Long time, no see.

Tid: Omkring midnat - lidt før "frokost".
Sted: Tulsas tunneller
Omgivelser: Mørke, omklamrende vægge og kolde gulve.
Vejr: Regner og er overskyet.
Påklædning: Mørk skjorte til albuerne, mørke jeans og sorte converse.

Forbeholdt til Elizabet.

Perceval følte de ru guitarstrenge mod sine fingre, og med det samme lød der en smuk melodi, i de mørke tunneller. De fleste ville nok mene, at dette sted ikke var det mest optimale, hvis der skulle spilles musik, men på dette punkt, var han altså ikke enig. Der var noget med klangen, som var helt unik på dette sted. Derudover var man også sikker på, at man ikke ville blive forstyrret, eller forstyrrede andre, som jo ofte skete på kollegierne.
Til trods for det kolde gulv, frøs han ikke, da han havde taget et gammelt, hullet tæppe med. Og en lille lampe, som nogenlunde lyste gangen, han sad i, op.
Han stoppede kort for sit spil, da han endnu engang syntes, at han kunne høre noget. En lyd, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen, men igen forsvandt lyden med det samme. Hovedrystende vendte han igen fokus mod sin guitar.

En skikkelse stod, i en over-sized skjorte og gennemblødte jeans, og betragtede ham lidt derfra. Hun genkendte hans måde at spille på alt for godt.
Hun sneg sig tættere på, uden en lyd. Hun elskede at overraske andre.

Da hun var kommet op på siden af ham, ubemærket, jagede hun kildende et par fingre i siden på ham. Hun smilede drilsk, mens hun kyssede ham hoverende på kinden.
''overgiv dig!'' grinte hun lavt i hans øre mens hun holdt ham for øjnene.

Han var så fordybet i sit spilleri, at han ikke lod mærke til personen, der kom snigende. Det var først da hun prikkede ham i siden, han fandt ud af at han ikke var alene, og kilderiet resulterede i et dyb latter og en vis vriden. Han kendte kun én, som havde en tendens til at gøre sådan, så det var nemt. "Elizabet?" sagde han, uden rigtig at kunne stoppe sin latter. Det var en evig forbandelse at være kilden, især fordi han jo var en dreng.
Hvis han havde været i stand til det, ville han have rullet med øjnene, da hun bad ham om at oversige sig, men i stedet rystede han bare på hovedet, mens han overvejede, hvilke træk, der ville være kloge i denne situation.
"Okay fint, jeg overgiver mig," sagde han efter at have tilbageholdt sin klukken.

hun grinte blidt. ''dammit! jeg må ændre mine metoder!'' hun satte sig ved siden af ham, og uglede ham i håret.
''hvordan går det Percie?'' smilede hun og lagde hovedet på skrå.
det var længe siden hun havde snakket med ham, men alligevel kunne hun ikke lade være med at drille ham lidt.

Han begyndte igen at grine, da hun satte sig ved siden af ham. "Nej, det ville være en skam. Nogle ting ændrer sig åbenbart aldrig," sagde han og smilede stort - det var længe siden han sidst havde snakket med hende.
"Hey!" sagde han, da hun rodede i hans hår. Det var hun udmærket godt klar over, at han ikke ville have. Men han måtte dog skjule et lille smil - det var umuligt at være sur på hende. Eller måske var det bare ham, som generelt havde svært ved det.
"Det går skam fint nok..." sagde han roligt, og kiggede tankefuldt på hende. "Hvad med dig, Eli?" spurgte han så. Meget kunne jo have sket, siden de sidst havde snakket.

Hun smilede uskyldigt til ham mens han brokkede sig over håret. Hun elskede at drille ham på alle tænkelige måder.

Das han kastede spørgsmålet tilbage til hende måtte hun tænke sig om så det knagedede. "jeg har mødt en fyr.." mumlede hun, med sin spinkle stemme. Hun vidste tydeligvis ikke hvad hun ellers skulle sige..

Han fik pludselig lyst til at fnise piget, men holdt latteren tilbage, og overvejede kort, om han skulle drille hende eller ej. Til sidst besluttede han sig for noget hævn.
"Uh... Det er du da slet ikke gammel nok til, lille Eli," sagde han og grinede, mens han også rodede i hendes hår. Så blev han alvorlig igen og spurgte: "Hvem er det?" Selvom han nok ikke ville få meget ud af svaret, da han jo ikke rigtig kendte nogle på stedet. Men det kunne han vel komme til. Drengen måtte være flink, det var han sikker på, ellers ville Elizabet ikke have faldet for ham.

Hun så ned, det var tydeligt at se at hun rødmede.
Hun så forsat ned mens hun fik mumlet noget med James Stark. Hun vidste hvor latterligt det var, at HUN skulle falde for en der hed James. Britter havde aldrig været hendes stærkeste side.

Hun så op på ham, sammenbidt. "jeg er præcis gammel nok til at flå dit strubehoved ud hvis du kalder mig lille igen!" knurrede hun hæst. Man kunne næsten høre hvor mange timer hun havde tilbragt med at græde sidste nat. De hævede øjne var dækket med makeup, så ændringen ville nok ikke være enorm.

James Stark? Han hævede det ene øjenbryn, og måtte indse at han ikke var i stand til at sætte ansigt på navnet, som synes at være rimelig bekendt. Men, som sagt, var hun sikker opå, at han var flink og opførte sig ordentligt. Men det vidste man jo aldrig.

Hendes ændrede tonefald, fik ham til at læne sig en smule væk fra hende med store øjne. Det havde jo bare været en joke, hvilket han havde været sikker på, at hun var klar over. "Hey, det var altså bare for sjovt..." sagde han forsigtigt, og lagde hovedet på skrå, mens han vagtsomt betragtede hende. Der havde været noget... anderledes ved hendes stemme. Den var pludselig blevet rusten og tonefaldet hårdt. Hvad var det lige, der foregik?

Hun så på ham med store øjne. Hun havde forskrækket ham.
Hun krøb forsigtigt ind i hans arme, undskylde. Hun havde ikke rigtig ordene til at undskylde for sin aggressive tonefald.

"han er en rød yngling.." hun mumlede hun, for at skifte emne.
"hvad med dig...? Har du en...?" hun lagde panden mod hans hals, som en kat der undskyldte sit angreb. Hendes øjne var blanke, blide.

Et stille suk gled over hans læber, da hun prøvende krøb i hans arme. Automatisk bredte han dem, for så at ligge dem om hende, i et beskyttende greb, hvorefter han strøj hende på ryggen. Han hørte godt, at hun sagde at det var en rød vampyr de havde med at gøre, men hun kunne da ikke seriøst mene, at hun havde tænkt sig at skifte emne? "Tell me what's wrong..." hviskede han stille, mens han bad til, at hun ikke ville blive så hidsig igen.

Han grinede stille uden humor, og rystede på hovedet. "Næh... Single som altid," sagde han og trak på skuldrene. Intet nyt på dét punkt. Han forstod ikke folk, som ikke havde andre ting en kærester i hovedet. Jo, det var vel en god ting, men der var altså også vigtigere ting. Måske var dén holdning lige netop grunden til, at han var alene.

Hun sukkede. Hun nød at han varm, ligesom hende. James var kold som is, og hård som sten. Så at putte op af Percie var helt klart hvad hun havde brug for.

Hun havde ikke lyst til at forklare Percie om dengang på børnehjemmet, eller dengang på loftet med James.
"minderne fra mit tidligere liv tager livet af mig... Hver gang jeg er sammen med ham, ser jeg en bid mere af børnehjemmet.." hun krøb sammen. Hun lukkede øjnene, nød hans beskyttelse.

Han rynkede brynene, og prøvede at forstå, hvad hun havde sagt. Men det gav bare ikke mening - hvorfor var hun sammen med en, som bragte dårlige minder frem? Men det ragede jo heller ikke ham, og han vidste godt, hvornår det var bedst at tie. Som for eksempel nu.

"Det er jeg ked af at høre," sagde han stille og vuggede hende stille frem og tilbage. Hendes tid på børnehjemmet vidste han ikke så meget om, da hun aldrig rigtig ville snakke om det. Men en ting var han dog klar over - det var ikke gode minder, der var tale om.

"Hvad er det egentlig, der skete på det børnehjem, siden du hader stedet så meget?" spurgte han forsigtigt, og regnede med, at hun ville eksplodere igen. Men det føltes som om hun havde brug for at snakke om det. Som et sår, der skulle renses, selvom det sveg.

Hun så på ham, da han havde spurgt hende.
Hun havde virkelig ikke lysten til at fortælle ham den slags. Men hans varme arme, hans vejrtrækning... Det fløj ud af munden på hende;
"jeg voksede op på et børnehjem... Bestyrene voldtog mig på skift indtil jeg stak af som tolvårig..." hun så væk, gned sine øjne tørre for tårer. Hun ville ikke flytte sig, overhovedet ikke. Men hun tog sig sammen, og krøb ud af hans arme.

Han betragtede hende i stilhed - så, hvordan hun virkelig kæmpede med ordene. En masse faresignaler røg gennem hans hjerne. Der måtte virkelig være noget galt, hvis det var så svært at fortælle.
Da hun så endelig fik det sagt, stolte han ikke på sine egne ører. Det var jo... Han ledte efter de rette ord, men det var umuligt at tænke klart. Hans tanker blev kaotiske, og ærlig talt vidste han ikke, hvordan han skulle tackle det. Det lykkedes ham alligevel og skubbe sig egne tanker væk, og fokusere på, hvordan hun mon havde det.
Det var forståeligt, at hun skubbede sig væk, men han kendte hende alt for godt, så derfor rykkede han sig lidt, og lagde endnu engang armene omkring hende, mens han stille kyssede hende på hovedet.
Der sad de så lidt, mens Perceval overvejede, hvad der var bedst at sige. Men det var umuligt, at få mikset en ordentlig sætning sammen, så han bestemte sig for at sige, hvad han havde på hjertet.
Efter et par dybe åndedrag, begyndte han at tale: "Folk... De kan være så onde og hjerteløse, at det ikke er til at begribe. Og det ved jeg godt, at du er klar over det, men jeg prøver heller ikke at belære dig noget som helst. Jeg beder dig bare om at huske, at de ikke er det værd. De er ikke værd at græde over, de har overhovedet ikke fortjent dine tanker, uanset, hvor arrige disse tanker så er. Du er fuldstændig perfekt, så vær sød at love mig, at du lægger disse tider bag dig. Huske på at ingen, og da slet ikke din kæreste, ville finde på sådan noget..." Det vidste han selvfølgelig ikke, om var rigtigt. Så kom han til at tænke på ordene, hun for havde sagt. At James fik disse minder frem, og den tanke fik ham til at forsætte sin talestrøm: "Du skal ikke betragte mig, som den beskyttende storebror, men måske skulle I tage en slapper, hvis han bringer disse minder frem..." For han var jo udmærket godt klar over, at det ikke var drengen, som fik minderne frem, men hans handlinger.
Perceval følte sig ude på dybt vand, men han gjorde det jo kun for Elis skyld. Hvis hun ville have ham til at blande sig uden om, skulle hun blot sige til. Men tanken gav ham et stik i siden, hvilket resulterede i, at krammet blev en smule mere fast.

Hun skar tænderne hans ord. Hun så ikke på ham, derimod så hun ned, som om Henrik skældud af den far hun aldrig havde haft.
"James har ikke gjort mig noget.. Han har ingen intentioner om at skade mig.." hvert ord var anstrengt, mens hun holdte gråd og raseri tilbage. Hun ville væk, ud og skade noget, slå ind i en mur. Hvad som helst der gjorde fysisk ondt.
"Percie, jeg ser dig allerede som min bror. Ellers havde du aldrig fået noget at vide om min fortid. Eller noget om James, for den sags skyld." hun aede hans arm. Hun rystede, ikke fordi hun frøs, i hvertfald ikke fysisk.

Han rystede på hovedet over hendes ord. Det havde aldrig været hans tro, at hendes kæreste ville skade hende, han havde måske bare været dårlig til at forklare sin forrige, indviklede sætninger, som nok heller ikke rigtig gav mening.
Det var nemt at se, at hun var på bristepunktet igen, så han slap taget om hende, og kiggede lidt på hende. Hendes ord varmede - det var rart, at hun betragtede ham som en bror, da han også betragtede hende som en søster.
"Kom, lad os gå tilbage, så du kan få noget tørt tøj på, og så en bid mad..." sagde han så og betragtede hendes våde bukser. Hvad lavede hun også hernede? Det gik op for ham, at han overhovedet ikke havde fået spurgt om det. Mens han hjalp hende op, spurgte han så derfor: "Hvad skulle du også hernede?" Men højre hånd greb han fat i guitaren, tog lampen og tæppet, for så at se sig over skulderen, for at tjekke, om hun var klar til at gå. Han var selv ved at blive ret sulten.

Jeg havde brug for at kommevæk fra vampyr-trippet... Væk fra minderne om fangenskab.. Jeg ville jage lidt, men så hørte jeg dig spille..." henså på ham, efter at havde rejst sig. Hun spiste sjældent på skolen, normalt fordi folk kiggede så underligt på hende når hun endelig spiste.

Hun begyndte at gå, tavs. Hun ønskede ikke at kommenterer den måde hun havde spist på siden hun var tolv. Råt kød, og jagt var blevet en nødvendighed i Iowas skove.
Hendes skridt var korte, med hurtigere end normalt. Det lignede at hun løb, selvom hun kun gik. Hun gik langs murerne, som en jæger endnu en gang.

Efter lidt tid vendte hun ansigtet mod ham. "hvad lavede du egentlig her?" spurgte hun pludseligt.

Han bed sig i læben, da hun fortalte om sin grund til at lure rundt i tunnellerne. Ærlig talt brød han sig ikke om jage-delen, men han valgte at tie, da hun havde snakket om nok ting i den dur.
De gik i tavshed, mens han hele tiden prøvede at orientere sig, for han mestrede stadig ikke de små gange, men til gengæld lod det til, at Eli havde helt styr på det. Overraskende nok. Men på den anden side lød det også til, at hun 'jagede' hernede en del. Tanken gav ham myrekryp, men han holdt sit pokerfjæs.

Han drejede automatisk hovedet i hendes retning, da hun spurgte ham om noget. "Jeg havde brug for at være lidt alene. Derudover har dette sted også en fantastisk klang, synes du ikke?" spurgte han storsmilende, med ivrighed at skue i sine øjne. Musik var virkelig hans store passion. En passion, som gik en del udover sit skolearbejde.

hun smilede da hun så hans passion.
''det er i den grad vidunderligt, med den klang tunnellerne giver.'' smilede hun, mens hun gik. Hun kunne sagtens finde rundt. Tunnellerne her, og dem i Iowa havde altid lignet hinanden. Det var straks værre, hvis hun farrede vild på skolen. Så ville hun aldrig kunne finde tilbage til sit værelse.

Hun beundrede hans smil, hans øjne der lyste op når han talte om sin musik, hans hår der faldt perfekt over hans pande og kinder. Han var til offentlige skue, perfekt.
Hendes egen Storebror. Det var egentlig underligt.. Der var et tidspunkt hvor hun tvivlede om hun nogensinde ville se ham som andet end en ven. Singellivets depressioner havde for længst fortæret den idé om at prøve at flirte med ham. Hun holdte for meget af ham til at lade deres venskab i opløsning fordi hun manglede en at kysse.

Nu da hun havde James, virkede det hele meget lettere; hun kunne endelig se Percie som den overbeskyttende storebror hun aldrig havde haft. Skulle der ske ham noget ville hun aldrig komme videre. Hun ville dø, med ønsket om at forblive død. Han var delen af hende, der var normal, der kunne se det lyse i mørket.

Hun vendte tilbage til hans nærvær. Hendes tanker havde fløjet så let, at hun havde glemt hvor hun gik. Hun hamrede panden ind i en af murrene. Hun bandede lavt, og blottede tænder af muren, inden hun stivnede.
Han havde set hende slå sig, og blotte tænder af det. Ville han nu tro at hun var psykotisk, som James nok også troede?

Hun bed sig i læben mens hendes tænder gled på plads, i normal position.
''Undskyld..'' hviskede hun, mens hun så lidt ned. Hun stod stille lidt, inden hun, i et katteagtigt spring, var få meter foran hende. Hun gik videre, på vej ud af tunnellerne. Hendes mave knurrede unaturligt. Som en puma, på jagt. Hun tyssede på den, mens hun blev rød i kinderne.

Hans smil voksede brat, da hun erklærede sig enig med ham. Han vidste ikke helt, hvor stor hendes viden til musik var, men det var jo heller ikke et spørgsmål om viden. Det var derfor han elskede det så højt - eller en af grunene - for alle kunne være med. Alle var måske ikke lige gode til det, men Perceval troede på, at alle ville kunne lære at spille et eller andet. Det krævede selvfølgelig, at de lagde kræfter og tid i det. Det havde han i hvert fald selv, og hans mentor mente skam også, at han burde lægge flere kræfter i sit skolearbejde i stedet. Ikke fordi han klarede sig dicideret dårligt, han interesserede sig bare ikke særlig meget for det.

Pludselig blev han revet ud af sin tankegang, da hun pludselig gik ind i væggen. Han var automatisk på vej hen til hende for at tjekke, om der var sket noget, men hendes blottede tænder fik ham til at blive stående. Jo, han forstod godt at det var træls, men det hjalp vel ikke særlig meget af knurre af den?
"Er du okay?" Spurgte han, da hun begyndte at gå igen. "Og hvorfor undskylder du?" forsatte han undrende. Hvad var det lige der skete med hende? Var det en eller anden pige-process?
Først undrede han sig over hendes røde kinder, men forstod det bedre, da han hørte hendes mave. Så smilede han fjoget - han troede det var fordi hun var sulten. "Don't worry - der er vidstnok frokost, når vi kommer tilbage..." sagde han med et selvsikkert smil.

hun nikkede lidt til ham. Som et tegn på at hun var enig i det med frokost.
Indeni væmmedes hun ved tanken om tilberedt kød, grøntsager og drikkevarer. Hun savnede tiden hvor hun kunne jage, uden hendes mentor ville skælde hende ud. Nu kunne hun knap blotte tænder uden hendes mentor var over hende som en høg, med en løftet pegefinger. Desværre.

''jeg ved bare ikke hvor meget det hjælper at spise..'' Mumlede hun stille mens hun gik. Som om hun havde læst han tanker, vendte hun sig om i en rolig bevægelse.
''Percie, jeg er vant til råt kød. Siden jeg var tolv har jeg jaget. Jeg kan ikke rigtig spise tilberedt mad, uden at blive syg.. Har ikke spist i snart en uge.. Desværre.'' hun så undskyldende på ham. ''og jeg undskylder, udelukkende på grund af mine raserianfald.. Det er sulten der tager over..'' hun spidsede læber. tænkende.

Han prøvede så vidt muligt, at skjule sin væmmelse over det rå kød, og måtte huske sig selv på, at han også en dag ville finde det velsmagende. Han gibbede overrasket med øjnene, da hun fortalte, at hun ikke havde spist i en uge. Var der ikke mulighed for, at hun kunne få samme kost som vampyrerne? Rygtet sagde jo, at de spiste råt kød.
"Vi skal nok finde noget mad til dig," sagde han beroligende og var helt cool med det, efter at have vænnet sig til tanken. Det var jo helt naturligt. Ja godt nok var hun ikke på sjette trin, men folk udviklede sig jo i forskellige tempoer.

Da hun undskyldte, gav han hendes arm et venligt klem, og sagde: "Det er helt okay. Bliver også selv rimelig mukken, når jeg er sur." Han grinede i et forsøg på at lette den trykkede stemning, selvom det faktisk ikke engang var løgn. Men det var vel en typisk mand/drenge-ting?

Der gik ikke lang tid, før de forlod de dunkle tunneller, og stod ude i regnen. De måtte skynde sig tilbage, ellers blev de måske syge. Men han var stadig ikke 100% sikker på vejen, så han kiggede i stedet spørgende på hende.

hun genkendte straks væmmelsen i hans ansigt, og det slog hårdere end muren mod hendes pande. Hun blev tavs, selv da han stod og så spørgende på hende. Hun kendte vejen så let som ingenting, og begyndte at gå. Hun havde ikke travlt med at komme tilbage til sit fængsel.

Gennem hele deres gåtur, mod Nattens Hus, var hun tavs. Hun så hele tiden hans væmmelse for sig. Pokkers hukommelse! Da de endelig nåede deres destination, spisesalen, satte hun sig ved et tomt bord med en flaske vand og noget røget laks. Det var det tætteste hun kom på råt kød mens hun var her.
Hun stirrede på vandet, i flasken. På de indespærrede molekyler hun snart skulle indtage. Hun havde mistet mælet, efter hans væmmelse. Hun burde ikke have betroet ham sin abnorme spisevane. Hun fortrød det, bittert.

Så snart hun havde muligheden, ville hun forsvinde op på sit værelse. Skrige ned i en pude, tage et iskoldt bad, eller stirre ud i regnen. Hun vidste at hun ikke ville få besøg i aften, anyways. Hvem skulle besøge hende? Hendes to eneste venner var drenge, og ikke velkomne hos pigerne efter sovetid.

Hun stirrede endnu engang bittert på sin laks, og skubbede den til side. Så hellere sulte!

Han stod lidt og stirrede måbende på hende, da hendes ansigtsudtryk ændrede sig til noget, som han ikke helt kunne identificere. Vrede? Skuffelse? Han sukkede stille og blev klar over, at han ikke havde været god til at skjule sin væmmelse. Derfor gik han, uden et ord, ved siden af hende hen til Nattens Hus. Automatisk fulgte han hende med op i spisesalen, og satte sig ved siden af hende.

"Undskyld... Jeg skulle bare lige vænne mig til tanken, okay? Det er helt iorden at du spiser, som du gør..." sagde han forsigtigt, da de havde siddet i stilhed i nogen tid. Han greb fat om hendes håndled, før hun kunne nå at svare, og hev hende med ud i køkkenet, så de kunne finde nogle blodposer til hende.
Han åbnede køleskabet, hvor han gættede på de befandt sig, og vendte sig så om. "Øhm, hvilken slags?" spurgte han en anelse forlegen - han vidste intet om blod, men alligevel var han opsat på, at finde det til hende, så hun kunne se, at han var ligeglad med det, og at han accepterede hver en del af hende. Hun var jo trods alt hans 'søster'.