walk in darkness - Perceval.

T - Efter aftensmaden, altså tidlig morgen.
V - Let blæsende, kold temperatur.
O - Træer, blade, enkelte ynglinge og spankulerende katte.
S - Gårdspladsen tæt på indgangen til sovesalene.
P - Tætsiddende sorte bukser, løs sort silke trøje, sort læderjakke, sorte converse og løst hår.
________________________________________________________________________

Mynthe kørte sin hånd igennem sit sammenfiltrede hår med et lettet suk. Med ferien foran sig havde hun måske tid til at lære Nattens Hus og dets beboere at kende. Hun var netop ankommet igår, usikker som altid, men med en spændt fornemmelse i maven. Hun bed sig let i læben og kiggede sig omkring efter de ynglinge hun havde forladt spisesalen med. De fleste var allerede inde i sovesalene, hvor Mynthe også burde gå ind, men noget stoppede hende foran døren. I stedet for at gå ind, og måske starte et bekendtskab, drejede hun om på hælene og gik ubevidst ligeud i mørket. Kun månens svage lys gjorde, at hun kunne ane den smalle sti under hendes fødder. Vinden legede let med hendes brune hår. Kulden mærkede hun intet til. Ikke fordi hun havde en læderjakke på, nej, hun havde slet ikke mærket til den efter at være blevet mærket. Hun smilede ganske kort, mens hun fortsatte hen af stien. Hvor ville den mon føre hende hen? Hun skubbede sine brune briller, der var faldet længere ned på hendes næse, op igen, mens hun begyndte at nynne en af hendes ny skrevne sange.

Efter aftensmaden havde Perceval besluttet sig for at gå en tur på gårdspladsen. Det var længe siden, at han havde haft tid alene med sine tanker. Og det var endda nu, hvor han havde allermest brug for det. Der foregik så mange ting i hans liv lige pt, og det kunne somme tider virke meget stressende og uoverskueligt.

Han lænede sig op af muren, mens han fandt en smøg frem, som han placerede i mundvigen. Efter et par hiv blev han pludselig bevidst om, at han ikke var alene. Han kunne høre skridt og kneb derfor øjnene en smule sammen. Hvem var dog her på denne tid af døgnet? Så vidt han vidste, var det fleste ynglinge på vej i seng nu.
"Hvem der?" Spurgte han med en høj, selvsikker stemme, men samtidig også meget imødekommende. Han syntes at kunne ane et silhuet og blev mere og mere sikker på, at det var en pige, da håret var langt. Eller de fleste drenge her havde jo også langt hår, da det voksede meget hurtigere som yngling, men også måden personen gik på, forbandt han med et hunkønsvæsen.

Det gav et let gib i Mynthe, da en drenget stemme overraskede hende, og hun holdt straks inde med sin nynnen. Hun bed sig let i læben, inden hun vendte sig om. En yngling stod lænet op af muren blot et stykke fra hende. Og var det røg der var omkring ham? Hun kneb øjnene sammen under brilleglassene, så hun bedre kunne se ham.
"Ehm.. Mynthe," svarede hun næsten hviskende. Hun tog sig sammen, og gik et stykke hen i mod ham. Tøvende stoppede hun op et par meter fra ham.
"Hej.." sagde hun, denne gang mere sikkert, og højere. Hun smilede svagt til drengen, der måtte være et par år ældre end hende. Røgen kom fra en tændt cigaret i hans hånd. Hun tog fat i en af sine brune hårlokker og hev blidt i den, mens hun svagt duftede til cigarattens røg. Duften... eller lugten... mindede hende om hendes elskede morfar.

Mynthe.. Navnet og stemmen virkede ikke bekendte. Måske var hun ny? Eller måske var han bare for opslugt af sin egen verden til at kunne huske navne.
Men han havde haft ret i at hun var ny, for da hun var så tæt på, at han rigtigt kunne se hende, var det et ukendt ansigt, han så.

Han smed derefter skoddet på jorden, hvorefter han smilede og rækkede sin arm frem, sådan at han kunne hilse rigtigt på hende.

"Mit navn er Perceval. Velkommen til," smilede han stort og ventede på, at hun ville tage fat om hans underarm. "Eller det vil sige... Jeg går da ud fra, at du er ny?" Forsatte han så, mens han kiggede undersøgende på hendes mærke. Det kunne være så typisk, hvis hun havde været her længe, og det hele bare kørte rundt for ham. Det var vel også rigtigt... Hans liv var kaotisk.

Mynthe kiggede på ham, med et smil, mens han præsenterede sig selv. Hun var lettet over, endelig at være social.
Hun greb med sin højre hånd fat om Percevals underarm. Det var en ny og underlig måde at hilse på, men mon ikke hun ville vende sig til det?
"Mange tak," mumlede hun, og kiggede op på ham. Hun nikkede let, "joh, jeg er lige ankommet," smilede hun. Han så lettere forvirret ud, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige mere, så hun valgte at tie.

Hun slap hans underarm, og kørte hurtigt sin hånd gennem sit hår. Gad vide hvad han egentligt lavede herude så sent. Måske var det normalt for nogle ynglinge at blive ude på dette tidspunkt. Hvad vidste hun?

Han slap hendes underarm og trak på skuldrene som tegn på, at det ikke var noget. Så kløede han sig lidt i nakken og kvalte et gab, mens hans blik endnu engang hvilede på hende. Hun så meget forvirret ud, og han kunne ikke skjule et lille smil. Det var ret komisk at betragte de nye, når de var så forvirrede. Men det havde han jo også selv været.

"Jamen så håber jeg da, at dit førstehåndsindtryk har været godt. Og ikke skræmt dig fra vid og sans," klukkede han og lænede sig en smule op af væggen igen. Dengang han lige var blevet mærket, havde han været skræmt fra vid og sans. Men det var ikke over sin nye tilstedeværelse, det var fordi han var så langt væk hjemmefra og så langt fra sin far. Det lød måske mærkeligt og barnligt, men for ham var det vigtigt.

"Og forresten - bare kom til mig, hvis du har spørgsmål, eller bare brug for lidt selskab," sagde han smilede og overvejede kort at finde endnu en smøg. Men han var ikke sikker på at pigen - Mynthe, som hun havde kaldt sig, var særlig vild med den idé.

Hun nikkede let, "åh, kun lidt," smilede hun. Egentlig havde det været fint det hele, lidt forvirrende og underligt, men helt okay. Hun kunne godt lide de nye omgivelser og dette Nattens Hus. Det værste var bare savnet af hendes familie der allerede groede i hende, de boede heldigvis ikke langt fra skolen.

"Det vil jeg huske, tak," sagde hun. Mynthe lod endnu engang sit blik glide rundt på omgivelserne omkring dem.
"Hvor længe har du været her?" spurgte hun pludselig. Hun kiggede på hans trøje, hvor fjerde trins symbolet var påsat. Det måtte betyde, at han havde været her i længere tid.

Han klukkede lidt over hendes kommentar, men forstod hende godt. Nye omgivelser var altid skræmmende.
Han gjorde sit bedste for ikke at tænke på sin første tid på skolen, da hun spurgte ham om, hvor længe han havde været på skolen.
"Øh..." Mumlede han, mens han talte inden i sig selv. "Omkring halvandet år, tror jeg nok." Hans stemme var usikker, selvom der ikke var nogen grund til det. Det var jo ikke fordi hun ville tage ham på ordene, hvis det ikke var helt korrekt.

"Kommer du herfra?" Spurgte han så pludselig, da det jo havde meget stor indflydelse på ens opfattelse af stedet. Perceval plejede at syntes at stedet var helt forfærdeligt, fordi det var så langt fra Florida. Men sådan opfattede han det selvfølgelig ikke mere, selvom han gerne ville på en skole, som var placerede i Georgia.

Mynthe hævede let øjenbrynene. "Det er alligevel et stykke tid," sagde hun lettere overrasket, selvom der egentlig ikke var noget at være overrasket over. Måske var det bare tanken om, at have levet og boet her i over et år, der virkede så uvirkelig. ".. eller i forhold til andre, er det måske enda kort tid.." mumlede hun usikkert, da hun kom i tanke om, at vampyrer for det meste blev flere hundrede år, selvom det var svært at se på dem.

Hun nikkede til Perceval. "Ja, min familie bor her i omegnen," sagde hun. "Gør dine ikke det?" spurgte hun. Hun kunne ikke forestille sig, at ens forældre ikke var i nærheden af en.

Et smil gled over hans læber, mens han trak på skuldrene. For ham var det ikke særlig lang tid - faktisk utroligt kort, da han jo stadig manglede nogle trin. Hvis han overhovedet nåede så langt i sin udvikling. Da denne tanke slog ham, skyndte han sig at ryste på hovedet og skubbede tanken fra sig. Han overlevede forvandlingen... Det skulle han bare.

Da hun så fortalte, at hendes forældre boede i nærheden, nikkede han tankefuldt og kunne ikke undgå at misunde hende en smule. Alting ville bare blive meget mindre kompliceret, hvis hans mor boede i nærheden. Og hvis hans far havde boet i nærheden.

"Næh, min mor bor i Florida," svarede han så og smilede venligt til hende. Det var egentligt mærkeligt, hvordan han stadig fik et lille stik i siden af hjemve, hvergang han talte om det. Og også meget pinligt.