Sang eller?~Perceval~

Tid: Efter mørkets frembrud
Påklædning: Skoleuniform
Vejr: Skyet
Omgivelser: Biler, træer, og græs
Sted: udenfor

Kattriona sidder oppe ved muren og kigger ud mod skoven på den anden sidde. Hun fandt sin mobil frem og spillede en af hende ynglings sange. Hun kunne mærke at vinden tog mere og mere til, mens hun smilede og begyndte at synge lavt med.

Efter mange lange nætter indelukket på sit værelse, havde fornuften indtrådt og ført ham ud i den friske luft. Noget, der burde være sket for lang tid siden. Rundt omkring ham sad et par elever, men ellers var der tomt. Perceval følte ikke just for at bryde ind, så han tog en omvej; den ved muren. I mørket så muren meget større ud, end den i virkeligheden var, og han blev en smule bekymret over sit syn. Var det blevet værre, eller skyldtes det blot skyerne, der skyggede for månen og stjernerne? Han satsede på det sidste, mens han satte sig ned og lænede sig op af den kolde mur. Ikke at kulden påvirkede ham det mindste.

Efter kort tid var musikken stoppet. Hun hostede et par gange og rettede sig op. Blæsten tog godt fat i hendes hår og legede med det. Hun rejste sig og strakte sin stive krop, og indåndede den kolde natte luft. Alle de dage hvor hun havde snakket med så mange ynglinge og nu... Alene. Hun begyndte at gå hen mod spisesalen, da hun ikke havde fået noget at spise i et stykke tid. Hun så ud til siderne og så en dreng hun ikke havde set i. Ikke engang på gangende, og heller ikke i spisesalen.

Perceval fik øje på hende på samme tidspunkt, som hun fik øje på ham. Han havde ikke set hende før - hvis han havde, var det i hvert fald gået tabt i hans roddede hoved - men han smilede alligevel til hende og satte kursen over mod hende.
"Hej," hilste han imødekommende, da kedsomheden havde overvundet ham. "Hvad laver du herude på dette tidspunkt?" Hvis ikke hans tonefald havde været så let, kunne han sagtens have lydt som en børnelokker, kom han til at tænke på, hvilket resulterede i et grin.

Kattriona smilede let da han kom hen mod hende. "Hey." Hendes stemme var rolig og afslappet. hun grinede ad det han havde sagt. "Tja... Faktisk ville jeg bare slappe af og ikke så meget andet." hun trak på skulderne. "Men jeg kunne spørge dig om det samme." hun lagde hovedet på skrå og løftede øjenbrynet, en vane der var kommet med tiden på skolen. "Jeg er forresten Kattriona, og du er?" hun rakte hånden frem mod ham og smilede normalt igen

Han nikkede forstående; frisk luft var virkelig godt, hvis man trængte til at 'køle af' sent på dagen.
"Det er vel også derfor, jeg er her... Det er godt sted at tænke, synes du ikke?" Spurgte han smilende om.

Da hun så præsenterede sig og strakte sin hånd frem, gengældte han gestusen og klemte kort hendes hånd, hvorefter han slap den og sagde: "Mit navn er Perceval."

"Joh... det er faktisk et ret godt sted at tænke, Hvad har du da brug for at tænke over eller er det noget vil slippe af med? Ikke at det rager mig en høstak, men jeg er nysgerrig." hun smilede i mødekommende.

"Hvor lang tid har du gået på skolen og vil du med over at spise?" hun begyndte at gå over mod bygningen igen efter at hun var stoppet for at snakke med Perceval.

Han trak på skuldrene - usikker på, hvor meget han skulle sige. Så han valgte den nemme vej. "Livet generelt," sagde han med et skævt smil.

"Jeg har gået her i to og et halvt år," svarede han hende og nikkede, da hun spurgte, om han ville med over og spise. Hans mave knurrede, så han var hurtig til at indhente hende.

"Livet? Det må jeg nok sige, er der en filosof gemt i dig?" Hun blikkede for sjov til ham. hun havde selv stillet sig det stor spørges mål, rigtig mange gange, før hun kom til NH.
Da hun åbnede døren indtil spise sallen faldt hende øjne på nogle af de yngling som hun engang havde være slyngvendinger med. "Pis..." Mumlede hun og skynde at se et andet sted hen for at de ikke ville få øje på hende.
Hun gik roligt hen mod køen af ynglinge, tog en bakke og ventede på at det blev hendes tur. "jeg har ikke set dig før i dag, hvor har du været? Igen nysgerrighed." hun trak på skulderne og smilede til ham.

Han grinede over hendes kommentar om hans skjulte filosof.
"Man ved aldrig... Måske kommer du til at læse om mine store værker igang," sagde han og grinede igen. Sandsynligheden for det var lig nul. Det kom aldrig til at ske.

Da de nåede kantinen, bandede hun pludselig og skyndte sig væk. Perceval så sig forvirret omkring og gættede på, at hun havde set en/nogle, hun helst ikke ville have noget med at gøre. Det skete jo for de fleste.

"For at være ærlig har jeg siddet indespærret på mit værelse," klukkede han og rystede på hovedet. Han havde jo ikke være indespærret, men han havde siddet der. Meget lang tid.

"Indespæret?! Hvorfor? ikke fordi du skal føle dig tvunget til at sige det." Hun kiggede på ham også på maden for at finde noget at spise. En lille tartelet, et stykke brød og noget salat. Hun gik hen og tog et og en flaske med vin og blod.
Da hun havde kigget lidt fandt hun et tomt bord og satte sig ned. Kattriona tog den medaljon hun havde hængende rundt om halsen, og kiggede på den for at se om der var et sted man kunne åbne den. Da hun havde kigget grundigt efter fandt hun en sprække og åbnede den.
Der var et billede inden i den. Det var hende selv som barn, sammen med hendes mor, før far begyndte at drikke.

Han kvalte et suk - næste gang måtte han tænke mere over sit ordvalg.
"Jeg har ikke været indespærret... Jeg var vel bare været inde på mit værelse i lang tid... Ikke haft overskuddet til at socialisere, du ved," sagde han i stedet med et skuldertræk.

Han valgte selv nogle tarteletter og noget salat, hvorefter han fulgte efter hende over til et tilfældigt bord. Så lod han mærke til halskæden og billedet.
"Er det din mor?" Spurgte han og nikkede mod medaljen.

Hun nikkede. Hun kunne ikke andet, hendes egen mor... Hvor hun var glad og sød. "Det her blev taget 2 måneder før min fra begyndte at drikke." Hun sukkede og så på Perceval, for at se hans reaktion på det.
istedet for at spiste salaten stak hun til det, hendes appetit var forsvundet med minderne om en god barndom. Hun tog sig til hovedet for at mærke efter det ar, ved hendet øjenbryn. Alt det her var for sindsygt, først en rar mor, og så det monster! ikke at hun kunne regne med sin mor, efter at hun var fyldt 6 år.
hun rystede med hovedet for at få tankerne ud ad hovedet.

Han bed sig forfærdet i læben og kiggede ned, da hun svarede og tog sig til hovedet, hvor der var et ar.
"U-undskyld, det var ikke for at snage... Det er helt okay, hvis du ikke vil snakke om det," forsikrede han hende om. Det gjorde ham altid utilpas, sådan noget her, og han var bange for at folk følte at han pressede på, for det havde aldrig været hans intention.

"Nå... Hvad kan du godt lide at lave i din fritid?" Spurgte han med et lille smil for at få et emneskift.

"Nej, nej... Du presser ikke på, det gør ikke noget." hun smilede skævt til ham. "Jeg gjorde det rigtige." hun trak på skulderne. det havde hun ihvertfald selv syndes.

"ØMM... jeg elsker at svømme, ride og spille lidt musik, det har jeg gjort i lang tid men efter at jeg er blevet en rød yngling har jeg ikke rigtig haft mulighed for at svømme, og da der ikke er åbent om natten tør jeg ikke rigtigt." hun trak på skulderne og smilede til ham. "Hvad med dig selv?"

Han rynkede sine bryn, da hun sagde, at hun havde gjort det rigtige. Det rigtige? Hvad var der sket? Han turde dog ikke spørge ind til det, for så ville han være for påtrængende. Også selvom hun sagde, at det slet ikke var sådan. Men han kendte grænsen og havde ikke i sinde at overtræde den.

Han smilede, mens hun fortalte om sine hobbyer, men blev kvalt i sin salat, da hun fortalte, at hun var en rød yngling. Han så på hende med store øjne. "Så du har været død?" Spurgte han både skræmt og fascineret.

"Jah.." hun trak på skulderne. ikke at det var noget specielt, men den dag forandrede hendes liv totalt. Først hendes forælder, og der efter død i Kaylas arme... det var ikke ligefrem sådan hun ville dø, hvis det stod til hende ville hun jo over hovedet ikke dø. "Men jeg døde ikke her." hun sukkede og tog en dyb vejrtrækning og fortsatte. "Jeg døde i Natens hus, Florida. Efter at have, været hos mine forælder, ikke der hjemme og det var heller ikke et plan lagt besøg...

"Men jeg hørte over hovedet ikke dine hobbyer, spyt så ud kammerat." hun puffede til ham for sjov, og for at lette stemningen, der allerede var dyster nok i sig selv.