avoiding - Perceval

t - omkring 2.09
s- spisesalen til eleverne
v- det ser ret så mørkt og tåget ud
o- masser af elever der spiser frokost.
p- sorte puma-sweats og en stram t-shirt. Håret er løst. Solbrillerne er som altid på. Ingen makeup.

Eli sad ved et bord, for sig selv, og stak til lidt laks. Hun mumlede utilfreds, hvorefter hun tog en tår vand.
Hun havde ikke set Percie siden han havde prøvet at hjælpe hende op i seng. Hun skyldte ham en undskyldning, men hun havde bare ikke kunnet finde ham.
Så nu sad hun det eneste sted, hvor hun vidste at hun ville se ham på et tidspunkt.
Hun fumlede med en tynd halskæde som hun havde om halsen, det var en lædersnor med en lille sort sten i. Stenen var formet som en måne, med en sol bag sig.

Hun sukkede stille, og rejste sig for at smide laksen ud. Hun havde mistet appetitten helt efter at hun var begyndt at tænke på hvordan hun skulle undskylde overfor Percie, når hun endelig så ham.

Jeg er nødt til det. Det var den samme tanke, som kørte på repeat i hans hoved. Siden han sidst havde snakket med Eli, var appetitten fuldstændig forsvundet. Men Perce havde tvunget sig selv ud af sengen, og op i spisesalen. Noget skulle han ved leve af.

Da han satte sig ved et tomt bord i et mørkt hjørne, scannede han hurtigt rummet, for at sørge for at Eli ikke så ham. Hvis hun overhovedet var i rummet. Percevals hår var ualmindeligt rodet, men krøllede som altid. Han prøvede så vidt muligt at skjule sine øjne med det.
Laks var ikke den ret han havde allermest lyst til, men han skyndte sig alligevel at spise den, sådan at han kunne forlade rummet hurtigst muligt. Derefter ville han tage på biblioteket, da han var lidt i tvivl om en spansk-oversættelse. Og der var alligevel næsten aldrig nogle på biblioteket, så det passede perfekt.

Eli scannede rummet mens hun smed sin mad ud. Hun skimtede en person der kunne minde om Percie, alene ved et bord. Håret var rodet, og han så blegere ud end normalt. Hun begyndte at gå hen mod ham, tavs.

Da hun nåede nogle få meter fra hans bord blev hun stående lidt fra ham. Hun var ikke sikker på at han havde set hende, derfor mumlede hun bare.
''jeg ville bare... undskyld... uretfærdigt... går igen...'' var det eneste der kunne høres inden hun blev væltet bagover af en uforsigtig elev. Hun landede heldigvis på bagdelen, uden at komme til skade, så hun rejste sig stille igen med ryggen til ham.

Han mærkede straks, at han blev nervøs, da hun nærmede sig. Øv - han var busted. Tankerne var kaotiske og umulige at placere, men heldigvis lod det til at hun heller ikke var i stand til at formulere fornuftige sætninger. Hendes fumlen fik ham til at hæve sit ene øjenbryn, mens han lagde armene over kors. Ikke fordi han var sur på hende... eller det vidste han ikke om han var. Faktisk vidste han intet lige nu.
Han nåede ikke at give nogen form for respons, før hun nu sad på gulvet, efter han elev havde passeret. Uden at tænke over det, var han straks på benene. "Er du okay?" Spurgte han så bekymret. Lige efter at have sagt disse ord, gik det op for ham, hvad han egentlig gjorde. Derfor satte han sig bare ned igen, uden et ord og kiggede efter hende, som hun vendte ryggen til ham.

hun havde blottede tænder, rettet mod eleven der havde væltet hende. Derefter vendte hun sig mod ham, med et undskyldende blik.
''jeg er ked af at jeg bare gik..'' mumlede hun. ''Jeg burde i det mindste havde fortalt dig hvorfor..'' hun så lidt ned. Hendes solbriller skjulte hendes røde øjne.
Hun tog noget frem fra sin lomme. Et lille brev, der var foldet sammen på midten.

''jeg sidder derovre, hvis du vil mig noget..'' hun lagde brevet foran ham, og gik så hen mod sin plads. Hun håbede at han ville forstå når han havde læst brevet.

gennem papiret kunne man allerede skimte de snirlige bogstaver;

''Jeg er ked af at jeg bare forlod dig. Jeg ved godt at du er rasende over det, og det har du også al god grund til.
Jeg fandt det ikke ligefrem rart at være derinde uden dig, jeg følte at jeg var dig utro, mere end jeg var James..
Jeg gik ud for at lede efter dig, og så dig jo henne ved rygerne. Få meter fra dig, stod der en af dem der voldtog mig på børnehjemmets søn..
Jeg blev så rasende, og samtidig så bange at jeg bare ville væk. Jeg ville ikke indenfor, jeg ville bare væk.. Derfor ville jeg ikke ind og sove, jeg ville ikke i nærheden af en seng..''
brevet stoppede brat der.

Eli sad med blok og blyant og tegnede mens hun bed sig i underlæben. Hun håbede virkelig at han forstod nok nu. Hun forstod at han ville være endnu mere vred på hende nu, fordi hun intet havde sagt..

Elizabet gentog hurtigt fatningen, men Perce sad bare uden at sige et ord. Hans læber var tynde som streg - det blev de altid, når han var presset. Dog kunne han ikke skjule sit overraskede udtryk, da hun havde skrevet et brev, som hun fint placerede på bordet foran ham. Han kiggede ikke engang på det sted hun påpegede. Det var måske umodent, tilmed direkte barnligt, med det rørte ham ikke ligefrem i denne situation.

Det var først da han havde læst brevet, at han opdagede sine rystende hænder. Mange af hans spørgsmålet var blevet besvaret, men der var også kommet nogle nye til. Hvorfor ville hun ikke være inde på diskuteret? Og hvorfra kendte hun forbryderens søn? Og så selvfølgelig hvorfor hun ikke havde sagt alt dette noget før? Perceval var ikke sikker på, om han nogensinde ville få svar på disse spørgsmål, men lige nu gjalt det om at tænke fremadrettet. Og han vidste også, hvad der ville være bedst at gøre nu - det mente han i hvert fald selv.

Han foldede pænt brevet sammen og lagde det i baglommen i sine jeans, hvorefter han tog sin tallerken med ud i køkkent. Så kiggede han hurtigt rundt i salen, for så at forlade den. Han ville fra nu af ikke snakke med hende mere. Ikke forvolde hende mere smerte. Ikke bekymre hende mere. Så derfor lod han som ingenting, og gik op på biblioteket som han fra starten af havde tænkt sig.

hun tegnede videre, mens hun så han forlade salen.
det kunne kun betyde en ting, og det nægtede hun at tro på at hun ville gøre.
hun rejste sig derfor, hurtigt, og gik efter ham.

hun grab fat i hans skulder, hurtigt og fast.
''Percie!'' hun så på ham, bedende.
''så meget for en bror, hva..?'' hun slap ham igen, og bakkede så to skridt.
hun bed sig i indersiden af kinden. hun ville ikke græde, ikke foran ham.
Hun så lidt ned i jorden. så satte hun sig på en bænk, lige foran ham. Hun så direkte på ham.
''Jaja, den har vi jo opblevet før, ikk?'' mumlede hun. ''det er ikke dig, det er mig.. sådan noget lort at fyrer af.. Jeg gør det kun for dit eget bedste.. som om..'' det virkede nærmest som om hun snakkede mig sig selv.
''gå du bare, bare glem alt om din 'søster'.'' hun bed sig hårdt i tungen, for at holde mund.

Hans hjerte slog en ekstra gang, da nogle pludselig greb hans skulder. Før han havde vendt sig om, vidste han allerede, hvem det var. Eli.
Selvom han godt forstod, at dette sårede hende, kunne han ikke undgå at blive vred over hendes ord. Hun skulle ikke tro, at hun vidste noget som helst om, hvad han havde tænkt sig at gøre! For det gjorde hun ikke!
"Hvem siger at jeg har tænkt mig at sige, at det er mig og ikke dig?" Spurgte han koldt, og hans øjne skød lyn. Han var virkelig irriteret, men samtidig var det også nødvendigt, at det sårede hende, selvom han virkelig ikke kunne lide det. Hvor var han dog et dumt svin!
Han kneb sine øjne en anelse sammen ved hendes sidste sætning, for så at trække ligeglad på skulderen. Perce drejede rundt og forsatte sin tur hen til biblioteket. Han havde virkelig kold og ligeglad, men som han gik og hun ikke kunne se hans ansigt, mærkede han tårerne presse sig på. Det er for hendes egen skyld.

hun krøb sammen på bænken da han så på hende. Hun kunne mærke at hendes underlæbe dirrede. Tårerne gled ned af hendes kinder, og dryppede ned på jorden.
Hun vidste at hun ikke kunne stoppe ham.
Hun så mod ham, og derefter ned igen. Hun krøb endnu mere sammen da det endelig gik op for hende, han havde forladt hende. Han havde droppet hende!
Hun skulle aldrig havde fortalt ham om hendes liv. Hun rystede, i det der gik over til at være en krampeagtig gråd. Hun kunne ikke holde tanken ud.
Hun rejste sig op, og vaklede grædende mod sovesalen. Hun krøb sammen op af et træ, da hun ikke kunne gå længere.
Han havde forladt hende! Efterladt hende!
Hun kunne se for sig, hvordan han var gået op på biblioteket, totalt kold. Ligeglad med at han efterlod hende. Nu havde hun intet. Hun var alene igen.

Det var svært at lade være med at kigge sig tilbage, men han gjorde det ikke, da han udmærket godt vidste, at han ville gå tilbage til hende, hvis han så hendes nuværende tilstand. Men det var bedst sådan. Det var det altså! Det blev han ved med at overbevise sig selv om, mens han gik op på biblioteket.

Det var svært at koncentere sig om sin spansklektie, da alle mulige andre tanker farede rundt i hovedet på ham. Han havde ellers håbet på, at det ville få ham på andre tanker for en stund. Men så heldig var han ikke, og det endte med at han gav op. Det skulle nok gå med en eller to fejl - han var ellers rimelig god til spansk.

Perce valgte at sætte sig i vindueskarmen og kiggede ud over skolen fra vinduet. Der var elev i dynger, som stod og snakkede, elever, der lavede lektier udenfor og så var der... Eli. Satans også! Han ville ønske, at han ikke havde set hende sætte sådan. Hjælpeløs og sønderknust. Og værst af alt - det var hans skyld! Det var næsten ubærligt. Hvad skulle han gøre?

hun blev siddende under træet, mens elever passerede forbi. Ingen stoppede op, ingen spurgte ind til hende.
Hun græd ikke længere. Hun sad der, kold og tom. Hun havde mistet alt, ved at fortælle ham om hende.
Hun kunne mærke at nogen så på hende, men hun stirrede bare ned i jorden.
Hun gned sine tårer væk, arrigt. Uden at sige mere tog hun solbrillerne af, og afslørede hendes hævede øjne. Hun havde siddet der i et stykke tid og grædt, og det havde resulteret i at hendes øjne var hævede. Hun gned sine øjne lidt, for at reducerer hævelsen. Hendes hud var blegere endnu, og håret var uglet. Hun havde ikke lyst til at ændre det, ingen kiggede på hende alligevel.

da hun, efter et stykke tid, ikke orkede at sidde på den kolde jord, rejste hun sig og så direkte mod ham. Hun tog derefter sine solbriller på, og begyndte så at gå med hænderne i lommerne, mod skolens port. væk.

Et sug gik gennem hans mave, da hun rejste sig op og stirrede direkte på ham. Så havde hun altså set ham... Men det var en kort 'fornøjelse', for der gik ikke længe, før hun vendte sig om og gik. Han kiggede overrasket efter hende - forlod hun skolen?
Perce var godt træt af at være hendes babysitter, men han kunne ikke stoppe med at holde af hende, ligemeget hvad hun nu fandt på at gøre af dumme ting. Derfor sukkede han dybt, hvorefter han forlod biblioteket.

Der gik ikke længe, før han nåede gårdspladsen, hvor hun havde siddet. Men Eli havde for længst forladt skolen, så Perceval fulgte hendes eksempel. Men hvor skulle han finde hende? Da han ikke rigtig havde nogle spor at gå ud fra, valgte han at strejfe tilfældigt rundt på gaderne, mens han råbte: "Eli.. Hvor er du?"

på et gadehjørne, midt inde i byens butiksdel, sad Eli med en guitar i skødet og spillede dæmpet. Hun ønskede ikke at folk genkendte hende, derfor havde hun ladet håret gå ned over hendes ansigt, og beholdt solbrillerne på.
Hun spillede It Will Rain, mens sang teksten til, lige så sagte.

Da hun hørte ham kalde spillede hun bare videre. Skulle han til at såre hende endnu mere? Hun lukkede øjnene, og spillede bare videre mens sangen allerede var slut. Han havde helt klart ment at det var hende. Det var hende der var noget galt med.
Hun bed sig i tungen for at stoppe tårene fra at trille ned af sine kinder.
Han havde valgt at vende hende ryggen, hendes egen 'bror'. Sikke en bror han var, at lade hende tro at hun kunne stole på ham. Men det havde hun jo lært for længst, man skulle ikke stole på nogensomhelst.

Hun trak vejret, sammenbidt. Hun kunne mærke gråden i halsen, så istedetfor at synge, så spillede hun bare. Hun var glad for at hun havde en ven herinde i byen, som hu bare kunne besøge når det passede hende. En ven, med en guitar. Hendes bedste afslapningsmoment.

Der gik ikke længe, før han hørte det smukke guitarspil, som han straks blev draget mod. Ikke fordi han var klar over at det var Elizabet, der spillede, men fordi han elskede det smukkede instrument.
Perce holdt dog lidt igen, da han fandt ud af, at det var Eli, der spillede. Skulle han gå hen til hende? Det var jo dét, han var kommet for, så han satte sig ved siden af hende uden et ord, og lyttede sin den smukke melodi.

Da den sluttede, sad han lidt og kiggede ned i jorden, mens han overvejede, hvad han skulle sige. Undskyld var helt klart ikke en mulighed, da han virkelig troede på, at han havde handlet rigtigt. Og han ville forsøge at forsætte med det, når han lige havde forklaret hende, hvordan landet lå. Hun ville sikkert ikke forstå det, men hvis hun bare ville give det en chance, var han sikker på, at det ville fungere.

"Det er for din egen skyld..." sagde han sagte, og blikket veg ikke fra den ødelagte asfaldt, som syntes at præge hele vejen. Det var måske svagt af ham, men han turde ikke møde hendes øjne, i frygt for, hvad han ville se.

hun bed sammen, med sådan kraft at man kunne høre smældet fra hendes kæber nogle meter fra dem.
''for min egen skyld?! Du mener måske at det her godt for mig!?'' snerrede hun gennem sine sammenbidte tænder.
''at lade mig tro at du er min ven, at lade mig fortælle det som ingen andre nogensinde får at vide, for derefter at blive vendt ryggen!?'' hun rejste sig, tog solbrillerne af, og tvang sit hoved op til sit.
''du har hørt om røde vampyrer. det ved jeg at du har. vil du glæde dig til at se din søster som en?'' sagde hun koldt mens hun stirrede ind i hans brune øjne.
''på den anden side, det kan du jo være fuldkommen ligeglad med, ikke?'' hun forsatte kolde toneleje.
''forresten, jeg genkendte ham fordi han voldtog mig kort efter jeg stak af.'' hun slap hans ansigt, tog guitaren og så koldt på ham. ''hvis du ikke ville se mig, bare fordi jeg har nogle små mentale fejl, så er du slet ikke den jeg troede du var. men det burde jeg jo havde regnet ud, da jeg så din væmmelse.''
hun var kold, tom. han havde knust hende.

Han gispede kort, da han hørte hendes ord. Sådanne kolde, kyniske ord havde han aldrig troet skulle komme ud fra hendes mund. Det var hun alt for uskyldig til. Men der havde han taget fejl, og da han kiggede hende i øjnene blev han bekræftet i teorien. Shit. En rød vampyr?!
Perce sad og stirrede i øjne, han ikke i sine vildeste tanker, troede på kunne eksistere. Men da han ikke havde set andre på hende, virkede de rigtige til hende. Helt uden at tænke over det, rykkede han sig en smule tættere på hende, og ignorede hendes spydige ord. Han var helt opslugt af de fremmede øjne, som han faktisk beundrede en del.

Hans ansigt var så tæt på hendes, at han kunne mærke hendes åndedrag, men hans øjne veg ikke fra hendes. Det var helt uvirkeligt - han havde aldrig set noget lignende. Han tøvede kort, hvorefter han forsigtet strøj hendes hud under højre øje. Han trak sig dog hurtigt tilbage igen, da han jo godt kendte konsekvenserne af nærkontakt, hvilket jo i bund og grund også havde været grunden til han havde handlet, som han nu havde.

Han vidste, at han blev nødt til at svare på de kyniske sætninger, men hvad i alverden skulle han sige? Undskyld for at være et svin, men det er for dit eget bedste? Nej, vel?
"Jeg elsker dig Eli, men du må forstå, at det er hårdt at vide, at jeg forvolder dig smerte, ved at røre ved dig.." sagde han og bed sig i læben. For fanden da - han havde lige rørt ved hende! Det måtte ikke ske igen.

''hold så din kæft med det pis!'' nærmest råbte hun.
elskede hende, gu' gjorde han ej. så ville han aldrig havde gjort det ved hende.
Uden at sige yderligere tog hun sine solbriller på igen.
''du kan ikke elske en der ikke tør elske andre! du tør ikke engang røre ved mig! du er præcis som de andre..'' hun gned en tåre væk fra sin kind med bagsiden af sin hånd.
''du har ret, det er for min egen skyld.-'' sagde hun, med en kynisk tone. ''-så gå dog, hvis det er så skide godt for mig!'' hun satte sig på en trappe, lidt fra ham, med knæene op under hagen. hun ville ikke græde, selvom hendes krop gjorde et godt forsøg. Hun skulle ikke lade ham vinde. ikke med det.

Hendes råberi skræmte ham, om han så ville det eller ej. Måske skulle han lade hende sove, før de forsatte denne samtale? Hun kunne tydeligvis ikke tænke klart, når hun mistede kontrollen på den måde.

"Jeg har lige rørt dig," sagde han stille, fast besluttet på ikke at ryge op i det røde felt ligesom hende. Men venskabet ville godt kunne fungere uden kropskontakt, så hvad var problemet? Hvis hun nu bare ville lytte til ham, uden at råbe og skrige, ville det altså være en meget stor hjælp. Hendes raseri var frustrerende.

Hendes ord emmede af sarkasme, og han bed tænderne hårdt sammen, mens han frustreret tog sig til hovedet. "Så lyt dog på mig, kvindemenneske!" sagde han højt. Han lod ikke sur eller vred, bare bestemt. "Jeg mente, hvad jeg sagde, da jeg sagde, at det var for din egen skyld. Der sker altid dårlige ting for dig, når jeg er i nærheden af sig og rør ved dig, og hvordan tror du jeg har det?! Jeg føler mig så magtesløs, og jeg gider sguda ikke forvolde dig smerte!" Hans toneleje var røget højere og højere op, som hans talestrøm var skredet frem, så han måtte trække vejret dybt, for at falde ned.

''hvad tror du gør mest ondt, Perceval? At se et minde, som jeg ser hele tiden? Eller at vide at dem jeg elsker ikke tør røre mig?'' hun så ikke på ham, hun sad der bare, sammenkrøbet. Lige så magtesløs som da hun sad under træet.

''Jeg... Jeg gider ikke der her mere.. Jeg er træt af at ingen tør være i nærheden af mig, at selv du ikke tør røre mig..'' Hviskede hun.
''jeg høre ikke til sammen med jer.. Jeg høre ikke til nogen steder. Allerede da jeg blev født, begyndte folk at efterlade mig.'' hun bed sammen, hendes ord var ikke mere end en hvisken.
''jeg skulle aldrig have stolet på dig.'' hun rejste sig, med gråd i halsen, og begyndte at gå. da hun gik forbi ham mumlede hun et stille 'farvel'.
Hun havde ingen intentioner om at tage tilbage til skolen for at blive. Hun ville hente sine ting, og så ville hun forlade det hele.

En irriteret snerren gled over hans strube, da hun endnu engang lukkede ned. Helt ærligt - det var virkelig barnligt gjort.
Perce vidste godt, hvad hun ville have ham til at svare, men så gik det op for ham, at hun slet ikke ville have ham til at svare. Det var virkelig snæversynet gjort.

"Det passer ikke," sagde han højt - træt af at hun ikke ville lytte til ham. "Som sagt har jeg lige rørt ved dig. Og du har en kæreste, som jeg er ret sikker på tør røre dig... Så vil du ikke være sød at slappe lidt af."

Han skulle til at gå hen og give hende et kram, men så begyndte hun at gå. Hvis hun ikke ville snakke med ham, så skulle hun da bare sige til, for han var virkelig træt af at hun ikke lyttede til ham.
"Hvis du går nu, skal du bare vide, at jeg ikke kommer efter dig. Ikke denne gang." sagde han ualmindelig stille, men højt nok til at hun ville kunne høre ham. Var det ikke hende, som klagende over at han havde forladt hende? Hvorfor så gøre det samme?

hun vendte om, uden et ord og gik hen til ham. Hun lagde armene om ham, i et kram. Hun rystede, hun var træt og ked af det hele.
''Du tror at James rør mig..? Det er kun fordi han ikke ved hvad der sker når han gør.. Du rørte mig kun fordi du så mig i øjnene..'' Hun rystede mens hun sagde det.
''Percie, jeg er træt af at være sådan et misfoster..'' hviskede hun, og kyssede ham på kinden. ''jeg vil lytte til dig, hele dagen om nødvendigt, hvis du holder op med at prøve at beskytte mig.. Jeg er trodsalt sytten nu..'' Hun slap ham ikke. Hun havde haft brug for det kram alt for længe.

Hendes kram varmede helt inderst inde, og han tøvede ikke med at lægge sine arme omkring hende og trykkede hende helt ind til sig.
"Hvorfor har du så ikke sagt noget til ham? Det går sgu ikke, at du har det sådan her, prinsesse," svarede han. "Men i princippet er det det samme..." svarede han og smilede skævt. Det var vel ligemeget, hvordan Perce havde rørt hende.

"Hold op.." sagde han, "du er ikke noget misforstor. Du er min bedste ven." Det lød måske mærkeligt når han sagde det, da han ikke plejede at snakke med folk på denne måde. Og ærlig talt følte han sig ikke særlig godt tilpas, når han skulle snakke følelser. Drengerøven viste sig igen.

"Det kan jeg ikke love. Du har brug for min beskyttelse," sagde han grinende, og krammede hende igen,

''han forlader mig bare hvis han finder ud af det..'' hviskede hun stille. hun nød at han holdt om hende.
''og jeg kan sagtens selv passe på mig selv!'' protesterede hun, men huun var for træt til at ligge vægt bag ordene.
hun trak vejret tungt, og så så op på ham. ''skal vi ikke gå tilbage til skolen?..'' spurgte hun stille. hun lagde sin pande mod hans hals, bare for at understrege hvor træt hun egentlig var.

Hvorfor skulle han dog det? I elsker jo hinanden," sagde han og strøj hende over håret. Som sagt troede Perce fast på, at James var en god gut. Det håbede han i hvert fald på, for Eli fortjente det bedste af det bedste.

"Sikkert," sagde han bare til hendes lille protest, som hun ikke ville komme særlig langt med. Hvis han først mente noget, skulle der meget, til før han ville give slip.

"Jo, lad os det," svarede han og trak sig ud af omfavnelsen. Perce kom hurtigt på benene, klar til at hjælpe hende op. "Men du må vidst føre an," sagde han så, da han stadig ikke kendte byen særlig godt.

''jeg ved ikke om han elsker mig.. eller om jeg elsker ham.. jeg ved at han får mig til at føle noget..'' mumlede hun og fik rejst sig uden hjælp.

hun så rundt, pludselig virkede alt ens. Gaderne, bygningerne. Hun rystede lidt på hovedet. Hun havde ikke set sig om mens hun løb derned. Hun huskede hverken hvor hun kom fra, hvilken vej skolen var.

''eeerm... Percie, jeg tror at vi er faret vild..'' mumlede hun, og så forvirret rundt.