What now? - Elizabet

Sted: Biblioteket
Tid: 3:05
Omgivelser: Andre ynglinge
Vejr: Det styrter ned

Bibliotekets rolige atmosfære var betrykkende at befinde sig i, og Perceval mindede endnu engang sig selv om, at han burde komme her meget oftere. Som sædvanligt befandt han sig i afdelingen med bøger på fremmedsprog, men dog var det ikke spanskbøgerne han stod ved. Faktisk kiggede han ikke på bøgerne, han stirrede ud af det kæmpestore vindue, selvom det var svært at se noget, da regnen viskede det hele væk. Han havde skrevet en besked til Elizabet om, at han var blevet syg, så han desværre ikke kunne ses, så det var lidt af en risiko at befinde sig her. Han vidste selvfølgelig godt, at det ikke var okay at lyve til hende, men han følte, at han var blevet nødt til det. Han følte sig en smule svigtet af hende. Hvorfor havde hun ikke fortalt mere om sit nye bekendtskab? Det lød ellers som om det havde været ret intimt.

P: http://fc08.deviantart.net/fs20/f/2007/270/7/6/School_uniform_by_ankl.jpg

Eli kom gående med en stak historiebøger i armene.
Hun skulle ned i den anden ende af biblioteket og afleverer dem, inden hun ville få en bøde.

Hun satte farten lidt op, og endte med at ramle ind i en fyr ved vinduet i sprogafdelingen.

''Undskyld!'' gispede hun, inden hun skyndte at sig samle alle sine bøger op.

Han blev revet ud af sin tankegang, da der pludselig var noget, der stødte ind i ham. Han kiggede disorienteret omkring, men fandt hurtigt ud af, hvem det var, der havde gået ind i ham. Elizabet. Han begyndte at panikke, mens han betragtede hende, da hun samlede alle sine bøger op.
"Det er okay," sagde han så anonymt som muligt. Uden at kigge en ekstra gang på hende, skyndte han sig at forsvinde bag ind reol, mens han bad til, at hun ikke ville finde ham her. Et suk gled over hans læber - det havde været en dårlig idé at tage herop. Han vidste det bare! Så lod han igen som om, at han kiggede efter bøger at læse. Det så ud til, at han var havnet i afdelingen i almindelig skønlitteratur.

hun så lidt på ham, uden at han vile lægge mærke til det.
han ville ikke tale med hende, det var jo tydeligt.
Hun så derfor ned, mens hun fik samlet alle sine bøger op, og gik hen til skranken for at afleverer dem.

på sin vej tilbage stoppede hun kort op ved ham.
''det er helt fint at du ikke har lyst til at tale med mig.. men lad være med at lyve overfor mig..'' mumlede hun stille inden hun gik videre.

hun satte kursen mod middelalderens skønlitteratur.

Efter et par få minutter var hun tilbage - hans 'gemmested' havde ikke været så godt som forventet. Hendes ord fik ham til at kigge skamfuldt ned i jorden, mens han mumlede: "Undskyld... Men det er ikke fordi jeg ikke vil snakke med dig. Jeg havde det faktisk dårligt." Det var ikke helt løgn, men heller ikke rigtigt. Han havde det ikke fysisk dårligt, som han havde givet udtryk for, men kunne alligevel ikke redde sig ud af situationen, det var han udmærket godt klar over.
Da hun så forsatte, kiggede han sig over skulderen og betragtede hende kort. Hvis selv hun ikke ville snakke, måtte det være rigtig galt. Havde hun været ham utro? Hvis man kunne sige det sådan - de var jo officielt ikke sammen, da det skete, men alligevel føltes det sådan. Han havde selv ikke gjort sig nogle tilnærmelser hos sin 'ekskæreste', men Elizabet havde vel ikke savnet ham så meget, som han gik rundt og troede.

hun tog en bog ned fra reolen og satte sig i en vindueskarm.
hun så lidt ned inden hun slog op på en slidt side og begyndte at læse den.
hun havde læst den side hver gang hun havde savnet ham for meget.
Hver gang savnet blev for stort slog hun op på den side, og slappede derefter fuldkommen af.

Men denne gang var noget forkert. Hun vidste at han var i biblioteket, og hun vidste at han ikke ønskede at tale med hende.
Det gjorde det bare endnu værre. Hun opgav efter at have læst tredje linje syv gange.
Hun klappede bogen sammen med et smæld og satte den på plads.

Derefter gik hun hen til bibliotekaren og spurgte om hun havde nogen bøger der skulle sættes på plads i nærheden af Percie.
Det havde hun heldigvis et par stykker af.

Hun tog imod bøgerne og gik ned til Percie og begyndte at stille bøger på plads.
''hvorfor ville du ikke tale med mig?'' spurgte hun, nu med en meget lav stemme. En stemme man let kunne forveksle med en lille såret pige.

Han fandt et par bøger frem, som han alligevel ikke havde lyst til at læse. Handlede alle bøger om ulykkelig kærlighed?! Det gik ham rimelig meget på, for det var det sidste han havde lyst til at læse om for tiden.
Han grublede lidt over, hvordan det altid var sådan med dem. On/off. Det var som om at de hverken kunne leve med - eller uden - hinanden. Det var et kæmpe problem for dem, men han var villig til at gøre hvad som helst for, at det skulle fungere. Han vidste det bare ikke.
Da Elizabet kom tilbage og spurgte ham om, hvorfor han ikke ville snakke med hende, modstod han trangen til at rulle med øjnene og svarede i stedet: "Det tror jeg godt, du ved." Han stemme var rolig og kontrolleret, selvom det hele lå og ventede under overfladen.

hun så på ham, som om han havde smækket hende en lussing
''hvad i alverden snakker du om, Perceval?'' hun prøvede at se ham i øjnene.
hun havde ikke den ringeste anelse om hvad han talte om. Hvad havde hun gjort?!

Hun så bare på ham, mens hun prøvede at forstå.
''jeg har ikke gjort noget galt... Hvis du skal beskylde mig for noget, så gør det nu, inden jeg tager til træning.'' sagde hun stille.
hun så nu ned, mens hun blev ved med at sætte bøger på plads

Han himlede med øjnene - så hun valgte at spille uforstående? Fair nok. Han gik om på den anden side, så der nu var en reol mellem dem.
"Hvorfor spilder du så din dyrebare tid med mig? Hvorfor går du ikke bare ned og snakker med Caynan? Det lød ellers til, I kom mere end godt ud af det med hinanden," udbrød han vredt. Så tog han et bare dybe indåndinger - han kunne ikke tillade sig at hidse sig op herinde.
Han stak sin hånd ned i sin bukselomme, hvor hans iPhone lå og overvejede kort, om han ikke bare skulle sætte noget musik i ørerne. Hun havde tydeligvis bedre ting at give sig til. Ellers kunne han også gå ned og spille noget guitar.

''sig mig, tror du at jeg har lavet noget med ham, eller hvad!?'' hun gik hen til ham og så såret på ham.
''er det virkelig det du tror? Jeg har jo fortalt dig at der ikke skete noget! Jeg har snakket med ham en gang. Han var en nar. Perceval, hvis du ikke tror mig, så spørg ham selv! Der skete intet!'' hun havde små blodrøde tårer i øjnene.

hun tog de resterende bøger i hendes favn og hamrede dem ned i hans favn, hvorefter hun begyndte at gå mod bibliotekets udgang.
Fandeme nej, om hun skulle finde sig i den opførsel!
Hun gik mod sit værelse for at finde sit løbetøj frem. Men hun stoppede op, på værelset.
Hun satte sig ned på sengen og så ned.
Han troede virkelig at hun havde været sammen med en anden.. Selvom han godt vidste hvor meget han betød for hende.
Hun tog sin hvide guitar og begyndte at spille en hård melodi og mumlede til.


''We can’t fake the way we feel
We were born to keep it real
Hockey sticks and balls of steel
We are St Trinian’s

You bite us, we’ll bite you back
Better be scared when we attack
Feel the fear, we’re maniacs
St Trinian’s

Check out our battle cry
A song to terrify
No one can stand in our way

We are the best, so screw the rest
We do as we damn well please
Until the end
St Trinian’s
Defenders of anarchy''

Efter hun havde gået, stod han og stirrede på de bøger, hun havde givet ham, hvorefter han med et suk begyndte at sætte dem på plads. Det kunne han lige så godt.
Derefter gik han over til Elizabet, fast besluttet på at få dette afklaret. Han bankede forsigtigt på, men stoppede op, da han hørte guitarspil. Sangen kendte han ikke, og da den sluttede, trådte han forsigtigt ind i værelset og lukkede døren efter sig.
Så lænede han sig op af den nu lukkede dør.
"Det var nu ikke det han sagde," sagde han hæst med knyttede hænder.

''vil du virkelig vide hvad der skete...?'' hun lagde guitaren fra sig.
hun så ham i øjnene nu. Et glimt af den gamle nævenyttige Nemesis glimtede i hende.

''kom, sæt dig ned..'' sagde hun stille og rykkede sig så der var plads til ham.
Hun så lidt ned på gulvet. Hun havde lige ryddet gulvet op for tøj, som hun havde vasket.

Ovre i hjørnet lå hendes gamle uniform.

Han kneb øjnene en smule sammen, men valgte alligevel at gøre, som hun bad ham om. Med faste skridt gik han over og satte sig på sengen, så langt fra hende, som sengen tillod. Han gad ikke engang at se på hende - holdt bare blikket i gulvet.

Hun skar tænder lavt. Han ville ikke engang se på hende..

hun trak vejret dybt inden hun - dum som hun var - tog et hårdt tag på hans bare håndled, så det var hud mog hud.
Inden han kunne trække sig væk hev hun ham ned i mindet.

det var sløret, tåget flere steder. Eli kom gående med en smøg i munden, mødte en meget dystert udseende dreng, som hun snakkede kort med. Så delte de en smøg, efter hun havde forklaret at det ikke bare var en almindelig smøg.
Efter de havde snakket lidt døsede Eli lidt hen, og Caynan kyssede hende. Hun trak sig væk, men gengældte det lidt efter.
Blikket i hendes øjne viste tydeligt at hun ikke var upåvirket af stofferne.
Da han snakkede til hende begyndte han en sætning med 'Eli, hvorfor er du ikke til time?'. Hun rejste sig sammenbidt og forsvandt ned af gangen igen, ned på sit værelse. Men Caynan fulgte efter. Nu blev alt i små billeder;

Caynan der bad hende bide ham.
Eli der bliver ved med at sige nej, indtil hun ryger endnu mere, og overgiver sig.

De faldt i søvn op af hinanden.
Eli vågner, ved at Caynan aer hende over kinden. Hun falder ned af sengen, panisk.
Hun mumler noget om Percie, og at Caynan skal forsvinde. Men Caynan bliver bare stående, og hver gang hun smider ham ud bliver han ved med at komme tilbage.

Den sidste del af mindet som de så omhandlede Eli der ligger bandage om Caynan arme, og en masse nåle der lå på gulvet. Caynan der ser til mens Eli slikker blod af sine finger. Caynan der slår hovedet mod væggen, Eli der prøver at vække ham ved at nusse ham på kinden.

Hun slap ham, og de røg tilbage til hendes værelse. Hun rystede lidt og rejste sig for at få noget vand. Det tog meget på kræfterne nu at dele sine minder..

Han skulle lige til at trække sig væk, da hun tog fat om hans håndhed, men nåede det ikke, før hun træk ham med ned i mindet.

Da han vendte tilbage til nutiden, kom han vaklende på benene. Selvom hun ikke havde været sammen med ham, havde hun stadig været nærgående. Og det mest frustrerende var, at han ikke kunne tillade sig at være sur, fordi han jo også selv havde haft kæreste på!

"Jeg har set nok," mumlede han og gned sine øjne.

hun svarede ham ikke mens hun tog et glas vand og to piller fra skabet.

hun satte sig ind på sengen igen.
''som jeg sagde, der skete virkelig ikke noget...'' hviskede hun træt, inden hun tog pillerne og drak vandet.

Hun så ikke på ham, i frygt for at han stadig var vred

Han satte sig sukkende på gulvet og lænede sig op af sengen.
"Hvorfor?" Hviskede han med skælvende stemme.

//Krea-svigt//

''hvorfor hvad?...'' mumlede hun stille, og så ud af vinduet.

Han rømmede sig stille.
"Hvorfor drak du af ham?" Spurgte han og bed sig i læben.

''jeg var på stoffer...'' hviskede hun.
''jeg vidste ikke hvad jeg lavede halvdelen af tiden..'' mumlede hun stille.

Han sukkede højlydt. Stoffer? Som det det gjorde det hele meget bedre.
"Og hvorfor var du på stoffer?" Hviskede han vredt.

''fordi du ikke var der! Du var der ikke til at holde min 'evner' væk!..'' råbte hun bare inden hun krøb sammen på sengen.

Han fik pludselig en trang til at gå over og holde om hende, men skød tanken fra sig. Det ville nok ikke være en god idé lige nu.
"Jeg har intet med dine evner at gøre," hviskede han så svagt.

''natten efter vi slog op kunne jeg ikke styre det... jeg kan kun styre det når jeg ved at du har det godt.. når jeg ved at du faktisk er i live..'' hun så ned.
''du er ikke forbindelsen til evnerne, men du er det der holder dem på afstand..'' hviskede hun og krøb endnu mere sammen

Han skjulte sit ansigt i sine hænder.
"Hvorfor kom du så ikke bare og spurgte mig, i stedet for at begynde på noget så dumt som stoffer?" Spurgte han en anelse anklagende.