New time, new change.

Sted: Percevals værelse
Tid: 8:05
Omgivelser: Kun Perceval - alle elever sover
Vejr: Solen skinner
Påklædning: Joggingbukser, bar overkrop.

Forbeholdt til Elizabet.

Perceval var ikke engang selv klar over, hvorfor han stadig var vågen. Måske fordi han ikke kunne tage sig sammen til at lægge guitaren fra sig? Han havde været lidt bekymret for, om han mon havde vækket nogle, men ind til videre havde han ikke fået nogle klager.
Det var et par dage siden, at han sidst havde snakket med Elizabet. Dette skyldtes mangel på tid fra hans side, da han næsten ikke havde lavet andet end lektier og spist mad. Det var onsdag, og hverdagen viste virkelig sin hårde hånd, hvilket gjorde Perceval en del gnaven.
Det lille værelse lignede sig selv - fyldt op med nodehæfter, guitarer, barndomsbilleder og skolebøger. Som sædvanligt var der meget rodet, især på gulvet. Han måtte til at lære at rydde op.

Langsomt gik Eliza ned af drengenes gang. Hun sang lavt til den melodi han spillede, smilende.
Hun lillede en lille pjusket hårbold med sit plyssede hår. Hendes briller med det sorte brillestel sad lidt ude på hendes næseryg, Makeuppen var der men den var ikke synlig.
Hun åbnede hans dør forsigtigt, og gik ind. Hun lukkede døren bag sig, og gik hen til ham, langsomt og yndefuldt.
Hun sang videre, tilsyneladende på svensk.
Hun satte sig på kanten af hans skrivebord. Da hun endelig stoppede sin sang, så hun nysgerrigt på ham.
''Du burde få noget søvn søde.'' sagde hun blidt, dog med en syngende tone.
Hun aede forsigtigt hans kind, smilede venligt til ham.

Han smilede stort til hende, da hun kom ind, som var det helt naturligt. Det var det selvfølgelig ikke - klokken var mange, men ikke destro mindre var han glad for at se hende.
Melodien endte, og han lagde guitaren fra sig. "Det ved jeg godt. Jeg er nu mere bekymret for dig - tror du ikke vi kommer i problemer, når vampyrerne finder ud af at du er her?" Svarede han med et kækt smil. Egentlig gjorde det ham ikke så meget at bryde reglerne nu og da. De var jo til for at blive brudt. Selvom der dog var grænser for, hvad han ville være med til.
"Hvad laver du her?" Spurgte han så, efter at hun havde aet hans kind. Det var et mærkeligt sted at befinde sig, hun burde ligge i sin seng og drømme sødt om enhjørninger. Tanken fik ham til at smile gavtyvagtigt.

hun smilede bare. ''Percie...!'' klagede hun dramatisk. ''Jeg kunne ikke sove.. Ville have min Perrrrrrcie'' hun spandt hans navn som en kat.
Hun så drilsk på ham. Egentlig, så nød hun lidt at se ham i bar overkrop, men viste det ikke da han nok ville blive lidt pernitten..

Han grinede af hendes barnlige kommentar, som egentlig også var ret charmerende. Men han blev dog en smule mere bekymret for hende. Symptomerne for hendes medicin var jo, at hun blev meget træt. Havde hun ikke taget sin medicin? Var det noget, hun havde gjort bevidst, ligesom dengang hun havde stoppet sin normale kost, fordi han havde vist væmmelse? Han skubbede stædigt tankerne fra sig - Elizabet var en klog pige! Det kunne hun ikke finde på.

"Jamen så kom og få din Perrrrrcie," grinede han og bredte sine egne ud, som en invitation til et kram. Så kunne hun jo tage imod den eller lade være.

hun så glad på ham da han bredte armene ud i invitation til et kram.
Hun sprang direkte ind i hans arme, og lagde hovedet mod hans brystkasse.
''Min Perrrrrcie'' spandt hun, gned kinden mod hans brystkasse. Uden at sige med begyndte hun at nusse ham ved kravebenet. Hun fulgte musklernes fibre, blidt. Hendes negl var lang nok til at lave et lille hvidt mærke hvor hun førte den. Men intet varigt.
Hun åndede afslappet mod hans overkrop.

Han klukkede, da hun sprang i hans arme, og knugede hende ind til sin brystkasse, mens han indeåndede hendes velkendte duft.
"Only yours," brummede han så, mens han begravede sit hoved i hendes hår. Og det var ikke bare noget han sagde, for at finde et passende svar. Han mente det.
Der kom straks kuldegysninger langs rygraden, da han mærkede hendes fingre mod sit kraveben. Eller nærmere sagt hendes negle. Men det gjorde ham intet, da han godt vidste, at det ikke ville være der længe. Men hvis det ville, havde han egentlig heller ikke noget imod det.

hun elskede den beskyttende følelse af hans arme.
Hun så lidt op på ham, med et blik der sagde mere end tusind ord; hun elskede ham.
Hun lyttede til hans hjerte, hans vejrtrækning. Kort efter lukkede hun øjnene igen.

Han fjernede sit hoved fra hende, da hun kiggede op på ham. Hendes blik var virkelig intens, men samtidig vidste han ikke, hvda han skulle lægge i det. Det var så forvirrende! Han syntes hele tiden, at hun ændrede opførsel overfor ham. For eksempel havde han aldrig set hende sådan her før. Var hun forsigtig?
"Hvad var det for et blik?" Hans stemme brød den ellers dejlige stilhed.

hun bed sig i læben, da han spurgte.
''det var ikke noget.'' hun puttede sig igen ind til ham, i håbet om at han ville lade det ligge. Hun ville ikke risikerer at han fjernede hende hvis hun fortalte ham det.
Ville han forstå? Kunne han accepterer at hun var forelsket i ham?

Han sukkede og trak sig ud af krammet. Så kløede han sig lidt i håret, mens han stirrede uforstående på hende.
"Det lignede sjovt nok ikke 'ikke noget'," svarede han stædigt. Det var virkelig noget han hadede. Når folk begyndte på noget, og så ikke gjorde det færdigt. Og det værste var, at han også selv var slem til at gøre det. Han var virkelig en dobbeltmoralsk person.

hun sukkede. Hun så stædigt på ham, inden hun rejste sig. ''Jeg gider ikke snakke om det. Okay? Jeg er vild med dig, og har været det længe. Derfor gjorde jeg alle de ting.'' hun tog sine briller af, gned sine øjne, tog dem på igen.
''godnat Percie.'' hun så lidt ned mens hun gik mod hans dør. Hun ville virkelig ikke se ham i øjnene, og sige det til ham.

Han kiggede forvirret på hende - det hele gik så hurtigt, og før han vidste af det, var hun på vej ud af døren. Hurtigt var han på benene og tog fat om hendes arm.
"Nej, du må ikke gå. Ikke nu," bønfaldt han hende. Hvordan skulle han nogensinde kunne sove, hvis hun gik nu? Med denne anspændte stemme.
"Jeg elsker dig, Eli. Det ved du godt. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre søster," sagde han og kiggede på hende med et par kærlige øjne.

''du burde sove..'' hun så på ham. hun sukkede stille. Hun lagde armene om ham i et kram. ''jeg elsker dig.. Jeg ved bare ikke om 'søster' er nok længere...'' hun så lidt ned. Hun krammede ham forsat.

Han sukkede, da det endelig gik op for ham. Søster var ikke nok længere... Han havde hele tiden overbevist sig selv om, at han ikke havde sådan nogle følelser for hende. Men jo, han var forelsket i Elizabet. Hun var den person, der kendte ham allerbedst, måske med en undtagelse af hans far.
Men samtidig kunne han heller ikke forstille sig, at have et fysisk forhold til hende. Det ville være være... forkert. Han betragtede hende jo stadig som en søster.
Så strammede han krammet og mumlede: "Jeg elsker også dig, prinsesse."

''sov nu godt..'' hun lod sig snige ud af hans kram. Hun kyssede ham kort på kinden.
''jeg burde nok selv få noget søvn..'' hun tog fat i hans dørhåndtag

Han kiggede efter hende, og spurgte så: "Vil du ikke nok blive her og sove? Jeg skal nok ligge på gulvet, så kan du få sengen." Han var bange for at blive alene med sine tanker, som kunne gå i alle mulige retninger. Gode som dårlige. Nej, det var bedst, hvis hun også var her. Ikke fordi han havde nogle intentioner. Overhovedet ikke.

hun så på ham. ''jamen, vampyrerne?''
hun vidste at han mente det godt, at han ikke ville gøre hende noget.
Hun flettede fingrene ind i hans. forsigtigt

Han kløede sig i nakken og kiggede ned. Vampyrerne. Det havde han ikke taget med i sine overvejelser.
"Nåh ja, sorry det glemte jeg," svarede han og flettede også sine fingre med hendes. Så måtte han tage et par sovepiller for at holde tankerne tilbage. Det ville vel også være effektivt.

hun sukkede, og krammede ham igen. ''Percie, sov godt.'' hun kyssede ham på kinden. ''vi ses når vi begge kan tænke klart.'' hun lod langsomt sine fingre glide ud af hans.
hun aede hans kind og sukkede så.

Han sukkede og kiggede ned i gulvet. Der var virkelig ikke andet han ville lige nu, end at ligge og snakke med hende i mørket. Bare snakke, intet intimt.
"Kan... Kan vi ikke blæse på reglerne? Bare denne ene gang?" bad han så, mens han stadig undgik øjenkontakt.

hun stirrede lidt på ham. Han lignede lidt en genert lille dreng der bad en om at holde på en hemmelighed.
''jo.. Det kan vi godt. Men kun denne ene gang.'' hun tog hans hånd igen. Flettede deres fingre, uden at se ham i øjnene.

Han smilede stort, og gav hende et hurtigt kram, da hun sagde ja til at blive. Så flettede han deres hænder og sagde: "Tak.. Det betyder meget."
Så satte han sig på gulvet, og mumlede: "Du tager bare sengen. Sov godt, prinsesse."

''aldrig i livet om du skal sove på et gulv. kom her.'' hun hev ham med over på sengen.

//sorry det lamme indlæg//

Han kiggede forsigtigt på hende og spurgte: "Er du sikker på, at det er okay? Det vil ikke blive for ubehageligt for dig?" Han vidste jo ikke, hvor meget der var okay for hende endnu. Selvom hun fik medicin, var han stadig meget, meget forsigtigt, hvad angik sådan noget.