never gonna change..

tid: omkring 4.51
sted: drengenes opholdsstue.
vejr: mørkt, koldt og skyet.
omgivelser: sofaer, tv, minikøkken og så fandens videre!
påklædning: tanktop med conversetegnet på brystet, sorte jeans og sorte sokker. Håret er løst, med lyste striber i.
___________________________________________________________________________________________________

Elizabeth sad på en sofa, og stirrede ind i den flimrende tv-skærm.
Hun havde siddet der det meste af 'dagen' og modtaget tilnærmelser af stortset hver dreng der havde passeret hende.
Hun ville havde talt med Perceval, eller bare set ham, men hun havde ikke haft chancen. Solen var vel snart ved at stå op, og så kunne hun tage ind til byen og få fjernet sin tattoo's.

Hun stirrede forsat ind i skærmen, mens en hvis Joshua satte sig nærmere og nærmere hende.
Hun blottede kort tænder, inden hun rejste sig.
men han greb fat i hende, og hev hende ned og sidde på hans skød. Hun knurrede lavt at han skulle give slip, men lige meget lyttede han.
Hun baksede med at rive sig fri fra ham..

Efter at have brugt hele sin 'dag' på at være asocial og spille guitar på værelset, havde Perceval endelig fået taget sig sammen til at forlade grotten. Det kunne man vel godt kalde hans værelse, da det var ved at være længe siden, at der var blevet ryddet op derinde.

Til alles store overraskelse, gik han ikke direkte over mod det lille køkken, for at hente flere søde sager, men i stedet mod døren - han trængte til noget frisk luft. Men han nåede ikke særlig langt, før han fangede en bevægelse i øjenkrogen og fik øje på Joshua. Han rystede på hovedet - det var så typisk ham. Men så fandt han ud af, at det var Elizabet, han havde fået fingrene i.
Derfor gik han beslutsomt hen til dem og tog et fast greb i Elizabets overarme, og rev hende derefter væk fra den utilfredse Joshua.
"Hører du dårligt, Josh?" Spurgte han så irriteret og overvejede kort, om han overhovedet gad at spilde sin tid på dette.

Hun baskede videre med joshua, indtil hun brev revet fri. Først undrede hun sig over hvem der gad hjælpe hende, men så gik det op for hende hvem det hårde greb tilhørte.
Hun stirrede ind i Percies øjne, kort. Så kom hun i tanke om det rygte der allerede nu havde spredt sig, om ham og Clary.

"jeg kan klare mig selv, mange tak.." sagde hun stille inden hun rev sig fri fra ham.
Hun så lidt ned, mens hun satte kursen mod døren. Hun ville ikke være i nærheden af joshua, men hun kunne ikke holde ud at se på Percie og så tro at der stadig var noget mellem dem.
Derfor åbnede hun døren, uden at sige noget.

Hendes kulde fik ham straks i forsvarsposition. Han havde ellers troet, at de ville opføre sig en smule mere modent. Men på den anden side - det ville vel være forkert, hvis der ikke var en eller anden form for drama mellem dem. Sådan havde det jo altid været. Et kort øjeblik stod han og ønskede, at de aldrig havde begyndt på det der kæresteri. Det havde fuldstændigt knust deres venskab, og det så ikke ud til, at det kunne laves igen.

"Det så også sådan ud," råbte han sarkastisk efter hende. Så sukkede han og gav Joshua et dask på skulderen for at vise, at han ikke bar nag. Sådan var det altid med Joshua - Perceval blev ved med at hjælpe ham ud af alle de ting, han fik rodet sig ud i.

Derefter forlod han opholdsstuen og gik direkte ud på gårdspladsen. Så fandt han en smøg frem og sukkede stille, mens han lænede sig op af muren. Hvorfor var der altid så meget drama omkring ham? Det var ved at være for meget for ham - måske skulle han ansøge om at blive forflyttet. Så vidt han huskede, var der en Nattens Hus i Georgia, som lå meget tæt på Florida.

Hun sad på en bænk med hovedet begravet i sine hænder mens hun snøftede lavt.
Hun burde havde vidst at det var en fejl at fortælle ham at hun elskede ham. Nu sad hun tilbage, med et knust hjerte og andres ødelagte liv på samvittigheden.

Hun så på ham, da han kom ud af døren, og med det samme fandt en cigaret.
Hun så bare ned i sine hænder igen.
"han har jo hende nu..." hun rejste sig stille og tog sine sokker af.
Hun gik forbi ham, mod gymnestiksalen

Han gjorde sit bedst for at lade som om hun ikke eksisterede, da hun gik over mod gymnastiksalen. Endnu engang var hun ikke fair! Hvad havde han gjort? Andet end at forsøge at hjælpe hende. Hvis han ikke havde grebet ind, sad hun garanteret stadig og 'hyggede' med Joshua.

Han lod sit blik glide rundt og kunne ikke rigtig lide, hvad han så. Han ville væk herfra - hjem. Og det skulle være meget snart. Han smed skoddet og huskede sig selv på, at han måtte få snakket med sin mentor.

Hun så ned, og vendte om. Hun kunne ikke lade være.
Hun gik tilbage mod ham mens hun så ned.
Hun gik hen og kammede ham hurtigt. "undskyld.." sagde hun stille, hurtigt.

Han blev meget overrasket og forvirret, da hun lige pludselig vendte om og endda gav ham et knus. Hvad havde han gået slip af?
"Øh... Det er okay?" Sagde han forvirret. Det lød lidt som et spørgsmål.

Hun slap ham og bakkede et enkelt skridt. "jeg var et fjols før.. Undskyld.." man kunne høre at hun havde svært ved at tale.

//skal lige tage opvasken//

Han kløede sig i nakken og følte sig ilde til mode. Denne situation var virkelig akavet.
"Det er okay..." gentog han så, og bed sig i læben.

hun så nu lidt ned, mens hun bed sig lidt i læben.

''du ved godt at jeg ikke sagde at vi ikke kunne være sammen, fordi jeg ikke elskede dig, ikke? Det ved du forhåbentlig godt at jeg gør..'' hun så på sine hænderne, neglene manglede halvvejs mod roden.
''jeg gjorde det fordi jeg var bange for at miste dig, over at jeg var jaloux.. jeg var virkelig bange for at du troede at jeg ikke kunne tåle at du havde veninder..'' hun bed sammen lidt. Så så hun mod pigernes opholdsstue.
''jeg må nok hellere komme tilbage.. det er ved at være sent..'' sagde hun så stille og begyndte at gå

Han sukkede og nikkede. Det vidste han godt - han elskede jo også stadig hende. Men det ville bare ikke kunne fungere med et forhold, og det regnede han også med at hun var klar over.

Da hun så ville tilbage, greb han fat om hendes arm og spurgte: "Hvad laver du? Tror du selv at det er iorden at gå på sådan et tidspunkt?"

hun så lidt på hans hånd.
''Perceval, jeg gik ærligtalt ud fra at du ikke ville snakke med mig..'' sagde hun bare stille.
Hun så ned, uden at rive sig fri.
det var hud mod hud, og hun var ikke på medicin.
langsomt, men hurtigt nok til at han ikke kunne nå at slippe, blev de hevet ned i hendes minde. Selvom hun ikke selv ønskede at vise ham det.
__________________________________________________________________________

Gymnastiksalen rungede stadig efter den smækkede dør. Elizabeth stirrede ned i gulvet, inden hun gled ned og sidde.
Hun rystede svagt, mens hun så panisk på sine hænder. Panisk begyndte hun at hulke, mens hun prøvede at flå huden af hvor hendes nyeste tattoo sad.
Det var ikke tydeligt at se hvornår det foregik, men kendte man til mindet så vidste man det. Det var efter Perceval var gået, da hun havde sagt at de ikke kunne være sammen.
''du er et fjols, Nemesis...'' hviskede hun hulkende af sig selv, mens hun krøb endnu mere sammen, og langsomt begyndte at flå sine negle af.

___________________________________________________________________________

Nu rev Elizabeth sig løs i en hård bevægelse, så hun gled op af et træ.
Hun stirrede lidt på Perceval, havde han forstået hvad han lige havde set?

Hun prøvede rystende at gå mod opholdsstuen

Han fik pludselig en mærkelig bekendt følelse og vidste udmærket godt, hvad der skulle til at ske. Endnu engang besøgte de en af Elis minder. Men det gav ikke mening for ham. Slet ikke, så da de vendte tilbage til nutiden, kiggede han panisk efter hende og råbte: "Eli... Kom tilbage og forklar mig det." Uden at vente på svar, begyndte han at løbe efter hende. Hun kunne ikke vise sådan noget - bevidst eller ej - og så bare gå.

hun kunne mærke tårerne glide ned af sine kinder, da han råbte efter hende.
hun stoppede op, men vendte sig ikke om.
''forklar dig hvad? du genkender det sikkert når du husker hvordan du smækkede døren efter dig ved gymnastiksalen..'' sagde hun inden hendes stemme knækkede over i gråd.
Først nu kunne man se hvordan hendes hud stadig var igang med at heale på hendes venstre arm. Uden blod, gik processen alt for langsom.

Han løb helt hen til hende, så han til sidst stod en halv meter fra hende.
"Hvis det var fra dengang... Hvorfor har du så stadig såret?" Spurgte han og tog forsigtigt fat om hendes håndled. Det burde kun være et ar nu! Forsigtigt lod han sine pegefinger følge et af sårene, men skyndte sig så at give slip, da det gik op for ham, hvad det egentlig var han lavede.

hun skjulte sin arm lidt igen.

''jeg har bare brug for blod for at heale..'' sagde hun stille, uden at se på ham.
hans berøring fik bare tårene til at løbe endnu mere ned af hendes kinder.

//render lige i bad//

Han sukkede dybt af hende - blod, blod, blod. Hvorfor var det så svært for ham at acceptere?
"Hvad med så at få fat i noget blod?" Spurgte han så og kiggede alvorligt på hende.

hun så nu bare på ham, tomt.

''Jeg kan ikke bare rende hen og bede en om blod, Perceval. Og det vil jeg heller ikke. Det er fint sådan her..''
hun så ned igen, på sine ødelagte negle, på sin maltrakterede arm.
''desuden, så vidt jeg husker, så kunne du ikke lide blod..'' hun så bare ned

Han kiggede undersøgende på hende og spurgte så: "Der er jo blodposer i køleskabet... Hvorfor tager du ikke bare sådan en?"
Så sukkede han irriteret og forsatte: "Hvorvidt om jeg kan lide blod eller ej, har vidst intet med denne situation at gøre."

''blood on bottle..? nej tak..'' sagde hun bare stille.
''perceval, jeg burde virkelig komme op i seng..'' mumlede hun stille inden hun gned sine tåre væk

Han krydsede sine arme og hævede det ene øjenbryn. Syntes hun virkelig, at hun kunne tillade sig at være kræsen?
"Blod er vel blod," sagde han sammenbidt. Han lod med vilje være med at svare hende på det sidste - hun kunne vel bare gå, hvis hun ville.

''kommer det fra dig?'' sagde hun drilsk.
''du, som kun drikker cola, og altid spiser lasagnen før salaten i håb om at blive mæt inden det sunde!''
hun prikkede ham kærligt, men forsigtigt på kinden.

Han kunne ikke skjule et lille smil, og måtte indrømme at hun vandt den runde.
"Det ændrer ikke på situationen - du behøver blod." sagde han så og blev alvorlig igen.

//Smutter en halv times tid.//

''jeg er ikke ved at dø, Perceval. Jeg healer bare lidt langsommere.'' sagde hun bare.
''burde du ikke få ryddet op i grotten..?'' grinte hun da hun fjernede en lap fra en chipspose fra hans bagdel