a prayer for my daughter - Perceval

t omkring solnedgang. Dvs meget tidlig morgen
s Gudindens Tempel
v det regner og tordner udenfor
o ritualgenstandene, offerbordet.
p en lille kjole, der stopper midt på lårene, og flade ballerinasko. Håret hænger løst.

''Min elskede gudinde..'' lyden af Eli's bøn rungede i hele templet.
''jeg beder Dem, lad min datter leve et normalt liv, et liv uden tørst, uden sult. Hun fortjener ikke disse mangler..''
hun sad på knæ, foran et stort bloklys i sort.
''Hun skal leve under Dem, min elskede gudinde. Under Deres tro, og Deres navn. Som en af Deres børn.. Men jeg beder Dem, skån hende for blodets lyster.''

Elizabet havde gennem flere nætter hørt sin datter græde over sin sult. Hun havde ikke fortalt Perceval om Athena's, nu helt udvoksede, tænder.
Ej heller havde hun fortalt ham om at Athena kunne kommunikerer via telepati.

Hun pustede lyset ud, og rejste sig.
''Jeg beder Dem, skån hende for blodets lyster..'' hviskede hun inden hun gik hen til barnevognen hvori Athena lå og sov trygt.

Det var længe siden, Perceval havde mødt op til møderne, hvilket fik samvittigheden til at røre på sig. Måske var det derfor, Nyx fik problemerne til at bane sig op. Derfor stod han nu udenfor Gudindens Tempel og betragtede facaden, hvorefter han gik indenfor. Men en stemme fik ham til at stoppe op. Stemmen lød bekendt, så han listede sig en smule tættere på.

Der gik ikke længe, før han kunne se, at det var Elizabet, der også havde valgt at besøge templet, så da hun var færdig derinde, gik han ud fra sit skjul og sagde muntert: "Hvad så, prinsesse?" Han gik afslappet hen til hende, fast besluttet på at hun ikke skulle vide, at han havde hørt det, hun lige havde sagt.

Da Eli hørte Percie kunne hun ikke undgå at spørge uroligt; ''hvor meget af det hørte du?''
Hun vidste han havde hørt noget, men hvor meget vidste hun ikke.

Athena pludrede utålmodigt i barnevognen, så Eli tog hende op i armene, men skjulte Athenas ansigt.

Han sukkede dramatisk og lænede sig afslappet op af væggen. Han overvejede kort, om han kunne tillade sig at tænde en smøg herinde, men valgte at lade være.
Så kiggede han alvorligt på hende og sagde: "Nok til at du skylder mig en forklaring..."

''jeg skylder dig ikke noget som helst.'' sagde hun, stadig en smule bitter over deres sidste 'afsked'.
Hun vuggede blidt Athena på sin ene arm, mens hun så lidt væk fra percie

Irritationen skød straks op i ham.
"Jo, du gør. Jeg er faren til vores datter. Jeg har ret til at vide, hvad der sker," sagde han stædigt.

hun så nu på ham, med flammende øjne.
''du har hvad?! Ret!'' hun fnøs det næsten.

''hun drikker blod nu, og hvad så!?'' Hun gik med faste skridt mod barnevognen igen, hvilket gjorde at hun vendte ryggen til ham.
HUn lagde Athena i barnevognen og begyndte at gå med den, uden at se på ham

"Og hvad så?" Udbrød han og fulgte efter hende.
"Du kan ikke altid flygte fra alting, Eli!" Rasede han.

''jeg kan flygte fra alt det jeg vil. det har jeg gjort indtil nu, og det bliver jeg ved med!'' sagde hun bare mens hun gik

Han kiggede vredt efter hende og syntes, at hun havde glemt, at han var faren til barnet og havde også noget at skulle have sagt!
"Sikke en god beslutning, huh? Det er jeg sikker på vil være en fantastisk løsning for Athena!" Sagde han irriteret og fandt en smøg frem.

''hvad foreslår du ellers at jeg gør!? bliver her, selvom jeg intet har tilbage her? Jeg har jo ikke engang dig, udover når du skal se hende..'' sagde hun stille.
i flere dage havde hun ledt efter en mulighed for at være sammen med ham, men forgæves. Det lod til at han havde haft for travlt med skolen?

hun fortrød at hun nogensinde havde fået Athena, lige i dette øjeblik. Hun fortrød at hun nogensinde havde gennemført den graviditet, og havde udsat både Percie, hende selv og Athena for det her pis.

Hun så ned. Hun låste barnevognen fast, så den ikke kørte nogen steder, og satte sig så med ryggen mod muren.
Hun krøb sammen, og bandede indædt over sin opførsel.

Han tændte næsten panisk for cigaretten, hvorefter han sukkede dybt, mens han tog et hiv. Hun havde ret; fremtiden var ikke så lys, som den engang havde virket. Det hele virkede kaotisk.
Da hun krøb sammen på gulvet, fik han en trang til at sætte sig hos hende, men vidste godt, at det var klogest at lade være, så derfor lænede han sig i stedet op af muren.

"Hvem siger, at du ikke har mig?" Spurgte han så pludseligt med en megen hæs stemme, som han ikke engang selv kunne genkende. Hvad var det for noget pis at sige? Han havde ikke rykket sig en meter. Det var hende, der pludselig skulle til at have lejlighed og alt muligt andet pis.

''undskyld...'' hun trak vejret dybt, en smule opgivende.
''Jeg mente det ikke sådan... Jeg er bare stresset...'' mumlede hun og så lidt hen på barnevognen, hvor Athena sov trygt.

''Min 'far' foreslår at jeg skifter navn igen... Så Athena kan blive døbt, og have et personnummer.. Alle tror jo at vi begge døde under den fødsel..'' Hun bed lidt sammen, mens hun så hans smøg pulsere.

''jeg er ked af at jeg flippede på dig.. det var ikke min mening at virke som en bitch..'' hun rejste sig stille og gik hen til ham. Egentlig, havde hun masser at bitche over, men intet af det var hans skyld, så han burde ikke blive skældt ud over det.

''Du ved godt at jeg elsker dig... Ikke også?'' hun lænede sig op af ham, med brystet mod hans brystkasse. Hun kyssede ham prøvende på hagen, mens hun kærtegnede de små pulsåre på hans hals, lige rundt om at adamsæble.

Han rystede på hovedet, da hun begyndte at undskylde. Det var der slet ingen grund til - det var mindst lige så meget hans skyld. Og stresset? Det var de vel begge, selvom hun nok havde den største grund til det.
"Tænk ikke på det," skyndte han sig derfor at sige. Det var nok bedst, hvis de begge to lagde mundhuggeriet på hylden for en stund.

Da hun forsatte, vidste han ikke helt, om Elizabet selv syntes, det at skifte navn, var en god idé eller ej. For han kunne selvfølgelig godt se, at det ikke var smart, at de officielt var døde.
"Du behøver vel ikke at skifte navn, gør du? Kan du ikke bare... øh, fortælle, hvad der skete et eller andet sted?" Prøvede han sig frem.

Da hun så genoptog undskyldningerne, smilede han skævt og lagde sine arme omkring hende, da hun kyssede hans hage.
"Jeg elsker også dig, prinsesse," mumlede han og lod sine fingre glide gennem hendes hår.

Hun hvilede sit hoved på hans brystkasse, så han kunne hvile sit hoved på hendes.
''Hvem skulle tro på at vi ingen puls har, men er levende..?'' hun mumlede det, næsten grinende.
Det var altid en lettelse at Percie kaldte hende 'prinsesse'. Så vidste hun at han ikke var tæt på at halshugge hende.

Hun kyssede ham forsigtigt på kravebenet.
''Du ved godt at vi snart har et års-dag ikke? Du har ikke haft sex i snart et år.. I hvert fald ikke med mig'' hun sagde det, i et drillende tonefald, tydeligvis for at understrege at hun selv savnede det.

Athena vendte sig i barnevognen og sov videre. Roligt.

Han smilede skævt, men svarede ikke på hendes spørgsmål, som jo ikke rigtig var et spørgsmål.

Men da samtalen gled over i et helt andet emne, kunne han ikke lade være med at klukke lidt. "Nej, det vidste jeg ikke, men så er det jo godt, jeg har dig til at minde mig om det," svarede han og grinede igen.
"Det er altid dejligt, når ens kæreste understreger, at man får for lidt, synes du ikke?" Forsatte han grinende, mens han rystede på hovedet.

Hans blik gled derefter over til barnevognen, og en bekymret mine dukkede op på hans ansigt. Det føltes forkert at snakke om sådan nogle ting, når Athena var tilstede. Men det gjorde vel ingenting; hun sov som en sten.
Derefter vendte han tilbage til Elizabet, mens han spurgte: "Er det et hint til, at jeg skal arrangere et eller andet til vores årsdag, eller hvad?" Hans tonefald var drillende.

''jo det er jo skønt!'' grinte hun lavt, drilsk, over hans kommentar med at 'få for lidt'.

Hun smilede lidt til ham, og mumlede mod hans hals;
''hun sover den næste times tid, så hun høre ikke noget''
Derefter kyssede hun blidt hans hals, mens hun lagde armene helt om ham.

Om han skulle planlægge noget? Det show styrede han jo selv.
''helt ærligt, så er det noget du helt selv bestemmer'' hviskede hun mod hans hals, og bed ham kort, drilsk. Dog uden at bide hul

Han grinede også, da Elizabet erklærede sig enig med ham. Det var sikkert også et hint til ham om, at han skulle til at komme igang igen. Noget, han med glæde gjorde.

"Det tager jeg som et ja," klukkede han som svar på, at det var noget han selv bestemte. Det var vel en kvinde-ting. Så pustede han drillende i hendes øre og spurgte stille: "Skal vi ikke skride?"

Hun sukkede afslappet over hans pusten. Ethvert bevis på at han var levende gjorde hende bare endnu mere glad.
Hans spørgsmål fik hende til at føle sig som en teenager igen, og ikke som en eller anden kedelig midaldrende mor.

Hun nikkede lidt, inden hun lod sin tunge glide hans adamsæble, kort. Så slap hun ham om hofterne, kyssede ham blidt og vendte sig for at gå en til barnevognen.

Han smilede stille, da hun nikkede og kyssede hende kort på panden, hvorefter han trak sig tilbage og fulgte efter hende.
"Bliver du egentlig boende på skolen?" Spurgte han så pludselig, mens han betragtede hende ud af øjenkrogen. "Og du skal bare sige til, når vi har brug for penge, ikke?" Forsatte han og smilede svagt.

Hun sukkede kort, indvendigt, over hans ord.

''nej, jeg bor i lejligheden... Og jeg har et arbejde om dagen, så pengene er intet problem.'' sagde hun roligt mens hun klikkede bremserne fra på barnevognen, og begyndte at gå med den sovende Athena.

Hun smilede lidt på Percie, men smilet var ikke helhjertet.
''Hvad med dig? Hvor længe tror du der går, før du er forvandlet?'' spurgte hun blidt.

"Og har du snakket med skolen?" Spurgte han så, mens han fulgte efter hende. "Og hvilket job er det, du har fået?" Spurgte han derefter.
"Du skal altså bare sige til - jeg bliver jo også nødt til at betale," forsatte han smilende.

"Det ved jeg ikke," sukkede han. "Jeg er jo kun på 4. trin." Han skulle lige til at tilføje; 'hvis jeg bliver forvandlet', men det var vidst ikke den bedste kommentar at komme med lige pt.

Hun sukkede stille. ''jeg arbejder som træner i dagtimerne, og så studerer jeg bioteknologi i nattetimerne. Athena klarer sig fint med den rytme.'' sagde hun roligt.
''jeg har forklaret skolen, at jeg er nødt til at komme videre. Der er ikke mere her for mig. Jeg bestod alle fag..'' hun trak på skuldrene.

Hun gik videre, sætningen som han ikke havde sagt, hang usagt mellem dem. Han blev forvandlet... Det skulle han!

"Bio-hvad?" Spurgte han - fagudtryk, eller hvad man nu skulle kalde det, havde aldrig været hans stærke side.
"Men... Hvornår sover du så?" Spurgte han. "Og hvad med Athena? Er hun så helt alene? Jeg kan altså godt have hende hos mig, når du har travlt. Det vil jeg i hvert fald gerne," forsatte han og smilede kærligt til den sovende skikkelse i barnevognen.

''hun sover mens jeg er på arbejde.. det har ikke været et problem før. Men kunne jo nok godt nå at sætte hende af hos dig, inden jeg tog afsted om morgenen?'' hun smilede lidt over hans entusiasme.

Hun stoppede op lidt efter. ''hvor skal vi tage hen?'' spurgte hun så, roligt