Vil bare glemme >Perceval<

Tid: Efter skole tid.
Omgivelser: Musikinstrumenter og klasseværelse.
Sted: Klasseværelse for musik.
Vejr: Smuk natte vejt.
Årstid: Forår - April..
Påklædning: Sort t-shirt, mørkegrøne bukser og sorte sko.

Nefertari var taget hen til musiklokalet efter skoletid, for at hun ikke skulle tænke på noget som helst. i sær ikke på 'manden' som hun kaldte ham. Så hun havde taget sin violin, og da hun var sikker på der ikke var nogen i lokalet, satte hun sig på en stol midt i lokalet, og gik i gang med at spille.

Da skoletimerne endelig var færdige, havde Perceval besluttet sig for at tage ned i musiklokalet og spille guitar. Det var ved at være længe siden, at hans guitar var blevet "luftet". Men da han nåede lokalet, stoppede han automatisk op, da klangen fra en violin ramte hans trommehinder. Det gjorde ham nysgerrig. Derfor åbnede han forsigtigt døren og stak hovedet ind. Der stod en ukendt pige derinde, og han mærkede at interessen voksede. Hvem var det? Derfor listede han ind i lokalet og satte sig lydløst på en stol tæt på døren, mens han lød musikken.

Musikken der kom fra Nefertaris violin, var en afspejle af hendes blandede følelser i kroppen, og på en eller anden måde, bliv det en melodi der både var smuk, og trist.
Hun var så opslugt at spille, at hun så ikke, at der kom en dreng ind i rummet. Og blev der. Hun kunne mærke de følelser hun havde gemt ind i sig, langsomt forsvinde, og det var hun rigtig glad for. Og der kom et lille smil fra ellers hendes triste ansigt.
Efter en tid, hvor kun musik kunne høres, stoppede hun op, tog violinen fra hendes skulder, og kiggede tomt ud i luften i lang tid, imens tårerne trillede ned af hendes kinder. Og i lang tid, mærkede indenting.

Han smilede af musikken og betragtede pigen, da hun var færdig. Men smilet forsvandt, da hun begyndte at græde. Perceval kom hurtigt på benene og gik hen imod hende.
"Hey, er du okay?" Spurgte han forsigtigt og bed sig i læben. Så kløede han sig i nakken og kiggede sig lidt omkring - han havde altid været en dårlig trøster.
"Øh... Det lød forresten rigtig godt," sagde han så og smilede skævt, mens han pegede på violinen. Han havde altid syntes godt om lyden af en violin, men havde aldrig nogensinde prøvet at spille på det. Det så meget svært ud, så derfor havde han altid bare holdt sig til sin guitar.

Nefertari sprang op af stolen, da drengen spurgte hende om hun havde det godt. Og i et kort sekund lignede hun et vildtdyr, og det skere en gang imellem for hende, når hun bliver overrasket.
Da hun så det bare var en fyre, og med hurtigt bevægelse gjorde hun sådan, så man ikke kunne se at hun havde grædt, hvorefter hun kiggede en smule ondt på ham. "Hvor lang tid har du været har?" Spurgte hun ham. Men hun rustede hurtigt på hovedet, "nej undskyld. Det var ikke sådan ment." Sagde Nefertari som drejede om på hælen og gik hen til sin violinkasse.
"Mange tak," som svar på hans kompliment.

Han veg en smule tilbage, da hendes tonefald ikke lød særlig begejstret for hans tilstedeværelse. Men på den anden side kunne han jo også gætte sig til, at han lige havde været vidne til noget ret personligt.
"Øh... Det ved jeg ikke helt," sagde han med et skuldertræk, selvom han ikke regnede med, at hun forventede svar på spørgsmålet. Det havde måske bare været en slags refleks.
"Undskyld, jeg bare sådan kom brasende," sagde han så og smilede skævt. "Det var ikke min mening at snage."

Nefertari drejede hovedet så hun se på i øjne. "Du brasende ind for så havde jeg nok hørt dig, og du snagede ikke for skulle du kiggede i mine ting, og det gør du ikke." Det var ikke meningen at hun vil gøre ham trug eller noget. Men han skulle vide at han ikke har brasede ind eller snagede. "Men jeg går også nu. Så kan du få rummet for dig selv." Sagde Nefertari som lukkede sin violinkasse med sin violin i, og var på vej ud af klasselokalet.

Han smilede lettet, da hun forsikrede ham om, at han på ingen måder havde forstyrret hende. Han ville nok selv blive træt af det, hvis det havde været omvendt.
Da hun så skulle til at gå, skyndte han sig at sige: "Det ville da være en skam. Jeg vil gerne høre dig spille noget mere, hvis du altså har lyst." Som sagt havde violinen altid fascineret ham. Det gjorde alle instrumenter og musik generelt.

Han satte sig guitartaske fra sig og satte sig på en stol lidt tættere på stedet, hvor hun havde stået og spillet før, og følte sig meget heldig. Det var ikke hver dag, man mødte folk, som kunne spille violin. Det havde han kun gjort et par gange før i sine yngre dage, når han var ude og spille med sin musikskole. Og det bragte ikke gode minder frem.

Nefertari stivnede i en bevægelse, for hun kunne ikke forstå at nogen vil høre hende spille. Hun drejede hovedet så hun kunne se ham i øjne, og hun ved ikke hvorfor, men hun se noget i hans øjne der fortælle hende, at det vil betyde rigtig meget for ham, hvis hun vil spille for ham, og det ligne også at han tænkte på noget trist. Eller så var det noget hun bilde selv ind, hun var ikke helt sikker.
"Er du overhovedet sikker på at du vil det?" Hun sagde det på en måde, så hun fortællet han at hun vil godt, men var ikke sikker om han vil høre mere. Men med en smule kølighed i stemmen.

Han blev lidt nervøs over hende reaktion og kom pludselig i tvivl om, om hun overhovedet gad at spille for ham. Men til sidst så det endelig ud som om, at det faktisk ville ske. Derfor smilede han stort og sagde glad: "Selvfølgelig vil jeg det! Det er ikke hver dag, man støder på én, der kan spille violin." Det skete faktisk meget sjældent.
Han lod som om, at han ikke hørte køligheden i hendes stemme og kiggede derfor på tasken, hvor den formegentlig lå i.

Hun gjorde store øjne af hans svar med at han ikke ret tit mødt nogen der spiller på violin. "Okey. Fint. Men der er på egen ansvar. Bare så du ved det," Nefertari gik tilbage til bordet, satte sin violinkasse der på og lukkede den op med et lille 'klik', hvorefter hun tog den op fra kassen. "Er der noget du kunne tænke dig at høre?" Spurgte hun af ren hæflighed, og hun ved ikke helt hvorfor, men hun var begyndte at tø en smule op over for ham.

Han rynkede panden, da hun sagde, at det var på eget ansvar. Hendes udstråling samt ansigtsudtryk fik situationen til at virke meget mere seriøs og alvorlig, end den måske burde. Men det var vel også ligemeget; Perceval satte sig til rette, mens han spændt kiggede på hende. Når det kom til musik, var han som et lille barn; overglad og en smule op og køre.
Da hun så spurgte, om han havde nogle specifikke ønsker, hvad angik sangvalget, rystede han på hovedet. "Det er helt op til dig," sagde han smilende.

Nefertari nikkede for at vise at det var okey med hende, at han ikke ville vælge hvad hun skulle spille for ham. Hun smilede af hans lidt barnlige opførsel, for det så lidt sødt ud, på en lidt sjov måde. Nefertari tog violinen og satte den op på hendes venstre skulder, og sikre sig for violinen var stemt ondeliget, før hun begyndte at spille.

Da hun begyndte at spillede, sukkede han glad og lænede sig tilbage i stolen. Det var helt ubeskriveligt, hvad musik egentlig kunne gøre. Det var fantastisk. Han tog, et splid sekund, sig selv i, at ønske at han havde spillet violin i stedet for guitar, men skød hurtigt tanken fra sig. Guitaren og musikken var hans klippesten - han kunne altid regne med det, og det gjorde ham altid i godt humør.

For Nefetari var det ikke bare musik, for hende var der en sang med farver og møntre som hun aldrig har se før, og det var altid nyt, selvom hun spillet noget tusind gange før, var det altid nye farver. Og en gang imellem kunne også hvordan hendes sjæl så ud. Hun smilede kort til fyren, før hun lukkede sine øjne og spillede lidt hurtigt.

Det var fascinerende at betragtede hendes ansigt, mens hun spillede. Det var virkelig ikke 'bare' musik for hende. Han forstod hende godt, selvom han måske ikke lige så sådan ud, når han spillede guitar. Men musik betød alverden for ham, så det var rart at møde en, som havde det på samme måde.

Da violinspillet endte nikkede han erkendende til hende. "Du er meget talentfuld, hvis du skulle være i tvivl," sagde han med et skævt smil, mens han rettede sig en smule op. "Har du nogensinde spillet i et orkester?" Spurgte han så nysgerrigt.

Nefertari nikkede kort som tak for hans ord. "Nej. Jeg har aldrig tænkt på komme med i et, og jeg vil nok heller ikke med i et." Hun smilte kort, før hun lad sin violin forsigtigt fra sig. "Jeg vil heller være med i et band," sagde hun og rullede med øjne, mens hun lænede selv op ad væggen og så roligt på ham.

Han nikkede smilende og forstod hende godt. Orkestrere var så... gammeldags. Og bands var også meget bedre, da ens indflydelse var langt større.
"Det ville jeg egentlig også... Men tiden går jo," svarede han med et skævt smil. Da han var et par år yngre, havde ham og nogle andre drenge dannet et band. Det var dog ikke rigtig blevet til noget.
Mindet fik ham til at smile stort, hvilket så meget dumt ud.

"Hvad menre du med det?" Nefertari forstod ikke hvad han mente med 'Men tiden går jo'. Men hvem forstår en anden menneske, tænkte hun og rystede på hovedet. Hun grinte munter, og synes han end lignede en forelsket fjols, eller en der tænkte på gode minder. Nefertari lukkede sine øjne og lænede sin hovedet tilbage, og prøvet at slappe af.

Han tænkte lidt over, hvordan han skulle forklare det.
"Du ved... Tiden går. Og man mister kontakten til mennesker, man engang brugte al sin tid på," prøvede han at forklare, men vidste ikke helt, om det var til at forstå. Perceval havde jo aldrig været den bedste til at formulere sig, så det blev forståeligt.

"Jeg ved godt hvad du mener," sagde hun og nikkede. Hun havde mistet mange af sin venner, og det grunder ondt hver gang det skete. Smilede skævt, men der var kun halvhjertet, så det så hvis mere ud som en grimasse, end et smil. Nefertari valgte at går hen og sætte på en stol, som var lidt væk fra ham, men tæt nok så.

Han så hendes smil - eller nærmere sagt grimasse - og sukkede stille. Det havde vidst ikke været særlig smart at komme ind på lige netop dét emne, da hun tydeligvis helst ville undgå det. Han var jo ekspert i at gøre folk utilpas på grund af sine valg af emner!
"Undskyld... Det var ikke min mening at... Du ved," prøvede han sig frem.

Nefertari lo, "hvor i helvede skulle du kunne vide, at det kunne gøre mig ked af det." Hun grinte lidt mere, før hun smilte er smil, som var mere ægte end det før. Men ikke helt.
"Hør. Du skal ikke være bange for at du sårer mig. For det kan man." Sagde hun og prøvet at på en eller anden måde at vise, at det var sandt, det hun sagde til ham.