Meet the Falcon - Perceval

T: omkring 'frokosttid'
S: Gårdspladsen, Nattens Hus
V: Det trækker op til heftig regn og torden
O: En del ynglinge der er på vej til deres frokostmåltid.
P: En hvid tanktop med en sort bh under, stramme jeans der viser hendes slanke ben, korte Dean Martin støvler med nitter, en enkelt ring af træ og en armyhalskæde med navnet 'Simon Falcones'.

Det virkede nærmest helt absurd at hun nu skulle vænne sig til være enebarn og singel. Faktisk, gjorde det stadig ondt, den sms fra Josh.
Hvorfor falder man egentlig for idioter? Hvorfor faldt hun aldrig for den Prins Charming som var skabt for en? Hvorfor løj alle eventyrbøgerne med lykkelige slutninger?
Hun skubbede tankerne væk, mens hun satte sig til rette på bænken og begyndte at skrive videre på hendes lille blok. Ordene formede sig let, jo mere man skrev. Den smukke skønskrift som blev betragtet som kragetæer var i virkelighed nøglen til hele hendes liv. Enhver novelle, historie, lille skriberi, alt var en del af hende.
Hun var på vej til at påbegynde et nyt kapitel, men stivnede da hun hørte et højt brag - torden.
Hun rejste sig hurtigt, men kom til at tabe blokken og kuglepennen. At hun skrev med kuglepen var for at undgå at lave fejl. En af grundene til at så mange spildte papir var at de jo bare kunne tage et nyt. Ikke hende her!
Men da hun bukkede sig, for at samle pennen op, bankede hun panden mod en halvhård brystkasse.
Hun tumlede lidt baglæns, mens hun begyndte at mumle undskyldning på undskyldning. Hun rettede på det mørke hår der faldt i øjnene, og samlede hurtigt pennen og blokken op og så på den unge mand hun havde banket ind i, stadig undskyldende.
Hendes stemme mindede om små sølvklokker, der klirrede hver gang hun undskyldte.

Efter en tidelig frokost stod Perceval nu i gårdspladsen og tændte en cigaret, mens han kiggede op på himmelen. Et lille, skævt smil skilte hans læber ved synet, mens han lod røgen fylde hans lunger. Snart ville det regne. Og tordne. Man kunne mærke det - luften var tyk og varm, hvilket også var grunden til, at han kun havde iført sig en sort T-shirt og jeans. Vejret gjorde ham kun i bedre humør. Et sjældent syn. Det var længe siden han havde været i godt humør. Ved tanken om dette stivnede hans smil, og han måtte ryste på hovedet, mens smilet hurtigt forsvandt.
 
Lige som han havde smidt skoddet fra sig, lød det første brag. Først nu lod han mærke til, at han ikke var alene på gårdspladsen. Lyden af noget, der faldt til jorden nåede hans øre. Per automatik gik han over mod tingen, der viste sig at være en blok, men ejeren var hurtigere og det endte med at hun bankede sin pande mod hans bryst. Det regnede med undskyldninger, og Perceval rynkede brynene.
 
Da han så, hvem det var, gjorde han sit bedste for at se en smule blødsøden ud. Det var svært. Hans ansigtsmuskler var stendøde omkring folk. En gammel vane, velsagtens.
"Det er iorden," sagde han stift og bandede indvendigt over sit tonefald.

Hun så op på ham, og tog sig selv i at søge efter øjenkontakt.
Hun så ned, stirrede på sine støvler.
Endnu et tordenbrag lød, og hun for nærmest sammen. Hun skulede mod himlen, og sukkede.
''Det... må du undskylde..'' hun så kort på ham, på den manglende glød i hans ansigt.
Hvad der end var sket ham, lod til at være værre end Josh's handlinger.
Hun bakkede lidt væk igen, men tøvede med at vende ryggen til ham.
Hans tonefald antydede kraftigt at han intet ville have med hende at gøre... Det måtte hun jo respekterer.

Han sukkede dybt og lukkede kort sine øjne, mens han fandt endnu en smøg. Pigen bakkede endnu længere væk fra ham, mens han fumlede med lighteren og få sekunder efter, lod han sine lunger imødekomme giften. Så betragtede han atter den kønne pige. Men skulle jo næsten tro, at hun var bange for ham. Han kvalte et suk.

"Nej, det er okay," forsikrede han hende om, og prøvede igen at se mere blødsøden ud. Om det virkede denne gange, anede han ikke. Han tog endnu et hiv. Det sitrede i hans læber, da endnu et tordenskrald lød. Der var nu noget specielt ved tordenvejr. Noget kraftfuldt. Det tiltrak ham.

"Du må undskylde min attitude," sagde han pludseligt og overraskede sig selv. "Det er ikke noget personligt." Han kiggede ned i jorden og tog endnu et hiv og kunne ikke helt fatte, at han faktisk havde undskyldt.

Hun så lidt ned, tavst.
Om lidt brød hendes koncentration på at opføre sig pænt.
Han stod og røg, mærket på smøgerne kendte hun ikke. Men bare den duft at røg, den duft hun savnede så meget... Smagen... Hun rystede på hovedet og vendte sig hurtigt med ryggen til ham for at slippe væk for trangen til et ordenligt hvæs.

Hun ville gå, men hun stod stiv som et bræt.
''Du... Kan du undvære en smøg?'' spurgte hun inden hun så hen på ham igen.

Han hævede det ene øjenbryn, da han så, hvordan hun kæmpede mod trængen til nikotin. Ikke at han kunne bebrejde hende - de antal gange han havde forsøgt at stoppe den ufornuftige vane, kunne ikke engang tælles på to hænder.
 
Han smilede næsten, da hun til sidst gav efter. Han så sig selv i hendes opførsel. "Selvfølgelig," sagde han og lød ikke nær så stiv mere. Han fandt endnu engang sin pakke frem og rakte den frem mod hende, hvorefter han tændtes hendes cigaret. Så betragtede han hende, mens hun tog et hiv. Det sitrede atter i hans læber.

Hun så på ham, taknemmeligt.
Hun tog et sukkende hiv, og man kunne næsten se hvordan hendes anspændte skuldre faldt på plads igen. Hun så lidt på ham igen, denne gang med mindre angst i øjnene.
''Tak. Jeg skylder dig.'' hun smilede, hvilket afslørede en diamantindsats på en tand.
Hun så lidt op mod himlen, og bed sig i læben.
Gad vide, hvorfor var hun så nervøs for at tale med andre her? Det var jo ikke fordi alle andre drak blod af hinanden eller noget... Var det?

Han smilede, da han så, hvordan hele hendes krop slappede af og tog selv endnu et hiv, og lod røgen berolige hele hans krop.
 
"Det behøves ikke. Jeg har nok - tro mig," sagde han hovedrystende, mellem to larmende tordenskrald, mens han tænkte på sit lager på værelset. En skab fyldt med midler til hans tidlige død. Adam tog hver weekend ind til byen, hvor han købte smøger for alle rygerne, og man kunne godt sige, at Perceval var fast kynde. Han vidste godt, at han ikke ville overleve forvandlingen med hans kaffe, sodavand, usunde mad og smøge. Men det tog han ikke så tungt. Livet var alligevel fyldt til randen med lort, lort og atter lort.

Så er det dig jeg skal gå til hvis jeg skal købe smøger?'' grinte hun, inden hun tog sig selv i det.
''Undskyld.. Det skulle jo ikke lyde som..'' hun sukkede. En fortid med stoffer og alt det crap, det efterlod hendes vaner for samtale totalt skudt i sænk.
''Ej, never mind. Jeg skylder, basta!'' sagde hun med et venligt smil.
Hun var gået over sin egen streg og burde hurtigt bakke tilbage. Faktisk, burde hun skodde smøgen nu..

Han trak på smilebåndet, da hun begyndte at snakke om at købe smøger. Det havde ellers virket som om hun var stoppet lige før. Men fanden tage den vidunderlige gift - den holdt jo alle fanget.

"Ja, det kan du da godt. Men ellers kender jeg én, der køber hver uge," sagde han lidt mere dæmpet. Adam ville ikke blive særlig glad for Perceval, hvis alle og enhver fandt ud af hans lille forretning. Især ikke hvis det var vampyrerne.

"Det behøves ik-" længere nåede han ikke, før der lød et højt skrald og få sekunder efter, stod det ned i stænger. Perceval bandede dæmpet og kiggede afventende på pigen, hvorefter han kiggede tilbage på bygningerne.

''Eeeew!'' hun stivnede.
Hendes hvide tanktop gik fra halvgennemsigtig til fuldkommen see-through.
blokkens blæk blev tværet ud, og hendes hår klaskede sammen.
Hun så på ham, og kunne ikke lade være med at grine.
''Skal vi komme ind?'' grinte hun, inden hun satte sin vej mod den nærmeste bygning, drengenes fællesrum.

Han hostede kort, da hendes trøje blev gennemblødt og skyndte sig at kigge væk. Han nikkede kort, da hun foreslog, at de gik indenfor. Pigen havde kursen mod drengens fællesrum, hvilket passede ham meget godt. Så kunne han få en tør trøje på.

Da de endelig nåede de næsten tomme fællesrum på grund af frokosten, kiggede han tilbage på hende og spurgte: "Vil du låne et håndklæde?" Uden at vente på svar, gik han op på sit værelse, så kunne hun jo følge med eller ej.

Hun bemærkede hans reaktion kort, men valgte at lade det ligge. Han ville vel ikke se på hende når hun nærmest stod halvnøgen. fair.
Hun så op på ham, og nikkede som ja til hans tilbud. Hun fulgte med ham, ikke uden smugkigge på hans baglår.

Hun så ned, rødmede nærmest.
Hun fulgte ham, men stoppede lidt fra hans værelse. Var det ikke uhøfligt af hende at nasse på hans venlighed?

Han gik direkte ind på badeværelset og fandt to håndklæder. Det var først, da han kom tilbage, han så, at hun ikke havde fulgt ham ind på værelset, men i stedet stod udenfor. Han løftede spørgende et øjenbryn, hvorefter han kastede et af håndklæderne til hende og selv tørrede sin nakke og ansigt. Så fandt han en tør T-shirt og et tørre jeans og fik hurtigt skiftet på badeværelset.

"Vil du låne en trøje eller noget?" Spurgte han og gjorde sig umage med kun at lade sit blik hvile på pigens ansigt. "Eller vil du hellere bare over på dit eget værelse nu og finde en?"

''jeg er bange for, at hvis jeg går over til mig selv, vil jeg bare blive en druknet mus. Med andre ord, ja tak, jeg vil gerne låne en af dine t-shirt.'' hun smilede tøvende, mens hun tørrede sine hårspidser og samtidig prøvede at dække den region af hendes våde overkrop som mænd så ofte fandt interesse i.

Delilah var ikke glad for mandlig opmærksomhed. Hun følte sig som oftest klodset, ved tanken om at mænd kiggede efter hende.
'Du har jo alt!' havde hendes eks sagt. Øjnene, håret, læberne... Han havde aldrig talt om hendes forfatterskab. Ellers hendes musik, hendes dans... Intet. Kun hendes udseende.
Hun bed sig i læben, og tvang sig selv til at tænke på noget andet. Tanken faldt derfor på Perceval. Hun kendte jo ikke engang hans navn, og nu stod hun lidt fra hans dør, i en gennemsigtig top.
Hvilke ting kunne det ikke lige udvikle sig til? Hvis det havde været en af hendes romaner, havde hun bare kastet sig i armene på ham. Men, virkeligheden ville noget andet. HUn var kort sagt for genert til overhovedet at tale rigtigt med ham

Han kastede med hovedet som en slags invitation om at komme indenfor. Der var jo ingen grund til, at hun stod derude og kiggede ind på ham.

Så gik han over til sin kommode og fandt sin mindste T-shirt - den var mørk og med et lokalt band fra Florida - men det ville sikkert alligevel være alt for stor til hende. Hun så ret lille og skrøbelig ud, syntes han. Han rakte hende trøjen og spurgte: "Vil du også låne et par joggingbukser eller shorts?" Han så ned af hendes ben. Det måtte være koldt med alt det regnvand.

Hun luntede stille ind til ham, og stod nu helt malplaceret midt på gulvet.
''et par shorts ville være rart..'' hun så på ham inden, og tog imod t-shirten.
Normalt havde hun slet ikke overvejet at låne tøj fra andre. Hun havde jo råd selv... Men lige i denne situation var det okay.
''er det okay jeg låner dit badeværelse kort? Jeg tror ikke det er specielt gennemtænkt hvis jeg bare smider tøjet her?'' hun smilede drillende.

Da hun takkede ja til et låne et par shorts, fandt han også her de mindste, han kunne finde. Heldigvis var der elastikbånd, for ellers ville de vidst hænge om hendes ankler. Også disse gav han hende

"Selvfølgelig," sagde han og prøvede at smile, da hun spurgte, om hun måtte låne badeværelset. Men ansigtsmusklerne var stendøde, og han stoppede hurtigt med at prøve og sukkede stille. Han plejede at smile hele tiden. Være livlig, udadvendt, glad. Men livet fucker med en og ødelægger alt. Det var Percevals filosofi.

Hun så på ham, da han smil døde hen.
''Er du okay?'' hun så på ham, oprigtigt bekymret.
Hun ville så gerne være venlig, rar. Faktisk var hun parat til at være direkte sød overfor ham.
''Ved du hvad? Nu skifter jeg lige og så skal jeg nok kilde noget liv i dig igen..'' lovede hun med et lille smil.
Hun ville helst sprede glæde, men det smittede med at være trist.
I en hurtig bevægelse var hun ude på badeværelset, men skubbede ikke døren helt til. Det var hun ikke selv helt opmærksom overfor.
Hun trak toppen over hovedet, men beholdte bh'en på. Så smed hun støvler og bukser.
Hun så på piercingen i hendes navle, og bed sammen. Ingen havde sådan en mere. Ikke uden det var 'billige' i hvert fald.
Hun begyndte stille at trække hans shorts på, langsomt, for at være sikker på at de ikke gik i stykker.

Han nikkede og vendte ryggen til hende - lod som om han ledte efter noget på sit skrivebord, da hun spurgte om han var okay. Det var ikke for at være led eller uhøflig, han var bare ikke god til at vise følelser. Det gjorde ham utilpas.

Han smilede næsten, da hun truede med at kilde ham. Hun skulle være velkommen til at prøve - han var ikke kilden.

Mens hun var inde og skifte, satte han sig i sin rodet seng med et suk, og kløede sig i sit uglede og nu fugtige manke.

Hun sukkede da hun så sig i det lille spejl. Hun lignede en druknet mus.
Hun prøvede at ordne sit hår lidt, men uden en ordenlig børste eller elastikker kunne hun godt opgive.
Hun slentrede ind i værelset igen, dog lod der til at være noget hun havde glemt.
Først da hun havde sat sig på sengen, uden at ramme hans 'rod', gik det op for hende at hun sad i bh og shorts.
Hun stivnede brat.
''Pis!'' hun slog armene om sig selv, og skyndte sig at rejse sig, hvilket resulterede i at hun gled og landede pladask på røven foran hans seng.
''Eij!'' sukkede hun frustreret, men hun kunne ikke lade være med at grine bagefter.
''Let og elefant som man siger!'' grinte hun, inden hun prøvede at rejse sig op

Han kiggede automatisk op, da badeværelsesdøren gik op. Ud trådte pigen, som han stadig ikke kendte navnet på, uden trøje. Kun i bh. Han hostede lidt som en slags hentydning, fordi han ikke anede, hvordan han lige skulle fortælle hende det.

Dog opdagede hun det selv - gudskelov - og skyndte sig igen ud på toilettet. Så langt nåede hun bare ikke, for hun gled og et splitsekund efter, lå hun på gulvet.

"Er du okay?" Skyndte han sig at spørge bekymret, men lyden af hendes latter, fik ham til at slappe af. Det var hun vidst! Så rakte han hende sin hånd og hjalp hende på benene.

Hun rystede på hovedet af sig selv.
''på et eller andet tidspunkt så falder mit hoved da af.'' grinte hun og tog imod hans hånd for at komme op.
Hun kom op og stå og skyndte sig ud for at hente t-shirten.
''jeg tager den på, hvis du ikke har for meget imod det?'' spurgte hun drillende.
Hun elskede alligevel at drille, specielt det andet køn. Det var til tider så let.

''Hvad hedder du egentlig?'' spurgte hun roligt. '' - mit navn er Delilah. Men de fleste kalder mig Falcon.'' sagde hun roligt

"Sker det da tit?" Spurgte han med en drillende undertone - noget man sjældent hørte fra ham. Men det vidste pigen jo ikke.
Han smilede skævt og rystede på hovedet. "Gør du bare det," svarede han med hensyn til trøjen.

"Jeg hedder Perceval," præsenterede han sig. Delilah. Falcon. Navnene sagde ham ikke noget. Hun måtte være ny, eller også brugte han bare for meget tid på sit værelse. Det var lige så sandsynligt.

"Hvorfor kalder de dig Falcon?"

''Ikke på grund af min ynde, naturligvis.'' smilede hun inden hun gik ind til ham efter at have fået trøejn på. Selvom det var hans mindste var den som en stor pose på hende.
''Mit navn er Delilah Falcones.'' hun så lidt ned.
''deraf Falcon.'' hun trak på skuldrene.
''det var faktisk et øgenavn fra da jeg gik i skole. Jeg var helt vild med en karakter jeg havde skabt til en novelleskrivning... Hun hed Falcon.'' sagde hun roligt, inden hun smilede håbløst.
''Undskyld. Et barndomsminde.'' grinte hun.
''Perceval, huh? Har du et kælenavn?'' spurgte hun roligt