Ny.. Og Alene..

Vejr= Nat.
Omgivelser= Elias.
Sted= I Skolens område, ved indgangen..
Tid= Cirka klokken 19.00.
Dato= 15/1
Dag= Lørdag.

Eric stod stille og kiggede rundt i den store skolegård, den forfærdelige sygdom, hvis man kunne kalde det, det, var forsvundet for ikke så længe siden. Den var startet da denne udsending var komme igår og smadret hans liv fuldstændig.. Hun bed sig fortvivlet i læben. Ikke engang hans kæreste, nærmere eks, havde kunnet acceptere det. Han havde gjort som alle andre, trådt til side og set væk fra ham.. Han havde det af helvede til..
Hun lod sin hånd glide gennem sit sorte hår.. Mon der var nogle som ham herpå skolen?Han bed sig i læben.. Her var slet ingen.
Måske.. Måske skulle han bare gå igen? Måske var det bedst.. Han kiggede tøvende tilbage..

en glad fløjten hørtes, før man så hende. en pige, ikke engang gammel nok til at blive kaldt en ung kvinde, med langt sort hår og den ufyldte tatovering som alle andre nye ynglinge. hun var først lige ankommet, og det var en af hendes første ture rundt på skolen.. hun kunne faktisk meget godt lide den, og specielt haven..
luciel fik øje på drengen og hendes grønne øjne så ind i hans. de var glade, men blev bekymrede da de så hvordan han så ud i ansigtet. han så.. nervøs ud.. næsten bange.. hun kunne godt forstå ham, han kendte vel heller ingen her..
hun gik tættere på ham, med hurtige smidige skridt. hendes ansigt var stadigt barnligt at se på og et smil lyste hele hendes ansigt op..
- hey.. er du også ny her? du ser ikke ud til at have det for godt..
det så næsten ud som om drengen havde tænkt sig at stikke af hvert øjeblik det skulle være..

Elias kiggede op da en pigestemme brød stilheden på gårdspladsen. Ikke engang fugle ville nærme sig dette sted. Det havde han fundet ud af ret hurtigt. Han smilede, falskt. "Ja jeg er." Svarede han og nikkede en enkelt gang. "Ehm, jeg har det fint." Forsikrede han hende og smilede forsikrede hende. "Helt fint." Han smilede hurtigt og trådte et skridt frem og rakte hånden. "Jeg hedder Elias." Sagde han med et roligt nik. Han ufyldte halvmåne lå gemt bag hans pjuskede pandehår.

hun rakte en lille meget lys hånd frem mod ham..
- og jeg er Aine..
hendes stemme var glad og melodisk.. hun mindede om en lille sangfugl.. både med glade og barnlige ansigt og den melodiske stemme.
hendes kraftige rødgyldne hår lå ned af hendes ryg og med de grønne øjne og lyse hud lignede hun den irske fegudinde som hun havde opkaldt sig efter. der var en glæde ved hende, som ikke var helt normalt for en yngling i betragtning af hun skulle være vampyr, hvis hun da ikke døde før hun fik fuldbragt forvandlingen.
hendes halvmåne var meget tydelig mod den lyse hud og med en finger fulgte hun dens linjer..
- hvordan skete det? altså det med udsendingen.. du behøver ikke svare hvis du ikke vil..
tilføjede hun hurtigt, for ikke at støde ham.

Han lo, falskt igen. Selvfølgelig kunne det ikke høres. "han kom og plaffede mig ned med sin finger." Smilede han rolgt.

hun løftede muntert et øjenbryn over hans ordvalg.. og hendes glade smil blev lidt mere stift da hun selv kom til at tænke på den dag hun blev mærket.
- jeg blev mærket en dag jeg var på cafe med nogle veninder.. jeg glemmer det aldrig.. det var forfærdeligt!
hun så væk fra ham og hendes øjne blev blanke. hendes veninder havde bakket væk fra hende og set med afsky på hende.. og hun ville aldrig glemme deres ansigter, deres afsky.. hun havde troet at de var rigtige veninder.. men hun tog åbenbart fejl fandt hun ud af da de skyndte sig at forlade cafeen mens hun lå på gulvet.
aine rystede på hovedet og så ned i jorden. hendes lange rødgyldne hår gled ned foran den ene del af hendes ansigt og skjulte nogle af de tårer som fandtes i hendes øjne.

Eric kiggede forskrækket på pigen da hun kunne lugte hendes tåre, det havde han altid været god til.
Sammen med hans utrolig smukke øjne der nærmest glimtede, var det en af hans fordele.
Så gik han hen og trak dne lille pige ind til sig. "Du skal ikke være ked af det." Hviskede han. "Du finder nye og bedre venner her. Nogle der forstår dig." Mumlede han i hendes øre. Det her havdet været utrolig akavet, i alle andre situationer. Men lige nu gik han mere op i at få hende til at stoppe med at græde.

med sin lille hvide hånd tørrede hun sine øjne og smilede blegt til ham.
- tak.. vil du gerne være min ven?
hun virkede lidt sky, som hun så op på ham med klare grønne øjne.

Han grinte oprigtigt til hende og lagde hendes hår om på ryggen.
"Selvfølgelig, den bedste'ste ven du nogensinde har haft!" Sagde han og blinkede til hende.
Han stod stadig med denne utrolig lille pige, i sine arme. Han så m´ned på hende med et smil.

hun smilede glad til ham og det lyste hendes ansigt op igen.
- tak..
det var svært at se den lille ret sky pige som en vampyr, hun virkede så.. lille og skøbelig, selvom der var et glimt af stædighed i hendes øjne. det blev tydeligere da der ikke længere var tårer i hendes øjne og hun så op på ham. han stod stadigt og holdt om hende og hun rødmede lidt.. bare en lille smule der gav hende farve i kinderne.
- hvad laver du her? da jeg kom så det ud som om du skulle til at flygte?
hun så faktisk lidt bekymret ud..

Han smilte da hun rødmede og slap hende.
Så smilede han skyldigt. "Sandt nok, sandt nok. Det var jeg også." Sagde han og lo ganske let.

- hvorfor ville du stikke af? du ved vel at vi kun kan overleve tæt på voksene vampyrer..
hun så undrende på ham, og smilede lidt forvirret. det var noget af detb første hun fandt ud af da hun kom til nattens hus.. altså det med de voksene vampyrer. hendes mentor havde fortalt hende det kort efter at de havde mødt hinanden. han var nu til tider også lidt mistænksom. som han sagde havde han fortalt hende det bare hvis hun nu skulle finde på at stikke af.. det havde en af hans tidligere ynglinge gjordt.. og ynglingen var død kort efter.

Han smilede ganske let, men blev så forvirret. "Mentor? jeg har ingen mentor?" Sagde han og så på hende med mistroisk blik.
"Jeg har ingen mødt." Sagde han og blev pludselig forbavset.

- jeg sagde da ikke noget om en mentor.. gjorde jeg?
hun så ret forvirret på ham. så vidt hun vidste havde hun ikke sagt det højt.. havde bare tænkt det, men måske havde hun alligevel sagt det.

//Upsi --'//

HAn smilede roligt. "Ja det gjorde du vidst" Mumlede han og trak på skuldrende.

// bare ok :P //

hun smilede igen lidt sky.
- okay..det troede jeg ikke at jeg gjorde..
hun så op på ham med nysgerrighed i blikket.
- hvad lavede før udsendingen kom? hvad har du af hobbyer?

Han smilede lidt trist ned til hende. "Jeg var sammen med min ekskæreste." Mumlede han og smilede stille til hende.

hun så trist på ham og havde en ret god ide om hvorfor han sagde ekskæreste..
- er det på grund af udsendingen at i ikke er kærester mere?
hun så stille op på ham, og følte medlidenhed med ham, selvom hun ikke viste det.

Han sukkede og nikkede så stille. "Ja, det var derfor.." mumlede han g bed sig hårdt i læben.

hun fik en pludslig lyst til at gå hen og stryge ham over kinden, men lod være og hendes arme lå ned ad hendes sider. der var noget sorgfuldt i hendes blik, da hun så ham i øjnene.
- det er jeg ked af..
og det var sandt. hun var virkelig ked af den smerte udsendingen havde voldt ham og det var tydeligt at se i hendes øjne. men samtidig kunne hun ikke andet end at være sur på pigen, der ikke længere kunne se den person han stadigt var, på trods af det endnu ikke udfyldte mærke.

Han fremtvang et tristt smil.
"Det er okay, Jake var alligevel ikke så perfekt en kæreste som jeg troede." Mumlede han og smilede stille til hende.

Imens på en sten 10 meter derfra:
Sookie sad på en sten, med sine knyttede hænder under hagen. Hendes mørke, næsten sorte hår, faldt ned omm hendes skuldre. Natten var altid så hemlighedsfuld, som så mange her i nattens hus. Hun havde troet at alt ville blive okay nu når hun kom ind, og at alt bare ville gå frem af. Men efter hvad hun havde hørt, om at vis ens krop frastødte forvandligen. Og hun som var så spinkel, og svag. Lidt derfra stod der to sorte skygger, og snakkede. Hun besluttede sig for at gå, det var også ved at være spise tid. men da hun rejste sig trådte hun på en kren, knæk Og fire forskrækkede, undrende øjne blev rettet mod hende.