avoiding - Perceval

Han svarede ikke på det hun havde svagt - det ragede ikke ham, og han havde ærlig talt ikke lyst til at få enhver lille detalje om deres forhold med.

Han kiggede måbende på hende, da hun fortalte, at de var faret vild. Det mente hun ikke, vel? Perce begyndte at panikke og spurgte: "Hvad skal vi gøre? Der er jo ingen og spørge her.." Han rystede kort på hovedet og kiggede rundt på den mandsforladte gade. Det var virkelig typisk. Han skulle lige til at bande over, hvorfor hun ikke bare var blevet på skolen, men han skulle ikke til at give en anden skylden. Det var noget mennesker havde en meget dårlig vane med at gøre.

hun havde aldrig været faret vild før. Normalt genkendte hun enhver detalje.
Hun så panisk rundt, og derefter rystende på ham. Hun prøvede at genkende bare en lille detalje fra hvor hun løb. Hun kunne ikke.

Derefter tog hun hans hånd, og begyndte at gå den ene vej, uden et ord. Hun vidste ikke om det var den rigtige vej, men hun var nødt til at prøve.

Han bed sig i læben, og kiggede på hende med et håbefuldt blik. Men måtte desværre indse, at de var faret vild. Han gav hendes hånd et klem, og fulgte så efter hende. Ja, Nyx måtte vide hvorhen.

"Jeg kan ikke lide det," indrømmede han hviskede, mens han kiggede sig over skuldren.

''jeg skal bare finde et sted jeg genkender'' lovede hun, men hun vidste godt at det ville blive svært når hun var så træt.

til sidst nåede de discoteket, og hun stoppede op. derfra var det en lige vej tilbage til skolen. Hun så undskyldende på ham, hun var jo den der var skyld i at de stod i det rod.

Han håbede inderligt på, at hun mente hvad hun sagde. Men han havde selvfølgelig behøvet at bekymre sig, da de til sidst endte ved gårdagens discotek. Herfra kendte han godt vejen tilbage til skolen, så han tog hurtigt fat om hendes håndled og hev hende med tilbage med en lettet følelse.

hun fulgte med ham, lettet over at han tog føringen.
Hun var ved at dejse om af trætheden, og lysten til at putte op af ham voksede for hvert sekund sammen med ham. Hun havde brug for en sofa, i et afsides hjørne af opholdsstuen. Måske med sin iPod skruet op med en sang som A Little Bit Stronger.

Hun så på ham, med et lettet og træt smil

Det var nemt at se, at hun snart ikke kunne holde til mere. Derefter skyndte han sig endnu mere og der gik ikke længe, før de stod i pigernes kollegie. Perceval var stædig og begyndte derfor at gå op til værelserne - hun havde brug for at sove i en rigtig seng. Hendes egen seng. Det var på tide hun kom over sin fobi, hvis man kunne kalde det dét.

''Percie...'' sukkede hun klynkende. Hun ville ikke i nærheden af en seng, ikke nu. Hun prøvede at hive sig fri, men var for træt.
Hun så bedende på ham, bag sine solbriller.
''du kan ikke være det bekendt..'' mumlede hun da de var halvvejs mod hendes værelse. ''det er det samme som at sætte en pige med fobi for rotter, ned i kloakken..'' hun fik stoppet ham lidt.
''jeg vil ikke..'' hun så på ham, med store bedende øjne der kunne skimtes bag solbrillerne

Han vidste godt, at hun ikke brød sig særlig meget om det, men han ville virkelig gerne hjælpe hende med denne fobi. "Der sker intet, søde. forsikrede han hende om, mens han åbnede døren ind til hendes værelse.

"Du har brug for at sove. Ordentligt. Jeg skal nok få en til at se op til dig." sagde han og smielde beroligende til hende.

hun bakkede bare væk fra døren. Hun ville virkelig ikke.
Hun satte sig med ryggen mod væggen på den anden side at den smalle gang. Hun lukkede øjnene og tog solbrillerne af.
''jeg sover omtrent lige så godt på en seng, som i min grav.'' mumlede hun og lænede hovedet mod væggen.
''Du ved hvordan jeg reagerede dengang jeg lå op af dig? Kan du forstille dig det, bare dobbelt så voldsomt. Jeg har ikke sovet i en seng i flere år, Percie. Og jeg har ingen intentioner om at gøre det nu.'' Hendes øjne var alvorlige, dog trætte.

Han sukkede - hun var mindst lige så stædig som ham.
"Men Eli... Hvad skulle der kunne ske?" Spurgte han alvorligt. Der ville ikke komme en eller anden voldtægtsmand løbende så snart hun lagde sig i en seng. Det måtte hun altså forstå, ellers ville det blive umuligt for hende at få et nogenlunde normalt liv.

''fotografisk hukommelse tillader dig ikke kun at huske billeder. Men hele sekvenser, med lyd, lygte og berøringer. Min hjerne forbinder en seng med en voldtægt, derfor vil den udsende signaler om at genafspille det specifikke minde.'' sagde hun og stirrede bare ind i hans øjne.
''kort sagt, jeg genoplever det hele, når jeg ligger i en seng.'' hun lagde armene over kors. Hun vidste at han ikke opgav med det samme.

Han sukkede - hun gav bare ikke op!
"Præcis, så derfor er det på tide at komme over det," sagde han bestemt og rakte sin hånd ned i hende, selvom han ikke forventede at hun ville tage imod den. Men det var det samme igen - han ville hende bare det bedste.

''jeg har en idé, hvorfor tager vi ikke et kosteskaft og stikker op i røven på dig, og ser hvordan du har det bagefter!?'' mumlede hun arrigt og så væk. Hun lignede en surmulende lille pige.
Hun skulle under ingen omstændigheder ind i en seng, med eller uden ham.
Hun lukkede kort øjnene og var ved at glide ind i en søvn.

Hans øjne slog lyn - sådan skulle hun ikke snakke til ham, ligemeget hvor bange hun så end var.
"Det dér var ikke iorden," sagde han vredt, og var fristet til at gå. Men han lod vær.

Da hun næsten faldt i søvn på gulvet, overvejede han om han egentlig ikke bare skulle lade hende sove her, når nu det åbenbart var meget bedre end en seng. - Ja, han var stadig sur over det hun havde sagt til ham.

''så lad være med at lege min psykolog..'' mumlede hun træt. Hun så på ham. ''jeg ved godt at det ikke var iorden, og det er det her heller ikke.'' hun rejste sig hurtigt, og lod sit ansigt komme få centimeter fra hans. så kyssede hun ham i mundvigen, og lod sin tunge glide helt op til hans øreflip.

så vendte hun om og gik ind på værelset og fandt sin iPod frem, hvorefter hun gik ud fra værelset igen og lukkede døren efter sig.
''vil du sove i en seng, så værsgod. Men jeg finder det altså mere behageligt med en bænk.'' Hun vidste udemærket hvor meget hun pissede ham af.

Han sukkede stille, og forstod egentlig godt, at hun var træt af at han lod som om han vidste bedst. Han var jo ikke hende, og hun vidste trods alt mest om dette.

Han skulle lige til at fortælle, at det ikke gjorde noget, da hun gjorde noget uforventet. Han stod og stirrede måbende på hende i nogen tid, før han genfandt talens brug. "Det dér var ikke okay!" Sagde han og knyttede hænderne. Hun gjorde ham så satans forvirret - hvorfor havde hun gjort det?!

Hendes flabede kommentar irriterede ham, men han blev bare stående et stykke fra hende - hun kunne bare gå, hvis hun ville, men han ville ikke følge efter hende. Ikke denne gang.

''sig mig er du virkelig så uvidende? Det er måde at vise sin underdanighed på, som ulv.'' Hun så uskyldigt på ham, hvis han ville være vred så måtte han jo dét. Men hun sov ikke i en seng, basta!

Hun gik roligt ned af gangen, ned til opholdsstuen. Der stod sofaer, og en i et hjørne med hendes navn på.

Han svarede hende ikke. Hvad skulle han også sige? I stedet fulgte han hende med ned i opholdsstuen, men i stedet for at sætte sig over til hende, hvor han gættede på at hun ville sove, forlod han kollegiet og gik ud og satte sig på gårdspladsen. Hele sceaneriet blev gentaget i hans hoved, og han vidste ikke, hvad han skulle lægge i det.

hun satte sig i sofaen, og tændte sig iPod, hvor hun satte Words I Couldn't Say på.
Så lukkede hun øjnene, og satte sig tilbage i sofaen og slappede af.

Med et dybt suk gik han tilbage til pigernes kollegium - han var virkelig dårlig til sådan noget - hvor han satte sig i opholdsstuen, og faldt i snak med nogle piger fra 4. årgang, som han havde snakket med før. Faktisk havde han haft en flirt med den lyshårede, men det var vidst ovre nu.

hun sad der bare, med lukkede øjne, og fødderne oppe i sofaen. Hun sov ikke, hun kunne ikke. Hun sad der bare. Hun hørte ham ikke snakke med sine venner, udelukkende fordi hun hørte musik. Sangen skiftede over til So Small fra Carrie Underwood.

Han vidste, at hun lå der, men valgte at lade vær med at kigge på hende. Ikke fordi han var sur, han vidste bare ikke, hvad der lige var sket. Var hun sur? Hvorfor havde hun snakket så grimt til ham?
Det endte med at Perceval og pigerne besluttede sig for at gå over for at få noget aftensmad. I forbifarten, nåede han lige at spørge Eli: "Skal du med over og have aftensmad?"

''skal du med ud og jage'' svarede hun tilbage.
Hun vidste ikke om han havde ment det som en hån, eller et venligt spørgsmål, men det pissede hende af at høre.
Hun lå der bare lidt inden hun rejste sig og fulgte efter dem, med musikken skruet så højt op at det burde gøre ondt i hovedet.

Hun gik nogle meter bag ham og hans veninder. Hun havde ikke lyst til at gå for tæt på hvis han nu skulle være vred på hende.

Da de gik ind i spisesalen, gik hun hen og tog en flaske med vand, og satte sig for sig selv, for ikke at forstyrre ham. Musikken dungrede videre, og hun lukkede øjnene. Hun søgte altid tilflugt i musik.

Han stirrede vredt på hende, over at hun havde svaret sådan tilbage. Han havde spurgt venligt, fordi han rent faktisk var interesseret i svaret. Men hvis det var sådan her hun ville have det, så skulle hun nok også få det sådan her.

Uden et ord gik han tilbage til sine veninder, og der gik ikke længe, for de joinede flere. Han vidste ikke om Elizabet var gået med dem, men han var også ligeglad. Han havde fundet sig i alt for meget fra hendes side af, og nu skulle det være slut.

Venneflokken sætte sig rimelig centralt i spisesalen, mens de begyndte at spise af lasagnen, og snakken gik lystigt. Perce selv var mere tilbageholdende end normalt, fordi Eli ikke havde forladt hans tanker. Det irriterede ham endnu mere.