long time, no see .:Perceval:.

hun så nu kort væk, mens hun rettede sig ud.
hvordan kunne hun tillade sig at blive vred? der var gået et år..

hun tog sine sko af, og tog så skørtet af. Hun tog sine jeans udover hendes leggins.
Hun så ikke på ham, mens hun tog sit korset af.

Han vidste ikke, hvorfor han havde sagt det. Det føltes bare som om han ellers ville holde hende for nar.
Han fjernede sine hænder og betragtede hende vagtsomt.
"Eli, det var ikke for at såre det," peb han.

hun tog sin skjorte udover hendes top.

''bare... lad være..'' sagde hun med rystende stemme mens hun pakkede sine ting hurtigt ned i tasken.
hun lynede tasken og tog den over skulderen.
hun satte kursen mod døren. tavs. dog med en lav snøften

Han kom straks på benene og var lige i hælene på hende.
"Lad nu være, Eli," sagde han vredt, selvom det ikke var hende han var vred på. Tværtimod.

hun vendte sig om og så direkte på ham.

''nej! bare lad mig være i fred!'' hun gik videre, med øjnene fyldt af tårer.
Hvad havde hun også regnet med..? Selvfølgelig var han kommet videre..

Han var stædig, hvilket var grunden til at han alligevel gik efter hende.
"Vil du ikke nok lytte til, hvad jeg har at sige, Eli?" Spurgte han bedende.

''hvad skal jeg lytte til?! Lad mig nu bare være..!'' hun gik videre, mens hun prøvede at skjule sine tårer.
Man kunne tydeligt hører at hun græd, bag hendes hårde tone

"Du skal lytte til, hvad jeg har at sige!" udbrød han irriteret.
Irritationen forsvandt dog, da han hørte hendes gråd. I stedet tog han fat om hendes håndled og krammede hende bagfra, om hun kunne lide det eller ej.

hun hev rystende efter vejret mens hun klynkede.
hun bed sammen, for ikke at græde højlydt.

Han fik hende vendt om, så han krammede hende normalt.
"Det var ikke mening at fortælle dig det sådan her," hviskede han i hendes øre, mens han strøg hendes kind og prøvede at få hende til at falde ned.

hun skubbede ham hårdt væk.
''hold op!'' klynkede hun, mens tårer fik frit løb.

''hvordan ville du så sige det?! nej.. det er ligemeget!''
hun hev efter vejret da hun samlede sin taske op igen.

"Hvad er dit problem, Eli?!" Råbte han vredt. "Der er gået et fucking år! Hvad havde du regnet med jeg rendte rundt og lavede? Græd over at du ikke gad at snakke med mig mere?!"

hun satte tasken fra sig, to skoene og skjorten af, så der var mindst muligt tøj i vejen for hende da hun satte i løb.
hun løb ikke hurtigt, hun løb bare. mens hun græd.

hun havde ikke forventet en skid, det havde hun aldrig.. hun satte sig op af et træ, sammenkrøbet og hulkede højlydt

Denne samtale var langtfra færdig, så han satte i løb efter hende.
"Det hjælper ikke at løbe fra alting," sagde han anklagende til hende, da han nåede frem til træet.

hun svarede ham ikke. hun så ikke engang på ham.
hun trak benene op under sin hage, og lagde armene om benene. Hun undgik besværet at se på ham

Han sukkede og satte sig foran hende.
"Hvad er problemet, Eli?" Spurgte han alvorligt, men en blid, forsigtig stemme.

hun rystede på hovedet. hun kunne ikke fortælle ham det.
hun krøb bare mere sammen.
''hvem er hun...?'' hviskede hun bare, inden hun krøb mere samen. Hun så stadig ikke på ham

Han sukkede stille og mumlede bare: "Du kender hende ikke."

''fint...'' hun bed sammen.
hun så ned i jorden, mens flere tårer løb ned af hendes kinder

Han sukkede og kløede sig i nakken.
"Hvad er problemet?" Gentog han så.

''jeg er jaloux, okay..'' hun så ned.

hun snøftede lidt mens hun prøvede at skjule sine tårer

Svaret burde ikke komme så meget bag på ham, som det gjorde, da hun jo havde fortalt, at hun var den jaloux type.
"Der er intet at være jaloux over," sagde han tonløst og stirrede ud i luften.

''du var min første rigtige kæreste... lige siden vi slog op... jeg har fortrudt det, okay?....'' hun så ned.
''sådan, nu ved du det..'' hun krøb endnu mere sammen

Han sukkede og rykkede sig lidt, sådan han også sad op af træet.
"Jeg har også fortrudt det... Men livet går videre..." sagde han stille.

hun rystede på hovedet. hun snøftede lavt.

''for nogen..'' mumlede hun så stille