avoiding - Perceval

hun så lidt ned, hun vidste at han snart havde fået nok af hende men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun havde ikke vidst om han havde været sarkastisk overfor hende eller ej, så hun havde svaret tilbage med et toneløst svar. Nu sad hun og så på at han ikke engang kunne nyde sin tid sammen med sine venner fordi hun havde været et dumt svin. Hun så ned, det gjorde ondt at se ham sådan. Han skulle ikke se sådan ud, det var ikke meningen.
Hvis hun kunne, så rejste hun tilbage i tiden og sørgede for at han ikke mødte hende. Så ville hans liv her havde været nemmere.
Hun sukkede og rejste sig, gik hen til ham, og hviskede ham i øret så det lød som vinden i træerne.
''jeg går i seng.'' så kyssede hun ham let, på kinden for at sige godnat. hun skulede kort til hans venneflok, der ikke engang lod til at tage notits af at han var længere nede end han normalt ville være. derefter satte hun kursen mod dørene.

Han fik et lille chok, da nogle pludselig hviskede ham i øret. Det var Eli, hvilket overraskede ham en del. Han havde troet at det ville tage længere tid for hende at køle ned. Derudover undrede det ham også, at hun fortalte ham det. Hvad skulle han bruge det til? Hvorfor gad hun have noget med ham at gøre.
Don't lie, tænkte han sarkastisk med hensyn til hendes udtryk 'i seng'. Men det ville være for ondt at sige disse ord højt. Så han valgte at tie, og lade hende gå tilbage, hvorefter han forsatte med at spise i stilhed, mens hans venner snakkede lige så meget som de plejede.

Da han var færdig med at spise, fortalte han de andre, at han lige havde nogle ærinder, der skulle laves, hvorefter han gik tilbage til pigerns kollegium, bare for at tjekke at hun var okay. Hvorfor blev han ved med at holde fast?

Eli havde forsøgt tre gange at lægge sig. Hver gang så hun mere. Til sidst sad hun grædende på gulvet med dynen om sig. Hun havde ikke rørt en dyne siden dengang. Så det talte vel som fremskridt.
Hun havde følt at hun var nødt til det, for Percies skyld. Hun havde virkelig prøvet. Nu sad hun i krampeagtig gråd på gulvet, bag en låst dør.
Selvom han ikke havde sagt et ord til hende i salen, vidste hun at han ikke troede på hende.
Hun blev ved med at kunne mærke deres hænder på sig, men blev ved med at overbevise sig selv om at hvis hun blev siddende med dynen længe nok, ville det gå over. Det gjorde det ikke, og det var det der resulterede i hendes gråd.

Eli var ikke til at se i opholdsstuen, så han gættede på at hun havde forsøgt sig med sengen. Det fik ham til at smile lidt - hun havde i det mindste forsøgt.

Inden han gik ind på værelset, stoppede han og lyttede. Hans hjerte sank. Var det gråd? Han bankede hurtigt på. "Eli?" Spurgte han blidt, "vil du ikke nok låse op?" Det var hjerteskærende at høre på, og han kunne undgå at bebrejde sig selv.

hendes lås havde været i stykker længe. et ekstra tryk på håndtaget og den ville gå op. ''tryk til.'' fik hun mumlet bag sin gråd.
hun krøb endnu mere sammen med dynen om sig, mens hendes tårer trillede frit.
hun hev til sidst efter vejret, mens hun forsat kunne mærke hænderne.

Med en del anstrengelser, fik han endelig døren op, og et frygteligt syn mødte ham. Hun sad kvalt i gråd på gulvet, med dynen svøbt omkring sig. Måske havde han presset hende for meget, alt for hurtigt.
Han prøvede at forholde sig roligt, mens han satte sig ved siden af hende. Han turde ikke røre hende. Turde ingenting. "Fjern dynen," sagde han stille. Der var ikke andet at gøre.

hun rystede på hovedet, så væk fra ham. Hun ville ikke fjerne den, ikke nu. Hun krøb endnu mere sammen da hun så frygten der gemte sig i hendes øjne. Som om de afspejlede hendes.

Hun var iskold, men hun frøs ikke. Hun var bange, men ville ikke fjerne dynen. Han ville have hende til at sove i en seng, og var blevet vred da hun nægtede. Nu kunne han selv se hvorfor hun ikke kunne.

''gå tilbage til dine venner..'' mumlede hun mellem sine paniske vejrtrækninger. Hun tørrede tårer af i dynen.

Han forstod hende virkelig ikke - hvad var der galt med hende? Nød hun ligefrem dette?
"Fjern dynen," gentog han med en mere bestemt stemme, men måtte til sidst opgive. Så tog han i stedet godt fat i dynen, og rev den af hende med alle krafter, hvorefter han kastede den op i sengen.
Så sad han og kiggede forsigtigt på hende - skammede sig over at han havde mistet kontrollen på den måde.

''er du ikke sød at gå tilbage til dine venner..?'' hviskede hun, og så ned i gulvet, snøftende.
''du ville have at jeg skulle overvinde min fobi for senge..'' hviskede hun, som svar på et spørgsmål han endnu ikke havde udtalt. ''du mente at det var den eneste måde..'' hun lagde armene om sig selv. hun lukkede øjnene. Han havde ikke brug for at sidde hos hende, og se på hendes nervøse sammenbrug. Han havde brug for at være hos sine venner, og grine med dem.
Istedet sad han bare og gloede på hende, selvom hun bad ham om at gå.
Hun forstod ham ikke... Beskyttede han hende..?

"Gu vil jeg ej!" sagde han bestemt og lagde forsigtigt armene om hende i et ikke så vellykket knus. Men ikke destro mindre hørte han stadig på, hvad hun havde og sige. Det var dér det gik op for ham, hvor dum han egentlig havde været.

"Jeg mente det ikke sådan. Du skal tage dig din tid." Sagde han stille og strøj hendes kort over kinden, hvorefter han trak hans arme til sig - han var stadig bange for at røre hende. Især efter denne episode.

hun så ikke på ham, hun så bare ned.
Hun rystede knap så meget når han sad hos hende, men hun kunne stadig mærke minderne i baghovedet.
''det kunne du godt havde sagt, inden jeg satte mig med dynen fra helvedet..!'' mumlede hun med et lille smil, i forsøget på at være morsom..

(skal lige op og skræller kartofler)

Han smilede skævt og sagde: "Undskyld, prinsesse." Han havde presset for meget på, det vidste han godt.
Så gav han hende et hurtigt kys på kinden og sagde så: "Kom med ned i opholdsstuen, så du kan få sovet." Han kom på benene og rakte en hjælpende hånd ud, som hun kunne tage imod eller lade være. Det var igen helt op til hende.

''er ikke træt..'' hviskede hun bare. hun så op på ham og fik rejst sig.
''jeg var bare nødt til at prøve.. du ville jo ikke lytte før du selv så det..'' hun prøvede at smile undskyldende, men det var svært. Hun gik hen mod døren, men greb noget på vejen der lignede en blanding mellem en dukke og en bamse.

Han fik dårlig samvittighed, men det glædede ham at se, at hun trods alt gik ned i opholdsstuen. Han troede ikke på, at hun ikke var træt - det så ud som om hun kunne besvime hvornår det end skulle være.

"Sover du med bamser?" Spurgte han drillende, ad de gik ned af trapperne. Han overvejede også at gå i seng bagefter han havde fået lavet nogle lektier. Men det vigtigste var, at Eli fik sovet.

''hun er ikke en bamse, hun er en dukke! Hun hedder Scrump!'' hun efterlignede Lilo's stemme fra Lilo Og Stitch.
Hun smilede lidt til ham.
''Nej, jeg sover ikke med bamser... Jeg sover med Mr. Sparrow..'' mumlede hun. Hun knuegede bamsen til sig. Det var en bamse, lavet som en Spurv, med ægte fjer. Næb og klør var lavet af ler, og øjnene af glas.
Den var gammel, mindst sytten år. Den var syet flere steder, men hun kunne ikke undvære ham.
Hun satte sig i en sofa, og så på Percie.

Han grinede lidt og sagde: "Nå undskyld, for at have fornærmet Mr. Sparrow."

Percie satte sig i den anden side af sofa, mens han sad lidt og kiggede på hende, med et smil på læben. Langt om længe sagde han: "Prøv nu at få noget søvn, ikke?"

//Krea-svigt.//

Hun nikkede stille, med et lidt djævelsk smil. ''Okay, Perrrrrrrrrcie'' spandt hun drillende og lagde sig op af ham, med Sparrow mod brystkassen. Hun smilede for sig selv.
''du bad selv om det.'' hviskede hun drillende og lod en negl kradse blidt på hans jeans.

Han klukkede af hendes tonefald - hvad tænkte pigebarnet dog på? Men det gav mening, da hun satte sig op af ham, og kradsede hans jeans. "Sorry, hunny, men jeg kan altså ikke sidde her hele dagen, og du skulle nødig vågne, når jeg flytter mig," sagde han og smilede skævt, mens han strøj hende over håret.

''så vil jeg ligger her og stirre på dig sammen med Sparrow, indtil jeg lader dig flytte dig.'' smilede hun og lagde sig til rette med hovedet på hans ene lår. Hun så op på ham med sine dybrøde øjne, og smilede uskyldigt.

Han smilede skævt og mumlede: "You're steeling my sleep, woman." Men havde ikke noget imod det. Som sagt var det vigtigst, at hun fik sovet. Derfor undrede det ham også, at hun lå og stirrede på ham. Forsigtigt placerede han en finger på hendes højre øjenlåg, så hun ville lukke det - uden at prikke hende i øjet selvfølgelig. Det samme gjorde han med venstre øjenlåg.

''nice try'' smilede hun lidt og lukkede øjnene kort. Så åbnede hun dem igen. ''men jeg er ikke træt.'' grinte hun, og satte sig op. Hun lagde en hånd på hans kind, og fjernede den ikke igen. Hendes pupiller udvidede sig helt, mens hun lukkede dem halvt. Hun smilede saligt, det mest fantastiske minde kom frem. Duften af græsset spredte sig for hende, marken var større end nogen anden, og fyldt med græs så højt som til hendes knæ. Hun løb, fri for alt, væk fra børnehjemmet.

Så lukkede hun øjnene, og lod sin hånd glide ned til hans brystkasse, over hans bryst, udenpå trøjen. Hun følte hans hjerterytme, scannede den i tankerne. Hun genkendte den rytme. Den beroligede hende mere end noget andet.
Så slap hun ham helt, og åbnede øjnene. Et skær af hendes naturlige gyldne øjenfarve kunne skimtes.

Han skævede bekymret til hende, da hun lagde hånden på hans kind, og hendes pupiller udvidede sig. Var det en god ting? Det virkede mærkeligt, men det var som om hun ikke længere var til stede i rummet. Som om hun var meget langt væk, og det var ærlig talt ikke særlig betryggende.

Han fattede intet, da hun lukkede øjnene og lod sin hånd hvile ved hans hjerte. Hvad skete der med hende?

Da hun så åbnede øjnene igen, gispede han og sagde: "Eli! D-dine øjne... De var gyldne... Kæft hvor var det vildt.." Om han snakkede til sig selv eller Eli, var han ikke rigtig klar over.

Hun kunne ikke undgå at rødme da han kommenterede hendes øjne. Hun så lidt væk.
''det... det er bare min naturlige farve. Det sker nogle gange når jeg bliver mindet om noget jeg holder af..'' mumlede hun og så på Sparrow.
Hun lænede sig op af Percie, med et lille smil.
''glad for at du kunne lide farveshowet.'' smilede hun

Han undrede sig kort over hendes rødmen, men ikke destro mindre var det jo positivt, at det gyldne skær var til at se.
"Virkelig? Hvad så du?" spurgte han så nysgerrigt om, glad for at det ikke kun var dårlige minder, der kom frem, når hun rørte ham.
Så grinede han og sagde: "Det kunne jeg helt sikkert!"

''jeg så den sensommerdag hvor jeg stak af fra børnehjemmet. Min første dag som fri..'' hun lukkede øjnene mens hun lagde hovedet mod hans skulder.
''jeg kunne dufte græsset, mærke vinden mod min hud og græsset mod mine ben..'' hun lød allerede længselsfuld.