Long time, no see ~Wodtcagt

Sted: Gårdspladsen
Omgivelser: De færreste ynglinge og vampyrer
Vejr: Køligt
Tid: Omkring midnat
Påklædning: En sort tanktop, samt et par slidte sorte jeans og sorte converse.

Alma gik i et langsomt tempo mod østmuren, hendes affinitet afsøgte om der var nogen, ved at mærke på alles følelsesmønster, men kun i udkanten, hun ville virkelig ikke infiltrere nogen privatliv eller noget lignende, sådan var hun ikke, hun mærkede kun om der var andre end hende, hvilket der ikke rigtig var.
Da hun nåede derover, satte hun sig ned langs muren og hvilede sit hoved mod muren bag hende mens hun trak vejret langsomt. Hendes hår var igen blevet klippet, glattet og farvet sort. Og hendes arme afslørede de mange lange, tynde og sirlige ar hun havde op og ned ad armene og halsen og generelt bare alle de steder hvor man kunne se hendes snehvide hud, bortset lige fra hendes ansigt. Et lille smil havde hun om sine læber da hun tænkte på sin elskede Dracius, mødet med ham havde mindsket det store tab efter hendes bedsteven, Magnus, var død i en ulykke.. Det ville jo have været sket uanset hvad, at han døde, han var jo et menneske, og deres liv var jo bare så utrolige korte.

Påklædning: En stort t-shirt med et mønster af visne grene, et per sorte cowboybukser og mørkegrøne converse støvler.

En pige gik hen mod østmuren, hen til hendes yndlings træ, tæt ved den hemmelig udgang, som ikke alle eleverne kender til.
Ude armen havde hun en sin male bog hvor hun designede tøj. Men hun har ikke kunne finde på noget i lang tid, så der for gik hun hen til hendes yndlings træ.
Der hun havde sat sig ned, og fundet bogen, have hun stædig ikke nogen idéer, så hun lagde den væk, og i stædenfor tænkte hun på hendes veninde, Alma som hun ikke har set i lang tid, og hendes kæreste Elliot. Og hendes farmor som hun ikke har set, siden sidste år.
Da hun ikke kunne hold tårerne tilbage, begyndte hun at græde fordi hun savnede dem så meget.

"Alma" Wodtcagt var så glad for at se Alma, at det fik hende til at græde endnu mere. "Undskyld, det var ikke mening." Wodtcagt tørrede sine øjne, "men der er så længe siden," Sagde hun og tog Alma om halsen, hun var glad, men også stadig en smule ked af det, selv om hun ikke viset hvorfor hun var kad af det, men fordi hun var glad begyndte hun at hikke. "Åh nej," sagde Wodtcagt og grinede, "det blever også bedre og bedre."

"Tak Alma. Du er den bedste værelseskammerat og veninde man kunne ønske sig." Wodtcagt prøvet at lad være med at hikke, men det gik ikke særlig godt. Hun så spørgende på sin veninde, "hvad mener du når du siger 'prøve at hjælpe'?" Spurgte Wodtcagt Alma. Det var ikke fordi hun ikke stolede på Alma, men på en eller anden måde, vidste hun om du skulle kunne lide det eller ikke. Og det er måske også fordi hun ikke vidste noget om Almas affinitet.

Alma smilede og lo blidt over hende. "Det var da så meget, Wodt," sagde hun med et kærligt smil og krammede hende stadig. "Jeg har fået en affinitet for at mærke og påvirke andres følelser." Alma smilede, hele hendes ansigt lyste op og hendes forskellig farvede øjne skinnede af glæde over dette. Bare tanken om at deres gudinde havde valgt hende til at få denne specielle gave, og somme tider forbandelse, gjorde hende så utrolig lykkelig.