Meet the Falcon - Perceval

Hun så lidt på ham, undret over hans opførsel.
''du ligner en der tror at jeg bider..?'' grinte hun, og smilede lidt til ham.
Hun så på blokken og pennen, og lyste helt op.
''Så det var altså hos dig jeg havde smidt det!?'' man kunne se hvordan hun nærmest knugede det ind til sig.
''Tusind tak Perceval!'' sagde hun og rejste sig smilende. Hun gav ham et lille kys på kinden, med et bredt smil.
''Tusind tusind tak!'' hun trippede næsten. Hun kunne ikke overleve uden sin blok og pen.
Hun bed sig lidt i læben, da det gik op for hende, hvordan det måtte virke for ham. hun måtte jo ligne en freak.
''Undskyld... Jeg.. Jeg er bare meget glad for mine ting.'' hun så lidt akavet ned på sine fødder.

Det var ingen overraskelse, at hendes reaktion overraskede ham. Derfor var det også synligt i hans ansigtstræk. Han vidste godt, at hun var glad for at skrive, men så glad vidste han nu ikke, at hun var. Ikke at det gjorde ham noget - det var ret fedt, at hun skrev, syntes han.

Hendes lille, uskyldige kindkys, fik han til at blinke et par gange, hvorefter han smilede skævt til hende. Han vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle reagere på det. Men der skulle selvfølgelig ikke lægges noget i det, hvilket var derfor han trak på skuldrene og svarede: "Nej, det synes jeg ikke. Og undskyld at jeg ikke afleverede tingene tilbage noget før. Jeg har... haft travlt."

Hun smilede stadig, dog en smule akavet nu.
"Det er helt fint. Hvordan har du det?" Spurgte hun roligt,
Inden hun så på ham. Det virkede åbenbart mere akavet mellem dem end hvad hun ville have det til.
"Nu når du snakkede om blod, tidligere... Hvilken årgang? Jeg mener, hvilken årgang er du på?..." Spurgte hun en smule tøvende. Måske var det noget han ikke ville dele?

Han kvalte et suk, da han indså, hvor akavet han gjorde situationen. Efter en hovedrysten for at rydde sit hoved for tanker, tog han en dyb indånding og smilede derefter til hende. Det var næsten et lettet smil.

Da hun spurgte ind til blod og hans trin, hævede han spørgende sit ene øjenbryn, mens han spekulerede over, hvad det egentlige spørgsmål var. Var hun bekymret over ikke at være tiltalt af blod? Eller var problemet at hun var?

"Jeg går på 5. trin. Hvorfor spørger du? Ikke fordi det generer mig," svarede han.

Hun trak lidt på skuldrene.
''jeg er bare nysgerrig. Det er ikke fordi jeg taler med så mange her.'' sagde hun stille.
Det var en underdrivelse. Hun fulgte med i timerne, men det var det. Ingen personlig kontakt, heller ikke i gruppearbejde.
Perceval var nok den eneste hun talte med.
Hun bed sig lidt i læben, ej hvor var hun latterlig! Det var sku da bare at geare ned og slappe af. Men hvorfor kunne hun ikke det!?

Han smilede skævt over hendes svar. Så var blodet vidst ikke af betydning endnu. Men det skulle nok komme. Perceval selv troede heller ikke på, at det ville komme, men nu nød han smagen af blod. Meget.

"Hvis du har spørgsmål, kan du til hver en tid komme og spørge mig," tilbød han smilede. "Men jeg kan ikke love, at jeg kan svare på det."

''Takker for tilbuddet.'' sagde hun med et smil.
Hun så lidt ned på sine fødder inden hun sukkede.
''Jeg savner mine lange gåture.'' mumlede hun og så kort på ham, med et skævt smil.
''Undskyld, jeg plapre igen.'' grinte hun stille.

/Kreasvigt. Har en dum dag..//

Han slog sig ned i en lænestol overfor hende uden at spørge først; det virkede ikke som om hun havde noget imod hans selskab. Ellers skulle hun bare sig til. Bøgerne proppede han i sin taske, som han derefter satte ned på gulvet foran ham.

"Hvem siger, at du ikke kan gå her også?" Spurgte han. Så kiggede han sig omkring, lænede sig ind mod hende og sagde derefter dæmpet: "Der er et sted, hvor du kan komme over muren. Hvis du vil, kan jeg godt vise sig det på et tidspunkt."

Han rettede sig op. "Du plaprer ikke. Du snakker," sagde han.

/Er du okay?/

Hun sukkede.
''jeg kunne gå i flere dage. Bare, glemme alt og alle, og gå. Bare være mig selv. Det kan man jo ikke her.'' sukkede hun en smule frustreret.
''Her har du en voksen i nakken hele tiden. Intet privatliv..'' hun sukkede igen, og himlede med øjnene.
''Hvor er jeg bare en lille solstråle, huh?'' grinte hun inden hun fik sat sig ordenligt og trak knæene op under hagen.
''Ærligt, så hader jeg mit mærke.. og at være her...'' sagde hun stille, inden hun lukkede øjnene.

/jeg er bare... træt af det hele. Min kæreste, rutinerne... Alt det der... Jeg trænger til noget nyt, men der er intet nyt at prøve så længe jeg er med ham..//

Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen. Trængen til en smøg voksede i takt med hvor værre hendes ord blev. Til sidst rejste han sig op og greb sin taske.

"Vil du med ud og have en smøg?" Spurgte han næsten utålmodigt, mens han rodede rundt efter sin pakke. Uden at vente på svar, forlod han biblioteket. Så måtte hun jo følge med eller ej. Han skulle i hvert fald ud og ryge.

Hun rejste sig op kort efter, og fulgte efter ham. Det var for kedeligt at sidde alene lige nu. Hun pakkede sine ting ned i tasken, og var i hælene på ham kort efter.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hans reaktion på hendes ord var åbenbart frustration. Ville han overhovedet tale med hende? Var han overhovedet interesseret i at kende hende?
Hun sukkede kort, inden hun så på ham kort.

Han nåede hurtigt gårdspladsen, hvor de først havde mødte. Knapt havde hans fødder rørt fliserne, før cigaretten var fremme. Han fumlede lidt med lighteren, før der endelig var røg i hans lunger. Han var godt klar over Delilahs tilstedeværelse, men han kiggede ikke på hende.
Efter et par lange og langsomme hiv, stirrede han op på stjernehimmelen og sagde stille: "Jeg ved præcis, hvordan du har det. Jeg troede blot, at det hele ville komme med tiden. Jeg ville vænne - nej, acceptere - mit mærke og alligevel få det liv, som jeg altid havde drømt om." Cigaretten kom til live igen. "Men det skete bare ikke. Jeg er fanget her. Fanget mellem disse mure. Jeg bliver ikke glad her. Jeg har mistet så meget." Hans stemme skælvede til sidst. Elizabet. Hans far. Der var gået lang tid, men han anede stadig ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

Hun så på ham, tøvende.
"Hvad har du mistet...?" Spurgte hun tøvende. Hun vidste ikke pm det var ok at hun spurgte.
Egentlig, var det lidt... Deprimerende, at se ham sådan. Hun stod og fik tårer i øjnene.
"Undskyld mig, lige to sekunder"
Hendes tonefald var.... En smule skælvende. Hun vendte ham ryggen og tørrede tårerne væk fra øjenkrogene.
Hun bed sammen, og prøvede at forhindre endnu flere tårer

Han skælvede kort, da hun spurgte ind til det, han havde sagt. Så tog han endnu et hiv, før han tonlost svarede: "Min far døde for et par år siden. Han var alt jeg havde..." Perceval tav og kiggede ned i jorden, før han tog en dyb indånding og svarede: "Og så har jeg mistet min bedste ven. Og kæreste. Jeg savner hende hver dag. Men det var vidst ikke meningen, at det skulle være os to." Hans stemme knækkede til sidst. Det var ingen hemmelighed, at han ikke var ovre Elizabet. For fanden da, han elskede hende jo, selvom han ikke havde set hende så længe.

Det stak ham i hjertet at se, hvordan hun reagerede. Da hun vendte ham ryggen for at fjerne sine tårer, lagde han en beroligende hånd på hendes skulder og gav den et klem. Hvorfor vidste han ikke. Måske for at vise, at han var her. At de ikke var helt alene i verden.

Hun bed bare sammen, da han lagde hånden på hendes skulder.
''Min kæreste gennem to år slog op med mig, på grund af mit mærke. Han kaldte mig en freak - en særling.'' hun så ikke på ham, hun stod forsat med ryggen til ham. Man kunne hører hvordan hun kæmpede for ikke at hulke.
''Jeg... Jeg må hellere gå..'' sagde hun inden hun så kort på ham.
Hendes øjne var glinsende og blodskudte af tårer.
''undskyld... Vi ses..'' hun bakkede kort væk, og begyndte, men ikke mod sit værelse. Derimod, direkte mod templet.
Hun havde brug for at skælde ud, skrige og tude. Og det var det eneste sted man kunne være som hende - templet.