One step at a time - Perceval

T: ''tidlig'' morgen.
S: Spisesalen til elever
O: Få elever der er til tidlig morgenmad
P: se avatar
V: Udenfor er det en smule køligt men ellers skønt vejr. Stjerneklart.

Det var ikke meget hun havde sovet, på flyet fra Bologna.
Hendes ledsager, en voksen vampyr ved navn Sean, havde talt med hende hele vejen, om hvor stolt han var over at hun havde valgt at tage hjem til Tulsa.
Nu var det bare at se, om hun kunne holde ud at være der, den sidste tid.
Hendes karakterer var steget så utroligt, og det samme var hendes selvtillid.
Hendes naturligt mørke hår var bleget og stod i perfekt kontrast til hendes nu mørke hud.
Selvom solen knap var gået ned, og de andre kun var begyndt at gå ind i salen for at få morgenmad, stod hun allerede ved kaffen og hældte en stor kop op, og blandede den med lidt blod, mælk og sukker.
Hun havde været væk i nogle måneder. Tæt på et år, var det ikke? tiden var løbet fra hende.
Hun havde forladt det hele, for at komme væk fra det akavede forhold til Percie, og til Ciel.
Han havde droppet alt kontakt til hende, og Percie kunne hun ikke se i øjnene længere. Ikke da hun rejste i hvert fald.
Hun smilede, da hun tog en tår kaffe og så rundt på de få ynglinge der var på vej ind for at få tidlig morgenmad. De lignede nærmest levende døde.
Selv stod hun med guitartasken ved siden af sig, og med hendes rygsæk med hendes tøj på en stol.
En ung yngling, en ven af hende fra før hun tog afsted, ved navn Allie, var gået over for at snakke med hende, og kort efter var hun væk igen.
Nu var det bare at få drukket sin kaffe, og så over til sit værelse igen, for at pakke ud. Hun smilede roligt, og tog endnu en tår kaffe.

For en gangs skyld følte Perceval sig veludhvilet og frisk, da han vågnede. Han var ikke et ansigt, som man så som en af de første til morgenmaden, men denne nat skulle åbenbart vise sig som anderledes.
Sin påklædning havde han ikke just gjort meget ud af - han gik rundt i de samme jeans, som han altid gik i og en sort hoodie. Det var trods alt tidlig morgen, og alle vidste jo, at Perceval ikke fungerede optimalt inden han havde indtaget kød. Og kød var der jo ikke meget af til morgenmaden.

Som forventet var der næsten tomt i spisesalen. Ikke at det generede ham. Det var efterhånden lykkes ham at undgå folk så meget som muligt. Det var længe siden, at nogle havde betragtet ham, som et socialt individ.
Med kursen rettet direkte mod kaffen, lod han sit blik glide rundt i salen. Han så kun kendte ansigter. Bortset fra ét. Eller han havde også set det før. Men nej... Nej, det troede han ikke på. Perceval stoppede op midt i det hele og stirrede. Stirrede åbenlyst. Jo. Det var hende. Elizabet. Men hun lignede ikke sig selv. Han havde altid syntes hun var smuk, men dette overgik alle andre looks. Hun så gudeskøn ud. Og hold da op, hvor havde han savnet hende. Hjertet bankede i brystet på ham, og han måtte gøre sit for ikke at styrte hen til hende og omfavne hende.

Han kunne dog ikke lade være med at gøre noget. For en gang skyld glemte han alt om mad og drikke og satte i stedet kursen mod Eli. Hans prinsesse.
"Elizabet?" Hviskede han, da han endelig nåede han. Han anede stadig ikke, om han kunne stole på sine øjne. Om det virkelig var hende.

Hun så op da hun endelig hørte nogen sige hendes navn.
''Hej?'' sagde hun, da hun genkendte personen der stod foran hende.
''Længe siden, Percie.'' sagde hun inden hun rettede på hendes hår. Hun smilede stadig, hvilket nok var et godt tegn.
Det hjalp jo ikke at være sur over at deres forhold ikke gik.
Hun tog en tår kaffe mere, inden hun så på ham igen.
Egentlig, undrede det hende at han så så... Snusket ud. Men måske var det bare sådan han havde lyst til at det skulle være?
Hun trak sin t-shirt på plads så den sad til om hofterne, inden hun satte kaffen fra sig.

/snakker i tlf med kæresten, så det blev lige et kort svar :/ //

Et bredt smil dominerende hans ansigt, da hun talte til ham. På en eller anden måde beroligede det ham at høre hendes stemme igen.

"Elizabet," gentog han stille. Hvorfor, vidste han ikke. Det kom ud af ingenting. Han havde mest af alt lyst til at omfavne hans lille prinsesse - men sådan kunne han ikke tillade sig at tænke - og lufte til hendes hår og mærke hendes kolde hud. Men hun virkede ikke begejstret for at se ham. Tværtimod virkede det som om han kedede hende. Hans smil falmede som dug for solen, og han stirrede i stedet usikkert ned i gulvet.

Hvad fanden havde han også regnet med? At hun ville komme løbende tilbage i hans arme efter alt det lort, de havde være igennem? Nej, det havde han bestemt ikke regnet med. Men han havde håbet på det; så meget ville han dog indrømme for sig selv.

"Jeg har savnet dig." Lød det hæst fra ham, og han måtte bide sig selv i tungen over at have sagt det. Det var jo ganske tydeligt, at savnet kun gik én vej. Hun var kommet videre. Han havde gået og ventet på noget, der aldrig ville ske. Bitterheden og sorgen gnavede i ham.

HUn så på ham, og smilet bredte sig.
''jeg har også savnet dig.'' hun prøvede at få øjenkontakt med ham.
''Hey..! Jeg mener det altså.'' grinte hun, og smilede forsat.
''kom nu her!'' smilede hun, og stillede sin kop fra sig og åbnede armene.
Man kunne jo se hvordan han havde det.
Hun vidste, at han havde savnet hende, og at hun havde savnet ham. Men deres forhold havde ikke været sundt.
Måske, nu hvor de begge var ældre og mere modne?...
Hun ventede udelukkende på at han lagde armene om hende så hun kunne lukke sine arme om ham

a de næste ord forlod hendes læber, kiggede han håbefuldt op, og det var synet af hendes åbne arme, der mødte ham. Det brede smil vendte atter tilbage, og han tøvede ikke med at omfavne hende og knuge hende ind til sin brystkasse.

"Jeg har savnet dig, Eli," mumlede han igen og kluklo dæmpet af, hvor mærkeligt han opførte sig. Nærmest som en lille pige. Han grinede lidt mere over den tanke og begravede sit ansigt i hendes hår og tog en dyb indånding. Hun duftede præcis, som hun altid havde gjort. Det var beroligende.

''jeg har også savnet dig, Percie.'' smilede hun.
Hun havde ikke hørt ham grine i så lang tid.
Hun lagde panden på hans skulder, og sukkede lettet. Endelig var hun hjemme.
''Hvordan går det?..'' spurgte hun efter hun havde lagt hænderne på hans hofter.
Hun flyttede dog ikke hovedet, hvis han skulle sniffe videre af Eli-essensen.
Hun var vokset så meget i selvtillid, i selvværd. Hun havde alt, havde ikke brug for noget.
Hun var stoppet med at ryge og drikke blod for sjov, og nu var hun også holdt op med random følelseskold sex.
Hun havde fået nok af at være et udskud.
Hendes karakterer var på det højeste, og snart ville hun blive forvandlet. Det skulle være her, i Tulsa. Det var her hun hørte hjemme.

Man kunne næste høre ham spinde af behag, da hun lagde panden på hans skylder og hænderne på hans hofter. Han knugede hende endnu tættere på og tog endnu en dyb indånding.

"Det går," sagde han tamt. Han ville hellere høre om, hvordan det gik med hende. Det virkede til, og så ud som om, at hun havde det godt. Selvom det sveg lidt at vide, at hun havde fået det meget bedre uden ham, var han også glad for det.

"Hvad med dig, Eli? Hvordan har du det?" Spurgte han stille og strøg hende op og ned af ryggen. Han havde vel bare brug for at mærke hende. At hun rent faktisk var her i hans arme og ikke, Nyx ved hvorhenne.

Hun smilede.
"Det går godt. Jeg klarer mine fag... Men hold kæft hvor jeg har savnet dig!" Hun sukkede kort.
"Der er kun få fag jeg ikke er med i." Grinte hun.
"Min rygning, det er overstået. Blodmisbruget er væk. Jeg kom til en psykologi, jeg er clean." Hun grinte lidt.
"Men helt ærligt, hvordan går det?" Hun trak sig lidt ud og så på ham.
Dog uden at slippe.

Han smilede for sig selv. Det var godt at høre, hvor godt hun klarede sig - også selvom det var på grund af afstanden mellem dem. Men det havde vel været det værd. Men nu var hun her igen, og det var alt, der betød noget. Nu fik hun ikke lov til at gå igen. Han klukkede af tanken.

"Det er godt, at du har det så godt. Jeg er glad på dine vegne," sagde han ærligt og trak sig lidt tilbage, så han kunne se hendes ansigt ordentligt. Han lod slet ikke mærke til hans fjogede smil, imens han studerede hver eneste krog af hendes ansigt.

"Jeg er ikke stoppet med at ryge," jokede han som svar. Så sukkede han og trak hende tæt på igen. "Lad os bare sige, at det ikke er gået mig nær så godt." Det var ikke gået ham dårligt som sådan. Han havde bare haft svært ved at komme af med de gamle vaner og den gamle tankegang. Men det gik fremad.

Hehe, ærligt, så er jeg på elcigaret." Smilede hun. "Vanddamp du ved."
Hun så hans smil, men bemærkede kun kort de andre der så undret på dem. Var det usædvanligt for Percie at være så glad at se på?
"Skal du ikke have noget morgenmad? Du kan da umuligt blive mæt af at se på mig." Sagde hun inden hun bed sig i underlæben.
Hun havde savnet ham. Trangen til at smage ham igen, den voksede for hvert sekund. Men det var ikke noget hun viste, det ville måske give ham en dårlig fornemmelse af hendes nye 'jeg'.

Han smilede kort over hendes kommentar om elcigaretten.
"Jeg synes nu stadig, at det er godt gået," grinede han og rystede på hovedet. Eli, Eli, Eli.
Han lod mærke til hendes blik, der vandrede omkring dem. Han så sig omkring. Der var kommet en del flere end da han ankom, og mange af blikkene var fæstnet på dem. De var nok til overrasket over at se ham sådan. Det tænkte han dog ikke for meget over.

Da hun snakkede igen, kiggede han atter på hende. Om han kunne blive mæt af at se på hende? Gu' ku' han så. Især når hun bed sig selv i underlæben, sådan som hun gjorde.
"Det skal du nu ikke være så sikker på," brummede han. "Eller jo. Jeg bliver aldrig mæt." Han grinede og slap taget om hende. "Men morgenmad lyder godt. Jeg er overraskende nok sulten." Han tog fat om hendes hånd - det var vidst ikke i orden at tage hende i hånden - og gik over mod maden.

Hun så på ham, med et lille smil.
Han jokede igen, hvor skønt!
"Jeg har rigeligt lige her, med min kaffe." Smilede hun og skyndte sig at tage sin kop inden han hev hende med sig.
Hun grinte over hans opførsel, han virkede helt livlig.

"Hvor mange millioner har du kostet skolen i cola siden jeg gik?" Grinte hun drillende, undret over hans ivrighed for morgenmad.

Da de nåede morgenmadsbordet, greb han en tallerken og fyldte den til randen, mens han svarede: "Har du virkelig lyst til at vide det?" Han grinede kort og sagde: "Jeg tør næsten ikke tænke på det. Men jeg har i det mindste skiftet til light!" Det var en stor bedrift for ham.

Så tog han et glas appelsinjuice og nikkede med hovedet over mod et bestemt bord, hvor han derefter gik over og satte sig. Håbede på, at hun ville følge med.
Så kiggede han på sin meget overfyldte tallerken. Æg, bacon, brød, pålæg; der manglede bestemt ikke noget. Selvom der var mad til cirka tre personer. Percval smilede for sig selv og tog for sig.

Hun grinte, og fulgte efter ham mens hun smilede.
"Sådan som folk stirrer, regner jeg med at du ikke er vant til morgenmad" smilede hun og satte sig ved siden af ham.
Hun var en smule forsigtig med ikke at gå ham for nær. Måske ville han slet ikke have hende tæt på?
Hun tog endnu en tår af sin kaffe, som var ved at være kold.

/ time, kort svar, sorry.//

Han lod mærke til hendes afstand og rykkede tættere på uden at tænke på, at hun måske gerne ville være lidt i fred for ham.

"Jo, jeg er bare normalt ikke en af dem, der kommer tidligst," grinede han med munden fyldt med bacon. Ikke ligefrem charmerende.

"Så... Hvor har du været henne?" Spurgte han lidt mere alvorligt og kiggede undersøgende på hende, hvorefter han drak lidt juice.

/Same//

Hun smilede, over hans charmerende bacontrutmund.
"Jeg har været i Italien.. Bologna. Jeg havde en gammel ven dernede, der tog sig af mig i et stykke tid." Smilede hun inden hun så på ham.
"Jeg har haft dans i stedet for ridning, retorik i stedet for poesi. Alt det der hejs. Og nu er jeg tilbage hertil,o g må overleve forvandlingen. Der er ikke mere end et par uger til, mener vampyrerne." Sagde hun inden hun så lidt ned på sin kaffe.

"Had med dig? Hvad har du lavet?" Spurgte hun roligt

Han så opmærksomt på hende, imens hun fortalte om sin tid i Italien. Det lyder spændende. Det lød som om hun havde haft det godt.

"Er du så blevet flydende i italiensk?" Spurgte han i et tamt forsøg på st joke sig ud af det.

"Ikke en skid," grinte han og rystede på hovedet. "Helt ærligt, så har jeg siddet og spillet guitar på mit værelse."

/sorry det er så kort. Skriver fra mobilen//

Hun smilede drillende, og svarede roligt "non il migliore, ma non posso un po 'italiano."
Hun så ned på sin kaffekop som efter hånden var Tom.
Hun rejste sig kort, og smuttede op for at hente mere kaffe.
Hun tog en lille kande blod, en kande kaffe og lidt sukker med sig ned til deres bord igen, helt roligt.
"Vorrei solo che ti capita." Hun smilede

Han stirrer på hende, da hun begyndte at tale italiensk. Det gættede han i hvert fald på.

Hun gik kort og kom tilbage med mere kaffe.
"Folk der siger at italiensk og spansk ligner hinanden, lyver," brummede han, selvom der var et par ord, som han godt kunne gætte sig til

"Jeg fatter nul af spansk. Men italiensk elsker jeg." Smilede hun inden hun blandede sig endnu en kop blodig kaffe.
"Jeg har virkelig savnet dig.." Smilede hun og så på ham.
Hendes smil var varmt og blidt.
"e ti amo ancora, ma è un dettaglio.." Sagde hun stille, smilende

Han blev færdig med sin tallerken på rekordtid og mumlede: "Ja, appetitten fejler vidst intet." Hvorefter han tømte glasset.

Han smilede bredt, da hun igen sagde, at hun havde savnet ham. "Jeg har også savnet dig, Eli. Virkelig meget," sagde han hæst og modstod trængen til at kramma hende igen.

Hun smilede roligt, inden hun grinte.
"Jeg har fri i dag, fordi det er første dag tilbage her. Hvad med dig?" Smilede hun roligt, inden hun bundede sin kop kaffe, og havde et lille blodspor på overlæben.
Hun smilede igen, intet tegn på blod på tænderne. Underligt nok.
"Hvordan går det med trangen til blod?" Spurgte hun så, helt ud af det blå.

Han rystede på hovedet. "Jeg skal have spansk og psykologi senere i dag." Han sukkede kort.

"Hvilke fag har du så valgt?" Spurgte han senere. Sikkert ridning. Han trak på smilebåndet af den tanke.

"Den er skam dukket op," svarede han smilende. Det var ved at være noget tid siden.

Jeg har meldt mig til ridning, men til specialundervisning. Jeg rider ikke med nybegyndere længere." Sagde hun roligt. Hun havde redet en del showspring det sidste år. Efter en skulder der var revet af led, var hun kommet tilbage trefoldigt. Der var skrevet om det i et sladderblsd, om en ukendt tøs fra Tulsa, der havde overtaget branchen for næsen af en voksen kvinde der havde redet førsteplads i flere år.

"Psykologi, musik, ridning... Spansk er udelukket så jeg forsætter mit italienske med min specialunderviser." Sagde hun roligt.