What now? - Elizabet

hendes dør gik som sædvanligt bare op af sig selv når folk bankede på. Eli selv lå på sengen med musik i ørerne. Hun hørte The Swan Lake (balletten)

Ved siden af sig havde hun en bog om hvordan man kunne klare sig gennem graviditeten selvom man gik i skole.

Hun så rimelig fredfyldt ud, men åbnede øjnene da døren gik op.
Hunså lidt hen på døren, og satte sig forsigtigt op da hun så ham.

Hans blik gled over bøgerne, men han valgte ikke at kommentere det. I stedet gik han ind og satte sig på skrivebordet, mens han betragtede hende.

"Hvad så?" Spurgte han og bed sig i læben.

hun trak lidt på skuldrene.
''jeg ved det ikke...'' sukkede hun.
''hvad syntes du at vi skal gøre...? eller, hvad jeg skal gøre..?'' rettede hun sig selv.

Han sukkede og rystede på hovedet.

"Det er helt op til dig, prinsesse," sagde han så.

''vi er begge to tyve, når han bliver født.. Er du klar til at være far der..?'' hun så seriøst på ham.
Det var tydeligt at hun var udmattet, og at hun ikke helt kunne forholde sig til det hele lige nu.

Han tog sig til hovedet.
"Jeg ved det ikke, okay?! Jeg ved ingenting..." Udbrød han så.

hun krøb lidt sammen over hans udbrød, som en lille skræmt mus.
Hun tog bogen igen, og foldede den forsigtigt sammen.
Hun lod den glide ud af hendes hænder og ned på gulvet, hvorefter hun bare lagde sig på sengen igen.

''Undskyld..'' hviskede hun bare, inden hun lagde sig med ryggen til ham. Hun fik igen små tårer i øjnene

Han rystede på hovedet.
"Nej, det er mig, der siger undskyld lige nu," sagde han så stille, hvorefter han gik over og satte sig på sengen, hvor han aede hende på kinden.
"Du skal gøre det, du har lyst til," hviskede han så.

''jeg har lyst til at gøre dig glad...'' hviskede hun bare, inden hun krøb mere sammen.
Men hvad gjorde ham glad? Han ville ikke have en abort, han ville ikke have at hun fik barnet..
Måske var det bedst at hun forsvandt ud af hans liv helt...

Hun sukkede stille.

"Det vil gøre mig glad, hvis du beholdte barnet," sagde han så stille. Alt andet var bedre end en abort - de kunne altid bortadoptere det, hvis hun ikke følte, at hun kunne håndtere det. Men han var klart modstander af en abort.

hun nikkede stille men så stadig ikke på ham.
''jeg er ked af at jeg har sat dig i denne situation..'' hviskede hun stille, på nippet til at græde.

Han rystede på hovedet og tyssede på hende.
"Nej, det er også min skyld," sagde han.

hun vendte sig om, så hun lå med hovedet i hans skød.
hun sukkede stille, træt.

''dummede vi os?''

Han svarede hende med vilje ikke, da han godt vidste, at hun ikke ville høre hans svar.

hun krøb bare sammen, mens hun lå med hovedet i hans skød.

''hvornår har du sidst sovet..?' mumlede hun træt

"Jeg sov lidt i 'nat'," sagde han og strøg hende over håret. Det var tydeligt, at det samme ikke gjaldt hende.

hun nikkede lidt, og lukkede øjnene mens hun nød at han strøg hendes hår.

''hvad tror du det bliver..?'' mumlede hun, allerede halvvejs inde i søvnen

Han trak på skuldrene, men kom så i tanke om, at hun ikke kunne se det.
"Det ved jeg ikke," sagde han derfor.

''har du et bestemt ønske til hvad det bliver..?'' hun puttede sig endnu mere op af ham, trygt.

"Ikke rigtig," mumlede han og strøg hende forsat hende på hovedet.
"Hvad med dig?"

''håber lidt på en lille pige...'' mumlede hun, langt inde i søvnen nu.
''en du kan gå rigtig i beskytter-mode over''

hun gabte lidt

Han smilede lidt og prøvede at forestille sig billedet - de to med en lille pige.
"Hvorfor det?" Spurgte han så og kyssede hende på panden.

hun trak på skuldrene.
''det ved jeg ikke... det er bare sådan jeg ser os...'' mumlede hun

Han kiggede tankefuldt ud af vinduet. Han havde nu altid forestillet sig, at han ville få en dreng. Forestillet sig ham, der sad ved siden af drengen og de begge sad med en guitar. Perceval, der lærte knægten de letteste akkorder. Tanken fik ham til at smile lidt, mens han tog hendes hånd og gav den et let klem.

hun klemte den svagt igen, hans hånd.
Så rejste hun sig, og vaklede ud på badeværelset, hvor hun begyndte at kaste op igen.
Denne gang mere afdæmpet. Som om hun var ved kunne vænne sig til det.

Hun satte sig med panden mod den kolde kant på håndvasken