What now? - Elizabet

Han skyndte sig ud efter hende og holdt hendes hår. Selvom han så fattet ud, var han bekymret for, om hun kunne klare ni måneders graviditet.

hun krøb lidt sammen, som om hun faldt i søvn igen.
Hun var ret træt, men turde ikke sove. Hvis hun nu vågnede, og det hele så var væk.. Percie, barnet.. Hun ville ikke kunne klare hvis alt dette var en drøm..

Han tog hendes hånd og hjalp hende på benene.
"Nu skal du vidst i seng," sagde han dæmpet, da han så, hvor træt hun var.

hun rystede lidt på hovedet.
''neeeij..'' mumlede hun stille

"Jooooo," mumlede han og trak hende med over til sengen.
"Du er jo ved at besvime af træthed."

''jeg skal bare have noget frisk luft.. jeg har det fint..!'' mumlede hun, mens man kunne høre hendes ord dø hen hele tiden.

hun sukkede og fik sat sig på sengen

Han rystede stædig på hovedet, mens han fik lagt dynen over hende.
"Du har brug for søvn.." sagde han bestemt.

hun greb ud efter ham, og fik fat i ham kort, hvorefter hun gled ud af grebet, og lagde sig ned med dynen om sig.

hun sukkede træt, inden hun puttede sig selv godt.
''hvad har du tænkt dig at lave mens jeg sover..?'' mumlede hun stille

Han trak på skuldrene.
"Det ved jeg ikke helt. Men jeg finder nok på noget. Læg dig bare til at sove," sagde han så.

hun nikkede stille, og gled langsomt ind i søvnen.

kort efter var hun helt væk, mens hun trak vejret roligt. Hun sagde nogle gange lyde som ''mmmmh'' og ''uuum''

Han smilede skævt af hendes lyde og satte sig på skrivebordet, hvor han fandt hendes tegneblok, som han tillod sig selv at kigge i.

langt de fleste tegninger var af ham. Når han spillede guitar, når han læste, når han holdte foredrag i klassen, når han spiste. Hun havde skrevet en dato i hjørnet af hver tegning, en tegning for hver af de dage de havde været væk fra hinanden. over 300..

resten af de få tegninger der ikke var med ham, var de nyeste. Fra få dage før de mødtes igen.
Det var en lille pige, først som baby, derefter som tumling, så som skolebarn. Pigen havde krøller ned omkring ansigtet, store runde og bløde kinder, smykke store øjne. Fregner prydede hele hendes ansigt.

Eli lå stadig og sov mens hun lavede små lyde en gang imellem

Han vidste slet ikke, hvordan han skulle reagere, da han så alle billederne. Han rystede af en eller grund og blev nødt til at lægge den fra sig.
Så lagde han sig ved siden af hende, mens han strøg hendes ryg.

hun mumlede døsigt, og satte sig lidt op, da han aede hendes ryg.
''hva'...?'' mumlede hun

"Ikke noget," hviskede han stille og puffede hende ned i sengen igen. "Læg dig bare til at sove igen."

''jeg har ikke lyst til at sove..'' mumlede hun bare. Stille

"Hvorfor ikke?" Spurgte han stille, mens han forsat strøg hende på ryggen. "Søvn er godt for dig."

hun så lidt ned. At fortælle ham om de syn hun har i søvne... Han ville flippe ud.
Derfor lagde hun sig igen og puttede sig godt op af ham, mens hun mumlede at hun var bange for onde drømme..

Han lagde sine arme omkring hende og mumlede: "Der sker ikke noget... Jeg er her, når du vågner."

hun gled igen ind i søvnen, med sin pande mod hans brystkasse.
hun havde en hånd om sin mave, og den anden om livet på ham

Han begravede sit ansigt i hendes hår og mærkede søvnen komme snigende - han kunne jo altid sove - men prøvede ihærdigt at holde sig vågen.

hun trak vejret tungt, i en dyb søvn.
Hendes lyde var blevet til en lavmælt snorken.

(jumping some hours.. Er for doven til at beskrive hendes søvn igennem 6-7 timer )

Hun gabte og strækkede sig da hun langsomt vågnede fra sin dvale.
Hun var tør i munden, og ør i hele kroppen.

Hun så lidt på Percie, inden hun krøb ud af deres indviklede putte-position.

Der gik kun et par minutter, før Perceval også faldt i en dyb søvn - han havde trods alt heller ikke sovet særlig meget den forrige nat.

hun smilede lidt, ret udhvilet.
Hun puttede dynen om ham, og kyssede ham på kinden.
Derefter slog hun alarmen fra på hendes vækkeur, og tog et par sko på og en sweatshirt. Hun havde jo stadig tøjet på fra igår.

Hun tog sine nøgler, mobil og pung, og forlod værelset for at hente noget at spise til dem.
Hun kom tilbage omkring en halv time senere, med den sædvanlige morgenmad;
æg, frugt, brød, the, kaffe..

Hun satte morgenmaden på bordet, og tog så sin tegneblok frem, og begyndte at tegne ham igen, denne gang på en lidt anden måde..

Ham, med hans lille nyfødte i armene, uden Eli i billedet. Hun forestillede sig ikke som en mor. Det kunne hun ikke.

(Rimelig uinteressant at beskrive søvn... Så jeg spoler frem.)

Da Perceval vågnede igen, blev han ikke overrasket over, at han ikke lå på sit eget værelse. Han var ved at være van til, at ligge her, og han kunne faktisk godt lide det.
Så gled hans blik over mod Elizabet, som havde gang i tegneblokken igen. "Godmorgen," mumlede han hæst, mens han gned sine øjne og misundede hende lidt - hun var virkelig et morgenmenneske.