never gonna change..

"Du skal ikke prøve at skifte emne," sagde han og prøvede at holde den irriterede attitude. Men det gik ikke så godt, for da hun fjernede lappen, kunne han ikke lade være med at klukke lavt og klø sig i håret.
"Øh jo, det burde jeg nok..." indrømmede han hæst.

''skal jeg hjælpe dig? Jeg kan jo sagtens holde en affaldspse eller noget?'' sagde hun med et varmt smil.
Hun var nødt til at prøve at redde bare en smule af deres venskab.

Han rystede på hovedet.
"Ellers tak - du virker meget træt," sagde han så i samme, venlige tonefald som hende. Og han kunne også godt klare det selv, hvis bare han stoppede med at udskyde det.

hun smilede lidt.
''kom nu, jeg dør ikke af at hjælpe dig lidt.'' sagde hun med et blidt grin.

//skal i seng/

Han bed sig i læben og tænkte lidt over det. Men han var ikke typen, der bekymrede sig for meget om småting, så derfor trak han bare på skuldrene og mumlede: "Du spurgte selv om det. Og det er på eget ansvar." Et smil kunne skimtes i hans mundvig.

Hun nikkede stille.
"jamen... Så godnat da..." sagdehun stille hvorefter hun begyndte at gå op mod soveværelserne.

Han kiggede uforstående efter hende. Han havde jo lige sagt god for, at hun måtte komme med op og hjælpe med oprydningen. Men måske var det bare hendes måde at vise på, at hun havde fortrudt og hellere ville op i seng. Det forstod han også godt.
Med et skuldertræk stak han derfor hænderne i lommerne og gik over mod drengenes opholdsstue. Det var sent, og de fleste drenge var allerede gået op i seng. Med for en gangs skyld kunne Perceval ikke sove. Derfor fyldte han sin favn med sodavand og chips og satte sig godt til rette i en af de bløde sofaer, mens en eller anden tilfældig film blev vist i fjernsynet.

hun gik bare videre, tavs. hun vidste ikke længere hvad hun selv ville- mest af alt ville hun ligge i percevals arme, og prøve at sove. men den mulighed havde hun for længst fratget sig selv

Det lod vidst til, at det var en ulykkelig kærlighedsfilm, som blev vist i fjernsynet, og derfor zappede Perce irriteret videre. Men det var som om, at det var det eneste, de viste. Det irriterede ham, at Eli hele tiden poppede frem i hans hoved - det havde ellers gået så godt på det sidste. Men han forstod hende bare ikke, og det var nok også der problemet lå. Han var dårlig til at opfatte hints og signaler.
Til sidst endte det med, at han så en eller anden amerikansk fodboldkamp, som han ikke rigtig interesserede sig for.

Eli havde taget sin pyjamas på, og gik nu mod drengenes opholdsstue med et stort tæppe om sig.
Hun havde sovet der de sidste, i håbet om at få set perceval.

Hun åbnede døren stille, og så ikke rigtigt på ham, da hun gik hen og lagde sig i en sofa.

Han kiggede overrasket efter hende, da hun pludselig kom ind i opholdsstuen med et tæppe om sig.
"Eli..? Hvad laver du her?" Spurgte han og satte sig en smule mere op i sofaen.

''jeg sover her..'' mumlede hun bare mensw hun lagde sig til rette på en sofa, med tæppet trukket godt op om sig.
Hun lukkede øjnene, mens hun lyttede til hans vejrtrækning.

Han kiggede på hende, som var hun syg eller noget.
"Hvorfor det? Jeg synes i hvert fald selv at din seng er mere behagelig end disse sofaer," sagde han med et skuldertræk.

''fordi jeg kan mærke andre har været her. Specielt dig.. det gør det en smule lettere..'' mumlede hun stille

Han kiggede forvirret på hende.
"Hvorfor tager du ikke din medicin, Eli?" Spurgte han så bekymret. Det ville gøre alting meget lettere. Også for hendes egen skyld.

''det har intet med min 'sygdom' at gøre... jeg savner bare dig. ikke andet. når jeg er, så er det ikke lige så svært at komme igennem..'' mumlede hun bare.
hun var endelig begyndt at accepterer at hendes evner ikke var andet end en forværring af hendes sygdom.

Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare. Jo, han savnede selvfølgelig også hende, men det ville han altså ikke sige. Det ville bare gøre alting endnu værre.
Derfor vendte han igen sin opmærksomhed mod fjernsynet, mens han sukkede.

hun krøb bare endnu mere sammen på sofaen, og lyttede til Percevals vejrtrækning. Det var beroligende at han var der, og for en gangs skyld ikke skældte hende ud, fordi hun var dum eller upålidelig.
Hun kradsede lidt i såret på sin arm

Det var utroligt svært at følge med i udsendelsen, når Elizabet var der. Det gjorde ham... nervøs, på en eller anden måde.
Til sidst kiggede han tilbage på hende med rynkede bryn. "Det går altså ikke hurtigere væk af dét," sagde han en smule anklagende.

''jamen det klør...!'' klynkede hun lavt uden at se på ham

Han sukkede stille og kiggede tilbage på fjernsynet. Han skulle lige til at sige, at hun alligevel skulle lade være, men han vidste jo godt, hvor sur hun blev, når han rettede hende.

hun sukkede stille og satte sig lidt op.
''hvad ser vi?'' spurgte hun bare, mens hun prøvede at lade være med at klø i såret

Han trak på skuldrene og mumlede: "Det ved jeg ikke... En eller anden film med Hugh Grant."

''hmm, tror ikke at jeg kender ham. Han lyder brittisk..'' mumlede hun mens hun stirrede på tv'et

"Det er han også," mumlede han og stirrede på fjernsynet. Han blev mere og mere overbevist om, at det var filmen About A Boy.