What now? - Elizabet

Han smilede svagt - forstod ikke rigtig hendes pludselig gode humør, man valgte ikke at kommentere det, hvis det nu bare ødelagde den gode stemning igen.
Derfor forsatte han med at nusse hendes kind, mens han stirrede ud af vinduet uden rigtig at se noget.

hun mumlede noget med at de nok skulle have brugt beskyttelse.
hun så lidt på ham, mens hun krøb sammen.

hun lukkede øjnene igen, i frygt for at han ville flippe ud

Hans blik fór tilbage på Elizabet, da hun begyndte at snakke om beskyttelse.
"Hvad sagde du?!" Udbrød han og håbede på, at han bare havde hørt forkert.

hun krøb endnu mere sammen, prøvede at undgå hans blik.

''j-jeg er bare b-bange for at d-der e-er sket n-noget..'' hviskede hun, næsten skræmt over hans tonefald.

Han kneb øjnene en anelse sammen, og prøvede at bevare roen.
"Sket hvad?" Ville han så vide, selvom han jo næsten godt selv kunne regne det ud.

hun bed sig i læben, stille.

''j-jeg tager til l-lægen...'' mumlede hun rystende, stadig nervøs for hans kommende udbrud.

Han frøs nærmest til is, sad bare og stirrede ud i luften. Turde næsten ikke at tænke tanken.
"S-skal jeg tage med?" Lykkedes det ham så at sige med en følelsesløs stemme.

''h-hvorfor?... Det e-er jo sikkert b-bare en a-abort...'' hun tog en frakke på, og et par gummisko.

hun så lidt væk

Han stirrede vredt efter hende.
"En abort? Er du sindsyg? Har du virkelig tænkt dig at slå et barn ihjel?" Rasede han.

hun stivnede og så på ham.
hun vidste at han ikke ville have børn.. ikke nu..
hun havde små tårer i øjnene.

''d-du vil j-jo ikke have e-et barn...'' mumlede hun
inden hun så ned.

Selvom han pludselig var rasende - uden rigtig at vide hvorfor - prøvede han så vidt muligt at falde hende. Vrede var nok det sidste, hun havde brug for.

"Det vil jeg heller ikke," sagde han tonløst, mens han betragtede hende. Denne gang nussede han ikke hendes kind, men trak sig i stedet tilbage, før han forsatte: "Men vi bliver sguda nødt til at tage ansvar for vores handlinger. Det er ikke barnets skyld, at vi var dumme nok til ikke at bruge beskyttelse." Hvis der overhovedet var et barn. Perceval havde det med at drage forhastede konklusioner.

hun rystede på hovedet, med tårer i øjnene og gik ud af døren.
hun ville ikke kunne leve med at have et barn, hvis far ikke ønskede et barn.

hun begyndte at gå ned af gangen, stille.
''jeg skal nok give dig besked på om der er sket noget eller ej..'' sagde hun, mens hun gik.

(skal vi springe over til efter hun har været til lægen?)

Han tog sig til hovedet, da hun gik og vidste næsten ikke, om han turde at høre svaret.

Efter ti minutter tog han sig sammen og gik over til sig selv, hvor han spillede guitar.

//Ja...//

hun gik op til ham, op til hans værelse. Hun ville være sikker på at han ikke gjorde noget dumt.
Hun bankede på hans dør, stille.

Hun prøvede at holde masken, så han ikke ville mistænke det.

Hun havde en taske over skulderen, stille.

Han stoppede straks med at spile, da han syntes, at kunne høre nogen banke. Nervøsiteten var tilbage for fulde drøn, mens han forsigtigt gik over og åbnede døren. Og som forventet var det Elizabet, som stod udenfor.
Det frustrerede ham meget, at hendes ansigtsudtryk ikke var til at læse, men alligevel rykkede han sig lidt til siden, som en invitation til at komme ind på værelset.

hun gik ind, og satte tasken ved hans skrivebord. Hun tog jakken af.
''lægen har tilbudt enten abort eller konsultation hver måned i de næste ni måneder..'' sagde hun stille da hun satte sig på sengen.

Hun så lidt ned

Han tog en af colaerne, som stod på bordet og satte sig på skrivebordet bagefter.

"Så... Hvad har du tænkt dig?" Spurgte han tonløst, hvorefter han drak en smule.

''jeg ved det ikke...'' sukkede hun. ''jeg vil jo helst beholde ham.. Men det er hvad du vil der tæller mest..'' hviskede hun stille mens hun så ned.

Hvis han ikke ville have et barn, så ville hun heller ikke..

Han sukkede og holdt blikket i gulvet.

"Må du overhovedet det? Når du går her, mener jeg." Spurgte han og drak lidt mere.

hun så ned lidt. ''jeg ved det ikke...'' sukkede hun stille.

''jeg må nok hellere gå, så du kan tænke i fred..'' hun rejste sig og tog tasken.

"Det er ikke mig, der har brug for at tænke," afbrød han, da hun var på vej væk.

"Det er jo dit valg. Det ved du godt," mumlede han så.

''vil du være far?..'' spurgte hun stille, mens hun så ned.
Hun vidste svaret, men hun blev nødt til at spørge.

Hun åbnede døren igen.

Han kiggede overrasket på hende. Selvfølgelig ville han det! Han havde bare ikke regnet med, at han skulle tage stilling til det i en alder af 19 år.
"Ja.." Lød det hæst fra ham. Han vidste godt, at hun gerne ville have barnet, og det skulle ikke ødelægges på grund af ham.

hun nikkede for sig selv. ''jeg er på mit værelse hvis du vil snakke..''
hun gik ud på gangen, med en hånd på sin mave.
Det var som om hun allerede kunne mærke det lille hjerte slå i sig, selvom det måske kun var en uge gammel.

hun gik bare videre

Han vidste ikke, hvor længe der gik, før han var på vej over til hende igen, men han var i sikker på, at der mindst var gået en time. Man kunne ikke sige, at han var kommet frem til en konklusion - tvært imod gjorde alt det tænkeri ham endnu mere forvirret, men det kunne jo være at Eli vidste noget.

Derfor bankede han forsigtigt på hendes dør.