Sweet Delihla - Ciel

Hun stirrede lidt på ham, rystende af nydelsen, da han vendte dem op.
Hunlåste benene om ham, og lod ham ellers sels styre

((skal spise)

Han fortsatte i et fast tempo, eftersom han regnede med, det var, hvad der skulle til, for at bringe hende til orgasme. Men mens han tog hende, bragte han også sig selv tættere på klimakset.
Han stønnede mod hendes hals og var fristet til at bide, men pressede istedet sine læber imod hendes. Han kunne godt lide at mærke hendes barm presset imod hans brystkasse.

Hendes vejrtrækning blev mere og mere besværet i forbindelse med at hun kom tættere på sin orgasme.
Omkring halvandet minut senere borede hun sine negle ned i madrassen mens hun spændte ryggen i en bue.
Hun kunne knap få vejret, da hun bøjede hovedet bagud og klynkede højlydt.
Det var tydeligt at mærke hvordan hendes muskler spændtes.

Han stønnede højt, da han mærkede hendes underliv spændes omkring hans lem - ligesom resten af hendes krop spændtes. Han stoppede dog ikke den rytmiske bevægelse, men forsøgte istedet at holde hende ved sit klimaks. Han anede dog ikke, om det rent faktisk var muligt. Han anede jo faktisk intet om denne del af en kvinde.
Men det tog ikke mange sekunder, før han heller ikke selv kunne mere. Han var få øjeblikke fra sit eget klimaks og hans stød blev hårdere og hurtigere. Han var ikke i stand til at stoppe, når han var så tæt på.

Hendes krop forblev spændt, hver eneste muskel.
Hun klynkede forsat, og kunne mærke den direkte udmattelse der var på vej til at skylde ind over hende.
Hendes blik begyndte langsomt at blive slørret mens hun hev efter vejret.

Han fik orgasme, med sit lem så dybt inde i hende, det var muligt. Han stønnede højt stakåndet og gled derefter udmattet ned ved siden af hende. Sæden plettede det fine, røde sengetøj.
Han lagde sig på siden og lagde en arm om hende.
"Jeg har aldrig prøvet noget lignende," hviskede han, hivende efter vejret. Hans øjne gled i og han kyssede hendes skulder.

Hun krøb lidt sammen, stille, og puttede op af ham.
''w-wow...'' hun hviskede det mod hans kind, kyssede den kort.
Hun var virkelig tæt på at døse hen.

''Klokken er mange...'' mumlede hun. Hun kune ikke sove der...
Eller kunne hun?

"Solen står snart op ... Bliv her idag. Du kan ikke tage tilbage til dit kollegium, når solen går ned igen." Han gabte svagt. "Det er alligevel lørdag imorgen."

Hvis solen ikke var ved at stå op, ville han have ladet hende vælge selv. Men det var alt for farligt for hende at gå nu. Han trak hende blidt ind til sig. Rummet virkede utroligt varmt nu, og der var ikke brug for tæpper eller dyner.

Hun trak vejret tungt, og mumlede noget med at hun havde det underligt.
Hun gled langsomt ind i et stadie mellem søvn og bevidsthed.
Hendes krop sitrede forsat.

"Det er nok bare prægningen," hviskede han til hende og kyssede blidt hendes uudfyldte halvmåne. Han smilede skævt. Nu ville ingen kunne sige, hun ikke var hans ... Han var mere lykkelig end han havde været i evigheder.
Han lukkede øjnene og faldt næsten omgående i søvn.

Hun sov op af ham i flere timer, lige ind til solen stod op.
da stolen stod op krøb hun lidt sammen.
Hun så rundt, mens hun havde svært ved at huske hvor pokker hun var.
Men pludselig gik det op for hende og hun fór op af sengen. Hun ledte febrilsk efter sit tøj, og så rundt for at finde ud af hvad klokken var

Ciel satte sig op på albuerne og så efter hende. Han smilede skævt og rystede på hovedet af hende.
"Er solen allerede gået ned?" Han var langt mere rolig end hun selv, da han rakte hende hendes korset.

''det må den vel være..?'' mumlede hun og hoppede i sine jeans.
''undskyld, der er bare ingen der skal se mig her..'' hun vidste godt at hun var totalt latterlig.

Hun gik hen og tog imod hendes korset, inden hun kyssede ham blidt

"Jeg burde være den nervøse," grinede han. "Hvis de finder ud af det her, er det kun mig, de kan straffe." Han gengældte hendes kys og trak i hans eget tøj, før han gik hen og låste døren op og hurtigt kiggede ud for at sikre sig, der ikke var nogen oppe. Heldigvis var gangen tom.
"Vi ses senere, chéri," hviskede han i øret på hende, før han kyssede hende på kinden og lod hende gå.

''vi ses Hr. Moreau.'' hun gengældte kysset og smuttede ud af døren, med sine stiletter i hånden.
Hun så lidt ned, selvom hun lige havde haft den bedste dag i lang tid, var hun ved at tude.
Hun havde ingen anelse om hvorfor. Hun skyndte sig op på sit værelse, hvor hun smed alt tøjet igen.
Hun tændte for vandet så alt blev dampet til, og tog så ellers et laaaangt varmt bad.

Ciel smed sig på sin seng, kun iført sine jeans. Han kunne ikke lade være med at smile. Eller lade være med at tænke på prægningen. Al mulighed for, at den nogensinde ville blive brudt, virkede så utroligt fjern. Han var lykkelig.
Så kom han i tanke om noget, han havde lovet sig selv, at gøre efter hans forvandling ... Den tatovering, han havde haft planer om ... Han havde slet ikke tænkt på motivet. Han rynkede brynene og begyndte at tænke, men før han fandt frem til et svar, var han faldet i søvn igen.

Hun blev færdig i badet, endelig, og klædte sig på igen.
Hun tog sin guitar som stod ved hendes seng og gik over og satte sig foran biblioteket, hvorefter hun begyndte at spille.
efter to minutter, med en rolig melodi begyndte hun at synge en sang hun havde i baghovedet;
''I walked across an empty land
I knew the pathway like the back of my hand
I felt the earth beneath my feet
Sat by the river and it made me complete

Oh simple thing where have you gone
I'm getting old and I need something to rely on
So tell me when you're gonna let me in
I'm getting tired and I need somewhere to begin

I came across a fallen tree
I felt the branches of it looking at me
Is this the place we used to love?
Is this the place that I've been dreaming of?

Oh simple thing where have you gone
I'm getting old and I need something to rely on
So tell me when you're gonna let me in
I'm getting tired and I need somewhere to begin

So if you have a minute why don't we go
Talk about it somewhere only we know?
This could be the end of everything
So why don't we go
Somewhere only we know?

Oh simple thing where have you gone
I'm getting old and I need something to rely on
So tell me when you're gonna let me in
I'm getting tired and I need somewhere to begin

And if you have a minute why don't we go
Talk about it somewhere only we know?
This could be the end of everything
So why don't we go
So why don't we go

This could be the end of everything
So why don't we go
Somewhere only we know''

Ciel havde endelig fået sig ud af sengen og efter at have spist morgenmad med de andre lærere gik han rundt på skolen. Han ville gerne ses med hans venner, selvom han var lærer nu. Men så snart han hørte Elizabeths stemme, stoppede han op og lyttede. Han smilede skævt og så imod hende. Han synes, hun sang den bedre end den rigtige sanger.

(det skal lige siges at Eliza - lige som jeg - er sopran. Så den lyder en smule lysere når hun synger den)

Hun sad helt i sin egen verden og sang, uden rigtigt at ligge mærke til tingene omkring sig.
Hendes øjne var lukkede, hendes hoved rykkede sig i takt med musikken.

Ciel lænede sig op af væggen lidt væk og lyttede bare. Han smilede skævt og lagde hovedet lidt på skrå. Det var svært at forstå, han rent faktisk var præget med hende. Og som om han var et lille, nyforelsket barn fik det hans hjerte til at slå hurtigere, bare af at tænke på det.
"Du synger fantastisk, Mademoiselle Nowren," sagde han lavmælt.

Hun drejede hovedet i det han talte. Hun tav straks, og stoppede med at spille.
''Ja, når man har levet af det siden man var tolv..'' mumlede hun

"Der er vist mange ting, jeg ikke ved om Dem, mademoiselle. En del, jeg gerne ville vide." Han smilede skævt og hans øjne var rolige. Tidligere var det gået op for ham, at han faktisk havde ændret sig en smule. Det måtte være fordi frygten for at dø var blevet taget af hans skuldre. Det var en utrolig lettelse.

''der er også masser jeg gerne ville vide om Dem, Hr. Moreau.'' sagde hun og begyndte at spille igen.
Hun hadede at virke så distanceret, men hvis hun bare tænkte på at hun elskede ham, så ville alle kunne se det.
Det ville blive afsløret på stedet.

Hun så ned på guitaren, koncentreret

Eftersom de i dette øjeblik var helt alene på gangen, var Ciel ikke bange for at blive opdaget. Men uanset hvad, så var han vel bare en selvsikker og fattet person - det meste af tiden, af ren natur.
"Som hvad dog, mademoiselle?" Han hævede det ene bryn og trådte et par skridt nærmere, mens han sænkede stemmen til et almindeligt toneleje.

''hvorfor blev De, helt præcist, flyttet til Tulsa?'' mumlede hun.
Hun spillede ikke mere, men undersøgte strengene for ikke at se på ham.
Hun ville ikke risikerer noget.