quiet night - Perceval

T - 19:35
S - Biblioteket
V - Det regner voldsomt
O - alle ynglinge sover, mens en bibliotikar sætter ting på plads.
P - sorte korte baskeshorts og en sort bh, med en hvid top udover. Maven er bar. Det samme er fødderne. Håret er sat op i en meget rodet knold.

Eliza lå på et tæppe med en bog i hånden, og et sterinlys der var tændt ved siden af. Hun lå og læste, mens hun lyttede til musik på sin iPod. Hun elskede at gemme sig i en anden verden end den hun levede i.

Hun tænkte hele tiden på hvordan han havde rejst sig, hvordan han havde skyndt sig afsted. Hun bed sammen og prøvede endnu engang at fordybe sig i bogens verden. Hun læste om en ung kvinde der forelskede sig i sin bedste ven, men han ville ikke lytte til hendes advarsler om at han var i fare før det var for sent, og han endte med at dø.
Nu var pigen synderknust og prøvede at begå selvmord da en vampyr redder hende inden hendes sidste hjerteslag og forvandler hende..
Eliza kunne mærke giften sive gennem sin egen krop, mens det blev beskrevet i bogen. Smerten der jog gennem hende.

Pludselig vågnede hun. Lyset var gået ud, og hun satte sig op. Hun måtte være faldet i søvn mens hun læste. Hun gnede sine øjne og så rundt.

Med hurtige skridt traskede Perceval gennem gårpladsen, på vej over til biblioteket. Han klamrede en spanskordbog ind til sit bryst, da den jo helst ikke skulle blive våd og så i stykker. Da regnen blev for meget, satte han farten så, hvilket resulterede i at gangen blev til løb.
Pustende nåede han bygningen, hvori biblioteket lå. Det var et sjældent syn at se ham så tidligt, men han havde taget sovepillerne forholdsvist tidligt dagen før, og siden de virkede i otte timer, var han vågnet adskillige timer tidligere end normalt.
Mens han gik ind på biblioteket, tjekkede han hurtigt, om bogen havde fået nogen form for vandskade. Det var heldigvis ikke tilfældet, så han gik hen til afleveringscomputer og afleverede den, for så at genlåne den. Hans egen var blevet væk, så han var tvunget til at låne fra biblioteket, selvom han ikke havde særlig meget brug for den - han var okay til spansk.

Han nikkede kort til bibliotekaren, før han forlod biblioteket. I sin forbifart, fik han øje på en bevægelse i øjenkrogen. En skikkelse, som så meget bekendt ud. Han splittet øjnene op. Elizabet?! Hvorfor stødte han altid på hende de mest mærkelige steder og de mest mærkelige tidspunkter. Hvor var det dog typisk!

Perceval tog en dyb indåndig, hvorefter han gik et par skridt i hendes retning. "Elizabet?" kaldte han lavt, mens han spekulerede på, hvad hun dog lavede her.

hun drejede ansigtet med sådan fart at hendes nakke gav et højt smæld.
Hun rejste sig hurtigt, og tog tæppet om sig. Hendes top var gennemsigtig, og hendes ben og mave var bar. ''Percie!?'' Hun fumlede med at få tæppet til at dække hende helt.
''Hvad laver du her så tidligt?'' spurgte hun undrende mens hun forsøgte at undgå hans blik.

Det undrede ham meget, at hun ikke havde mere tøj på. Havde hun aftalt at mødes med en eller anden flirt, eller hvad skete der? Han valgte dog at lade emnet ligge, da hun så rimelig forlegen ud, mens hun fumlede med at få tæppet til at dække.
I baglommen fandt han en smøg, som han tændte med sin lighter, hvorefter han lænede sig op af muren. "Jeg skulle aflevere en bog. Og du?" spurgte han, og tog et sug. Han mærkede straks cigarettens beroligende effekt, og hans skuldre blev mere smule mere slappe.

''j-jeg lå og læste.. Jeg ville være gået tilbage tidligere men jeg faldt i søvn.'' Det var tydeligt at hun sagde sandheden.
''er du sød lige at vende dig om?'' bad hun stille, mens hun fumlede efter den lange kåbe hun var kommet derover i. Hun havde smidt den mens hun læste, fordi hun fik det varmt.
Normalt ville hun ikke have noget imod at han så hende sådan, men han havde set hendes minder. Han havde set hvordan hun var endt som hun var.
Han kendte for meget til hende. Han var ikke engang en hun vidste ville blive der for hende hele hendes liv.
Hun så ned, og ventede på at han vendte sig om.

Han betragtede hende lidt - prøvede at finde nogle tegn på løjne. Men det virkede som om hun fortalte sandheden. Hvorfor skulle hun også lyve om sådan noget.
Da hun bad ham om aat vende sig om, gjorde han straks, som hun bad han om. Han tog endnu et par sug, mens han spurgte - stadig med ryggen til: "Hvorfor gik du så herhen for at læse?" Det måtte ikke være særligt behageligt at læse på gulvet - så ville han til hver en tid foretrække en seng. Men det var jo også Elizabet de talte om, så...

hun fik taget kåben på, og lagt tæppet. ''jeg kunne ikke lide at være på værelset. Man kan høre de andre piger snakke.. Det er som at være på et.. Årgh ligemeget.'' hun gik hen til ham, og lagde armene om livet på ham bagfra.
''hvordan har du det..? Du virkede virkelig oprevet efter det igår..'' spurgte hun, nærmest hviskende. Hun mærkede trængen til at kysse ham i nakken, men forkastede den. Det var jo Percie!
I stedet tog hun hans cigaret med et let tag og tog et sug selv. Hun pustede røgen ud gennem næsen, med et nydende suk. Hun havde savnet røgen.

Han rynkede brynene. "Som at være på et hvad?" Ville han vide, men blev skubbede ud af dén tankegang, da hun gav ham et kram bagfra.
Hendes spørgsmål fik ham til at sukke højt, men han svarede alligevel: "Jeg har det vel fint. Jeg er mere bekymret for dig." Ham bed sig i læben og prøvede at skubbe gårdagens minde fra sig.
Mere overrasket blev han, da hun tog et sug af hans cigaret. "Ryger du?" Spurgte han måbende. Dét havde han ikke lige regnet med.

''smøger holdt sulten nede.'' svarede hun med et trak på skuldrene. Hun undgik med vilje at svare på hans spørgsmål. ''men normalt var det ikke smøger. Nærmere bonger.'' hun blev stående i krammet, nød hans duft. Hendes lyst til at kysse ham forsvandt ikke, men voksede derimod med hvert sekund.

Nåh -det var fra hendes 'sulte-periode' eller hvad han nu skulle kalde det. Forståeligt.
Hendes næsten kommentar fik ham til gengæld til at gispede højt. "Bonger?!" Spurgte han forfærdet. Sikke en dårlig vane. Ikke fordi han skulle snakke højt om dårlige vaner med al hans rygning.
"Du svarede ikke på mit spørgsmål," konstaterede han så pludseligt.

''troede du virkelig at jeg var en lille uskyldig pige, der ikke kunne gøre noget galt?'' hun himlede med øjnene, opgivende.
''det mindede mig om natten hvor jeg stak af.'' sagde hun stille men slap ham ikke. Hun kunne ikke få sig selv til at slippe ham så han kunne se hende i øjnene.

Han trak lidt på skuldrene over hendes kommentar og mumlede: "Ja, faktisk..." Om dette var for sjovt eller ej, var ikke til at høre på hans stemme.
Det lod ikke til, at hun havde tænkt sig at give slip, så han måtte selv tage fat om hendes hænder og fjerne dem, hvorefter han vendte og om, og kiggede i hendes øjne.

Hendes pupiller var mindre end normalt, og øjnene var nærmest sorte. Næsten som størknet blod.
Hun bakkede hurtigt væk, og så ned. Hun ville ikke se ham i øjnene, hun kunne ikke. Han ville se sulten, han ville se raseriet.
Hun bed sig i læben, og samlede sin bog op. ''j-jeg må også hellere se at komme tilbage på værelset..'' fik hun mumlet

Han sukkede, da hun afviste ham - igen, og bakkede ud. Men han ville vide, hvad der foregik. Nu. Derfor tog han fat om hendes håndled, og trak hende tilbage, før hun kunne gå tilbage til opholdsstuen.
"Hvad er det, der sker med dig? Hvorfor opfører du dig så mærkeligt?" Spurgte han frustreret.

hun spærrede øjnene op da han rørte hende bare hud. Hun røg tilbage i tiden igen. Han røg med. Hun kunne ikke styre det længere.

En lille pige løb, hun var ikke mere end tolv år. Hun havde små støvler på, en lakagtig jakke der gik til knæene og en skuldertaske svunget over skulderen. Hun havde kort hår, der lyste blå-lilla i gadelampernes skær. I sin hånd havde hun en pistol som hun knuegede hårdt ind til brystet. Hun var forfulgt af fem mænd, og den unge dreng fra sidst. Alle ansigter var sløret.
Hun sprang op på en afsats og videre op på et tag. Hun sprang videre. Hurtigt, panisk. Hun græd ikke, men man kunne se at hun snart ikke kunne mere. Bag hende var den unge dreng lige i hælene på hende..

Hun rev sig hurtigt fri og stirrede rystende på Percie. Uden et ord satte hun sig sammenkrøbet i stolen. Hun græd, men det var som om hun var på mute. Ingen lyd. Hendes tårer trillede ned at kinderne, med på kåben.
Hun så ned, gemte sit ansigt i sine hænder.

Det var næsten en dejavu-følelse, da han endnu engang blev hevet med tilbage i fortiden. Han gættede på, at dette var hendes flugt fra børnehjemmet. Det var helt surrealistisk og det skræmte ham. Skræmte ham afsindigt meget.
Han kom tilbage til nutiden og så straks, hvordan hun krøb sammen. Han ville gerne trøste hende - give hende et kram, men han kunne ikke få sig selv til det. Det var hans skyld, at dette minde kom frem. Han ville aldrig kunne røre hende igen. Derfor tog han et par skridt tilbage og følte sig kold som is og livløs som en sten.

hun sad der bare, rystende. ''hvad laver du egentlig her når din farmor ligger for døden?'' sagde hun med en spinkel stemme inden hun rejste sig, og tog tæppet med. Hun begyndte at gå, vaklende. Hun hamrede ind i muren flere gange, men forsatte bare videre. Hun ville helst bare sætte sig ned og skrige højt af raseri, slå ham hårdt. Men han kunne jo ikke gøre for at hun var en særling. Istedet for at begynde at græde endnu mere satte hun sig bare på trappen, ude i regnen hvor man ikke kunne se hendes tårer, og så ned på alt det vand der begyndte at samle sig i vandpytter.

hun blev ret hurtigt gennemblødt, og hun rystede af kulde, men hun nægtede at rejse sig. Hun ville hellere sidde dér og græde, end på sit værelse hvor mindst ti ynglinge ville spørge hvad der var galt.
Og hvad var der egentlig galt? At hun havde set det igen, eller at han havde set det? Eller at hun var så gabende forelsket i en der ikke længere turde røre hende fordi hun havde sådan en pokkers abnorminatet.

Hans kommentar om hans farmor gjorde ham utrolig vred - det var et sårbart punkt for tiden. Med sine hænder knyttet, fulgte han med hende udenfor, men ikke for at side med hende. Han var på vej over til sig selv, hvor han kunne få ro fra omverdenen.
"Hun døde i eftermiddags. Jeg synes bare lige du skulle vide det," sagde han hårdt, hvorefter han forlod hende, mens tårrerne fik frit løb.
Han kunne ikke lide at græde, men han kunne simpelthen ikke holde igang af savn. Eller det var ikke kun på grund af savn, men også på grund af alle de ting med Elizabet. Han følte sig skyld i alle de forfærdelige ting, der skete med hende. Det var når han rørte hende, at disse minder blev frembragt. Hvordan kunne han leve med sådan én på samvittigheden?

Da han kom op på sit værelse, tog han den første guitar han så, og hamrede den ned i jorden. Trådte på den, slog den, uden at tage hensyn til at det larmede og at de andre måske ville vågne. Men han var så frustreret og vred, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre, og hvordan han skulle reagere på de ting, som skete omkring ham.

hun stirrede efter ham. Hun gav op. Hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere. Et endegyldigt snit var alt der skulle til. Og det skulle nok komme.
Hun rejste sig, svag. Hun kunne knap gå mens hun stavrede sig vej hen til sit værelse hvor hun tog et glas vand. Hun tabte glasset, som smadredes mod vasken.
Uden hensyn til at hun skar sig, begyndte hun at samle skårrene op. Hendes hænder blødte voldsomt. Hun tændte for vandet i badekarret, iskoldt vand, mens hun tog kåben af med sine blodige hænder. Hun havde glemt at låse døren, men ingen ville alligevel komme ned og kigge til hende når hun var i bad.

Hun lod sig sænke ned i vandet, mens hun med et glasskår skar op af sine arme, dybt. Hun undgik med lethed blodårer der var livsnødvendige.
Vandet blev farvet rødt. Hun gled ned under vandet med hovedet, og lå der bare.

Der gik ikke længe, før han indså, hvad han havde gjort mod guitaren. Det lod ikke til, at den var til at redde, men alligevel gemte han den. Det var endnu en af hans kendetegn - han smed ikke ting ud. Det var som at smide minder ud, ifølge ham selvfølgelig.

Da der var gået et par timer, hvor han bare havde siddet og stirret ud i luften, besluttede han sig for at gå ned og få noget mad. Ikke fordi han var sulten, men fordi han ikke havde andet at foretage sig. Og han havde ikke kræfter til at se Elizabet.

Det var efterhånden de fleste elever, som var kommet op, da spisesalen var propfuld af spisende elever. Nogle af hans venner, fik med det samme øje på ham, og vinkede ham over til deres bord. Hurtigt tog Perce noget morgenmad, og gik så over og satte sig hos dem. De begyndte straks at spørge om, hvad der var sket, og hvad han havde lavet. Han stak dem en løgn om, at han havde haft meget at se til. Eller det var jo faktisk sandt nok.

hun blev liggende i det iskolde vand. Efter nogle timer, da månen stod midt på himlen, tog hun et håndklæde om sig, og satte sig ind ved skrivebordet. Hun fandt bandager frem, og lagde kompres på de lange, dybe sår hun havde skåret. Det lignede at hun var en mumie på armene. Derefter tog hun tøj på, lod håret hænge løst. Hun tog jeans på, sorte converse og en hvid t-shirt så det lignede at hun havde en langærmet på. Man skulle meget tæt på for at se at det var bandager.

Hun gik ned i spisesalen, og tog en flaske vand. Hendes smøger stak op af hendes baglomme. Hun så kort mod Percies venner, og satte sig så ved et halvtomt bord, uden et ord.

Han lod med det samme mærke til, da Elizabet kom ind til spisesalen. Automatisk kom han på benene, mumlede et eller andet om at han blev nødt til at gå, hvorefter han gik direkte hen til hendes bord, hvor han satte sig uden et ord.

Dér sad han så og kradsede lidt i bordet uden rigtig at vide, hvad han skulle sige. Han havde sørget for at sætte sig overfr hende, så han var sikker på, at han ikke ville røre hende. Heller ikke bare strejfe hendes arm. Nogle ville måske syntes, at det var overflødigt, men han var skræmt fra vid og sans over de ting, der skete, når han rørte hende.

hver enkel af hendes fingre var bundet ind i gaze. Det gjorde direkte ondt på hende da hun skruede låget af sin vandflaske.
Hun så ikke engang på ham.
''jeg vidste ikke det med din farmor.'' sagde hun stille, koldt. Hun tømte in vandflaske i et drag, stillede den fra sig og rejste sig så. Hun gik hen ved siden af ham, tog hans ansigt i sine gaze-indbundne hænder og drejede det så han kunne se hende i øjnene.
Uden tøven kyssede hun ham, kort men inderligt.
''held og lykke fremover.'' hun slap ham igen og gik mod gårdspladsen

Han sad og stirrede på hendes fingre, og skulle lige til at spørge ind til det, da hun pludselig snakkede om hans farmor. Hvad skete der lige med hendes tonefald? Det frembragte straks han irritation igen, men før han kunne nå at sige noget, havde hun taget hans ansigt og kysset ham.
Der gik nogen tid, før han genfandt fatningen, men da han gjorde, rejste han sig straks og fulgte efter hende.
"Hvordan fanden kan du sige sådan noget, gøre sådan noget og så bare skride? Jeg kræver en forklaring!" Hissede han og knyttede hans næver.

''på hvad? at jeg er forelsket i dig, og regnede med at du nok godt kunne regne det ud når jeg var taget afsted? eller vil du hellere have en forklaring på bandagerne? dem kan du takke digselv for. vil du vide hvor jeg skal hen? tilbage.'' hun tog en smøg i mundvigen og tændte den skødesløst.
Derefter gik hun videre, uden så meget som at vende sig om og se på ham.