You ready? - Elizabet.

Sted: Café i Tulsa
Tid: Tidligt om "morgenen"
Omgivelser: Mennesker
Vejr: Skyfrit og lunt

Klokken nærmede sig de ni om aftenen, og Perceval syntes selv, at han var tidligt oppe. Han havde bedt Elizabet møde ham her over en kop kaffe, da han trængte til at komme væk fra skolens tunge murere. Og han regnede med, at hun havde det på samme måde.
Perce sad ved et bord for sig selv, da en af medarbejderne kom og spurgte, hvad han kunne tænke sig. Han kiggede lidt skeptisk på hende - hun var i hvert fald ikke mere end de 17 år - men bestilte alligevel en almindelig kop kaffe, mens han ventede på hende.

Elizabet kom gående ned af gaden.
Igen var hendes mave vokset betydeligt.
Nu kunne hun ikke længere skjule den under sin trøje.

Hun havde en lang kjole på, og små sandaler.
Med sin taske over skulderen gik hun ind på den café som Percie have bedt hende møde ham ved.

Hun gik hen til ham, med et varmt smil, og satte sig overfor ham.

Han smilede varmt til hende, da hun kom hen til ham.
"Hej, søde," hilste han, hvorefter pigen kom tilbage med hans kaffe. Så kiggede han spørgende på Elizabet; et spørgsmål om, hvad hun ville have.

hun bestilte en kop te, uden egentlig at sige så meget.
Hun så lidt på pigen, en sytten-atten årig. Maks.

Hun så derefter på percie.
''hvordan går det så?'' spurgte hun blidt

Han trak på skuldrene. "Det går," mumlede han så bare. Her på det sidste havde han trukket sig meget tilbage. Ud af en masse fællesskab.
"Hvad med dig?" Spurgte han så og betragtede hende.

''Caynan var med oppe og se mig blive scannet.. jeg kunne ikke finde dig.. Så han tog med.'' hun så på ham.
''og der går nogle rygter om at du er meget fraværende?''

Det generede ham meget, at hun havde taget ham med. Var det virkelig så svært at skrive en seddel?! Men han trak ikke en mine.
Så trak han på skuldrene og mumlede: "Folk siger jo så meget... Men jo, mit sociale liv har været bedre."

hun kunne se på ham, at han ikke brudte sig om Caynan tilstedeværelse til hendes lægetider. Men han kunne vel ikke regne med at hun udsatte dem, fordi hun ikke kunne finde ham??

Hun sukkede stille..
''den næste scanning er om en time.. det er på tide at bestemme kønnet, siger de..'' mumlede hun så, og tog en tår af sin alt ofr varme te

Han betragtede hende lidt.
"Vil du have kønnet af vide?" Spurgte han så.

hun så lidt på ham.
''det ved jeg ikke... måske, mest på grund af planlægningen.. og så alligevel ikke...'' hun sukkede stille

"Det er ikke for at stresse dig, men det er måske en god idé at beslutte sig for snart," sagde han stille og drak lidt af kaffen.

hun så frustreret ned i bordet. Næsten otte måneder henne..

hun sukkede og drak endnu mere af sin te. Den var bitter, varm, og kønsløs.
Præcis som hende for tiden.
Forstret var ikke begyndt at sparke endnu, men lægen sagde at det jo nok snart ville begynde.

Hun sukkede igen, drak mere te, og så så på uret på sit håndled.
''Jeg skal til og af sted... vil du med derop..?'' spurgte hun stille

Han sukkede og kiggede ud af vinduet, indtil han blev afbrudt af hendes spørgsmål.
Så nikkede han stille og kom på benene - heldigvis var hans kaffe til at tage med.

hun smilede forsigtigt, og rejste sig. Hun betalte tavst, og lod resten af teen stå.

hun begyndte at gå så.

Han fortrak ikke en mine, mens han fulgte efter hende.
"Er du i bil?" Spurgte han så.

hun rystede på hovedet mens hun så på ham.

hun gik videre

"Så lad os tage min," mumlede han og gik mod parkeringspladsen.

hun fulgte med ham uden at kommenterer det.

hun så bare på ham.
''vil du vide hvad det bliver..?''

Han nikkede, mens han satte sig ind bag rettet. Så var det i hvert fald umuligt at blive "skuffet", hvis man var forberedt.

hun satte sig også ind, og så på ham.
hun så derefter ned

"Hvor ligger det?" Spurgte han, mens han tændte for bilen og kørte ud af parkeringspladsen.

''i udkanten af byen.. ikke så langt herfra.'' sagde hun stille.

Han nikkede og begyndte at køre.
Der havde hersket stilhed i et par minutter, før han spurgte: "Hvad vil du?" Med hensyn til barnets køn.

hun trak stille på skuldrene.

''jeg ved det ikke...'' hun så lidt ned.
''hvis du vil, så beder vi om at få oplyst kønnet..'' sagde hun blidt

Han rystede stille på hovedet.
"Nej, Eli, det gør vi ikke. Vi beder dem om at sige det, hvis du synes de skal sige det. Ellers beder vi dem tie," sagde han bestemt.