hvordan Elisa havde det med det... Så tal med hende om det!''

Han vendte sig om og begyndte at gå igen...

Det virkede virkelig ikke som om, han brød sig om Perceval. Og Perce anede ikke hvorfor. Han var godt nok hurtig til at dømme folk, han ikke rigtig kendte. Men på den anden side gjorde han også dette selv. Han havde altid været enormt dobbeltmoralsk.

"Jeg vil ikke snakke om hende," sagde han tonløst, mens han blik fastholdt Caynans. "Jeg vil tværtimod gerne vide lidt om dig," forsatte han og fandt endnu engang en smøg frem.
"Vi du have en?" Tilbød han og rakte pakken ud mod ham, mens han satte en anden i mundvigen, og rodede efter lighteren i hans lomme.

Han vednte sig om mod ham.,.. Han vidste ikke hvorfor men alligevel ville han gerne fortælle drengen om sig selv... Han var dog sikker på at han nok nemmere kunne være i nærheden af Elisa på den måde, hvis han bare var nogenlunde 'venner' med Percie...

''Hvad vil du vide?''

Han satte sig op af det nærmeste objekt han kunne sidde op af han gad ikke have nogen smøger... Han ville aldrig røre noget der kunne ryges overhovedet igen... Han så alt der var sket den aften som sin egen skyld, og forsøgte at rette op på det...

''Nej ellers tak...''

han smilede venligt til ham...

Hans nogenlunde åbenhed over for situationen, fik ham til at smile skævt, mens han fik tændt for cigaretten og puttet pakken tilbage i lommen.

"Hvad end du har lyst til at fortælle," sagde han med et skuldertræk, hvorefter han tog et hiv. Straks blev han mere afslappet og indså, at han måske havde været lige hurtig nok til at dømme knægten.

Det venlige smil kom også bag på ham - det gjorde ham endda en smule urolig, hvis han nu havde nogle bagtanker.

''Percie... Jeg er ikke en videre åben person... Spørg og jeg svarer men ellers får du intet at vide...''

Han smilede venligt til ham igen... Mens han bare kiggede op og sad og legede med en af sine nåle... Han stak ikke sig selv, men sad bare og legede med dem mellem fingrene...

Han kiggede på ham alvorligt om at hvis han ville have svar og vide noget om ham så måtte han fandme tage sig sammen og spørge om noget... Ellers ville det blive en ret så kedelig samtale de skulle holde kørene...

Han sukkede, da Caynan gav ham ansvaret for det. Men på den anden side var det vel også fair - han ville have svar, så han måtte vel også gøre noget for det.

"Hvor kommer du fra?" Ville han først vide.
Måske kendte de hinanden fra deres barndom? Men så kom han i tanke om, at Eli voksede op på et børnehjem, og oddsene for at det sammen gjaldt ham, var minimale.

''Kan jeg ikke huske... Har boet på børnehjem det meste af mit liv...''

Han så lidt ned i jorden han hadede at mindes de år... Mest fordi det var på det børnehjem han havde mød sine kærester, dem der havde sørget for at han var blevet smidt i fængsel i op til flere gange...

Han begyndte at sidde og prikke til sin arm med nålen... Fordi han skulle have tankerne lidt væk fra sig...

Så denne Caynan havde altså også vokset op på et børnehjem. Måske tilmed det samme som Elizabet voksede op på? Dog spurgte han ikke ind til det, da de jo ikke havde kendt hinanden før 'episoden' med stofferne.

"Hvor ligger børnehjemmet henne?" Spurgte han så og tog et hiv af smøgen. Han burde i det mindste kunne huske staten.

Perceval overvejede kort, at spørge ind til hans forældre, men følte ikke rigtig at han kunne være det bekendt - det var alt for personligt til, at han kunne tillade sig det.

Han vidste ikke helt hvad han skulle svare ham på hans spørgsmål, eller om det overhovedet var noget han faktisk gad at svare ham på... Han var faktisk ikke helt sikker på hvor børnehjemmet havde lagt henne... Han var jo endt i fængsel en stor del af tiden... Han valgte derfor fordi han ikke var sikker... at han ikke ville svare ham på det eller sige noget af det han troede det måske var...

''Kan jeg for at være ærlig ikke huske... Boede der heller ikke ret meget... Stak af med en pige da jeg var 12-13 år...''

Nogle gange flød ordene bare ud af munden på ham uden at han faktisk tænkte over det eller noget han svarede bare...

Han kiggede forbløffet på Caynan, da han fortalte, at han stak af med en pige i så ung en alder. Perceval selv kunne i hvert fald ikke have taget vare for sig selv som 13-årig.

"Var det virkelig så slemt på børnehjemmet?" Spurgte han og bed sig i læben, da han kom til at tænke på de historier, som Elizabet havde fortalt om det børnehjem hun gik på. Det havde været forfærdeligt, men var alle børnehjem så slemme? Det var lidt mærkeligt, at Caynans og Elizabets fortider mindede så meget om hinanden.

''Det var det næstværste jeg har oplevet... Værelserne havde vi kun lige plads til at ligge og sove i fosterstilling...''

Han sukkede tungt... Måske var det faktisk ikke det næst værste han havde oplevet måske det faktisk var det værste... Værre end at sidde i fængsel igen og igen uden at være skyldig i noget af det over hovedet...

''Du skal bare være glad for at have Elisabeth... Hun er i det mindste ikke som de kærester jeg har haft...''

Han var i gang med at bryde sammen indvendigt...

Han bed sig i læben og var meget ubekvem i situationen, men ville alligevel gerne høre mere. Selvom det var nogle dårlige ting, han fortalte, var det også meget spændende.

"Hvilke kærester har du da haft?" Spurgte Perceval som respons til Caynans kommentar om hans exkærester.
Hans egne exkærester havde han ikke kontakt med. Nu når han tænkte tilbage, var de ikke så fantastiske, som han engang havde ment. De var almindelige og meget kedelige.

''Har haft tre...''

Han trak vejret tungt og dybt før han fortsatte...

''Alle tre misbrugte og udnyttede mig på det groveste...''

Han sukkede... Han var smadret indvendigt af dem...

''Den første misbrugte mig til at skaffe stoffer og alkohol fordi jeg så ældre ud... Den anden misbrugte mig for at have et sted altid at kunne få sex, men jeg var ikke god nok. Jeg besvimede i et forsøg på at være nok for hende, men alt hun gjorde var at smide mig i en container fordi hun troede jeg var død... Og den tredje udnyttede mig bare som syndebuk, så jeg fik skylden for 2 mord, et lager af stoffer, og af ulovlige våben...''

Han åndede lettet ud...

''Så somsagt du skal bare være glad for Elisabeth, og pas på hende... Jeg ved hun ikke rigtigt bryder sig om mig, nok nærmest foragter mig, men hun skal alligevel have det godt...''

Han kunne næsten ikke tro på, hvad han sagde. Perceval følte sig så heldig - han var omgivet af folk, som havde haft det meget svært, og han kunne ikke drømme om en bedre opvækst. Den havde været tryg, perfekt. Man lærte virkelig at påskønne, hvad man havde, når man hørte sådan nogle historie.

"Det er jeg sgu ked af at høre," sagde han og tog et hiv. Han brød sig ikke synderligt om rollen som trøster, men følte heller ikke, at han kunne tillade sig ikke at sige noget.

"Tro mig - jeg skal nok passe på hende, så godt jeg kan," lovede han så.

han rystede lidt på hovedet over at han sagde han var ked af det... Han kunne godt fornemme at det ikke var noget han mente sådan vildt meget, eller ihvertfald ikke brød sig om at sige...

''Du behøver ikke sige den slags, hvis du føler det underligt... Jeg er vant til at ingen svarer på det...''

Han sukkede og smilede så til ham da han sagde at han nok skulle passe på hende...

''Godt!''