Trist og Alene...

Rosa sidder i et lille hjørne for sig selv, og sidder med benene under sig og armene omkring sig. Hun sidder med hovedet nedad så hendes lange sorte hår dækker hendes ansigt, for så kan ingen se hun græder. Hun snøfter lidt en gang imellem og kan mærke at hendes kat silver ligger ved siden af hende..

Wodtcagt gik ned af genden, hun har ligge blevet med sidste time for i dag. Hun havde med høretelefoner og sang med -men ikke højt- på en af hendes ynglings sanger, som hed Disturbed - Old Friend (https://www.youtube.com/watch?v=nqaOFcnNCT8). Wodtcagt var ligge ved at gå forbi en pige som gemte sit ansigt bag sit hår, hun tog sine høretelefoner. *Er du okey?* Spurgte hun pigen hun ikke havde set før.

"Nej" sagde hun med gråd stemmen, og klemte armene hårdere om mig selv, hun havde det som om hun skulle falde fra hinanden.

"Jo der er. Det kan jeg se der er." Wodtcagt sidder sig ved siden at Nelia, og lagde en arm på hendes skulder. Hun fik det helt dårligt, at se hendes være så kede at det. "Hvad er der galt?" Spurgte hun og så på Nelia.

Rosa smiler trist til wodtcagt, og svare hende "Det er min fødselsdag, ingen har sagt noget. Jeg kan ikke være sammen med min bedste veninde, og min familie har ikke en gang ringet eller skrevet tillykke til mig" Hun skulle lige til græde.

"Den var værre," hun bed sig svagt i underlæben. "Det hjælper nok ikke så meget, at jeg siger tillyke, vel?" Det kom til lille trist frem, "og jeg ved hvordan det føles. Mine forældre har glemt min fødselsdag i 15 år." Sagde hun og så ned på sine ben. "Der var kun én, der altid huske der, og det var min farmor."

Rosa kigger op på hende, og tører tårene væk. "Tak, så vi vidst i samme båd hva det angår med fødselsdag. men den eneste som huskede min føadselsdag er min bedste veninde." Rosa får sig selv til at smile lidt.
"Tak fordi du prøver at opmundre mig."

"Det var da så lidt," Wodtcagt smilede varmt til hende. "Din bedste veninde må være noget særligt for dig." Hun så ned på sine knæ. *I det meste har du veninde da du var mennske." Sagde hun en smule trist

"Ja, hun betyder nærmest alt for mig." Rosa kigger hende i øjnene. "Havde du ikk en bedste veninde?"

Wodtcagt rystede på hovedet. "Nej. De fleste hedet mig som pesten, og de andre der ikke hadet mig, var bange mig eller turde ikke at tale med mig." Sagde hun og kiggede tilbage. Hun smilede til hende. "Vi kan ikke være lide heldig med alt ting."

Rosa kiggede op på hende og svarede "Det er rigtig nok."

Wodtcagt smilte igen. "Nå... Hvad synes du om Nattens Hus indtil nu? Har du mødt nogle søde ynglinger?" Sagde hun. Hun kan stadig høre musiken fra hendes høretelefoner, men tog sig ikke af det.

"Her er oki, og jeg har mødt et par stykker ynglinge. for jeg holder mig mest for mig selv." Rosa kiggede på hende og smilte.

"Det kan jeg godt forstå. Sådan vi jeg også i starten." Hun så i gulvet, og fik hendes hår til at skjuler ansigt, uden hun selv vidste det. "Har du lyst til lave noget? Eller vil du lyst til snakker?" Spurgte hun hende.

Rosa kiggede på hende og smilte.
"Hva vil du lave?"

"Det bestmmer du. Og det var mig der spurgte først." Hun sendte hende et skæve smil. "Jeg hedder forresten Wodtcagt, hvad med dig? Hvad hedder du?" Sagde Wodtcagt. Hun kiggede varmt på hende.

Rosa smilte til hende og sagde "Heisa Wodtcagt, jeg hedder Rosa. og jeg ved ikke hva vi skal lave." Hun smilte igen til Wodtcagt og kløede sig i nakken med et tænktsomt glimt øjnene.

"Hvad kan du lide at lave?," spurgte Wodtcagt Rosa. "Nogle gange hjælper, hvis man ved hvad kan lide, til hvad skal lave." Wodtcagt smil og så op i loftet. "Det er bare et lille -måske godt- råd."

Rosa begyndte at smår grine og krammede Wodtcagt.
"Det er et godt råd, hmm jeg kan lide at tegne, høre musik, gå lange ture fredlige steder og skrive. hva med dig?" hun smilte og så nys på hende.

"Lidt af det samme. Tegne, høre musik, gå tur,e design tøj og lære. Men hvad vil du helst lave?" Sagde hun. Hun smilede glad for Rosas kram.

"Hhhhmmm, vi kunne gå en tur?" Hun smilte til Wodtcagt.

"Den er jeg med på" sagde hun og gengældte smilte. Hun rejste sig hurtig op og rekte en hånd for at hjælpe hende på at stå. "Var der et bestemt sted hun havde i tankerne eller vil hen og se på?. For jeg kender Nattens Hus ret godt så du skal bare spørge hvis du har nogle spørgsmål til et eller andet." Hun smilte igen til Rosa, "jeg synes bare du skulle vide det."

"Tak." Sagde Rosa og kom op at stå, hun smilte tilbage.
"Har du nogen forslag til hvor vi kan gå hen?"

"Nææ. Det har jeg ikke." Hun stod og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. For hun vidste ikke hvor Rosa helst hen. Wodtcagt stod i sine egen tanke, da en helt sort kat som var slank og med orange øjne, kom gående og satte sig ved siden af hende. Da Wodtcagt ikke lagde mærke til at hun stod det så katten mijavede så Wodtcagt fik et mindre chok. "Æternitet, det må ikke gøre igen tak."

"Hmmm oki." Rosa tænkte, for hun vidste det heller ikk. Hun begyndte at smår grine da katten begyndte at majve. Rosa så på Wodtcagt "Jeg gætter på at det er din kat?" Rosa smilte.