Gensyn - Elizabet

Hun så ned, på den ene tegning... En tegning, af en lille baby-pige.
Hun bed sig i læben, mens hun rejste sig, og begyndte at pakke tegningerne ned i en mappe.
Efter lidt tid, fandt hun sin guitar frem, den sølvmalerede guitar hun havde brugt til at jamme med Percie.
Hun begyndte at spille den akustiske version af Halo har Hayley James Scott.
Hun Fortrød at hun havde dummet sig sådan, over for Percie. Den dårlige samvittighed over brevet hun havde efterladt...

Hun så ned, på resterne af den tattoo hun havde haft, med Percie's navn på underarmen.
Dengang hun i ren panik og smerte faktisk havde slået op med Percie, var det noget af det første hun gjorde - flåede huden af sin arm.
Nu var der store ar, og rester af den tattoo der førhen havde været der.
Hun havde piercet underlæben i det man kaldte Snake Bite, og det bånd der holdte tungen på plads normalt.
Båndet var der endnu, fasthæftet til den sidste del af hendes tunge.

Ellers, gik hun i det mest almindelige tøj hun kunne finde, for at undgå at folk genkendte hende.
Hun ville ikke genkendes. Hun ville ikke være 'hende der der datede en lærer.'
Hun rystede på hovedet, opgivende, mens hun spillede videre.

Meget tid passerede ikke, før han havde tømt colaen og smidt den i skraldespanden. Hans blik gled rundt i opholdsstuen, hvor hans venner enten sad og snakkede sammen eller stenede foran fjernsynet. Han følte ikke for nogle af delene, så han tog sin jakke, der hang ved døren, som han bagefter forsvandt ud af.

Han gik igennem de lange gange, før han endelig nåede døren til friheden, som han åbnede og forsvandt ud af. Regnen kærtegnede hans ansigt, mens han gik rastløst rundt i udendørsarealerne. Uden noget formål.

Hun sad bare i vinduet, og så ud mens hun spillede stille.
Hvor ville hun ønske at hun kunne synge til... Hun sukkede, og åbnede munden for at prøve - uden held.
Kun en masse savl som hun arrigt tørte af med håndryggen.

Hun stiftede fra at spille Halo, til at spille Nightingale fra Demi Lovato.
Det var tydeligt, at hun ikke var glad.
Man kunne sagtens se hende fra græsplænen, hvis man ellers så efter.

Senere på dagen

Austin smed irriteret sin mobiltelefon fra sig, da Perceval ignorerede hans opkald. Igen. For helvede. Nogle gange undrede hans tålmodighed, når det gjaldt Perceval, selv ham. Han havde kendt i Perceval i et års tid nu. De havde mødtes, dengang Perceval virkelig havde skrabet bunden. Dengang stod han i samme situation, og han gættede på, at det var grunden til, de var begyndt at snakke sammen.

Dog var det først for nyligt, at Austin havde fundet ud af, hvad der egentlig havde været i vejen, dengang de mødtes. Perceval var nemlig ikke meget for at komme ind på emnet, så han havde fundet ud af det ved andre midler. Det viste sig, at det var om Elizabet. Det havde faktisk overrasket ham en del, for han talte nu og da med hende. De var ikke tætte, men lidt overfladisk snak blev det da til i korridorerne.

I stedet for at blive ved med at kime Perceval op, tog han sin jakke og forlod sit værelse. Hvis drengen ikke var samarbejdsvillig, måtte han vel selv tage sagen i hånden. Nede i opholdsstuen fortalte de andre, at han havde forladt stedet med sin jakke, hvilket kunne tyde på, at han vandrede rundt udenfor. Et klart tegn på, at noget var galt. Forhåbenligt ville han ikke se Perceval med en cigaret.

Til sidst fandt han Perceval på en bænk, og til hans egen lettelse var der ikke nogen cigaret i hans mundvig. Det lugtede heller ikke af røg. Uden at sige noget, satte han sig ved siden af ham, hvor de sad for en stund i stilhed, indtil Perceval brød den: "Alt er fucked up igen..."

Hun sukkede frustreret.
Det hjalp jo ikke at sidde og tude over en fyr. Det havde hun lært for længst.
I stedet for at klynke, rejste hun sig, og samlede håret i en hestehale, og rettede på makeuppen. Hun så hæslig ud, lige meget hvad...
Derefter tog hun sin iPod, og skruede op for noget musik Ciel engang havde lagt på den - Mohombi med Bumpy Ride, og så gik hun ellers bare.
Det startede med at hun bare gik ud på trappen, inden hun tog en pakke smøger frem fra jakkelommen. Som om hun gad at følge reglerne om ingen rygning?
Hun tog en smøg i mundvigen, tændte den og begyndte ellers bare at gå langs stierne med et dødt udtryk i øjnene.
Havde man kendt hende, før uheldet, havde man vidst at hun elskede at synge - at hun altid sang eller nynnede når hun gik sine små ture.

Hun passerede to personer på en bænk, så med så dem ikke - hørte dem ikke.
Musikken larmede langt væk, da hun havde skruet så højt op som muligt.
Hendes headset var ved at gå til, af den hårde bas.

Austin anede ikke, hvad han skulle svare, da Perceval endelig brød stilheden, selvom han havde regnet med, at det ville være noget i den retning, han ville have sagt. Et dybt suk undslap hans læber, hvorefter han spurgte: "Det er Elizabet, er det ikke?" Spørgsmålet skaffede et overrasket blik fra Perceval, der stadig ikke vidste, hvor meget Austin vidste. "Ja, jeg ved godt, hvad der er sket mellem jer," kom han ham i forkøbet.

Perceval sad lidt og tænkte over det, før han endelig nikkede som svar på hans første spørgsmål. "Hør, jeg vil ikke blande mig, men hvis du vil snakke, skal jeg nok lægge øre til, okay?" Sagde han og daskede ham venskabeligt på skulderen. Perceval nøjedes med at nikke åndsfraværende.

Efter at have siddet der noget tid, lod Austin sit blik vandre, og han fik til sidst øje på en skikkelse nær dem. Kunne det være...? Nej, hvad var sandsynligheden for det? Alligevel rejste han sig og undskyldte kort til Perceval, før han fulgte skikkelsen. Og ganske rigtigt... Det var Elizabet.

"Hey, Elizabet!" Kaldte han efter hende og skyndte sig over til hende.

Hun stoppede op, da hun syntes at havde hørt noget under musikken.
Hun vendte sig om, og så direkte ind i øjnene på Austin.
Hun tog headsettet af, og så spørgende på ham. Hvad ville han?

Egentlig, havde hun brig for en lang løbetur, en på flere kilometer.
Hun tog sit lidt til hovedet, undskyldende. Hun var virkelig ikke i humøret til at stå og prøve at forklare hendes.... humør-problem.
Hun huskede ikke, om hun havde vist Austin resultatet på hendes uheld.

Det var tydeligt, at hun var mindst lige så påvirket af situationen, som Perceval var. Nåja, han følte at han havde et slags ansvar, for at få snakket med dem begge. Især når han jo var "venner" med dem begge.

"Perceval har lige sagt, at han gerne vil sige noget til dig," løj han uden at blinke. Så smilede han skævt og nikkede hen mod bænken, hvor han lige havde siddet, og hvor Perceval stadig sad. Så gik han og håbede på, at hun fulgte hans opfordring.

Hun stirrede på hendes 'ven'.
Hun vidste ikke, ville Percie faktisk tale med hende?

Hun fulgte stille efter ham, med en svag mistanke om at Percie i det hele taget slet ikke gad tale med hende.
Hun stoppede op, omkring halvanden meter fra bænken.
Faktisk så hun ud som et forvirret dyr.
Hun så spørgende på Austin.

Austin forsvandt som dug for solen - lod dem være i fred.

Perceval fornemmede, at han ikke længere var alene, og forventede derfor at se Austins ansigt, da han hævede sit blik. I stedet var det en helt anden person, der stod ved ham. Elizabet. Perceval måtte bide indersiden af sine kinder for ikke at brumme irriteret. Ikke en irritation, der var rettet mod Elizabet, men i stedet Austin.

"Hvad så?" Spurgte han stilfærdigt om, mens hans ansigt blev lagt i spørgende folder. Sekunder passerede, før han huskede på, at hun ikke var i stand til at snakke. Derfor sukkede han og forsatte selv: "Hør her... Jeg synes, det er åndssvagt, at vi ikke engang kan snakke sammen, som to fornuftige mennesker. Der skete ikke engang noget på biblioteket, og alligevel står vi her. Hvad fanden skete der lige for os?" Det var mere et udbrud end et rigtigt spørgsmål.

Hun bed sammen, og knurrede lavt over Austins lille stunt. Det skulle han nok få betalt en anden gang...

Percie talte faktisk til hende, men hans første ord fik hende bare til at trække på skuldrene.
Så kom han med sit lille udbrud, og hun stivnede svagt.
Hvordan ville han havde at de skulle kunne tale sammen, når hun knap kunne åbne munden uden at to liter savl løb ned af hendes hage?
Hun satte sig opgivende ved siden af ham på bænken.
Hun sukkede lydløst og så lidt på ham. Hvad ville han have at hun skulle gøre?
Tale på magisk vis?
Hun bed sig stille i læben, inden at hun tog sin mobil frem og åbnede en ny besked.
Så begyndte hun at skrive, hurtigere end hun normalt kunne. Hun ville bare have ham til at forstå.

'Du har ret. Det er åndssvagt, at vi ikke kan tale sammen. Men jeg har ingen mulighed, for at tale pt. Det her er lige det bedste jeg kan gøre...

Jeg er ked af at jeg sårede dig så groft, dengang. At en ven er nødt til at kommunikerer mellem os nu. Jeg ville ønske at jeg bare kunne spole tiden tilbage, i stedet for at ødelægge alt jeg kommer i nærheden af.
Men hvordan har du det? Jeg hører ikke om dig, ikke længere... Austin blev træt af at opdaterer mig, med hvordan du har det nu... Er du glad, uden mig? For jeg er fandme langt fra glad længere...'

hun rakte ham telefonen, så han kunne læse det.
Men hun så ikke på ham, mens han læste. Hun ville ikke være påtrængende.
Hun ville faktisk helst bare krybe ned i sit hul, hvor hun ikke skulle tale med nogen. Hvor hun bare gemte sig.

Han sad og stirrede som besat ud i luften, mens hun skrev løs på sin mobil. Hvor var det egentlig upraktisk, at hun ikke - stadig af grunde han ikke kendte til - kunne snakke.
Da han fik stukket hendes mobil i hånden, gav han sig til at læse med rynkede bryn. Han sukkede indvendigt, da hun endnu engang undskyldte for det, der var sket dengang. Så besluttede han sig, at det nok var bedst at være ærlig, selvom hun højst sandsynligt ville blive såret.

"Ja, jeg var faktisk glad... Jeg er faktisk glad," rettede han sig - en enkelt eftermiddag kunne ikke ændre dét. "Det krævede hårdt arbejde, men jeg er faktisk lige der, hvor jeg gerne vil være." Han tav og så ned i jorden, mens han sparkede til nogle småsten.

"Jeg tror bare ikke, at det nogensinde kan blive det samme igen, Elizabet. Det er ødelagt, og det gør stadig ondt på mig, når jeg tænker over det. Du var mig jo forfanden utro!" Udbrød han frustreret til sidst.

Hun så ned, og nikkede stille.
Han var glad... Var det ikke hvad hun hele tiden havde ønsket for ham?
Hun bed sammen.
Ja, hun havde været utro. Hun havde været en idiot - og nu skulle hun nok hører for det igen.
Hun rystede på hovedet, undskyldende.
Hun ville gerne sige undskyld, men hvad skulle det hjælpe? Han ville jo ikke høre efter alligevel.
Men i det mindste var han glad, og det hjalp da lidt. Så var det ikke hende, han skulle tilbringe sit evige liv med.
Hvis han da fik et evigt liv... Tanken fik hende til at skælve. Tænk hvis han ikke overlevede?
Hun havde allerede set Ciel blive forvandlet, og det var hjerteskærende at se dem ligge og vride sig i smerte.

Hun fik rejst sig op, og så undskyldende på ham inden hun så begyndte at gå igen.
Han havde ikke brug for hende, til at gøre ham trist igen.
Han havde ikke brug for en der kunne gøre hans liv surt igen.

Han hørte hende forlade stedet, men alligevel kunne han ikke gøre noget. Sad som forstenet og gjorde intet. Han var som lammet. Han var splittet; en del af ham sagde, at han skulle følge efter hende, og den anden bad ham give op. Kampen i ham var drænende, men til sidst vandt det sidste. Med et dybt suk kom han på benene og begyndte at gå. Han forlod skolen uden at se sig tilbage.

efter noget tid, havde hun opgivet at gemme sig på sit værelse.
Hun havde taget ordenligt tøj på, rettet sin makeup så hun ikke lignede en hulkende zombie, og havde valgt at gå ned og se noget tv. Desværre blev den fornøjelse kort, da hun hørte en velkendt stemme et par meter fra sig.
''Har du set Perceval? Jeg kan ikke finde ham nogen steder.'' Austins stemme var mere bekymret end hun havde regnet med.

Hun rystede på hovedet, spørgende. Men Austin var allerede på vej videre til at spørge andre.
var Percie gået på grund af hende?
Hun rejste sig, og bed sig i læben mens hun begyndte at gå hurtigt. Der var under to timer til solen ville stå op - og til den tid ville hun være nødt til at være tilbage under dynen - ellers ville hun kollapse.

Hun regnede med at han havde forladt skolen - selvom det ikke lignede ham.
Hun satte farten op, og småløb, mens hun så efter ham. Hvor længe havde han været væk? Blot et par timer ville svække ham ustyrligt.

Efter en halv time, fandt hun ham endelig. Men hun kunne ikke råbe ham op. Hun kunne ikke gøre andet end at løbe efter ham.

Efter at have vandret på de nu velkendte gader i Tulsa i flere timer, var Perceval stadig i tvivl om, hvad han skulle gøre. For hvis han skulle være ærlig, havde han ikke lyst til at vende tilbage på skolen. Den indebar for mange dårlige minder.

Han fiskede sin mobil frem, mens han kiggede bekymret mod øst, hvor han vidste, at solen snart ville dukke op, hvorefter han ringede til sin mor. Stadig mens han var på farten. Han havde tænkt sig at spørge om det ville være muligt at flytte til en anden skole. Måske i Florida. Eller Alaska. Ja, stedet var egentlig ligemeget, bare han kom væk.

Hun stoppede en halv meter bag ham, og så opgivende på ham.
Ville han virkelig bare forlade hende helt?
Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, tøvende.
Hvad hvis han ikke vil lytte til hende? Hvis han er opsat på bare at komme væk fra hende?
I et håbløst forsøg på at få ham til at lytte, gav hun hans skulder et klem, bedende.

Da han pludselig mærkede en hånd på sin skulder, vendte han sig om med sådan et sæt, at han nær havde tabt sin telefon. Foran ham stod ingen ringere end Elizabet. Han kiggede overrasket på hende og fik mumlet noget om at han ville ringe tilbage senere til sin mor, hvorefter han lagde på.

Da opstod der en lidt akavet stilhed. Perceval kiggede på hende, som om han forventede noget af hende. Hun kunne ikke snakke, det var han udmærket godt klar over, men noget måtte hun vel have haft i tankerne?

Hun ville sådan ønske, at hendes evne tillod hende at tale i hans tanker...! Men da det ikke var muligt..
Hun lod hånden glide op på hans hals, hvor hun lod den hvile lidt, inden den velkendte følelse af at blive hevet ned i et minde opslugte dem begge.

Først var altid underligt forvrænget, som så man det gennem tårer.
Man genkendte nemt rummet, når man bare havde været der én gang - Percie's værelse.
Langsomt blev det hele klart, i takt med at en dør smækkede. Og så blev alt sort i et kort sekund.

Atter lysnede det, men scenen var en helt anden.
En ung mand, lå badet i sit eget sved og vred sig mens han skreg af smerte, og Eli bare så hulkende til. Igen sortnede det hele.

Det lysnede igen, denne gang et andet minde. Et minde, om Percie, der sad og spiste med nogle venner. Og Eli, der sad for sig selv, med den tomme plads ved siden af sig. Den plads, Ciel havde efterladt. Sneen var kommet tilbage udenfor. Man kunne tydeligt se de forskellige der så hen på Eli, og hvordan hun rejste sig uden et ord.

Et nyt minde trådte frem, som et skarpt lysglimt.
Hun sad på passagersædet i en bil - der så ud til at være lånt af en rigmands søn.
Billisten var menneske, tydeligvis, og lignede på mange punkter Percie, udtagen piercingerne som prydede den unge mands læbe, tunge og øreflip.
Det var mørkt, og et øredøvende skrig flænsede latteren da de ramlede frontalt ind i en lastbil.
Blod over det hele, hendes men også billistens.
Et druknende skrig, og blod der bare løb ud af munden på hende, mens hun febrilsk prøvede at få fat i billistens telefon for at ringe efter hjælp.
Så sortnede alt igen. En bitter tomhed som varede omkring 10 sekunder.
Så kom lyset igen, masser af ynglinge der læste. Larmede og småløb på biblioteket.
Eli med en bog i favnen, der satte sig. Inden hun rettede blikket på Percie.
I takt med at følelserne boblede, kunne man mærke de fugtige tårer. Frustrationen, over ikke engang at kunne sige hej. Der var jo intet galt mellem dem! De var ekskærester, ikke ærkefjender..
Hvordan hun havde rejst sig, og efterladt Percie med et forvirret ønske om svar.

Eli slap ham hurtigt, da det gik op for hende, at hun ikke blot havde ladet ham se minderne, men ogs følt følelserne. Hun havde ladet ham mærke skrækken ved bilulykken, og glæden ved at hun så ham igen. Frustrationen over ikke at kunne sige hej. Sorgen ved at måtte vende ham ryggen og lade ham tro at hun ikke gad ham.
Hun bakkede tøvende et skridt væk, og så bedende på ham. Han måtte ikke gå - hun havde jo brug for ham! Han måtte ikke forlade hende..

Perceval stirrede stift på Elizabet, som hun forsigtigt lod sin hånd glide op af hans hals. Kort efter kom den velkendte følelse af, at blive suget ind i en hvirvel af minder. Elizabets minder.

-

Da han atter åbnede sine øjne, stirrede han skræmt på pigen foran sig. Det at have følt, hvad hun følte, havde været... ret så smertefuldt. At vide hvordan han selv havde påvirket hende - negativt - gjorde lidt ondt. Rigtig ondt. Han åbnede munden og skulle lige til at sige noget, da han kom til at tænke på smerten, han selv havde følt, og lukkede den derfor igen. Så gav han sig meget god til at tænke.

"J-jeg forstår ikke, hvad det er, du ønsker af mig," hviskede han skrøbeligt.

*Bare kom hjem...*
Hun ville så gerne sige det til ham! Bare, hviske det, mens hun trykkede sig ind til ham.
Men hun undlod at røre ham yderligere.
Hun rakte dog hånden frem, og så bedende på ham. Han måtte ikke gå... Han måtte ikke rejse, hun havde jo brug for ham!

Hun så lidt tilbage mod vejen til Nattens Hus.
Så så hun igen på ham, bedende. Forstod han ikke at hun bare ville have ham hjem?

Hentydningen til, at hun gerne ville have ham med tilbage til Nattens Hus, var til at forstå. Et dybt suk undslap hans læber og han kiggede på hende med et trist glimt.

"Jeg har intet at tage tilbage for," sagde han stille. "Jeg bliver højst sandsynligt forflyttet til en anden skole i Florida."

Han stirrede længe på hende, før han rakte en skælvende hånd frem mod hende, og lod den kærtegne hendes kind, før han mimerede ordet 'undskyld' og begyndte at gå igen, mens han kæmpede mod tårerne. Men han havde brug for en ny start.

Hun stivnede brat. Han ville ikke tage tilbage.
Hun så ned, rystende, mens hun bare så ham gå. Hun prøvede at kæmpe mod trangen til at løbe efter ham, men impulserne vandt, og i løbet af at par sekunder stod hun med brystkassen trykket ind mod ham bagfra, med armene låst om hans liv.
Hun ville ikke give slip, hun kunne ikke. Han var hendes Percie, for fanden da! Alle lavede fejl, og hendes var at være sammen med en anden.
Percie var den eneste ene, der var ingen tvivl. Hun ville ikke lade ham gå - ikke nu.

Da han pludselig mærkede et par velkendte arme klamre sig fast til hans liv, stivnede han og kiggede halvt tilbage over skulderen og kvalte et suk. Han vidste godt, at det ikke var fair, at han bare gik, men han blev nødt til at komme videre med sit liv. Og det samme burde hun.

Med ét havde han vendt sig rundt og taget hendes ansigt mellem sine hænder. "Eli?" Åndede han og sukkede endnu engang.

"Jeg har brug for at komme videre... Undskyld."

Hun rystede på hovedet, som hun stod der og stirrede på ham.
Hvis han sagde undskyld, var det så virkelig det han ville.
I ren fornægtelse prøvede hun at klamre sig fast til ham, men opgav ganske stille.
Hendes greb løsnede sig, og kort efter faldt hendes arme ned langs hendes hofter.
Hun kunne ikke forhindre ham i at gå. Hun kunne ikke engang bede ham blive.
I et opgivende forsøg på at sige farvel, bakkede hun et par skridt væk.

//går lige med hunden//