quiet night - Perceval

Han kiggede måbende på ham, og kunne ikke finde ud af det. Var hun forelsket i ham? "Jamen... Du har en kæreste, Eli." Svarede han forvirret.
Da hun så gav ham skylden for bandagerne, blev han vred. Og det blev ikke bedre ved, at hun bare gik uden at sige mere. Derfor fulgte han efter hende.
"Og hvorfor er det så min skyld? Jeg har da ikke bedt dig om at pakke dig selv ind i bandager?" sagde han flabet.

''jeg har ingen, hvis det ikke er gået op for dig.'' bed hun ham af. da han svarede hende igen, så flabet, gik hun hen og så ham i øjnene.
''gå tilbage til dine venner, og nyd at du har dem.'' det var tydeligt at han havde såret hende hårdt.
Hun bakkede væk, og satte sig ved bordet igen. med ryggen til ham. hun tillod ikke sig selv at græde nu. hun begyndte at pille bandagen af den ene arm.

Han sukkede dybt, da hun bed af ham. "Jamen undskyld jeg ikke lige har tjek på dit kærlighedsliv!" bed han igen. Hvis det var sådan her hun ville have det, så var det sådan her hun skulle få det!

Hendes næste kommentar gad han ikke engang svare på, men i stedet spurgte han: "Undskyld, men hvad er det jeg har gjort?" Han forstod det virkelig ikke, og blev såret over, at hun behandlede ham sådan her. Alt han havde gjort var for hendes skyld.

''du har intet gjort. jeg begik den fejl at lukke dig ind. bare gå. det var jo det du havde tænkt dig allerede dengang du lærte min evne at kende.'' mens hun fjernede bandagen kunne man se mere og mere af hendes blodige arm.
''gå nu bare tilbage til dine venner.'' hun ville havde brugt meget stærkere ord hvis det ikke var fordi hun vidste at hun snart ville tude endnu mere end hun havde gjort aftenen før.

"Hvorfor er du så kold mod mig?!" rasede han. Det var ikke fair, at sige sådan nogle onde ting til ham. Hun havde selv sagt det - han havde ikke gjort noget galt, så hvorfor behandlede hun ham sådan?
Han tog et par dybe indåndiger, prøvede at falde ned. "Hvad er der sket med din arm?" Spurgte han i en lav, kontrolleret stemme.

"det kommer ikke dig ved." hun rejste sig ikke, hun så ikke på ham, hun blev siddende med ryggen til ham og så på sin arm. Måske skulle hun få det syet?
Da han nævnte hendes arm så hun kort på ham. "du bad mig om at se en psykolog. Det var måske på tide at jeg gjorde det..." hun bed sammen.
"jeg burde også spise normalt, og sove i en seng, og undgå at røre folk." hun så ned, og bed sig i læben. Hun så ned på sin arm igen, tavs.

Han lagde armene over kryds og sagde: "Jo, det gør det så, når det er mig det går udover." Han prøvede at holde blikket fra hendes blodige arme, men det var svært at lade være med det, når de var så iøjefaldende.
Hendes næste sarkastiske kommentar, fik hans øjne til at skyde lyn. "Hør her! Jeg har sagt, at du ikke skal gøre det, hvis du ikke vil. Og for fanden da! Det var jo for din egen skyld!" Sagde han arrigt. Trangen til at slå på noget hobede sig op.

hun rejste sig, med sine arme til frit skue. ''for min egen skyld?!'' snerrede hun. ''Du var fucking ligeglad med hvor syg jeg var, indtil jeg sad med dynen om mig og var ved at blive kvalt i gråd!'' snerrede hun koldt

Irritationen steg, i takt med at de begge røg op i det røde felt.
"Det passer ikke!" Skreg han og ualmindelig meget såret over hendes ord. Han kiggede sig omkring, og opdagede at mange nysgerrige blikke var rettet mod dem.
"Hør her, Eli. Kan vi ikke tage denne samtale et andet sted? På et andet tidspunkt?" Spurgte han så lavt, bønfaldende. Han havde ikke lyst til at lave en scene. Og han gad slet ikke diskutere, før der var blevet gjort noget ved hendes arme.

Vi behøver slet ikke at diskuterer det!" hun snerrede dybt. "hvad fanden glor i på!? Gå hen og æd jeres tilberedte mad!" snerrede hun fast inden hun stormede forbi ham og videre hen mod gårspladsen. Hun havde brug for luft, hurtigt.

"Det lyder som om du har taget din beslutning," sagde han lavt, men højt nok til at hun ville kunne høre det. "Jeg kan ikke mere. Vi skændtes hele tiden. Måske skulle vi give venskabet en pause..." forsatte han og kiggede ned i jorden. Han var træt af følge efter hende hele tiden. Havde hun ikke interesse i at være venner med ham? Eller havde hun blot brug for noget underholdning? Det var ikke til at holde ud, at hun hele tiden skubbede ham fra sig.

"jeg skal nok sige til når jeg er kommet tilbage.." sagde svarede hun med et svagt hvislende tonefald. Hun gik bare stille videre, mod sit værelse. Hun ville pakke sin taske og komme afsted.

Han vendte sig om, og begyndte at gå uden et ord. Men hendes næste kommentar fik ham til at stoppe op. "Tilbage fra hvad?" spurgte han så, stadig uden at vænne sig om. Hvorfor flygtede hun altid? Var det virkelig ikke muligt at sidde ned og tale stille og roligt om tingene for hende? Og hvorfor var det egentlig at hun var så vred på ham? Det var ikke fair... Hun var ikke fair.

''børnehjemmet. jeg har et regnskab at gøre op.'' sagde hun bare og gik videre. Hun vidste at han ikke stoppede hende nu.
Hendes stemme afslørede at hun ikke blot havde forberedt mord, men noget langt værre.
Hun gik bare, mens hun udtænkte hvad hun ville gøre hvad dem.

Dette var ikke godt! Han turde næsten ikke tænke på, hvilke planer hun havde i hovedet. Hvor var det lavt af hende - hvorfor synke ned på deres niveau? Men det pigebarn havde jo sin helt anden tankegang.
Han knyttede hænderne og sagde så: "Gå bare. Men du skal fandme ikke regne med, at jeg står med åbne arme, når du kommer tilbage!" Hvordan kunne man elske én, som havde tænkt sig at skade andre mennesker?

''det havde jeg heller ikke regnet med.'' svarede hun bare. Hun satte sig tænkende på en bænk, midt i gårdspladsen.
Var mord nu den rette ting? De havde ikke myrdet hende, ikke fysisk. Hun kunne ikke tillade sig at tage derned og myrde dem uden en grund. Det var tydeligt at hun var i tvivl.
*Hvorfor ikke gøre det?*
''hvorfor skulle jeg?''
*hvorfor skulle du ikke? De ødelagde dig!*
''de reddede mig fra et liv hos en familie der ikke elsker mig''
Diskussionen mellem Eliza og hendes tanker stod på i lang tid. Hun sad der, mens ynglinge passerede hende flere gange. Morgenmad, frokost, aftensmad - hun blev bare siddende.
Hun lukkede øjnene, forestillede sig hvad hun ville gøre når hun var der.
Kort efter valgte hun at rejse sig, og gik op og pakkede sin taske. Hun forsvandt ud af sit værelse. Væk fra skolen. Hvis Percie ikke ville se hende så måtte det være sådan. Men hun havde brug for at komme videre. Og det kunne hun kun ved at gøre det.

Lyden af bestyrerens dør lavede genlyd i hele gangen da den smækkede bag Eliza. Hun stod med pistolen fremme, rettet mod bestyren som sad med en lille pige på skødet. Endnu en af hans lyster.
Hun gav pigen ordre på at komme ud af lokalet.
Da pigen var væk sænkede Eliza pistolen.
''Goddag Mortimer.'' lød hendes kolde stemme. Han stirrede forskræmt på hende.
''genkender du mig ikke? Det er nok fordi jeg ikke er fikseret til en seng, uden tøj på.'' hende stemme var som is. Hendes røde øjne var truende, angrebslystne.
''Nemesis, jeg troede at du var-'' sagde han men Eliza cuttede ham af; ''-død. Ja, tak det det ved godt at du troede. Du sendte din søn ud for at myrde mig ved et discotek.'' snerrede hun med en dyb truende tone.
''Hvad vil du, Nemesis?'' Uden tøven tog hun sigte. ''Du skriver under på at jeg er myndig. Nu. Du sletter mig i alle arkiverne. Nu.'' Hun vidste selv at hun stod i alle hans arkiver. Da han havde slettet hende og skrevet under, lagde hun pistolen mod hans pande.
''det kan du ikke-!'' men Eliza stod der bare.
''Hvorfor ikke? Du voldtog mig i flere år, og torturerede mig i endnu flere.'' svarede hun. ''du fortjener det.'' sagde hun koldt.
''du kan ikke slå din egen far ihjel.'' Eliza stivnede kort, og slog ham hårdt med pistolen på kæben, inden hun tømte magasinet ud af vinduet, og forsvandt ud af døren.

Da Eliza kom tilbage til sit værelse, satte hun sig bare. Hun havde været væk i to uger. Hun havde skåret håret kort, var blevet endnu tyndere og så meget mere sund ud i ansigtet. Mere selvsikker. Hun satte sig bare på sin seng, uden tøven - uden minder - og smilede tilfreds. Hun havde ikke myrdet nogen. Hun havde bare fået dem til at slette hende fra alle systemer og arkiver. Hun fandtes ikke længere.
Hun regnede med at hun ikke ville se Percie mere. Han hadede hende. Med go grund. Han troede at hun havde myrdet dem. Men det var langt fra sandheden.

Hun gik ned og satte sig på en bænk igen, med sin blok og begyndte at tegne de forbipasserende.

Dagene gik, og Perceval spejdede hver eneste dag efter hende. Men hun var væk - ingen havde set hende, ikke engang lærerne. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke savnede hende. For det gjorde han. Men alligevel var han stadig vred på hende over den behandling hun havde givet ham. Og så uden en grund endda. Hun kunne da ikke bare sige sådan noget, og så bare smutte. Forsvinde ud af det blå.
Perce fik det bedre og bedre, som dagene gik. Efterhånden fik han appetiten tilbage, og begyndte at se sine venner igen, i stedet for at sidde alene oppe på sit værelse. Men alligevel kunne hans tanker ikke slippe Elizabet. Hvor mon hun var? Var hun overhovedet i live? Han turde ikke tænke på det sidste, det gjorde for ondt.

Han havde allerede droppet tanken om at få set hende igen, da han gik ud på gårspladsen for at ryge. Han havde høretelefoner på, som var skruet op på max volume, så det var umuligt for ham at høre, hvad der foregik omkring ham. Siden hun var smuttet, havde hans cigaretforbrug steget voldsomt.

hun så ham, hun ville hen og smide sig i hans arme og fortælle hvor meget hun havde savnet ham. Men hun blev siddende. Hun huskede hans sidste ord til hende. Han ville ikke være der for hende mere. Derfor tegnede hun bare videre, mens hun bad til at han ville se hende.
Hun havde tænkt længe over Mortimers ord. Hendes far? Mortimer?
Hun rystede på hovedet, og begyndte lavt at synge. Hun opgav da hun ikke kunne holde det ud mere, og rejste sig. Hun gik hen til ham, tog hans smøg fra ham og tog den imellem sine læber mens hun tog hans musik ud af hans øre.
''du ryger for meget.'' sagde hun med en stemme der knap kunne være hendes. Den var munter, let og lys.
Derefter skodede hun hans smøg på sin håndryg hvor hun havde en lædderhandske.
''På den anden side, hva ved jeg dog om det? Jeg er jo bare en ignorant lille pige uden nogen forstand på omverdenen.'' hun trak på skuldrene.

Han blev meget, meget overrasket over at se hende. Og meget glad - hun var okay. Hun var i live. Alligevel ændrede han ikke mine, da hun tog hans smøg. Han kunne ikke få sig selv til at vise nogen tegn på glæde. Hvorfor var hun så munter og glad? Det var ikke nemt at smide den attitude, som han havde haft de sidste par uger. Derudover mente han også, hvad han havde sagt. Han ville ikke være den, som hun kom kravlende tilbage til, når der ikke var andet at lave eller den, som hun kunne hakke ned på, så meget hun ville.

"Det ved jeg godt," svarede han så bare, med en kold, livløs stemme, mens han ansigt forblev uændret. Det frustrede ham meget, at hun var så glad! Selvom han selvfølgelig var glad på hendes vegne, kunne han ikke forstå, at hun så let kunne lægge fortiden bag sig. Inklusiv deres sidste samtale. For fanden da! Han havde gået og genspillet den scene mindst hundrede gange i sit hoved, mens hun havde haft sin time of her life?

hun tøvede lidt. Nu havde hun dummet sig for groft. Hun bakkede lidt, hun så tvivlsomt ned.
''her..'' fik hun mumlet mens hun fumlede i lommen på sine jeans. Hun fandt en lille pakke frem, der var pakket fint ind.
Hun rakte ham den, og uden han havde haft mulighed for at tage den tilbage, var hun på vej hen til sin bænk igen. Hun satte sig til at tegne igen.

Han sukkede, da hun bakkede tilbage og vidste godt, at det ikke var fair. Men han var virkelig blevet såret af hende, og det ville han aldrig være i stand til at glemme.
Da hun så rakte ham en pakke og forsvandt, kiggede han overrasket efter hende, hvorefter han kiggede på den fine pakke. Hvad mon det var? Og hvorfor havde hun givet ham en pakke?
Med alle disse spørgsmål i tankerne, åbnede han pakken...

Pakken indeholdte en el-cigaret og et hylster med ordene; 'Forgive, never forget' på.

Hun så på himlen, tavst. Hun sukkede lidt, hun vidste at han ikke ville tilgive hende. Istedetfor at bede om tilgivelse, som hun vidste at han ikke ville give hende, måtte hun bare leve med at hun havde vendt ham ryggen.

Hun tegnede videre, arbejde med hans ansigt. Hun prøvede at ramme hans øjne rigtigt, men de fik et hadefuldt glimt hver gang. Hun så ned lidt. Hun bed sig i læben.

Hendes gave fik ham til at trække på smilebåndet. Var det virkelig så slemt, at han røg? Han tog også ordene til sig, og vidste at det var hvad han burde gøre. Men han kunne ikke tilgive hende endnu - først ville han vide, hvad det egentlig var der var galt. Hvorfor havde hun været så vred?

Derefter traskede han tilbage til bænken, hvor han satte sig ved siden af hende uden at sige et ord. Sad bare og fumlede lidt med elcigaretten. Efter nogen tid, sagde han endelig: "Tak for gaven." Han gjorde sit bedste for at smile, men det blev istedet en skæv grimasse.

hun så ikke på ham. Hun stirrede nu tomt ind i en busk lidt fra dem. Med et nærmest drømmende blik. ''det... Var så lidt.'' fik hun endelig sagt, da hun rettede sig op, og så på ham.
''jeg er ked af at jeg bare skred... Jeg havde ventet så længe på at jeg fik taget mig sammen til at få det gjort..'' hun så ned igen. ''jeg tror ikke at jeg overvejede hvor meget det sårede dig, at jeg bare tog afsted. Jeg var jo bare en byrde for dig..'' mumlede hun mens hun fumlede med en ring hun havde på sin ringefinger.
''jeg troede at du var ligeglad..'' hviskede hun stille. Hun bed sig i læben

Han sukkede dybt og rodede lidt i sit hår, mens han overvejede, hvad der mon var bedst at sige.
"Du var ikke nogen byrde. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du var så sur på mig..." Sagde han så, og skrabede i jorden med sin fod, og undgik at møde hendes blik, præcis som hun undgik hans. Han havde altid været dårlig til at tale om sådan nogle ting, og haft svært ved at tage dem alvorligt. Men denne gang var det intet problem.