a prayer for my daughter - Perceval

Han nikkede stille, selvom der var nogle spørgsmål, hun ikke fik svaret på.
"Men hvornår sover du så, Eli?" Spurgte han og kiggede næsten anklagende på hende.

"Hvorend du lige føler for," mumlede han så bare med et skuldertræk.

Hun nikkede stille og så på Athena.
''jeg burde få hende hjem i seng'' sagde hun med et lille grin.

''vil du med?'' hun begyndte at gå igen. Mod parkeringspladsen.
''og jeg har ikke brug for søvn, ikke så meget.. jeg sover når jeg har brug for det.'' sagde hun med et skuldertræk.

Han nikkede smilende og fulgte endnu engang efter hende.
"Okay, men pas nu på. Du skulle helst ikke blive syg," sagde han og puffede hende drillende i siden, mens de gik på parkeringspladsen.
"Er du kørt?" Spurgte han. Ellers ville det være mest praktisk, hvis de tog hans, så han kunne komme hjem igen.

Hun rystede på hovedet. ''jeg er gået herud med Athena. Hun kunne ikke sove, den lille møgunge'' sagde hun grinene.
''så regnede med at hvis hun så templet, ville hun gå ud som et lys. Jeg fik ret'' grinte hun inden hun så på ham, smilende

Han grinede højt. "Er du sikker på, at det er min datter, du snakker om?" Spurgte han drillende, hvorefter han kiggede spørgende på hende.
"Hvordan tager man hende ud af barnevognen uden at vække hende?" Spurgte han, dum som han var. Ellers kunne han jo ikke putte barnevognen bag i bilen.

Hendes smil blegnede lidt over hans kommentar. Han havde ikke mente det, men hun fik stadig en lille klump i halsen, ved tanken om at måske havde troet det..

Hun tog Athena op i sine arme, helt roligt. Hun sov blot videre.
Hun vuggede hende lidt, mens hun kyssede Percie på kinden

Han lod mærke til hendes smil, der blegnede, og kiggede forskrækket på hende. Hvorfor blegnede hendes smil?! Var der noget, hun ikke havde fortalt ham?
Han rørte sig ikke, da hun kyssede ham på kinden, men fik bagefter proppet barnvognen bag i bilen. Så satte han ind i bilen og ventede på, at Eli og Athena også satte sig.

Hun satte sig ind, ved siden af ham, stille.
''Har du nogensinde troet at hun ikke var din?'' spurgte hun lige ud

Hun aede athena over hendes sorte hår.
''for det er hun, 100 %..'' sagde hun stille. Det var vigtigt at hun fik ham til at forså.
Hun havde ikke været sammen med andre. Langtfra. Hun elskede ham. Han var hendes eneste..

Han sukkede og ville ikke rigtig snakke om det. Men det blev han vel nødt til.
"Ikke før lige før," sagde han hæst, mens han betragtede sit barn. Så tog han sine sele på og tændte for bilen.
"Det ved jeg godt... Det var bare dit ansigtsudtryk. Jeg..." Prøvede han at forklare.

"jeg troede bare at du troede at... undskyld.." hun sukkede stille.
hun vuggede Athena, som ikke længere sov, men rev utålmodigt i Elizabets trøje for at få mad.
Hun bed lidt sammen og så på Athena.
"du må vente til vi kommer hjem" sagde hun med en varm og blid stemme.
Dog begyndte Athena straks at græde højlydt, hvilket var ulideligt for Elizabet. Hun så undskyldende på Percie, og trak ned i kjolen så hendes bare bryst stod frem.
Athena greb grådigt om brystet og begyndte at drikke..

Han trak på skuldrene som tegn på, at de bare skulle lægge det på hylden. De havde tydeligvis misforstået hinanden - længere var den ikke.
Han forlod skolens parkeringsplads, og det gibbede i ham, da han hørte Athenas hyl, og kiggede derfor panisk over på hende. Men selvfølgelig havde Elizabet alt under kontrol - hun var åbenbart sulten. Tanken fik ham til at smile.
"Så er hun måske min alligevel. Når man er sulten, kan det ikke vente," mumlede han stille med et skævt smil.
Han var nået et godt stykke ind i byen, men sagde så pludselig: "Du må hjælpe mig herfra. Jeg kan ikke lige huske vejen derhen."

hun grinte lidt over hans kommentar, og smilede.
''du skulle høre hende når man vækker hende. Hun bliver rasende'' grinte hun stille.

Da han spurgte om vej begyndte hun at dirigere ham gennem byen, hen til lejlighedskomplekset.
Hun smilede lidt til ham, da Athena endelig var færdig, og uden en lyd havde lagt sig til at sove igen.
Elizabet trak kjolen på plads, og så på Percie

Han klukkede lidt og mumlede: "That's my baby." Tja, han kunne ikke bebrejde hende; det var jo pisseirriterende at blive blive vækket! Især, hvis det var fordi, man skulle lave noget. Tanken fik ham til at smile.
Han prøvede så godt, han kunne, at følge Elizabets anvisninger, og inden længe holdt de uden for lejligheden. Så smilede han til hende og Athena, som åbenbart allerede sov igen, hvorefter han steg ud af bilen og gik om bag den, hvor han fandt barnevognen frem.

Hun steg ud af bilen med Athena i armene. Hun tog sine nøgler op af lommen og så på ham.
''du kommer med op, ikke?'' hun så næsten bedende på ham.

ganske langsomt gik hun hen til opgangen, stille. Athena halvsov åbenbart, da hun begyndte at vride sig over at der kom afstand mellem hende og Percie.
''Ja,ja,ja! Han skal nok komme med'' grinte hun og gik hen til Percie igen.
''jeg tror ikke jeg er den eneste der elsker dig'' smilede hun varmt, mens Athena så op på ham med beundrende øjne

Han fik barnevognen ud af bagagerummet og nikkede til hendes næsten spørgsmål. Selvfølgelig gjorde han det.
Så gik han over til dem og smilede varmt til Elis kommentar, mens han kærligt strøg Athena over kinden.
"Du er bestemt heller ikke den eneste, der elsker hende," sagde han stille til Eli, mens han smilede næsten forlegent til hende.

''her'' smilede hun blidt til ham, da hun rakte Athena over til ham.
hun smilede varmt.
''jeg går op og låser os ind.'' smilede hun.
''Jeg tror Athena vil være alene med dig'' grinte hun, mens Athena rakte overdrevet ud efter sin far.
Hun pludrede lystigt

Han mærkede panikken sprede sig, da han pludselig blev overrakt Athena. Men det gik bedre, så snart han havde hende i sine arme, og han smilede glad til hende og kyssede hendes pande.
"Jeg har savnet dig," hviskede han stille til hende, mens han gjorde tegn til, at Athena ikke måtte sige det til Elizabet. Og så grinede han og følte sig virkelig dum. Men det gjorde ikke noget - det var jo kun anden gang, at han sådan rigtig holdt hende.

Hun tog sine nøgler og gik ovenpå, og låste op.
Hun regnede lidt med at de kom op når de ville, de havde vist en del at snakke om.

Athena rakte direkte ud efter hans næse, og lod sine små fingre udforske hvert lille stykke af hans ansigt, mens hun pludrede.
Hun prøvede at hive ham ned til sig, grinene og pludrende.

Han blev nede, mens han smilede stort til Athena.
Hun syntes åbenbart, det var spændende at udforske hver eneste del af hans ansigt. Og pludselig trak hun hans ansigt ned til hende - eller det vil sige, at hun prøvede på det, men at Perceval selv lod sit ansigt hvile ud for hendes. Så pustede han forsigtigt, hvorefter han smilede skævt.

hun pludrede igen, og vred sig grinene.
Stille greb hun fat i hans hår, og lod sine små hænder grave sig ind i hans hår, ned til hovedbunden.
Athena hev ham langsomt ind i mindet, mens hun pludrede;

lugten af blod var ikke til at tage fejl af. Og hvis blod det var, kunne man heller ikke tage fejl af.
Følelsen af noget blødt der kærtegnede hendes læber, mens en varm væske flød ind i munden på hende. Smagen, var langt fra hvad man skulle tro. Athena blev ammet, men ikke med mælk. Blodet dryppede ned af hendes hage, mens hun grådigt drak.

Athena slap hans hår, og igen stod de på parkeringspladsen. Hun pludrede igen, stolt over hvad hun lige havde vist ham.

Elizabet havde sat sig i sofaen, efter at have skiftet fra kjolen til en bh og et par løse pyjamasbukser.

Han nåede næsten ikke at undre sig over, hvad Athena lavede, før han var hevet med ind i mindet.
Det var mærkeligt at forstå - især fordi Athena jo ikke var ældre. Men han opfattede så meget, at hun blev ammet og det bestemt ikke var mælk, hun drak.
Så da han pludselig var i nutiden igen, og han så Athenas stolte smil, prøvede han at smile så begejstret han kunne, hvorefter han kyssede hendes hovedbund og skyndte sig op til Eli.

"Er det blod hun får?" Spurgte han toneløst, mens han satte sig i sofaen ved siden af Eli.

Hun stivnede brat da hun hørte hans spørgsmål.
''j-ja... Hun har ikke ville drikke mælk i snart to uger..'' mumlede hun stille, og så lidt ned på sine hænder

Hun vidste ikke om han ville finde sig i at hun gjorde det, men hun kunne jo håbe at han ikke blev vred over det.

Han nikkede stille - der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det. Hun var datter af en blå yngling og en rød vampyr, så der ville selvfølgelig være nogle anderledes ting ved hende.
Så rakte han forsigtig Athena over til Elizabet, mens han så sig omkring. Det var næsten ikke til at fatte, at hun ikke boede på skolen mere. At han aldrig ville besøge hende på hendes lille værelse mere eller sidde i opholdsstuen med hende mere. Det hele var så... anderledes.

Hun tog imod Athena, der pludrede løs igen. Elizabet var en smule opgivende.
*jeg ville ønske at hun sov noget mere...*
Hun rejste sig og gik hen til vuggen igen med hende og lagde hende sammen med hendes bamse.
Hun sukkede træt, men ikke specielt meget. Hun gik hen og satte sig i sofaen igen, og lænede sig lidt op af Percie.

Han lod sine øjne følge Eli, da hun lagde Athena i seng. Hun virkelig træt, hvilket han godt forstod; hun måtte virkelig have det hårdt for tiden.
Da hun så satte sig på sofaen igen og lænede sig op af ham, smilede han skævt og lagde sine arme omkring hende. "Hvad så? Er du okay?" Spurgte han stille, mens han kyssede hende på hovedet.