Sweet Delihla - Ciel

''tag imod den, eller lad være..'' mumlede hun mens hun forsat gik. Hun kunne ikke se på ha og sige det - hendes stemme var grødet af gråd.
Hun gik bare, det var koldt og overskyet - helt mørkt.
Hun havde brug for at tænke. Hvor gik man så hen? Templet? Nej...

Hun gik bare, indtil hun nåede en mur.
Hun satte sig bare op af den og mærkede hvordan de varme tårer frøs til is inden de så meget som var nået halvvejs ned af hendes kinder.
Hun græd ikke, ikke mentalt. Men hendes krop gjorde alt for at få hende til det.

Han så efter hende, da hun gik, og han selv var nået til udgangen. Han sukkede tungt og vendte om for at hente æsken. Selvom han egentlig ikke havde nogen intentioner om at åbne den. Det virkede bare forkert at lade den stå fremme på et bord midt i biblioteket.
Han gik tilbage til sit værelse i lærernes sovesal, hvor han satte æsken på sin kommode.

Hun rystede på hovedet af sig selv..
Var det hendes skyld at han var blevet spdan? Havde han været sådan hele tiden? Havde han bare været sådan, eller vat prægningen der havde gjort ham til...
Hun krøb sammen, og stirrede op på himlen.
''Det er fandme godt man ikke tror på dig, når du kan være så skide uretfærdig!'' bed hun lavt.
Hun burde gå på jagt - men hun kunne ikke få sig selv til det.
Derfor rejste hun sig stille.
''Jeg savner dig..'' sukkede hun inden hun lagde armene om sig selv og gik forbi lærernes bygning på vej tilbage til pigernes sovesale

Ciel gik ud på badeværelset for at plaske noget vand i ansigtet. Det hjalp ham med at køle ned efter det korte raserianfald tidligere.
Hvorfor var Elizabeth så kold? Han vidste godt, de måtte være diskrete, men ... at afvise hvert et forsøg han gjorde, på at nærme sig hende ...
Han stod længe os så sig selv i spejlet. Han fangede sig selv i at forbande hans tatoveringer og hvad de havde gjort ved hans liv. Men han indså hurtigt, at han ikke ønskede, at de skulle forsvinde igen. Hans tatoveringer var en del af ham nu ...

Men han var ved at blive sindssyg, af at spørge sig selv, om det var hans skyld, Elizabeth var sådan ...

Hun var stoppet op et kort sekund for at se op på hans vinduer.
Men hun kunne ikke engang se gardinerne. Det var for mørkt.
Hun så ned, gik videre hen mod sit værelse, hvor hun satte sig på sengen.
Hun sad der bare, og prøvede at få det til at passe sammen i hendes hoved.

Det var hende der var noget galt med... Sådan havde det altid været.
Flashbacket kom skyldende ind over hende uden varsel.

Et gammelt værelse, med vægge hvor tapetet for længst var slidt af, ødelagt og muggent gulv, faldefærdigt loft. Og ikke mindst sengen.
Kneppet synder og sammen, af alle de omgang hun havde været udsat for af de mænd der var bestyrere på børnehjemmet.
Følelsen af noget der blev proppet i munden for hende, af hænder der holdte hende fast, af små skarpe metalspidser fra en pisk mod hendes krop.

Hun krøb hulkende sammen i fosterstilling på sengen, og knugede sin pude ind til sig.
For hvert åndedrag hun tog blev det endnu mere rystende af hendes hulk.

Ciels følelser blev påvirket af Elizabeths, og da han mærkede hendes tristhed og smerte, skyldede samme følelser ind over ham ... Hans tanker flød langsomt imod Kasey ...
Han gik imod vinduet, mens han for sit indre blik så den kærlige, mørkhårede dreng, der havde hjulpet ham siden hans første dag i Nattens Hus. Han mærkede et stik i hjertet, for hver gang det slog.

Mens han så op imod himlen, gennem gardinerne, mærkede han et par tårer glide ned over hans kinder. Af frygt for et nej, havde Ciel aldrig sendt besked til hans gemle hjem, for at høre, om der også var røde ynglinge der, og om Kasey kunne være en af dem ... Men i dette øjeblik, hvor han var så ødelagt indeni, at han umuligt kunne blive ødelagt mere, greb han sin computer og tændte den. Men lige som han skulle til at sende beskeden til en af sine gamle venner, tøvede han ...
Han havde Elizabeth nu. Han burde slet ikke tænke på Kasey ... Hvis Kasey var i live, hvad ville han så gøre? Bede Kasey tage til Tulsa? Slå op med Elizabeth?
Hvad hvis Kasey havde det fint, men ikke ville høre fra Ciel igen?

Han brød sammen psykisk, men imodsætning til Elizabeth, sad han blot og stirrede ud i luften, uden at være i stand til at gøre noget.

Efter et par timer var det tid til aftensmad.
Hun havde rejst sig, og trukket hætten op igen.
Hun var gået ned til spisesalen, og havde taget en smule at spise.
Hun vidste ikke om han overhovedet vidste hvor meget hun elskede ham.
Men det blik han havde sendt hende... Det rasende blik.
Fortrød han? Nu da han var en vampyr... Fortrød han så hende?

Hun så ned, spiste en smule - næsten intet.
Hun havde ikke spist i flere dage. I en uge faktisk.
Men hun blev bare siddende, tavs.

Efter et langt stykke tid var gået, tog han en beslutning ... Elizabeth ville komme, når hun engang havde lyst til hans selskab igen. Indtil da, var der vel ingen grund til, at han ikke skulle snakke med nogen gamle venner ... Han behøvede jo ikke spørge efter Kasey ... Det ville hans venner sikkert heller ikke forstå. De kendte ikke noget til de røde ynglinge.
Første besked var sendt, og det gik op for ham, at hans modersmål lød helt anderledes i hans ører, efter blot et år afsondret fra det ...
Alt lod til at gå godt hjemme i Frankrig ... Men stemningen mellem ham og hans ven var anspændt og akavet. De var gået igennem for meget den nat ... Ciel sidste nat i hans fædreland ... Gået igennem for meget til, at de kunne have et afslappet venskab igen.

Hun så ned.
Måske havde han det bedre uden hende...
Hun var jo trods alt bare en yngling... En uvidende en endda.
Han havde jo pointeret så mange gange, at hun var uvidende.
Det var derfor hun var død - eller sådan fik han det til at lyde.

HUn følte sig dum, ubrugelig. Hun var intet, et nul.
Og når han en dag indså det ville han bryde prægningen med det samme...
En ung mand - tilsyneladende en af Ciels gamle venner - kom hen og sad ved hende.
Han spurgte om hvordan hun havde det, om hvorfor hun så så forkert ud i ansigtet.
''Lad mig være i fred!'' knurrede hun endnu engang tæt på at græde.
Hun rejste sig, og begyndte igen at gå.
Vennen så totalt fortabt ud.

Eliza derimod var få sekunder fra at gå direkte op til ham og kaste sig i armene på ham.
Men det var dumt. Hvad hvis han ikke ville se hende overhovedet?

Så måtte det være sådan.
Hun gik hen til døren til hans værelse, og bankede forsigtigt på.
Hun var ikke blevet set af nogen, så vidt hun vidste.

Ciel tog en dyb indånding, hvorefter han skrev; 'Er der kommet Røde Ynglinge derhjemme?' Han holdt vejret, mens han ventede på, at hans ven skulle svare ... Hvor stor var chancen for, at Kasey stadig var i live? Hvor stor var chancen for ...

Men før Ciel fik et svar, hørte han en banken på døren. Han tøvede, men rejste sig så og gik hen for at åbne. Hans hjerte sad i halsen ved det spinkle, ynkelige håb om, at han måske alligevel ikke havde mistet hans første kærlighed.
Men da han så Elizabeth var der en anden grund til, at hans hjerte sad i halsen. Han havde svært ved at forestille sig, hvad hun ville nu, efter hvad der var sket i biblioteket for så kort tid siden.

Da han åbnede døren kunne hun ikke læse hans ansigtsudtryk.
''må jeg komme ind?... Eller er det et dårligt tidspunkt?'' hun så ham i øjnene, kort, inden hun bare gik ind forbi ham.
''Ciel... Jeg er ked af at jeg virker så... dum... uforstående... barnlig... Men jeg elsker dig.. Hvis du ikke gider mig, så sig det! Så jeg ikke holder det for nar som folk normalt ville kalde et hjerte..'' hun så på ham igen, med øjne der viste at hun var bange for hans svar.

Han måbede svagt, og et øjeblik havde hans chat på computeren fået hans hjerne til at tænke i franske baner, så han var ved at kløjes i ordene.
"Je c... Jeg troede ... Du ikke gad mig ... " Han rynkede brynene. Hvorfor skulle han ikke ville være i nærheden af hende? Det var ikke ham, der havde nægtet at blive rørt ... Han sukkede tungt og rakte ud efter hendes hånd, men droppede det igen.
Han slog blikket ned. "Jeg elsker også dig ... Men du opførte sig så underligt tidligere ... " Hans ord blev afbrudt af en lyd fra computeren, der betød, han havde fået en besked. Det slog ham fuldstændig ud af kurs og han skævede imod skærmen, før han genfandt koncentrationen og så på hende igen. "Det lod ikke til, at du tænker på noget andet end, at det her skal være hemmeligt ... Det er ikke engang dig, der risikere noget ... Jeg forstår det bare ikke."

Hun stirrede ned på sin hånd. Nu følte hun sig blot endnu dummere.
Hun så på hans pc, og dernæst på ham.
''tjek du den bare. Jeg venter..'' sagde hun og satte sig på sengekanten.
''og jeg har mere at miste end du er klar over... Jeg kan miste dig.''

"Jeg har allerede fortalt dig, at hvis der sker noget, finder jeg bare en lejlighed i nærheden ... Det værste der kan ske, er at jeg bliver fyret fra min praktikplads her. De kan ikke forhindre os i at være sammen." Han så efter hende, da hun satte sig. Han gik imod computeren og læste hans kammerats svar. Derefter klappede han skærmen ned med rystende hånd ...
Han vendte sig imod Elizabeth igen og tøvede kort. Alt kørte rundt for ham og han havde vist sat sig selv i nogen problemer, han ikke var i stand til at overkomme.
Roligt gik han imod hende og kyssede hende på panden.

Hun rystede på hovedet.
''de kan give mig udgangsforbud... Desuden kan vi kun være sammen om natten - og jeg har skolen..'' hun så på ham,
og bukkede nakken da han ville kysse hendes pande.
Derved ville han ramme hendes læber istedet.
''Hvad er der galt?.. du ryster.'' hun tog forsigtigt hans hænder i sine.

"Ikke noget," løj han - meget overbevisende. Hans udtryk var roligt og hans kropssprog sagde, at han var fuldstændig til stede i nuet. Men han havde aldrig været så rastløs i sit liv. Eller så tæt på en følelsesmæssig eksplosion.
"Jeg tvivler stærkt på, at de ville give dig udgangsforbud. Og desuden, hvordan skulle de kunne holde på dig? De kan ikke have en Erebos Søn til at følge i hælene på dig 24/7." Han kyssede hende på læberne og derefter på kinden.

Hun sukkede kort.
''Ciel, jeg har skolen.. Jeg kan ikke se dig efter solopgang, og skolen slutter omkring to timer før solen står op..'' hun smilede lidt til ham.
Hun aede hans kind kort.
''Skal du ikke svare din ven?'' spurgte hun og nikkede mod computeren

"Nu overdriver du," mumlede han. Men alligevel så sukkede han dybt, velvidende at hun havde en god pointe. Han lagde sig ned i sengen og stirrede op i loftet, som om han skulle vinde et svar deroppe et sted. Han rynkede brynene og rystede stadig svagt, mens han kæmpede med at samle tankerne om det, der var mest vigtigt ... Men hvad var det helt præcist?
"Hm ... Jeg svarer senere."

''så siger vi det.'' sagde hun stille og blev siddende på sengekanten.
Endnu engang følte hun sig både dum og som en idiot.
Hun så ned på sine hænder der var placeret i hendes skød.

Han tog blidt fat om hendes håndled og trak hende ned til sig.
"De kan ikke gøre så meget ved det ... Du var min før min forvandling." Han kyssede blidt hendes håndryk. Restløsheden var ikke til at holde ud.

''indtil jeg bliver forvandlet selv - hvis jeg gør det - så har du intet krav på mig i deres øjne..'' Hun så på ham.
''svar dem nu bare, inden du springer i luften indvendigt'' hun så på ham med et lille smil.
Hun aede hans kind kort

"Du er min mage ... Det kan de ikke gøre noget ved."
Han rynkede brynene. Han forstod ikke, hvad det var, hun mente med det sidste. Hun kunne da umuligt se på ham, at der var noget galt. Hans skuespil var for godt ... Hun kunne da ikke ... kende ham så godt ...

''Ciel... jeg er ikke din mage, ikke før jeg selv er forvandlet. Det ved du.'' hun kyssede ham på kinden.
''helt seriøst, hvis du ikke svarer, så gør jeg! Jeg hader at være rastløs, specielt når det er din følelse og ikke min!¨'' hun så drilsk på ham.

Han dækkede ansigtet med hænderne, da det gik op for ham, hvad der foregik. Han sukkede dybt og rejste sig fra sengen.
"Jeg havde fuldstændig glemt ... " Han afsluttede ikke sætningen, før han åbnede sin computer. Ciel gik sine følelser under kontrol - han satte pris på, at det var muligt. Han kiggede på skærmen et par sekunder, før han tog en beslutning. Han skrev og sendte sin besked, før han var i stand til at fortryde.
Om Kasey stadig var i live ... Om han var blevet rød yngling ... Hans hjerte slog hurtigere og han var ikke i stand til at få det under kontrol denne gang. Han priste sig dog lykkelig for, at Elizabeth ikke kunne fransk ... Han burde ikke have dårlig samvittighed over den samtale, men det havde han alligevel.

Hun smilede lidt til ham, af ham.
hvor var han dog kær.
''Du havde glemt prægningen.'' hun smilede igen.
''det undre mig ikke.. Jeg tænker på det hele tiden..'' hun rystede på hovedet af sig selv