Kun lidt trist.. (Perceval)

T: Lige efter sidste time.
O: Stearinlys, ellers kun vægge og hvad der nu ellers er i templet.
S: Inde i Gudindens Tempel.
V: Skyet, og lidt koldt.
P: Mørke lilla hættetrøje, sorte jeans og sorte conversse. Taske, og guitarkasse.

Kayla var gået over i Templet lige efter de fik fri. Hun havde sat sig på et tæppe, efter hun havde sikret sig at her ikke var andre. Hun sad nu og spillede en lidt stille, og meget sørgelig sang på sin guitar. Det var en sang hun kunne udenad og havde næsten ikke brug for at se på strengene.
Hun spillede sangen færdig, og bøjede så hovedet. Hun tænkte tilbage på sin bror, og på da de var små og glade sammen. Dengang havde de boet i Italien, og det havde været fantastisk. Hun havde altid kunne regne med sin bror, men tingene havde ændret sig en del siden. Der var ikke noget hun ønskede mere end at få sin bror tilbage, men det ville aldrig kunne lade sig gøre, desværre.
Hun mærkede som altid smerten i hjertet og gispede lidt efter vejret. Hun var ikke ovre ham endnu, selvom alle troede det.
Hver gang hun tænkte på det, blev hun i dårligt humør, og i dag var ingen undtagelse. Hun sukkede dybt, og fik lidt tårer i øjnene.

Det var tredje gang i denne uge, at Perceval besøgte templet, hvilket var lidt ud over det sædvanlige. Han havde ikke på noget tidspunkt vist interesse i at bede til Nyx, mens han havde været her. Det var kun, når han var blevet tvunget til det. Men igen denne dag mødte han trofast op, som stod det på hans skoleskema. Han havde ikke fortalt nogen om baggrunden for hans besøg, for hvem gad egentlig høre om det? Ingen. Perceval måtte indrømme, at han kun kom, fordi der var noget, han var bange for at miste. Sådan var det jo altid med mennesker, såvel som ynglige og vampyrer. Det var f.eks. først, når man lå døende i sin seng, at man syntes, man havde overskud til at sende en enkelt bøn og nogle tanker op til de højere enheder.

Han drunknede nærmest i sin egen skam, mens disse tanker fløj rundt i hovedet på ham, da han blev afbrudt af noget velkendt. Musik. Guitarslag. Hans øjne lyste nærmest op, og han fulgte instiktivt efter lyden. Efter al den tid havde han holdt sig til guitaren. Den lød måske mærkeligt, men den var somme tider det eneste, han havde. Det var kun andre, som spillede et eller andet, der forstod ham.

Da han kom helt ind i templet, mødte synet af en stikkelse, der sad på et tæppe og spillede, ham. Personen var iklædt en lilla hættetrøje, jeans og converse. Ikke noget, der skilte sig ud. Han gik nærmere personen og ventede med at sige noget, til den sørgelige melodi sluttede.

"Du har talent," var alt han sagde.

Hun havde ikke hørt ham komme ind; hun var for langt inde i sine egne tanker til overhoved at lægge mærke til noget. Men da han talte, gav hun et forskrækket udbrud fra sig og fløj op og stå og snurrede rundt mod ham. Guitaren var det på en eller anden måde lykkes hende at holde i hånden så den nu hang ned langs hendes side. Hun så på den ny ankommende, og kom til at smile svagt.
Det var ikke rigtig gået op for hende hvad han havde sagt, før hun var kommet op og stå. Så sank hans ord ind.
"Tak," sagde hun og betragtede ham.
Hun gjorde tegn mod tæppet til at han kunne sætte sig før hun selv satte sig igen.
"Hvad laver du her?" spurgte hun stille. Mens hun ventede på svar lagde hun forsigtigt guitaren ned i dens kasse igen men hun lukkede ikke kassen. Hun havde ikke lige mod på at skulle slippe guitarens beroligende toner endnu, og så hjalp det at kigge på den.
Hun så over på Perceval. Det var efterhånden et stykke tid siden hun havde set ham, og han så også lidt mere trist ud end sidste gang. Hun rynkede panden lidt og tænkte over hvad der mon gik ham på.
Selv var hun stadig rimelig trist, mest på grund af broderen, men der var også en del andre ting som spillede ind. Hun havde ikke fortalt nogen om dem, for der var alligevel ingen der lyttede, og hvis de endelig gjorde, ville de sikkert bare fortælle det til hele skolen, og få gjort hende total til grin, og det var ikke noget hun skulle nyde noget af. Hun sukkede stille.

Han kiggede opmærksomt på hende, da hun fløj op og kiggede forskrækket på ham. Så smilede han skævt - det var næsten blevet hans kendetegn at creepe sig ind på folk og overraske dem, for det var åbenbart noget, han gjorde en del.
Så gik det op for ham, at han havde set hende før. Endda snakket med hende før. Det gjorde ham en smule gladere, selvom pigen slet ikke selv så særlig fornøjet ud.

Han gik helt hen til tæppet, som han satte sig på, efter hun havde gjort tegn til det. Han placerede sine arme bag sig og lod overkroppen hvile mod dem, mens han sukkede. Ikke et specielt sørgeligt suk, bare et træt et, der skyldtes mange søvnløse 'nætter' og telefonsamtaler.
"Jeg ville bare hilse på Nyx," sagde han toneløst og stirrede ubevidst tomt ud i luften. På et hvert andet tidspunkt ville han have skævet over til hende - set hendes reaktion. Om hun mon syntes det var forståeligt eller dybt åndsvagt. Men han gad ikke. Det hele var pisseligemeget.

"Hvad med dig? Det var dog et.... anderledes sted at spille guitar," sagde han og kiggede over på hende. Ikke at han ville dømme; han havde selv i årernes løb spillet guitar nogle ret mærkelige stedet. Det handlede jo altid om klangen og om at finde den bedste.

Hun holdt nøje øje med hans bevægelser. Ikke fordi hun overvågede ham, hun var skam bare opmærksom. Da han smilede, smilede hun tilbage og kunne mærke glæden brede sig over at det var en hun kendte.
"Hey Perceval," sagde hun og nikkede let. Normalt hilste man før man begyndte at snakke, men det var alligevel ikke en normal skole, så hvorfor gøre det der var normalt?
Hun hørte hans suk, men valgte ikke at kommentere det, endnu.
Hun smilede svagt. "Er der noget bestemt du vil sige til hende?" spurgte hun stille. Hun ville nødig trænge sig på, men hun var forbandt nysgerrig og hun havde på fornemmelsen at han måske manglede en at tale med. Hun ville gerne lytte hvis han valgte at tale, for hun kendte følelsen af at ingen hørte efter når man endelig sagde noget.

Hun smilede skævt til ham. "Ja, anderledes er et meget dækkende ord. Jeg kommer her mest fordi det er en godt sted at tænke," sagde hun og så på ham.
Hun vidste at folk ville finde det underligt at hun sad her og spillede, men det var nu engang hvad hun havde haft brug for og så var det det hun gjorde. Det ragede ikke hende om folk syntes hun var underlig eller hvad de nu kunne finde på at kalde hende. Hun var sig selv helt i gennem.

Selvom de havde snakket før, overraskede det ham, at hun stadig kunne huske hans navn. Det var rart, men også pinligt... For han kunne simpelthen ikke huske hendes. Det var noget med K. Kaitlyn... Kat... Han valgte at lade være med at satse, og nikkede i stedet for til hende som en slags hilsen.

Da hun så begyndte at spørge ind til hans besøg her, flyttede han lidt på sig og blev en smule utilpas. Ikke fordi hun skulle tage det personligt - der var bare ting, han ikke havde så nemt ved at snakke om. Derfor kløede han sig i nakken, mens han prøvede at finde ud af, hvordan han bedst forklarede det uden at sige for meget eller træde på hende.
"Ja... Familieproblemer, du ved," valgte han til sidst at sige med et smil, der ikke nåede øjnene.

Da hun så selv fortalte om sit besøg, kiggede han en smule mere interesseret på hende. Et godt sted at tænke? Tja... Han havde godt nok aldrig selv overvejet at tænke herinde. Ikke på den måde i hvert fald. Men han kendte jo heller ikke til hendes tanker.
"Om noget specielt eller hvad?" Spurgte han og efterlignede lidt hendes forrige spørgsmål.

Hun smilede og kunne fornemme et eller andet og da han bare nikkede til hende vidste hun var det var. "Du kan ikke huske mit navn?" gættede hun og smilede. Selv var hun overraskende god til at huske navne, men det generede hende ikke at andre ikke kunne, man var jo forskellige.

Hun lagde godt mærke til at han blev utilpas, og krympede sig indvendigt. Det havde ikke været hendes mening at støde ham og trænge sig på. Hun åbnede munden, men lukkede den igen da han begyndte at tale.
Hun nikkede. "Okay..." sagde hun langsom, "vil du helst være alene?" Hun gjorde mine til at rejse sig.

Hun smilede lidt af ham. "Alle mulige ting som der ikke er andre end Nyx der gider at høre på," svarede hun blot og betragtede ham for at se hans reaktion. Hun havde ikke noget i mod at fortælle hvad hun tænkte over, men der var alligevel ingen der lyttede så hvad nytte gjorde det overhovedet at forsøge?
Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham stadig med et nysgerrigt og interesseret blik. Det kunne dog godt misforstås i hendes små øjne, som var så mørke at det nogle gange var svært at se om hun var vred eller glad. Dette var tilfældet nu.

Et lille smil gled over hans læber, da hun gennemskuede ham. Navne havde aldrig været noget, han var god til, og han blev det sikkert aldrig.
"Øh nej, desværre," sagde han en smule flovt, og kløede sig endnu engang i nakken. Han måtte til at gøre lidt mere for at lære navne og holde kontakten med folk.

Han kunne have slået sig i ansigtet, da han så hendes reaktion. Damn, det var ikke helt gennemtænkt.
"Nej, det behøver du ikke!" Forsikrede han hende hurtigt om, da hun gjorde mine til at rejse sig. Han ville faktisk helst ikke være alene lige nu; det var dejligt at tænke på noget andet end det, der stod på derhjemme. Ikke fordi han ville svigte nogle, men det sled også på ham, såvel som hans mor. Ikke bogstaveligt.

Da hun fortalte, at hun ikke havde andre at snakke med end Nyx, bed han sig i læben, mens han stirrede på hende og prøvede at finde ud af, hvad hun tænkte. Hun måtte gerne snakke med ham, meget gerne faktisk, men hendes øjne var ulæselige, så han holdt lidt igen. Han ville jo ikke mase sig på.
"Hvis du får lyst til at snakke om det på et tidspunkt, så siger du bare til, ikke?" fik han alligevel sagt.

Hun grinede lidt. "Kayla," sagde hun med et smil. Hun ville gerne have sagt noget mere, men kunne ikke lige komme på noget som ikke ville støde ham, så hun holdt bare sin mund, så hun ikke fik ødelagt noget.

Hun så på ham. "Er du sikker? Jeg har ikke noget i mod hvis du helst vil være alene," sagde hun stille. Det var sådan set ikke helt sandt. Hun ville meget hellere være sammen med hvem som helst. Men som altid ville hun hellere glæde andre end sig selv. Det fik hende til at sukke indvendigt.

Hun prøvede at skjule et smil, men kunne ikke. "Det skal jeg huske," sagde hun og efter en kort pause tilføjede hun: "det gælder selvfølgelig lige over. Jeg er her hvis der er noget du har brug for." Hun fik sine øjne til at lyse af varme og venlighed, og for en gangs skyld var de ikke til at tage fejl af; hun burde kunne se at hun ikke var vred, men snarer glad.

Kayla! Selvfølgelig! Hvor var det dumt, at han ikke havde kunnet huske det... Det var jo det, hun hed. Det eneste navn, der passede rigtig godt til hende.
"Nåh ja... Kayla... Rart at støde på dig... Igen," sagde han og smilede skævt.

Da hun tvivlede på, om det han sagde, var rigtigt, sukkede han indvendigt, men holdt sit smil plantet på ansigtet.
"Selvfølgelig! Tro mig - jeg har brug for selskab, ellers bliver jeg sindsyg," sagde han og grinede. Det var dog rigtigt nok. Han havde brug for at være social og snakke med andre, ellers blev han hel og aldeles utålig. Han var jo sin egen værste fjende.

Han nikkede, da hun også tilbød sin hjælp, som tak. Han ville skam gerne snakke med hende om det, men det ville blive... mærkeligt, når de ikke havde snakket mere sammen. Dog blev han en smule overvældet over hendes smil, som syntes at få hendes ansigt til at lyse op.

Hun smilede. "Vi mødes i glæde," sagde hun automatisk. Hun lagde mærke til at hun sådan set havde sagt det næsten hver gang hun mødte en ny person, eller nærmere end yngling. Det var vel hvad der kunne forventes så hun lagde aldrig noget i det.

Hun kunne fornemme noget falsk, eller hvad man nu sagde, ved hans smil, men sagde ikke noget. Hun lyste op i et smil ved hans ord og satte sig ordenlig tilrette igen. "Så bliver jeg!" proklamerede hun og så på ham.
Hun ville meget gerne blive her, men som sædvanlig var hun bange for at folk som nu engang var sammen med hende, var trætte af hende og bare ville have hende til at forsvinde. Hun forstod dem nu godt...

Hun smilede til ham. "Må jeg spørge hvad det så er der helt præcist går dig på?" spurgte hun blidt og så på ham. Hun skyndte sige at tilføje: "Det er helt okay hvis du ikke vil fortælle mig det!" Hun kunne godt forstå det; de havde jo kun mødtes en gang før, så han stolede sikkert ikke på hende. Hun stolede heller ikke helt på ham, men det gjorde hun jo dårligt nok på sin bedste veninde, så det sagde ikke så meget.

Det kunne mærkes, at hun brændte inde med et spørgsmål, og hun kunne sikkert mærke, at det samme gjalt ham. Og til sidst kom spørgsmålet. Han fortrak ikke en mine, da han jo vidste, at det ville komme på et eller andet tidspunkt. Så hvad var der egentlig galt? Og ville han sige det. Han vidste ikke, hvad, eller hvor meget, han skulle sige.
Rygetrangen trængte sig nu på, og fumlede med fingrene for at tænke på noget andet. Han kunne ikke tillade sig at ryge herinde, og Kayla syntes måske heller ikke, at det var verdens bedste idé.

"Jeg er tæt på at miste en, jeg har kær," sagde han bare og rejste sig. "Jeg har virkelig brug for en smøg lige nu, så hvis du vil snakke, er jeg udenfor." Med hastige skridt forlod han templet og stod nu udenfor. Han fandt hurtigt en cigaret, som han straks fik gang i. Beroligende. Han sukkede og indhalerede. Så lod han sit blik glide over himmelen og prøvede ikke at tænke på for meget. Det var ved at blive morgen nu, og han forbederedte sig på endnu en søvnløs dag.

Hun vidste at han også var nysgerrig og hun ventede så næsten at han ville spørge på samme tid som hende. Derfor overraskede det hende lidt at han svarede hende først. Det overraskede hende mere at han bare gik. Hun startede med at løfte et øjenbryn og sende et tvivlende blik hen mod døren, før hun lukkede guitarkassen og rejste sig op. Tæppet lod hun ligge, men guitaren kom med da hun langsomt gik ud til ham.
Hun stillede sig ved siden af ham og lagde skiftevis vægten over på den anden fod. Hun så lidt på ham mens han røg uden at sige noget.

Til sidst sagde hun: "Det gør mig ondt. Hvad er der ved at ske?" hendes stemme var mild og lidt tøvende, fordi hun var bange for at støde ham og det havde hun ikke lyst til.
Hun så lidt ud på det begyndende daggry, men kunne ikke holde blikket der så længe, så hun så tilbage på ham.

Efter et par hiv, kom Kayla endelig udenfor til ham. Det var på en måde lettende, at få snakket om det, selvom han ikke vidste, hvorfor han overhovedet sagde dette til en, han kun havde snakket med et par gange. Men hun virkede troværdig.

"Kræft." Hans stemmede knækkede, selvom det kun var ét ord, han behøvede at sige. Så tog han endnu et dybt hiv og udhalerede, hvorefter han forsatte: "Så der er ikke så meget at være. Ingen steder at placere sin vrede, sorg og frustration." Han vidste ikke, om det gav mening eller ej, men det håbede han.

"Hvad med dig?" Spurgte han så pludselig og vendte lod sit blik hvile på hende. "Hvad går dig på?" Det var rart at have en at snakke med om sådanne ting. Så det ikke bare blev overfladisk og akavet snak.

Hun hørte det ene ord, og mærkede straks smerten. Hun så på ham med et blidt blik, og ville gerne sige et eller andet om at det nok skulle gå, men hun kunne ikke for hun vidste jo godt selv at det ikke ville være så enkelt.
I stedet så hun blot på ham. "Der er ingen til at lytte ud over sig selv, som man til sidst bliver så træt af at man bare vil væk fra det hele. Ingenting er værre end at miste en man elsker, og man ligesom ser hele sin verden styrte i grus. Men det er livets gang, især for mennesker, de dør længe før os som regel," hun tog tøvende et lille skridt tættere på ham, men ikke mere end at der stadig var rimelig plads mellem dem. "Men Perceval, selvom det er forfærdeligt, så klare du dig. Jeg vil gerne være her til at hjælpe dig, også selvom jeg stinker til det. Hvis du på nogen måde får det bedre af det, så har jeg prøvet det selv, næsten på samme måde," forsatte hun og så på ham med et ærligt blik.

Det så lidt ud til at det var bestemt på forhånd at de to skulle hjælpe hinanden, og det var også derfor Kayla kun tøvede et øjeblik før hun fortalt ham hvad der gik hende på. "Min bror er død, og alle tror vist jeg er kommet mig over det, men det er jeg ikke. Jeg er bare rigtig god til at skjule mine følelser," forklarede hun og så rundt, før hun igen så på ham.

Klumpen kunne nu mærkes i halsen, mens han ventede hendes reaktion. Der var ikke noget nyt, i det hun sagde, men alligevel føltes det som et slag i ansigtet. Faktisk ville det have været mere skånsomt.
"Du har vel ret," mumlede han og skoddede sin cigaret. Det kunne tydeligt mærkes på ham, at han havde brug for at få snakket om dette, men som sædvanligt valgte han at skubbe det fra ham. Det var meget nemmere end at få sat ord på sine følelser og vise en form af sårbarhed.

Men nok om ham - Kayla lød også til at have noget på hjertet, og grunden fik ham til at sukke dybt. Hold kæft, hvor var det alt sammen uretfærdigt.
"Det er jeg ked af at høre...." sagde han og fandt endnu en cigaret frem. Forbruget syntes altid at stige, når han havde en mindre krise, og denne gang var ikke en undtagelse.
"Har du snakket ordentligt med din familie om det?"

Hun vidste at det hun havde sagt ikke var til særlig stor hjælp men hun vidste bare ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun sukkede tungt.
"Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Men det virker som om at du har brug for at snakke om det. Er du sikker på at det er det eneste der går dig på?" sagde hun blidt og betragtede ham.
Hun ville rigtig gerne være her for ham og det burde han også kunne mærke på hende. Hun prøvede i hvert fald at udstråle tillid og troværdighed.

Hun kom med et lille fornærmet fnys.
"Hvilken familie? De har alle vendt mig ryggen," sagde hun og hendes blik fik en lidt hård kant men han kunne godt mærke at hendes vrede ikkke var rettet mod ham. Den var rettet mod de mennesker som skulle have været hendes familie.
Livet stank virklig for Perceval og Kayla.


//Sorry for lidt kort svar og sikkert en del stavefejl, men jeg skriver fra min iPod og den er ikke ligefrem samarbejdsvillig //

Han fortrød straks hans kolde tone, da han så, hvordan hun reagerede på det. Det var næsten, som om at hun troede, at det ikke var godt nok, at hun ikke kunne trøste ham. Men det skulle hun ikke tage så tungt - der var intet, der kunne opmuntre ham. For at være ærlig ventede han bare på, at hun døde. Ikke at han håbede det, men der var ikke rigtig nogen vej udenom.

Han bed sig i læben, da hun fortalte sin historie. Sorgen når det rent faktisk skete, var nok det værste. Sådan havde det også været med hans far.

"Det er jeg ked af at høre..." Sagde han og sukkede dybt. Så fandt han sin pakke frem igen, og tog en ny cigaret frem, men før han pakkede pakken sammen igen, tilbød han hende en.

Hun rystede på hovedet da han tilbød hende en cigaret. "Nej tak," sagde hun og så på ham. Hun havde ikke noget i mod at folk røg, så længe hun slap. Hun smilede svagt.
"Du svarede aldrig på mit spørgsmål," sagde hun stille og så væk et øjeblik.
Hun var ikke sikker på om der var andet der gik ham på, men det skadede jo aldrig at spørge. Normale folk ville nok mene at når man ikke svarede betød det nej; Kayla hun ville så have et rigtig svar, så han skulle sige enten ja eller nej før hun holdt op med at spørge.
Hun havde ikke lagt mærke til at hun ikke havde sagt noget til hans kommentar, så hun sagde: "Der er ikke noget at gøre ved det, men det er hårdt." Hendes tone var blevet lidt kold, men ikke overfor ham, det skete bare når hun tænkte på sin 'familie' De havde godt nok ikke været til stor hjælp da hun fik sit mærke.

Et suk gled over hans læber. Han havde ikke svaret på spørgsmålet nej, hvilket han heller ikke så nogen grund til. "Der er ikke andet, nej. Men jeg synes nu også at det her er grund nok," mumlede han og tog et hiv.

Han nikkede, da det blev hendes tur til at svare. Gu' fanden var det hårdt. Det var næsten ikke til at bære.
"Jeg forstår dig godt... Folk bliver ved med at sige, at det bliver bedre.... Jeg venter stadig på dagen, hvor det sker," sagde han med en snert af irritation, der ikke var henvendt til hende. Mere bare resten af verden... Fordi han var så uheldig at eksistere.

"Men hva' fanden.... De gode tider har jo alle sammen været en illusion, så det hele kan vel være ligemeget," forsatte han med det sorte snak, hvorefter han endnu engang tog et hiv.

Hun så på ham med et trist blik. "Ja, det er det selvfølgelig også," mumlede hun og så væk. Hun ville ikke trænge sig på. Hun ville bare være sikker på at han var okay; det va det mindste hun kunne gøre. Hun skævede op til ham men så hurtigt væk igen ud mod det begyndende daggry.

Hun sukkede. "Jeg venter også i spænding," mumlede hun og så op på ham. "Men vi kan jo ikke rigtig gøre noget ved det. Vi er tvunget til at være her medmindre at vores kroppe afviser Forvandlingen. Men selv hvis det sker vil vi ikke være væk." Hun lød bitter da hun begyndte at snakke om de røde ynglinge. Hun havde aldrig ønsket at være en og det gjorde hun heller ikke nu.

Hun løftede et øjenbryn ad ham. "Så du mener ikke at noget godt er ægte?" spurgte hun. Selv var hendes holding anderledes. Det der havde været før i tiden var lige så virkelig som smerten var nu. Men alligevel kunne hun godt følge hans tankegang. Det var svært at blive ved med at tro på at det gode var virkeligt.