long time, no see .:Perceval:.

t 'frokost'-tid for eleverne.
s spisesalen
v det er styrtregnvejr og meget blæsende.
o de fleste elever sidder i grupper og kliker mens de snakker.
p stramme sorte jeans, en oversized lyseblå skjorte, med en hvid tætsiddende top under. Sorte ballarinaer.

Elizabet sad ved et bord for sig selv, og så ned på sin tallerken. Igennem det sidste år, havde hun holdt sig for sig selv.
Hendes udseende var meget forandret, grundet hendes ændrede kost. Hun var ikke længere skind og ben, men velnæret og flot at se på.
Hendes hår var igen langt og brunsort at så på. Hendes øjne kunne minde meget om en kats, store og blide, dog vagtsomme.

Hendes bord, som var tomt udover hendes selv, stod næsten bagerst i spisesalen. Hun havde ikke haft lysten til at snakke med andre siden hende og Percevals sidste skænderi.
Hun tog en mundfuld vand med tanken om dengang. Og stak så lidt til sin pastasalat mens hun mumlede et eller andet med at hun nok burde se at komme til træning.

Man kunne ikke rigtig sige, at Perceval havde ændret sig forfærdeligt meget det sidste år. I hvert fald ikke mere end det naturlige - han var vokset lidt, men det var sådan set også dét.
Det var ved at være et års tid siden, han sidst havde snakket med Elizabet, og nu var det mærkeligt at tænke på, at de rent faktisk havde været sammen engang. De virkede så langt fra hinanden, især personlighedsmæssigt.

Han fik skovlet noget mad på sin tallerken - hans glæde for mad havde ikke ændret sig det midste - mens han gik på jagt efter et sted at sidde. Da han fik øje på sine venner, smilede han og skulle lige til at gå derover, men så fangede hans blik noget andet. En pige, der sad længst fra de andre. Han vidste med det samme, hvem det var. Elizabet. Hun så virkelig anderledes ud.
Uden rigtig at tænke over det, gik han ned mod hende og stillede sig lydløst bag hende.
"Det ville være en skam, hvis du allerede gik," sagde han så til hendes kommentar om træning.

Hun stivnede brat, da hun hørte den velkendte stemme.
det føltes næsten uvirkeligt at hendes eks, hendes bedste ven, stod lige bag hende nu.

Hun rejste sig ikke, som hun normalt ville. Hun blev siddende, mens hun rystede lidt på hånden, som hun havde sin gaffel i.
Hvad ville han? Gjorde han nar af hende, foran hans venner?
''og hvorfor det..?'' spurgte hun med en spinkel stemme, så hårfin at den kunne knække over hvert sekund det skulle være.

Hendes reaktion overraskede ham, men fik ham også til at sukke stille. Var han så slem at være i nærheden af? Hun kiggede ikke engang tilbage på ham.
Men det slog ham nu ikke ud, han tillod sig selv at sætte sig ved siden af hende, som om intet var sket.
"Fordi nu er jeg jo lige kommet... Og det ville da være synd for mig, hvis jeg skulle sidde alene og spise, ikke?" Forsatte han og ignorerede hendes anspændthed.

Hun sagde ikke mere, så bare ned i sin salat, stak til den med sin gaffel.

Skulle hun sige noget? nej... Det var altid sådan de begyndte at skændes... At hun sagde noget, som han ikke brød sig om, og så var det endnu en slåskamp mellem dem..
''Hvordan har Clary det...?'' mumlede hun, inden hun tog en mundfuld pastasalat i munden.
Hun så stadig ikke rigtigt på ham. Hun havde ikke set på ham siden dengang. Hun havde flygtet hver gang..

Hendes spørgsmål fik ham til at sukke, da han ikke vidste, hvad hun lagde i sine ord. Var det ironisk? Alligevel valgte han at svare: "Det ved jeg ikke... Jeg har ikke snakket med hende i lang tid."
Da hun valgte at være uhøflig og kigge væk, begyndte han bare at spise sin pasta. Det måtte hun selv om, han havde bare prøvet at være venlig.

hun nikkede stille. Hun så bare ned i sin pasta, som hun kunne mærke vokse i munden.
Hun sank højlydt og lagde gaflen fra sig, for at tage noget vand.
Hun vidste ikke længere hvad hun skulle sige. havde hendes frygt for, at han var begyndt at date Clary, bare endnu et jalousitrip?

Hun bed sig lidt i læben.
''hvordan går det..?'' mumlede hun og skubbede sin mad væk, da hun næsten fik kvalme af at se på den.

Han blev ved med at spise og lod som ingenting. Hvis hun ville have denne samtale til at være et marathon, så var det da okay med ham. Man da hun så spurgte om, hvordan det gik, valgte han alligevel at svare.
"Det går udmærket, tak. Hvad med dig?" Spurgte han så og kiggede undersøgende på hende. Hun så i hvert fald ikke ud til at have det dårligt, men synet kunne vel altid narre.

hun nikkede stille.
egentlig, ville hun smide armene om ham, og knuge sig ind til ham.

Hun så på ham, med sine katteagtige øjne.
''godt at du har det godt..'' sagde hun med et forsigtigt smil.
''det går som det 'burde', ifølge mine plejeforældre..'' sagde hun og smilede forsigtigt igen

Hendes ord fik ham til at rynke panden. Plejeforældre? Der var vidst noget, han ikke vidste. Var hun alligevel blevet adopteret af parret fra Australien? Eller var det nogle helt andre nogle?
"Hvad mener du, Eli?" Spurgte han så alvorligt, men var nu også glad for, at hun endelig ville møde hans blik.

hun havde dummet sig.. Han vidste jo intet om dem..
''for et halvt år siden... Jeg blev adopteret af et par fra New York.''
hun så nu ned i bordet, og bed sig lidt i læben.
Hun fumlede lidt med sit, nu tomme, vandglas.

"Der kan man bare se," udbrød han overrasket. Hans blik hvilede stadig på hende - prøvede at finde ud af, om hun var glad for det eller ej, så han ikke blev nødt til at spørge. Men hendes ansigt afslørede intet.
"Og hvordan synes de, det burde gå?" Spurgte han forsigtigt og bed sig i læben.

''de sammenligner mig med Caitlin... Det er deres egen datter. Hun får topkarakterer i alt.'' hun så lidt på ham.
''hun er prof. danser...'' mumlede hun. Hun så nu lidt ned igen.
Hun smilede lidt. tanken om at hendes danseevner bare skulle nærme sig Caitlins var næsten urimelig.

Han kiggede ned på sin tomme tallerken, mens hun snakkede. Det var svært at sætte sig i hendes sted, da han jo var enebarn og aldrig var blevet sammenlignet med nogen som helst.
"D-det lyder træls," var det eneste han kunne sige. Det lød så dumt, at han kunne have slået sig selv.

hun smilede forsigtigt igen.
''ja, det er det skam. men de betaler for al min undervisning..'' sagde hun roligt.
Hun så nu undskyldende på ham.

''jeg skal til træning..'' sagde hun stille og rejste sig lidt

Han sukkede lidt - det var tydeligt, at hun ikke gad at snakke med ham. Men det var okay, han ville ikke tvinge hende.
Derfor undlod han at svare, men forsatte med at stirre på sin tallerken. For en gang skyld var han ikke sulten mere. Det var bare ærgerligt.

''vil du med?'' spurgte hun mens hun tog sin tallerken, gaffel og sit glas for at stille det til vask.
hun smilede roligt til ham.
Hvis deres venskab skulle fungerer igen, så måtte hun være åben.

Han kiggede overrasket på hende, men nikkede alligevel. Det kunne være meget spændende at se, hvordan hun trænede.
Derfor kom han hurtigt på benene og tog sin tallerken, hvorefter han kiggede afventende på hende.

hun gik hen og stilte sine ting til vask, gik tilbage til bordet og tog sin sportstaske og så roligt på ham.
hun begyndte at gå mod hallen, mens hun nynnede lidt

Han fulgte hendes eksempel og satte sin tallerken og sit glas til vask. Så fulgte han efter hende over til hallen, mens han spurgte: "Hvem er din træner så? Eller du træner måske for dig selv?" Han var på bar bund, når det gjaldt sport, men det var hun nok godt klar over. Hun havde jo kendt ham ganske godt engang.

''jeg træner skam selv.. det er ikke ligefrem betrykkende at danse med andre. specielt ikke ballet...'' smilede hun roligt.
Hun smilede bare for sig selv mens hun gik.

''hvad har du så gået og lavet?'' smilede hun

Han kiggede måbende på hende. Ballet?! Hende?! Det var ikke lige hans første gæt... Og dansede sådan nogle ballet-folk ikke i flokke? Han valgte at skubbe tanken fra sig - det blev han aldrig klog på.

"Jeg har ikke lavet så meget," sagde han så. "Ikke andet end at spille guitar." Hans smil voksede, da han begyndte at snakke om det og hans øjne fik den mærkelig glød, som de altid gjorde, når han snakkede om musik.

hun smilede lidt over hans måben.
''Caitlin danser ballet...'' sagde hun bare.

hun så på ham.
''hvordan er det gået med at spille?''
hun åbnede døren til hallen mens hun så på ham

Han gik ind i hallen, mens han svarede: "Det går godt, tror jeg nok. Min mor har en eller anden idé med, at jeg skal til London på en eller anden skole, når jeg er forvandlet. Hvis jeg altså bliver forvandlet." Han smilede skævt.

hun så lidt ned.
''så du rejser altså når du bliver forvandlet..?'' hun begyndte at tage sine jeans af.
hun havde ikke noget imod at han så hende skifte, de havde jo haft et intimt forhold..

hun tog sine leggins på, og sit skørt. Hun fandt sine sko frem, tog skjorten af og trak sit korset på.
Hendes sko så helt nye ud.

hun smilede lidt til ham.

// hendes tøj ; http://fc05.deviantart.net/fs50/f/2009/292/c/d/cd781534381769c6752430bbf64dc53f.jpg //