One step at a time - Perceval

Han smilede bredt, da hun fortalte, at hun havde valgt musik - måske ville de have time sammen så? Det fandt han vel ud af i overmorgen, hvor han havde musik.

"Det lyder som om du ved, hvad du vil," sagde han og kunne ikke lade være med at bemærke, hvor styr hun virkelig havde på sig selv. Der var virkelig sket noget.

Han gik hurtigt op med sin tallerken og glas. Da han kom tilbage, spurgte han: "Vil du med ud herfra eller noget?" Der var efterhånden kommet mange.

Hun smilede over hans reaktion.
"Ja, vi har musik sammen." Grinte hun drillende.
"Jeg havde nu ikke regnet med, at dit smil ville forsvinde på grund af det." Smilede hun.
"Og ja, vi må nok hellere smutte. Jeg hader mange mennesker, og Ciel er måske på runde." Sagde hun og rejste sig.
Hun orkede ikke Ciel. Hun var forsat præget med ham, og havde ikke drukket fra andre for at undgå at forvolde ham for meget smerte. Han ville være rasende, over st hun rejste. Hun havde hørt hans desperate tanker, for at følge efter hende. For at tvinge hende tilbage til sig. Hun sukkede.
Hun tog sine ting, guitartasken og rygsækken, og fulgte efter Percie.

Hans smil forsvandt brat, da hun nævnte Ciel, og stedet for at svare eller overhovedet sige noget, vendte han sig brat og forlod rummet.

/undskyld længden og kvaliteten/

Hun sukkede over hans reaktion. Han ville være sur, fint. Det måtte han da selv om.
Hun begyndte at gå, uden egentlig at have et mål. Måske skulle hun se sit nye værelse an nu, inden hun gik ud til Scarlett.
Men hans reaktion nagede i hendes samvittighed. Skulle hun nu gå, resten af sin skoletid, og enten holde mund om Ciel, eller undgå Percie.
Hun ville ingen af delene.
Roligt, værdigt, gik hun ud på plænen og hen mod de to bygninger der rummede soveværelser. Så måtte hun vel bare snakke med ham til musik?

Velkommen tilbage-skiltet hang over døren. Man kunne se at det var vampyrerne der havde sat det op. Ingen ynglinge savnede hende, udover Ciel og Percie. Hun sukkede kort, og gik op på hendes værelse. Mange så efter hende, specielt de nye. Hun måtte hellere indse det nu, hun lignede en rockstjerne.

Værelset var et eneværelse, heldigvis. Ciel havde lagt et godt ord ind for hende åbenbart.
Det mørke gulvtæppe, de lyse vægge. Det lystætte gardin.
Forstærkeren til hendes guitar stod perfekt, og hendes nodehæfte lå på bordet. En bog, en gave fra Ciel, landede i skraldespanden.

Hun satte sig på sengen, opgivende. Hn var hjemme igen, men nu... Nu var det igen ondt mellem hende og Percie. Han havde ikke tilgivet hende, forståeligt nok. Det forventede hun heller ikke..

/Out//