quiet night - Perceval

''indrøm det, du ville sove bedre hvis jeg ikke var der.'' sagde hun stille, med et lille smil.
''jeg var sur, fordi du fik mig til at se det hele, alt det jeg var flygtet fra.. Du er den første jeg har rørt så meget Percie.. Du er den første jeg har ligget sammen med uden at krybe grædende sammen i fosterstilling.'' hun sukkede.
''jeg var rasende, på mig selv, over at alt det jeg ville med dig, kunne jeg ikke fordi jeg ville bryde sammen.. Men nu..'' hun så op på himlen.

Han rystede på hovedet - han havde sovet fuldstændig normalt. Det vil sige så ofte han kunne komme til det.
Et suk gled over hans læber, da hun begyndte at fortælle. Det var jo ikke fordi det var gået særlig godt, når han rørte hende... Men han lod det ligge, orkede ikke at spørge ind til det. Hans hoved kunne snart ikke rumme mere.
"Men nu... hvad? Spurgte han, stadig med blikket i jorden.

hun svarede ikke. Hvordan skulle hun forklare det?
''jeg så en psykolog.. Jeg er kun tilbage for at hente mine ting..'' mumlede hun.
''jeg bliver indlagt til observation i morgen. Han finder mit 'tilfælde' meget specielt..'' hun så på ham. ''han mener at jeg lider af barndomstraumer og psykiske skader.. Og derfra kommer mine... 'evner'..'' Hun hun så ned igen. ''han rørte mig.. jeg kunne ikke styre det.. han så natten jeg flygtede. hvad der skete før jeg stak af ud af vinduet og blev jagtet.. han så hvad de gjorde ved mig..'' hun så væk.
''jeg skal have hjælp fra psykiatrierne.. og jeg skal opereres for alle mine ødelagte led..'' hun bed lidt sammen.
''de mener at have en medicin der kan holde mine 'evner' nede.. hvis den kunne det, så kunne jeg have et fysisk forhold til dem jeg holder af..'' hendes sidste sætning var direkte rettet mod ham.

Han kiggede forbavset på hende.
"Jamen.. Jeg troede ikke du ville se sådan en..." Begyndte han, uden at afslutte sætningen. Måske var hun endelig kommet til fornuft. Det plantede et lille håb inden i ham, men han huskede sig selv på, at han ikke måtte regne med for meget. Så ville han bare blive skuffet.

"Hvor længe skal du så være dér?" Spurgte han og sank en klump. Det ville være svært at skulle gå i meget lang tid og bekymre sig. De sidste par uger hade været et rent helvede. Men det gode ved dette tilfælde var, at han ville vide, at hun havde det okay.

hun bed sig i tungen. ''det er jo lige det... jeg ved ikke om de beholder mig derinde..'' mumlede hun stille.
''og jeg ville heller ikke. jeg blev anholdt efter at børnehjemmets bestyrer fik slået kæben af led med sin egen pistol.'' mumlede hun.
hun sukkede lidt.
''hvis medicinen virker, gør den mig træt og jeg registrerer ikke mine minder.'' sagde hun stille og lukkede øjnene.
''men jeg må hellere få pakket..'' hun rejste sig lidt.

Han slog forskrækket øjnene op. Beholde hende? Nej, det måtte de ikke. Han ville ikke kunne undvære hende. Sin søster.
Det føltes som om hans hjerte sank - pistoler? Hvad var det egentlig lige, der var sket på børnehjemmet? Han undlod at spørge, da han ikke var sikker på, om han ville vide det.
Da hun så skulle til at rejse sig, greb han fast om hendes håndled og sagde bønfaldende: "Bliv her... Jeg har brug for min søster..

hun sank sammen på bænken. ''jamen... medicinen...'' hun så lidt på ham. hun sukkede. ''det var jo det du ville have.. at jeg blev rask..'' hun så lidt ned, tænkende.
''hvad vil du ellers have mig til at gøre?'' mumlede hun stille

Han gav slip og sukkede dybt, mens han kløede sig i håret.
"Du har ret... Det er det rigtige at gøre. Undskyld," sagde han og bed sig i læben.
"Du skal gøre det, som er rigtigt for dig. Ikke hvad hverken jeg eller andre synes, okay?" Forsatte han så, og kiggede alvorligt på hende.

''jeg ved ikke hvad jeg vil...'' mumlede hun mens hun krøb lidt sammen. hun krøb lidt op af ham. ''Percie, jeg har savnet dig..'' hviskede hun stille. hun rystede på hovedet af sig selv. ''lov mig nu at du prøver at bruge min gave istedet for de tjærefyldte ruller du ryger.'' bad hun stille.

Han lagde sin arm rundt om hende, og trak hende hurtigt ind til sig.
"Jeg har også savnet dig... Og det kommer jeg vel snart til igen," sukkede han og stirrede ned i jorden.
"Det skal jeg nok," lovede han, og havde virkelig bestemt sig for, at han ville gøre sit bedste. Men hans viljestyrke var på sit laveste for tiden.

''jeg kan bede dem sende medicinen, og lave en videodagbog over hvordan den påvirker mig..? så kan jeg blive her, hos dig..?'' hun vidste ikke om han overhovedet ville have at hun blev. Men hun kunne ikke lide at være væk fra ham, hun savnede ham for meget.

"Det er helt op til dig, prinsesse," mumlede han og kyssede hende kort på hovedet, hvorefter han vendte sin opmærksomhed mod himmelen og overvejede, hvad klokken mon var ved at blive. Han følte sig isoleret fra virkeligheden når han var sammen med hende, og derfor havde han ikke tidssans.

//Krea-svigt...//

''jeg elsker dig Percie..'' fik hun hvisket inden hun puttede sig op af ham igen. Hun gabte lidt, det havde ikke været søvn hun fik nok af da hun var på klinikken. De havde fodret hende med forskellig medicin, for at se hvad der havde virket bedst. Men kun få af dem havde den ønskede virkning med dulmende effekt på hendes evner.

Han smilede og mærkede farven stige sig til kinderne. "Jeg elsker også dig, Eli," sagde han.
Da hun så gabte, kom han på benene og sagde: "Vi må hellere få dig op i seng." Så tog han hendes hånd og hev hende forsigtig op og stå, hvorefter han lige så an, om hun var i stand til at gå selv. Men hun var vel også typen, der ville gøre tingene selv.

''vil hellere sove op af dig..'' hviskede hun mens hun gik med ham. hun gabte endnu engang.

//kreasvigt..//

Han klukkede over hendes kommentar og sagde: "Det ville nok ikke være så behageligt."
Da de så kom op på hendes værelse, kyssede han hende kort på panden og sagde: "Godnat prinsesse," hvorefter han forlod rummet.

hun sukkede kort over hans kommentar. Hvad vidste han om det?
Derefter smed hun tøjet og lagde sig på sengen, nøgen. Hun ville ikke sove. Hun lå derfor og tænkte hele 'natten' på ham, medicinen og alt det andet shiz.

Da han kom op til sig selv, mærkede han straks, hvordan trætheden skyllede over ham, som en unådig bølge. Der gik derfor ikke lang tid, før han sov som en sten.

Det var sent da han vågnede igen - rigtig sent. Så vidt han vidste var morgenmaden for længst overstået, og med frokosten gjalt det samme. Men han gad ikke gå ned i opholdsstuen, for at smøre sig en sandwich. Han havde tænkt sig at blive på sit værelse hele dagen og være asocial! Det trængte han sådan til.
Derfor fik han børstet tænder, taget et bad og stillede sig ved vinduet og kiggede ud på gårdspladsen, mens han tørrede sit hår.

hun havde været oppe ved ham to gange og havde prøvet på at vække ham. Men han sov som en sten. Derfor lagde hun en seddel hvor da stod at hun ville tage en taxa i aften ind til klinikken. Hun regnede med at være tilbage inden for en uge, men hvis ikke.. Så kom hun nok ikke tilbage foreløbigt.

hun havde pakket sin taske, men kun med tøj, Mr. Sparrow og noget der lignede et fotoalbum. Albummet var fyldt med tegninger af Percie. I alle afskygninger. Nøgen, halvnøgen, som vampyr, som menneske, som dyr, som menneske.
Hun efterlod en cd på sit bord. en overvågningsvideo fra børnehjemmet. Fra Mortimers kontor, den aften hvor hun var blevet anholdt.

Hun gik ud på gårdspladsen, i jeans og en t.shirt med en sort lædderjake udover.
Hun havde tasken over skulderen, mens hun så på porten. skulle hun gå op og prøve at se om han sov endnu? nej..
Hun gik videre mod porten, med musikken i ørerne skruet op på max.

Var det ikke? Jo, det var hende... Han flåede døren op - nåede slet ikke at se hendes besked, og løb ned til porten så hurtigt han kunne.

"ELI!" Råbte han forpustet, men så så at hun havde høretelefoner på. For fanden da! Han spurtede han til hende og lagde en hånd på hednes skulder, hvorefter han rev hendes høretelefoner af.
"Hv-hvad skal du?" Spurgte han panisk. Hun havde vel ikke tænkt sig at forlade ham igen, havde hun?

hun stivnede da han rørte hende. Hun vendte sig hurtigt om, uden at sige noget.
''Perceval, jeg..'' hun ledte efter ordene.
''jeg beder dig, ikke nu..'' hun gned sine øjne lidt, for at skjule sine tårer. Hun kunne ikke tåle at se ham sådan, at høre ham så panisk.
Hun kunne mærke sin hals snørre sig sammen.

Han kiggede overrasket på hende - græd hun?
"hvorfor ikke nu? Hvor er du på vej hen?" spurgte han, selvom han udmærket godt var klar over svaret. Han havde bare ikke lyst til at indse sandheden.
"Hvornår kommer du så tilbage?" spurgte han hæst.

hun så lidt ned. ''når de slipper mig ud..'' svarede hun snøftende.
taxaen kørte ind på parkeringspladsen mens hun bed sig i læben. ''v-vi ses..? fik hun snøftet. Hun vidste at han ikke ville svare.

Vi ses? Det kunne hun sagtens sige - det var ikke hende, der skulle gå og bekymre sig. Endnu engang følte han sig så livløs som en sten, og svarede derfor. Vendte sig blot om, og prøvede at holde irritationen tilbage. Det var ikke hende, der var problemet, men ham selv. Det var trods alt ham, som havde sagt, at hun skulle gøre det rigtige. Og dette var det rigtige, om han ville det eller ej,

hun så nedmens tårerne fik frit løb. Hun begyndte at gå over mod taxaen, men vendte så om og løb tilbage til ham og lagde armene om ham bagfra.
hendes tårer gjorde hans ryg våd.
''jeg mener det jeg sagde igår.. Jeg elsker dig..'' klynkede hun inden hun slap ham.