Time for a change - Elizabet

Sted: Percevals værelse
Tid: Sent på natten
Omgivelser: Hans ting
Vejr: Regn og kulde

Selvom det var ved at være sent på natten, sad Perceval stadig oppe og spillede guitar. Det var lang tid siden, han sidst havde gjort det, så da han endelig greb guitaren igen tidligere på dagen, havde det næsten været umuligt at stoppe.
Da klokken viste 5:03, sukkede han og lagde den fra sig. Hans døgnrytme havde været helt umulig, så derfor var han begyndt at tvinge sig selv til at gå tidligt i seng den seneste uge. Det gik bare aldrig særlig godt; han endte altid med at sidde oppe til klokken 8-9 stykker og drikke cola og spise chips.
Derfor var det næsten helt naturligt, at Perceval forlod sit værelse og gik ned i opholdsstuen, hvor han næsten tømte skabene for mad og drikke.

Lyden af tv'et i drengenes opholdsstue var møg ireterrende, men Athena ville absolut sidde og pludre med på et eller andet børneprogram til spædbørn. Hun sad omkring en halv meter fra tv'et og klappede lystigt.
Selv sad Elizabet på gulvet i skrædderstilling, med sine lektier, som efterhånden havde hobet sig op. Celledeling, og kromosomer. Noget som hun i den grad ikke orkede at gennemgå.

Hun så lidt på Athena og smilede, mens hun tyssede lidt på hende, så alle drengene ikke kom rendende og skulle sige dikkedik.

Den eneste grund til at de var i opholdsstuen var at Percie have tilbudt at passe Athena mens Elizabet var på arbejde. Så måtte de jo prøve at se hvordan det ville gå, når Athena kun ville se sit tv-program og lege borte tit tit.

Han sukkede stille, da han hørte at fjernsynet stadig var tændt. Fedt, nu havde en af drengene glemt at slukke det - igen. Han fik sig dog lidt af en overraskelse, da han fik øje på Athena og Elizabet, som nu havde overtaget opholdsstuen.
"Hej," sagde han storsmilende, mens han satte sig hos Elizabet. Men så slog tanken ham - havde han glemt et eller andet med, at han skulle have passet Athena? Et suk gled over hans læber, det kunne lige passe ham.
"Undskyld, jeg skal nok tage mig af hende, så du kan få ro," forsatte han smilende og gik over til Athena, som han løftede op i sine arme og kyssede på panden.

''Bare rolig'' grinte hun roligt. Hun smilede lidt til ham.
''tag nu din cola og chips og sæt dig ned.'' sagde hun med et lille grin. Nogle ting ændrede sig bare aldrig med ham. Det var skønt at se ham være sig selv, og ikke bare en faderlig rolle.

''jeg skal alligevel ikke afsted før om et par timer. Jeg tænkte bare på at være her lidt, så Athena ikke troede at jeg bare efterladte hende her når jeg tager på arbejde.'' hun smilede til ham. Der stod en stor pusletaske lidt fra dem. Athena, den lille bisse, begyndte straks at pludre da han løftede hende op.
''Fa..!'' klukkede hun, igen og igen. Athena var godt nok kun en baby, men hun var en klog baby.
Hun gengældte Percies kys på hans næse, og klukkede igen

Han grinede lidt - hvordan kunne hun vide, at han var på vej efter cola og chips? Nåh, nogle ting ændrede sig vel aldrig.
Han kiggede overrasket på Athena, da hun sagde noget, selvfølgelig ikke helt korrekt, men det var det første han nogensinde havde hørt hende sige.
"Athena," svarede han hende så og grinede lidt, mens han satte sig ved siden af Elizabet igen - stadig med Athena i sin favn.

"Hvad læser du?" Spurgte han nysgerrigt, men havde næsten allerede givet op, da han skimtede nogle af bøgerne. Det var vidst noget om celler - biologi havde aldrig lige været ham. I hvert fald var han utrolig dårlig til det.

''celledeling..'' mumlede hun opgivende og lukkede bogen.
''det er noget af det mest kedelige lekture ever!'' sukkede hun, og så på Athena.

derefter så hun på Percie. ''nu kan hun snart kalde dig for far'' grinte hun, inden hun lænede sig op af en sofa

Han kiggede på hende, som havde hun lige snakket kinesisk.
"Jamen det lyder da også... spændende," prøvede han og smilede så overbevisende han kunne. Det undrede ham bare lidt, at hun syntes det var kedeligt, men alligevel havde valgt at studere det.

"Mmhm," mumlede han og kiggede på Athena med et kærligt smil. "Du er da også så dygtig," mumlede han og kyssede hendes kind.

Athena klappede Percie på kinden, og pludrede igen.

''jeg er nødt til at få det lært.. Så snart jeg er færdig, så kan jeg komme ind på biokemi, og måske finde ud af hvad der er sket...'' hun mumlede det. Hun åbnede bogen igen

Han kiggede forsigtigt på hende. Finde ud af, hvad der var sket?
"H-hvorfor vil du det?" Spurgte han og følte sig pludselig meget nervøs uden at kunne beskrive hvorfor. Måske ville de opdage, at de var dårlige stillet, hvis de fandt ud af det. Han var også lidt af en kryster; at leve i uvisheden var noget han havde for kært.

''jeg vil vide om han er min far. Og Mortimer var min far, om hvorfor han lod så mange misbruge mig, hvorfor han bortadopterede mig... Jeg vil vide hvem min mor er, hvorfor hun ikke stoppede ham... hvorfor hun ikke stoppede DEM når jeg lå fastspændt i køjesengen..'' hun trak vejret dybt, og så ned.
''jeg vil vide hvorfor jeg skulle sendes væk... Hvorfor hun ikke elskede mig...'' hun krøb lidt sammen. Det var et ømt punkt for hende, noget hun ikke talte med folk om. Percie havde måske set hendes reaktioner når hun sov uroligt.. Men det var intet...

Hun så på Athena, og holdte sine tårer tilbage.
''jeg vil vide om det ligger i generne.. Om der er risiko for at Athena skal udsættes for det samme..'' hun så ned igen, stille

Han kiggede forbløffet på hende og vidste slet ikke, at hun gik rundt og tumlede med sådan noget problemer. Helt instinktivt træk han Athena lidt tættere til sig og sagde stille: "Du kan ikke vide, at din mor ikke elskede dig. Alle mødre elsker vel deres børn. Hun måtte have været nødt til det."

Da hun så begyndte at kommentere det om generede, kiggede han vredt på hende og sagde: "Hvad fanden?! Tror du selv på, at jeg ville gøre sådan noget?!" Han rejste sig rasende op - havde Eli ikke sagt, at det var hendes far, der havde været med til at voldtage hende? Hvad fanden troede hun om ham?

Hun krøb straks sammen, og lukkede skræmt øjnene.
Han reaktion fik hende til at ryste. Hun holdt tårerne tilbage, besværet.
Hun havde ikke ment at HAN ville gøre det. Aldrig, ikke Percie..

Hun sad der bare lidt, rystende, som en lille pige der havde fået skældud af sine forældre.
Egentlig så lignede hun vel også en lille pige, men det tænkte hun ikke selv yderligere over.
Hunrakte ud efter sine bøger for at pakke dem sammen.

Han kiggede rasende på hende og kunne slet ikke komme over, hvad han mente, at hun lige havde sagt. Han var såret og skuffet og tænkte slet ikke over, at hun måske ikke havde ment det sådan.
Så gik han over og satte Athena ved siden af hende, mens han mumlede ironisk: "Det er nok bedst, hvis du tager hende. Jeg mener - man ved jo aldrig med mig, vel?" Så gik han over til skabene og tog masser af chips og cola.

hun så ned, opgivende.
''tror du at jeg mente at du ville skade hende..?'' hun så over på ham, tog sin taske, pusletasken og Athena på armen.
''aldrig... du kan jo ikke engang holde hende uden at tro at hun går i stykker...'' hun så bare på ham, vendte ham ryggen og gik. hun skulle på arbejde, og Athena skulle sættes af derhjemme først.

Han sukkede stille - selvfølgelig havde hun ikke ment det. Hvor dum kunne han være?
"Undskyld," mumlede han og gik over til hende. "Lad mig tage hende, mens du... Skulle du i skole eller på arbejde?" Spurgte han og kunne stadig ikke finde rundt i tiderne.

''nej. det er fint..'' hun gik bare videre med Athena.
''arbejde...'' mumlede hun da hun gik ud af døren, stille

Han sukkede og sagde: "Kom nu... Jeg skal nok passe på hende imens. Det aftalte vi jo også, ikke?" Han var stædig; fast besluttet på at gøre det okay igen efter den bommert, han lige havde lavet.

''Perceval, gå nu bare ind og sov.'' sagde hun spidst, på nippet til at tude.
hun var på vej ned til stien.

hun så på Athena der rakte ud efter Percie, men gik videre, tavs

Selvom han havde joggingbukser og en slidt T-shirt på, fulgte han alligevel efter hende, mens han stædig råbte: "Helt ærligt, Elizabet. Det er også mit barn! Jeg ser hende næsten aldrig. Please."

hun så på ham.
''er det virkelig?! er du nu helt sikker på det!? er du sikker på at jeg ikke render rundt med andre!?'' hun så direkte på ham.
hun havde tårer i øjnene. hendes tone var dybt såret.
''i bilen tænkte du ellers en hel masse!'' bed hun ham af. hun så ned.

Han kiggede rasende på hende.
"Hvad fanden ville du have troet, hvis du var i mine sko? Dine valg af ord og ansigtsudtryk gjorde det sguda nemt at tro sådan noget. Og til din information er det en bekymring, som alle drenge har," sagde han irriteret.

''vil du passe hende, fint...'' Hun stillede pusletasken fra sig, og man kunne stille høre blodet skjulpe rundt i flaskerne. Eli's blod.
Hun rakte Athena over til ham, uden at se ham i øjnene.
*En frygt alle drenge har? Ja, ikke noget under at han er så nervøs..*
Hun rettede sin skoletaske, og begyndte at gå igen, da han havde taget Athena.

Han tog imod Athena med et suk og kyssede hendes kind. Så kiggede han efter Eli - hvis hun ville være pigeformærmet, skulle hun da bare have lov til det! Men han gad fandme ikke høre på det.
Så tog han tasken i den anden hånd og gik op på sit værelse, hvor han prøvede at spille noget guitar for Athena. Men hun syntes det var sjovere at røre ved strengene, når de sagde lyde.

Hun satte sig ind på bagsædet af sin egen bil, og krøb sammen. Hun begyndte at hulke på stedet.
Følelsen i at have gjort Percie uret var én ting, men tanken om at han faktisk havde frygtet sådan noget gjorde endnu mere ondt.
Percie var hendes livs lys. Aldrig ville hun beskylde ham for at skade Athena.

Hun fandt sin mobil frem fra lommen, stille, og tastede en hurtig besked ind, og sendte den til arbejdet. Hun kom ikke idag.
Hun lagde sig til rette i sin lille blå Saab, og lukkede øjnene mens hun prøvede at få sovet lidt. Hendes tårer sved i øjnene, og tanken om at have såret Percie gjorde endnu mere ondt.

Da hun, endelig, faldt i søvn var det alt andet end afslappende. Minderne væltede ind over hende. Mændene der holdte hende ned, hendes far der forlod rummet og lod mændene gøre hvad de ville.
Lugten af deres ånde, deres sved... Lyden af deres stemmer, og følelsen af deres hænder... Det hele virkede så virkeligt. Hun krøb krampeagtigt sammen, rystende og hulkende i sin søvn.

Efter at have 'spillet musik' med Athena i en halv time, besluttede han sig for, at det nok var bedst, hvis hun fik noget søvn. Og han kunne også godt selv have godt af noget søvn. Derefter rodede han i tasken, som Elizabet havde givet ham, for at se om der måske var noget nattøj til hende. Til sidst fandt han noget, der kunne være en mulighed og hjalp hende derefter i tøjet. Han så godt flaskerne med blodet, men tænkte at hun nok selv ville sige til, hvis hun manglede noget. Det var virkelig mærkeligt, hvor nervøs han følte sig, når det var ham, der sørgede for, at Athena havde alt, hun havde brug for. Det gik op for ham, at Eli måske havde det hårdere, end hun ville give udtryk for.
Efter at have gjort Athena klar til at sove, krøb han i seng og lagde forsigtig Athena ved siden af sig. Så nynnede han noget, der mindede om en vuggevise, før de begge gled ind i bevidstløsheden.