Gensyn - Elizabet

Sted: Biblioteket
Tid: Lige efter 'middag' - desuden er det weekend
Omgivelser: Studerende
Vejr: Let regn

Eksamenspresset havde lagt sig over Nattens Hus. Aldrig havde biblioteket være så besøgt og befolket - der var rift om bøgerne og de stille kroge, så det var med at være i tidligt ude. Perceval havde - selvfølgelig - ikke været så heldig, så han sad ved et af bordene midt ude i det hele, hvor mange folk passerede - med sin computer. Rundt om hans arbejdsplads lå bøger om sociologi, teori i musik og litteratur. Heavy stuff, som naturligvis var blevet udskudt til sidste øjeblik. Nogle ting ændrede sig aldrig.
Bibliotekets larm var uudholdeligt, så han benyttede sig af høretelefoner og noget beroligende musik, for at glemme kaosset omkring ham. Værelset var bestemt ikke en mulig arbejdsplads, da hans højst sandsynligt ville ende med en 3 timers lang lur.

Percevals blik havde fraværende vandret rundt i lokalet, og landet på en tilfældig pige, som han nu kiggede på uden rigtig at kigge. Pigen måtte have fornemmet hans blik, for hun hævede pludseligt sit og mødte hans. Perceval vågnede nærmest op og blinkede et par gange, hvorefter han med et suk vendte tilbage til sit arbejde.

Iført den mest afdæmpede lange nederdel hun kunne finde, og en sort top med spagettistropper.
Hendes lange bløde hår hang om hendes skuldre, og det var med nød og næppe af hun havde blok, blyanter, bøger og post-it-notes i favnen.
Hun lagde det på den eneste tomme plads der var i hele biblioteket.
Hn satte sig frustreret ned, uden at ligge mærke til at det var Percie hun sad overfor. Hn begyndte at slå op i den første bog der var foran hende, en bog der var om spansk litteraturhistorie,
Efter et par minutter, så hn på det forsat blanke notepapir og sukkede. Det nyttede ikke. Uden Ciel som lektiehjælp, var hn håbløs. Ingen ting blev i hovedet på hende, udover hendes bånd tl Ciel... Et bånd hun fortrød ekstremt nu, når hun ikke så ham længere.

Selve stoffet var til at finde ud af - det var Percevals hjerne, som ikke syntes at fungere. Han brugte for tiden al sin tid på læsning, og der var grænser for, hvad han kunne kapere. Men han forsatte arrigt - dette år gik han efter den gode del af skalaen, ingen tvivl om det. Og hans arbejde havde båret frugt. Karaktererne steg i vejret, i hånd med hans søvnbehov.

Han var nu - uden rigtig selv at vide hvordan - havnet på youtube, hvor han ledte efter musik. Da det sådan rigtigt gik op for ham, kiggede han på bærbarens ur og besluttede, at han fortjente en pause. Tilfreds slap hans blik skærmen, mens han strækte sine led med et mageligt suk. Og så lod han mærke til skikkelsen, der havde sat sig foran ham. Elizabet. Hmm... Nogle følelser, han ikke rigtig kunne placere, boblede i ham, mens han stirrede åbenlyst på hende. Han blev pludselig meget bevidst om sine omgivelser og sænkede derfor blikket igen for at stirre ned i sociologi-bogen. Uinteressant.

Det var så længe siden, at hun havde snakket med Percie. Ikke siden dengang han havde afvist hende foran hans dør.
Hun vidste jo godt, hun havde dummet sig - og nu var det mere tydeligt end nogensinde.
Hendes karakterer var raslet ned, i takt med hendes selvtillid og ønsket om faktisk at forsætte.
Ciel var aldrig der, til at holde om hende mere. Der var gået flere måneder... Havde han ikke lovet at hun aldrig skulle føle sig alene igen?

Hun så på Percie, med et blik der mindede lidt om en hund der var bange for at man skulle slå den.
Så så hun ellers ned i sin bog igen, og bed sig i læben. Hun kunne ikke længere håndtere det. Hvorfor studerer, når man var for dum til at forstå ordene på siderne?
Hun knaldede frustreret bogen i, og lukkede øjnene hårdt i.
Kunne det hele ikke bare være ligemeget? Han havde det sikkert også bedre uden hende...
Hun kunne ikke forklarer det - men hver gang hun tænkte på Ciel, kom billedet af ham der skyndte sig at få hende ud, frem.
Hvordan han skyndte sig, at få hende ud af sit værelse, så han kunne tjekke sine nye chatbeskeder fra fyren fra hans gamle skole.
Så var hun ikke længere interessant...
Blodbånd... Det var som på film - tåbeligt! Hun kunne ikke bryde det, uden at skade ham... Men hun ville ikke gå i en evighed, med et bånd til en mand, der ikke ønskede hende...

Hun trak vejret dybt, der var ikke gået mere end et halvt minut, inden hun igen åbnede bogen med spansk litteraturhistorie og prøvede at læse den samme side igen.

Han vidste, at hun kiggede på ham. Han kunne mærke det - hårrene i hans nakke rejste sig. Tanker om hendes tanker fløj rundt i hovedet på ham; hvad tænkte hun på? Fortrød hun det, der var sket? Var hun kommet videre? Perceval havde i hvert fald selv forsøgt at komme videre. For fanden da - det blev han jo nødt til! Det duede ikke at han blev ved med at gå rundt og have ondt af sig selv. Så i det sidste år havde han så vidt mulig undgået alt, der havde med hende at gøre. Om det havde gjort ham gladere, vidste han ikke. Men han havde fået lappet sig selv igen.

Da han kiggede op fra sig bog igen, så han, at Elizabet havde begravet sit hoved i en bog. Spansk litteratur. Perceval smilede skævt for sig selv og kunne ikke fatte, at hun havde taget spansk. Så vidt han kunne huske, havde hun ikke være særlig begejstret for sproget.

Han vidste, at hun var klar over, at han kiggede på hende. Kom nu... Bare et lille løft... Så ville deres øjne endnu engang mødes, og han ville se pigen, han plejede at kalde prinsesse. Tanken skyndte han sig dog at skyde fra sig - hans prinsesse eksisterede ikke længere i hans verden. Hun var ikke til at finde.

Hun trak vejret dybt, inden hun så op på ham. Hun havde det næsten, som var hun Sansa der så på Sandor.
Hun så ned igen, og prøvede at hlde klumpen i hendes hals nede. Ingen tårer, ikke mere, please!
Men som altid, skulle hendes krop forråde hende - og det var fandens provokerende.
Kort efter, dryppede de første tårer ned på bogens gulnede sider.
Hun var ikke den bedste, til at håndterer situationer, der involverede hendes følelser.
Hun begyndte at skrive noget ned, på sit notepapir.
Hun blinkede endnu flere tårer væk, og nægtede sig selv at se på ham igen.
Var han kommet videre? Havde han det godt? Havde han fundet en der kunne elske ham rigtigt?

Hendes tanker gjorde ondt. De stak som sløve dolke i hendes hjerte.
Hun blev ved med at skrive, og endte med at krølle papiret sammen.
At gå fra at skrive: Den spanske litteraturs guldalder var i... til at skrive: undskyld, jeg dummede mig... var ikke det hun skulle!
Hun skulle tage noter, skrive... Hun bed sammen, opgivende, og lænede sig frustreret tilbage i stolen og stirrede op i loftet

Hendes tårrer kom bag på ham. Meget bag på ham. Det gjorde ham nervøs og utilpas, fordi han ikke anede, hvad han skulle gøre. Han kiggede sig omkring for at se, om der ikke var en af pigerne, hun måske snakkede med, der kunne trøste hende. Men ingen så over mod dem, selvom der var nok omkring dem. Han bed tænderne sammen og kiggede atter på hende.

Hans blik blev meget blidt, da han så hende kæmpe. Kæmpe mod... ja, hvad vidste han ikke. Men det var tydeligt for alle og en hver, at der var noget galt, og noget sagde ham, at han delvist var skyld i det. Men hvordan anede han ikke.

"Elizabet?" Spurgte han hæst og lagde hovedet på skrå. Der lå mere i det ene ord, end hvad der måske var mening. Det var både et spørgsmål om, hvad der var i vejen, hvordan hun havde det og en slags påmindelse om, at han stadig eksisterede. At hun stadig eksisterede. Argh. Han følte sig forrådt af sine egne tanker og kunne ikke holde styr på dem.

Hun trak vejret dybt, rystende.
Hvordan holdte hun op, med et være sådan et pivet pattebarn?!

Men så lød hendes navn, gennem larmen, og det var som en issyl for hendes frontallap.
Hun stirrede på ham, som om... Som om nogen havde slået hende.
Havde han faktisk... talt til hende?
Hvor ville hun gerne svare... Bare, svare... Men hun kunne ikke, delvist på grund af den manglende tunge, og delvist på grund af hendes manglende evne til at formulerer sig.
Hun så lidt ned, og derefter op på ham igen, og pakkede sine ting sammen, stille.
Han kunne ikke studerer, når hun sad foran ham og tudede.

Han stirrede forvirret på hende, ude af stand til at gøre noget, da hun undlod at svare ham og derfor bare begyndte at pakke sammen. Hvad fanden? Havde han gjort noget forkert? Hvis hun ikke havde lyst til at snakke med ham, kunne hun vel bare sige det, i stedet for bare at ignorere ham og forlade stedet.

"Elizabet?" Gentog han igen, uforstående. Han lod håbløst sit blik følge hendes bevægelser, mens hun pakkede bøger, blyanter og noter sammen. Så kiggede han sig omkring - der var ikke andre ledige pladser, så han gættede på, at hun ville gå over på sit værelse og studere. Måske var det også det bedste, tænkte han bittert, når hans selskab tydeligvis var så uudholdeligt.

Hvorfor skulle han være så påståelig!? Så... ham...
Hun tog hurtigt et stykke papir frem, en tegning, der så ud til at være flere uger gammel.
En tegning, af ham, og af hende, der sad og spillede guitar sammen.
Nedenunder stod der, med rystende bogstaver: jeg savner dig...

Hun lod papiret ligge, mens hun rejste sig, undskyldende så hun hen på ham.
Hun sank stille.
Hun turde ikke prøve at sige noget - hun kunne ikke.
Siden hun havde bidt over halvdelen af sin egen tunge af, havde hendes taleevne været stærkt reduceret.
Hun ville ikke stå og gøre sig selv til grin, foran over halvdelen af Husets elever.

Og så med ét var hun væk. Det gik så hurtigt, at hans hjerne ikke kunne følge med. Hans blik landede livløst på døren, hun var forsvundet ud af. Fuck. Hvorfor var der altid problemer, når det angik Elizabet? Og hvorfor kunne han ikke være ligeglad med det?

Efter at have stirret på døren i et par minutter og indset, at hun ikke kom tilbage, sukkede han og kiggede på den nu tomme plads, hun havde siddet på. Der var det, han opdagede papiret, hun havde efterladt. Han rakte ud efter og så en tegning. En tegning, der gjorde hans vejrtrækning ujævn og knuste hans hjerte. Helt seriøst, hun kunne lige så godt havde dolket ham, end at vise ham denne tegning.

En mærkelig lyd forlod han strube og han pakkede arrigt sine ting sammen. Han skulle ned i køkkenet efter blod. NU. Hans blodtørst steg altid i stressede situationer, og lige nu var han helt slået ud af den.

Bøgerne og bærbaren blev smidt i hans rygsæk, som derfor blev smidt om på hans ryg, hvorefter han hastede ud af biblioteket med kursen rettet mod kantinen. Han kunne selvfølgelig også bare finde blodposer i opholdsstuen, men køkkenet var tættere på.

Hun trak vejret dybt, rystende.
Hun havde sat sig på trappen, der gik op mod hoveddøren til pigernes opholdsstue.
Hun sad med blok og blyant, og tegnede nu en ny tegning.
Hun lå i sengen... På en brystkasse. Hovedet var udeladt. Hun kunne ikke tegne ham længere, uden at ryste og græde.
Hendes vejrtrækning blev ikke mindre rolig, da hun så ham marchere mod kantinen.
Han var blevet vred... Over hende.
Igen havde hun gjort ham vred.
Hun slog blikket ned, velvidende at hun selv var skyld i det.

Da han endelig nåede sin destination, smed han tasken på et tilfældigt bord og flåede et af køleskabene op. Og der på de. De vidunderlige røde poser. Percevals pupiller udvidede sig, da han greb fat i en tilfældig en og åbnede den. Og de var bestemt ikke en forsigtig handling.
Han førte det røde guld op til sine læber og drak grådigt. Fuck, hvor havde han lyst til at finde et menneske og ordne sin tørst, men det ville han selvfølgelig aldrig gøre.

Han hørte svagt noget pusle for hans øre, men han tog ingen notis af det. Sammenlignet med blodet, der fyldte hans mund, var det ikke vigtigt. Lyden voksede dog - kom tættere og tættere på - og resulterede i et irriteret lyd fra Percevals strube. Han løsrev sig og kiggede hen mod døren med sine røde, dyriske øjne... Men han havde bestemt ikke regnet med at se Elizabet stå i dørkarmen.

Hun så lidt på ham, en smule tøvende.
Han lignede hende, dengang hun var begyndt at drikke første gang - et dyr.
Men hvad kunne man forvente, når man var en soon-to-be-vampyr?
Hun havde blokken i hånden, og havde ikke selv lagt mærke til at tegningen hun lige havde tegnet, vendte ud mod ham.

I et kort sekund, overvejede hun at gå hen og kysse ham, men hun vidste at han ikke ville tillade det.

Efter at have gransket hendes ansigt - det gudeskønne ansigt, han elskede - lod han sit blik vandre ned til hendes notesblok, hvor hun havde tegnet endnu en tegning. En pige - han gik ud fra var hende selv - der lå på et bart bryst. Hun så ret så fredfyldt ud på tegningen. Måske forestillede det gårdagens nat med Ciel? Hans muskler rystede lidt ved tanken, inden han fik kontrol over sin krop.

Så lukkede han øjnene og tog nogle type indåndinger. Kæmpede for selvkontrollen - den selvkontrol, som han havde troet, at han mestrede. Da han var faldet ned, smed han han halvtomme blodpose fra sig og stirrede ud i ingenting. Ventede på noget, han ikke anede, hvad var.

Hun så ned.
HUn prøvede at sige noget, men det gik galt. Det der skulle havde været ord, blev en underlig raslende lyd, mens spyttet hobede sig op i hendes mund.
Hun så ned, og prøvede at holde styr på sit mundvand, mens hun fik tårer i øjnene. Forbandet være det!
Hun gik hen og tog nogle servietter, og rakte ham et par stykker, mens hun med nogle andre servietter, tørrede det savl af hendes hage der havde undsluppet.
Hun kunne lige så godt opgive. Hvordan skulle hun nogensinde kunne sige undskyld til ham, når hun ikke kunne tale...

Han hørte hende komme tættere på, men han stod alligevel som forstenet. Indtil han fik stukket et par servietter i hånden af hende til at tørre blodet, der nu rendte ned af hans hage og ned på hans T-shirt, af. Hvilket også var hvad han gjorde.

Da han var færdig, stod han og stirrede ud i luften. Ventede på noget, der ikke kom, Ligemeget hvor længe han ventede, syntes det ikke komme. Aldrig nogensinde.

"Sig nu noget!" Sagde han næsten vredt. Han kunne ikke holde det her ud mere. Nu måtte hun også til at give noget. For fanden, hvordan gik alting fra at være simpelt og godt til at være forvirrende og hårdt på 20 minutter?

Han råbte næsten, og det fik hende til at trække sig væk fra ham.
Hun så ned, og trak vejret rystende.
''je...'' resten af ordene døde.
Hun så på ham, men med tårer i øjnene. Hun rystede på hovedet, stille.

Hun så ned igen, og gned sin eøjne lidt.
''unds...'' hun begyndte at gå igen, denne gang over mod sin sovesal.
Hun kunne intet sige, intet... Og hun kunne ikke fortælle ham hvorfor...
Han måtte jo tro, at hun hadede ham...

Hendes forsøg på at svare, var slet ikke nok for Perceval. Hun færdiggjorde jo ikke engang sine ord! Han kiggede nu vredt på hende, og blev mødt af hendes tårrer. Han lukkede øjnene et sekund og faldt ned. Han anede ikke, hvor al denne vrede kom fra. Det forvirrede ham, hvilket bare gjorde ham endnu mere vred.

"Stop!" Sagde han bestemt, da hun skulle til at gå igen. Han ville ikke tillade, at hun gik. Det gjorde hun altid, når de skulle snakke alvorligt, men nu gik den ikke længere. Om han så måtte holde hende fast, mens de snakkede.

Hun stoppede op, med ryggen til ham.
Hun bed sammen, for at prøve at holde op med at ryste.
Stille vendte hun sig om, og så på ham.
Hun kunne ikke forklare sig. Han måtte snakke, andet kunne hun ikke gøre.

Hun så lidt ned igen, og derefter på ham igen

"Hvad sker der, Elizabet?" Spurgte han bestemt, da hun heldigvis var stoppet op. Han tog et par skridt mod hende og kiggede intenst på hende.
"Jeg gider ikke være ked af det mere, okay?" begyndte han. "Men du gør det svært for mig."

//krea-svigt//

hun så lidt ned, væk fra ham, da han trådte nærmere.
Skulle hun virkelig gabe helt op, og lade ham se, grunden til at hun ikke kunne tale?
Det var ikke ligefrem rart for hende, at hun ikke kunne svarer ham - og hvis hun skrev sine svar, ville han tro at hun ikke gad tale med ham...
*Jeg beder dig ikke være ked af det for fanden....*
hun ville ønske hun kunne sige det...

Han kneb øjnene sammen, da hun stadig ikke svarede ham. Så tog han en hurtig beslutning.
"Fint. Hvis du ikke er interesseret i at snakke med mig, skal jeg nok lade dig være." Med de ord grab han sin taske og forsvandt ud af døren.

Han var vred. På sig selv. Han havde lige fået styr på sit liv. Et blik fra Elizabet og så smider han alt, han har opbygget, fra sig? Nej!

Han gik nærmest i blinde, men var ikke overrasket, da han pludselig befandt sig på sit værelse. Med et irriteret støn smed han sig på sengen og ville ønske, at mødet med Eli bare havde været en drøm.

Hun så ned, som om han havde slået hende i ansigtet.
Han... ja, han havde ikke brug for hende...
Hn begyndte at skrive, hurtigt og en smule sjusket, på et stykke papir.

Jeg bad dig ikke være ked af det... Jeg bad dig ikke give slip.
Jeg begik en fejl, og det ved jeg... Du tror jeg ikke vil tale
med dig, men du tager fejl... Hvor ville jeg ønske at jeg kunne se dig
i øjnene og sige hvor meget jeg holder af dig - hvor meget jeg savner
dig. Men nej. For stumme piger taler ikke. Og hvad er nytten, af at
tale med halv tunge, når man alligevel taler for døve øre?
Jeg fortryder jeg lod dig gå... Jeg fortryder at jeg dummede mig,
og tog dig med i faldet.
Har du det godt, som du er nu? Eller er du som jeg,
ensom, ødelagt... knust...

Hun foldede brevet sammen, skrev hans navn udenpå, og skyndte sig derefter op og afleverer det.
Hun forsvandt, så hurtigt som hun havde dukket op. Ned på sit eget værelse, hvor hun satte sig på sengen, og begyndte at tegne videre, på tegninger som hang på hendes vægge.

Da en seddel blev smidt ind under dørsprækken, himlede Perceval med øjnene og kom irriteret på benene. Det var efterhånden blevet en joke hos drengene, at lave sådan nogle numre med hinanden. Og selvom han selv flittigt havde været med, var han bestemt ikke i humør til det lige nu. Så det var tæt på, at han havde flået papiret i stykker uden at kigge på det. Men da han så Elizabets skrift, stoppede han sig selv og læste i stedet for.

Stum? Var hun helt seriøst blevet stum? Percevals dårlige samvittighed gnavede i ham, men hvordan i alverden skulle han have haft en chance for at gætte det?
Hans hjerte stoppede næsten, da han læste de sidste par linjer. Tænkte hun virkelig stadig på det, der skete dengang? Han havde ikke selv skænket det mange tanker, mest for hans egen skyld. Det havde han ikke kunnet holde det. Men for at være ærlig troede han, at hun havde det godt. Han havde jo set hende med Ciel op til flere gange, og det var åbenbart der, hun hørte hjemme. I Ciels arme, ikke hans.

Med et dybt suk foldede han papiret sammen og lagde det i sin "private" skuffe i skrivebordet. Han ville gerne have smidt papiret ud, men han følte ikke, at han kunne gøre det. Så satte han sig hen til vinduet og stirrede ud på regnen. Kæmpede mod trængen til en smøg - han havde været røgfri i nu 6 måneder. Derfor skyndte han sig ned i opholdsstuen for at finde en cola - han måtte ikke falde i!