Meet the Falcon - Perceval

Han nikkede forstående, da hun forklarede, at det var hendes efternavn.

Derefter lagde han to og to sammen - novelleskrivning og hendes blok? Der måtte være en sammenhæng. "Skriver du?" Spurgte han derefter stille. Af en eller anden grund følte han, at han skulle være forsigtigt med dette emne. Skrivning var noget meget personligt. Sådan så han i hvert fald på det.

Da hun spurgte ind til et kælenavn, stivnede han. Jo, det havde han skam, men han ville ikke tænke på det. Percie var der kun én, der havde kaldt ham. Derfor smilede han stift og sagde: "Bare Perce."

Hun stivnede lidt, da han sagde hans kælenavn. Bare Perce...
Hun ville sige noget, men tav. Første efter et par sekunder gik det op for hende at han havde spurgt ind til hendes skriveri.
''ja, jeg skriver. Ikke meget, men lidt gør jeg da.'' hun prøvede at smile.
''Vil du være lidt alene..?'' hun så lidt ned. Han virkede så.. hun vidste bare at han ikke lod til at ville have selskab.
Det gjorde hende direkte ked af det.. At en kunne virke så... hun vidste ikke engang hvad hun skulle sige..

Han tog en dyb indånding og tvang sig selv til at tage sig sammen.

"Det lyder spændende," sagde han ærligt og prøvede at smile. "Hvad skriver du så?"

"Nej, det er okay," skyndte han sig at svare, da hun spurgte, om han ville være alene. Hvis han først blev ladt alene med sine tanker ville det først for alvor gå galt. Hvis bare man kunne glemme fortiden.

''alt muligt..'' hun så lidt ned.
''på det sidste, har det været meget om en ung mand, som forlader hans kæreste fordi hun kommer ud for en ulykke og ikke er den samme bagefter.'' sagde hun en smule nøgtern.
Man kunne se bitterheden i hendes øjne.

''undskyld.. Det er for det meste bare noveller om drager, hekse og prinser der redder kvinder.'' hun smilede en smule.
Hun sukkede.

Han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle reagere, da hun fortalte om de ting, hun skrev om for tiden. Derfor rejste han sig fra sengen og spurgte: "Vil du have en cola?" Han fandt alligevel to frem fra sit lille køleskab, bare for at være sikker.

Da hun forsatte med at fortælle, smilede - sådan rigtigt - og svarede: "Det lyder som nogle dejlige historier."

Hun tog imod den, roligt.
''ærligt, så er de dejlige... En helt anden verden. Hvor jeg kan drømme mig hen, når jeg er ked af det og ensom.'' hun smilede stille, så ned på flasken.
Hun sukkede stille.
''hvad gør du, når du bare vil væk?..'' spurgte hun stille, og bed sig i læben.
I hendes jeans der lå ude på badeværelset kunne man hører en sms tikke ind.
Hun blev dog bare siddende, og kæmpede mod trangen til at tjekke den.

Han nikkede tankefuldt. Det ville også have været nok for ham for bare et år siden. Men meget var sket. Nu blev han nødt til at bruge andre midler.

"Det har du ikke lyst til at vide," sagde han ærligt og rystede på hovedet. Hvis pigen var ny, ville det at drikke blod stadig frastøde hende. Men rusen var god, når man ville glemme, syntes han.

Hun så nu nærmere drilsk på ham.
''Perceval. Jeg har skrevet om vampyrer siden jeg var fem. Om voldtægter, stofmisbrug, mord og død. Kom nu, så meget kan dine afslapningsmetoder ikke skræmme mig.'' grinte hun.
Hun smilede, og lænede sig udfordrende hen mod ham, med et løftet øjenbryn.

Han smilede skævt og sukkede derefter.

"Jeg drikker. Blod. Rusen er god, når man vil glemme," sagde han og kiggede tankefuldt ud af vinduet.

//Kreativitetssvigt//

''uuh! det er nok det jeg fandt mest spændende med mærkningen... Blodet.'' hun smilede.
''jeg har endnu ikke selv prøvet det... jeg har nu heller ikke været så ivrig efter det endnu..'' smilede hun en smule tankefuldt.
''hvordan føles det..? Rusen?'' spurgte hun tøvende.

Han smilede skævt til hende og svarede: "Der gik også ualmindeligt langt tid, før blod begyndte at tiltale mig." Han havde vel bare været uheldig, for nu anede han ikke, hvordan han havde kunne leve uden det.

"Det føles fantastisk," svarede han drømmende, mens hans tanker kredsede om processen. "Men det finder du ud af engang," smilede han.

Hun smilede lidt, da han fortalte om det.
Hun vidste godt at det tog tid, men... Nogle gange ville hun ønske at det var nemt overstået.
''Det r jo lige før jeg glæder mig.'' smilede hun og rettede på sit fugtige hår.
''Det lader til at regnen er ved at stoppe..'' sagde hun stille, og bed sig i læben. ''jeg må nok hellere komme hen til mig selv..'' sagde hun stille, og smilede kort til ham

Han nikkede. "Ja, det burde du." Det sitrede kort i hans læber, og de skiltes i det, der mindede om et lille smil.

Da hun fortalte, at regnskyllet efterhånden var ovre, kiggede han automatisk ud af vinduet, og ganske rigtigt - det stilnede lige så stille af.

"Okay," svarede han og rejste sig op for at følge hende ud. Lidt gentleman var man vel altid.

Hun gik ud på badeværelset hurtigt, og tog hendes våde tøj. Hun smilede lidt til ham.
"Jeg kommer over med dit tøj når jeg har fået det vasket." Sagde hun med et lille smil på læben.
"Og endnu engang tak, Perceval." Sagde hun oprigtigt.
I en let bevægelse gav hun hans skulder et klem. Andet kunne hun ikke gøre. At give ham hånd ville være for formelt, og at kramme ham ville være intimt.

Hun åbnede selv døren, og kiggede igen kort på ham.
"Husk nu, hvis du vil mig noget, så hedder jeg Falcon her"
Ingen kaldte hende Delilah. Ikke andre end Josh.

Han nikkede kort, da hun lovede at aflevere tøjet tilbage. Ikke fordi det var specielt vigtigt - men kunne ikke passe tøjet mere, og det lå egentlig bare og fylde.

Et smil bredte sig på hans læber, da hun gav hans skulder et klem og åbnede døren.

"Det skal jeg huske," lød det fra ham.

Hun nikkede, smilede og vendte så ryggen til ham for at gå.
Der var ikke specielt mange der kiggede på hende, mens hun gik. Få med meget store øjne, der kiggede efter de lange slanke ben. Hun ignorerede det. Der var kun en fyr der havde hende opmærksomhed nu, en fyr der virkede som en potentiel ven.

Hun tænkte ikke over, at hendes blok og kuglepen stadig lå hos ham.
Det ville nok først gå op for hende når hun nåede op til sig selv og ville stresse af. Men lige nu, svævede hendes tanker om Perceval. At hun havde røget selvom hun havde lovet at lade være, at hun både savnede og hadede Josh, at hun havde lidt ondt af Perceval... Hvorfor vidste hun dog ikke helt.

Hun gik bare videre, og nåede drengenes opholdsstue.
Der sad en gruppe unge mænd, og piftede da de så hende komme ud fra gangen. Hun sukkede, himlede med øjnene og gik bare forbi dem mens de begyndte at råbe efter hende, ting som 'kommer du ikke herover Bambi?' Og 'jeg gad godt se hvad der gemmer sig under de shorts!'
Hun bed sammen, gik bare.

Det var først noget tid efter, at Delilah gik, at han fik øje på blokken og kuglepennen. Tingene lå på hans skrivebord - et sted hun måtte have lagt dem, før hun gik ind på badeværelset for at klæde om.

Han overvejede kort at skynde sig efter hende, men hun måtte være kommet tilbage til pigernes fællesrum allerede nu, og når han ville være nået derhen, ville hun højst sandsynligt være på sit værelse. Og det vidste Perceval ikke, hvor var.

Derfor ville han vente på, at hun kom og hentede det, eller også ville han fange hende på gangen engang. Han satte sig derfor til rette i sengen med sin guitar og begyndte at spille.

//Ved ikke, om vi bare skal springe til et senere tidspunkt? Hun opdager det ikke før hun er på værelset, og tør ikke gå over til ham igen for at hente det.//

//Kan vi godt//

//skal jeg så skippe, eller vil du?//

/Gør du bare/

I en hastig bevægelse havde hun lagt mobilen ned i tasken igen.
Den brummede gentagende gange, insisterende på at hun skulle tjekke den.
Der var gået tre dage, siden et stort regnskyl havde tvunget hende op på Percevals værelse.
Og det virkede som om, han ikke ville optage yderligere forbindelse.
Iført en cowboydskjorte og læderjeans, samt stiletter, sad hun nu i en lænestol på biblioteket og læste i en bog kaldet:
Morgendagens Tundra.
En kærlighedsroman uden tvivl.
Hun læste stille, gumlede på en tot hår. Hun mumlede bidder af teksten højt, helt væk i sin egen verden.
Udenfor var månen midt på himmelen. Så klokken havde vel været omkring 24..

Perceval havde været bortrejst et par dage for at besøge sin mor glemme i Florida. Selvom han ville ønske, at visitet varede længere, kunne det ikke lade sig gøre. Hvis han var længere væk fra vampyrere, ville det sikkert ikke gå særlig godt.

Nu befandt han sig på biblioteket for at catche up med det arbejde, han havde misset de sidste par dage.

Da han havde fundet bogen, han ledte efter, var han på vej hen til sofaerne for at læse. Så langt nåede han dog ikke - han fik øje på pigen fra den anden dag. Delilah mente han, hun hed. Så kom han i tanke om hendes blok og kuglepen, som nu lå nederst i hans rygsæk. Med få, lange skridt gik han over til pigen og stillede sig akavet foran hende - vidste ikke rigtigt, om han skulle afbryde hendes læsning eller ej.

HUn havde ikke behøvet at høre ham komme - selvom det var svært at undgå det.
Hun så op på ham, og lyste op i et smil da hun genkendte ham.
Perceval.
''Hej'' sagde hun, med et lille smil, og lukkede bogen.
''Hvad så?'' spurgte hun, inden hun fjernede den tot hår fra hendes ansigt som hun havde gumlet på under læsningen.
Hun elskede at læse, men ikke nær så meget som at skrive. At skrive var hendes liv.
HUn så en smule ned, så lidt op på ham igen. Han så nærmest akavet ud. Måske kunne han ikke lide situationen?

Han smilte halvt, da hun hilste og fjernede sit hår fra munden. God idé. Uden at svare hende, placerede Perceval sin taske foran sig og begyndte at rodde rundt i den - tingene lå sikkert allernederst, for det var et par dage, han havde puttet dem deri.

Da han endelig fandt, hvad han ledte efter, greb ham dem og så til sin egen lettelse, at papirerne ikke var krøllet, og at kuglepennen ikke var flækket eller sådan noget. Han gik tøvende et par skridt frem mod hende og gav tingene til hende, stadig uden at sige i et ord. Lige efter han havde givet hende tingene, trak han sig tilbage igen og kiggede undersøgende på hende.