Kedsomhed- Ciel.

S: Gårdpladsen ved et stort træ.
T: Efter sidste time.
O: Få ynglinge som går i små grupper.
V: Klar mørk himmel.
P: En sort top, og en kort cowboy nederdel.

Rosa sad under sit yndlings træ og kiggede på de andre ynglinge, som gik i små grupper rundt omkring på gårdspladsen. Hun sukkede lidt for sig selv for hun havde ikke rigtig noget at lave, og lige nu kede hun sig. Hun tog en tegneblok og nogen blyanter frem, og begyndte at tegne lidt videre på et portræt hun var i gang med. Hun håbede at hun snart fik lidt selvskab så hun havde nogen at snakke lidt med, hun kiggede hurtigt hen på nogen af de små grupper af ynglinge som grinte og fniste sammen. Hun kiggede ned på sin tegneblok igen og lagde hovedet ind mod træets stamme og lukkede øjnene i. Hun følte sig lidt ensom fortiden, og savnede virkelig sin lille bror. Hun sukkede lidt igen, og rystede på hovedet af sig. *Gid jeg snart fik en jeg kunne snakke lidt med.* Tænkte hun..

En mørk skikkelse kom gående langs den Nordlige mur. Han faldt næsten i med skyggerne og mørket, og sådan havde han det bedst. Efter, han var blevet forflyttet fra Nattens Hus i Frankrig til Tulsa, havde han følt sgi sikrest i skyggerne, selvom det bestemt ikke, var hvor han havde hørt til før.
Der gik altid rygter, når der kom en ny til Nattens Hus, fra et andet sted, og selvom han ikke havde hørt rygterne om ham selv, vidste han, de var der ...
Han sukkede svagt, de han stoppede op og lænede dig op af muren. Han var træt af at luske rundt, men han var endnu ikke modig nok, til at gøre det fuldstændigt ...
Han havde lige været ovre i fægtesalen med en af de få venner, han havde fået i sit nye hjem og nu gik han bare hvileløst rundt. De havde fægtet videre, da timen var slut, og professoren havde ikke noget imod det.
Han satte sig ned i det dugvåde græs og så sig lidt omkring på de andre ynglinge. Stedet var måske ikke så anderledes end Frankrig, men han var virkelig begyndt at savne sit fædreland, sine venner og sin kæreste ... Han frygtede at han ikke ville se nogen af dem igen.
Han bed sig hårdt i læben, ved tanken om, hvilke venner der måske allerede ver døde under forvandlingen ...
Hurtigt skubbede han det fra sig, ved at fokusere sine tanker. Han begyndte lavt at nynne Tower Bridge og koncentrerede sig kun om det.

Rosa åbnede øjnene og kiggede sig omkring, hun kiggede ind mod muren og så en skygge som bevægede sig. Hun gispede, men så at skyggen satte sig ned. Hun åndede lettet ud da hun regnede med at det var yngling der gik for sig selv, hun kiggede hen mod muren og kneb øjnene sammen for at se om hun kunne se hvem det var. Men hun kunne ikke se hvem det var, hun bed sig lidt i underlæben og blev nysgerrig. Hun tog sin blyant om bag det ene øre, og tog sin tegneblok i sin favn. Hun rejste sig op og gik hen mod muren, da hun kom tættere på kunne hun se det var dreng. Hun lagde hovedet let på skrå, og kiggede ned på drengen. Hun synes han så lidt trist ud, "Heisa jeg er Rosa, er du okay?" Spurgte hun nysgerrigt og lidt bekymret.

Den mørk skikkelse så lidt op og det sorte hår faldt ned over det meste af hans ansigt. Han strøg lidt af det væk og så op på hende med de klare blå øjne, med den grønne ring i irissen.
Han kneb brynene lidt sammen, som for at forstå hvad hun sagde. Så nikkede han.
"Jeg har det fint," sagde han lavmælt med tyk Fransk accent. Han bed sig lidt i tungespidsen, og vidste ikke om han skulle præsentere sig også. Han besluttede at det nok var det mest høflige, så han rejste sig og rakte hånden frem.
"Ciel," sagde han lavmælt. "Vi mødes i glæde, Rosa ... " Hendes navn lød ikke, som hun havde sagt det, men han kunne ikke rigtig få den Amerikanske accent han søgte efter. Selvom hans engelske som sprog var fint nok, hvis man kunne tyde det ...

Rosa lå mærke til hans klare blå øjne, og smilte til ham. Hun lyttede til det han sagde og kunne høre hans franske accent, hun synes det var sødt. Hun betraktede ham med sine nøddebrune øjne da han rejste sig, og rakte hånden frem mod hende og sagde sit navn. Hun gjorde så hun kun havde fat i sin tegneblok med den ene hånd, og rakte forsigtigt ud mod hans hånd med den anden. Hun klemte let hans hånd og smilte til ham, "Vi mødes i glæde Ciel." Sagde hun sødt. Hun var lidt nervøs, men det var hun altid når hun mødte nye ynglinge og mennesker.

Han hævede det ene bryn og så undrende på hende, da hun tog hans hånd. Han tog ikke hendes, men lagde istedet hånden om hendes underarm i den traditionelle hilsen blandt vampyre. Han bøjede kort og ærbødigt hovedet inden han slap hende igen og lænede sig lidt op mod muren.
Han smilede skævt, da hun gentog hans hilsen.
Han så lidt mod hendes tegneblok og lagde hovedet på skrå. Han havde aldrig været god til at tegne, men efterhånden syntes han alle omkring ham gjorde det. Det måtte være en eller anden vane alle piger havde ...
Han vaglte at lade være med at stille de normale, kedelige spørgsmål som tegner du? For det var jo ret tydeligt ...
Han trippede svagt og rørte lidt uroligt på sig, da han ikke vidste, hvad han skulle gøre eller sige... Han overvejede lidt at gå ind i drengenes opholdsrum.

Hun rødmede lidt da hun så at undere sig, "Undskyld, jeg bare ikke van til at hilse og når jeg så skal gør jeg altid som da jeg var menneske, fordi jeg altid glemmer at gøre det andet." Sagde hun og rødmede lidt mere. Hun smilte til ham da han bøjede kort for hende, og så at han kiggede på hendes tegneblok og lagde hovedet lidt på skrå. Hun grinte lidt og kiggede på ham "Du tænker på hva jeg tegner, ikke sandt?" Spurgte hun nysgerrigt, og håbede lidt på at hun havde gættet rigtigt.

Han smilede bare opmuntrende til hende. Han havde også lavet den fejl, da han gik på 3. trin. Men så vidt som han kunne se, var pigen foran ham vist nok på 4. ... Det var lidt svært at se hendes emblem inde i skyggerne, så han tog efter sin intuition, der sagde 4.
"Oui," sagde han med et skævt smil, da hun spurgte, om det var det han tænkte. Det var det godt nok ikke, men han kunne ligeså godt være høflig. Han vidste, hvor rart det var, når nogen intresserede sig for nogen.
Det tog ham et per sekunder at indse, at han havde svaret på Fransk, men han regnede med at hun forstod - hvis ikke, kunne hun vel se det, på hans kropssprog. Alligevel rettede han på det; "Jeg ... Jeg mener: Ja." Han bed sig svagt i læben. Det var sværre end han havde troet, at skulle vende sig til Tulsa.

Hun smilte lidt usikkert og rødmede lidt igen. Hun tog en dybindånding og tog sig mere sammen. Hun hadede at hun næsten altid skulle rødme eller gøre noget forkert. Hun kiggede smilende på ham, og forstod godt hvad han sagde. Hun tog sin tegning frem så han kunne se den, "Det er et portræt af min lille bror, men den er ikke helt færdigt endnu jeg mangler at lave lidt flere detaljer." Sagde hun med et smil, hun savnede sin lille bror rigtigt meget. Portrætet var af en kort håret dreng, håret pjuskede lidt, han havde store øjne, og et stort smil om læberne. Hun lagde hovedet lidt på skrå og blev nysgerrig. "Har du nogen søskende?" Spurgte hun.

Han bed sig lidt hårdere i læben, da han hørte, hvad hun sagde. Han knyttede svagt næverne for at holde sine hænder i ro.
"Oui ... Jeg har en lillebror hjemme i Frankrig ... " Han havde ikke set sin bror siden han blev mærket og deres forældre nægtede dem at have kontakt. Og nu boede de i to forskellige lande og han ville nok aldrig se det lille 11-årrige ansigt igen. Han sukkede tungt og fik styr på sig selv igen, selvom det var svært. Hans forældre havde udstødt ham, da han var blevet mærket og kun hans lillebror havde accepteret det.
"Hvor er din bror?" Han forsøgte at tale tydeligt, da han selv syntes, hans accent var i vejen. Men heldigvis lod det til, at pigen kunne forstå ham rimeligt godt.

Hun lod mærke til at det rørte noget i ham det hun spurgte om, og fortrød lidt at hun havde spurgt ham. Hun kiggede undskyldene på ham og lyttede til det han sagde. Hun havde ikke lige regnet med at han ville spørger om hvor hendes lille bror var henne. "Han er i en lille by lidt uden for london med mine forældre, han er 9 år nu. Men jeg har ikke set ham siden jeg blev mærket." Sagde hun lidt trist.

"Har du så boet i det britiske Nattens Hus?" Det var en rar tanke, at han måske alligevel ikke var så alene om at være blevet sendt fra et andet Nattens Hus. Han savnede sit hjem i Frankrig, men så længe han var blandt ynglinge og vampyre, var han jo blandt sit folk. Han håbede bare, at det ville blive ved med at gå så godt i Frankrig. Han havde allerede set en god ven dø derhenne og han var virkelig bange for at få en besked om, at det var sket igen ...

//Du skriver virkelig ikke langt xD Det er svært selv at gøre det, så ... <.<

Hun nikkede med et lille smil om læberne. "Ja, det har jeg. Men ikke særlig længe så jeg havde ikke nogen venner eller veninder på skolen, for jeg gik også for det meste for mig selv. Eller jeg havde en veninde, men hun døde kort tid efter jeg mødte hende." Sagde hun og kom i tanke om den dag hvor hendes veninde døde, hun havde siddet med hende i sine arme og knuget hende ind til sig. Hendes egene tåre havde blandet sig med venindes blod, som hun hostede op. Rosa rystede let på hovedet for at få mindet væk igen. "Det var ikke særlig rart at opleve." Mumlede hun og kiggede på ham. Hun smilte lidt "Men jeg er glad for at være her, er du ikke det?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun var glad for at hun var blevet flyttet til Tulsas nattens hus, for hun havde fået mange nye venner og veninde. Men hun var også blevet lidt ked af at hun skulle flytte, for så kunne hun jo ikke se sine menneske venner og veninder.

"Min værelseskammerat i Frankrig døde også ... " Han gøs kort ved tanken. "Det er aldrig rart at opleve ... Og jeg har allerede set det ske et par gange." Der var en årgang hvor rimelig mange elever var begyndt at dø i Frankrig. Der var knap gået to uger mellem hver af de 5 dødsfald og det var mange flere end der plejede. Hele skolen havde været i chok og alle havde været bange for at blive den næste - han havde også været helt ude af sig selv.
Han skubbede det fra sig, da hun snakkede om, at hun godt kunne lide Tulsa. Den kulderamte grimasse tøede op og han smilede skævt med et kort skuldertræk.
"Altså ... Jeg savner Frankrig ... Meget ... Men jeg havde ikke rigtig et valg, så jeg forsøger at få det bedste ud af det." Han havde ikke lyst til at snakke om grunden til, at han var nød til at flytte til Amerika, og han krydsede fingre for, at hun ikke ville spørge ind til det. Det ville kun være normalt, at hun var nysgerrig, men han havde endnu ikke fortalt til nogen, hvorfor han var blevet forflyttet og han havde bestemt ikke lyst til at snakke om det overhoved.
"Men Tulsa er et rart sted. Og sted betyder jo intet, når vi har gudinden med os." Han smilede lidt bredere. Det var altid en trøst for ham, at Nyx holdt hånden over hendes børn.

Hun lyttede til det han sagde, og kiggede på ham. Hun tænkte lidt på om hvordan hans forældre havde reageret på at han var blevet mærket, men skulle hun spørger?
Hendes forældre havde med det samme smidt hende ud og nægttede at ville se hende igen. Hendes lille bror var den eneste der havde acceptert det, og synes det var sejt at hans store søster skulle blive vampyr. Hvis hun alså klarede forvanlingen, men det håbede hun på hun gjorde. Hun tænkte på den dag hun var blevet mærket og hun var kommet hjem til sine forældre som smed hende ud. Det eneste hun havde i tankerne da hun skulle væk fra sit hjem var hendes elskede bror, som græd og knugede sig fast til hende og ville ikke give slip.
Hun knyttede den ene hånd og sukkede trist, hun kiggede igen på Ciel. "Ja, det er det." Sagde hun smilende. Hun blev nød til spørger ham, hendes nysgerrighed blev for stor. "Må jeg stille dig et lidt personligt spørgsmål?" Spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

"Selvfølgelig," sagde han med et skævt smil, men blev lidt utryg ved glimtet i hendes øjne - selvom han nu ikke direkte mødte hendes blik. Han var ikke rigtig god til det med øjenkontakt. "Men jeg lover dig ikke, at jeg svare," forsikrede han hurtigt, da han blev lettere bekymret for, hvad hun havde på hjerte.
Hans tanker var stadig i Frankrig, mens han lod blikket glide ned over hende og forsøgte at få et bedre indtryk af, hvem det var, han snakkede med. Men han lagde ikke rigtig mærke til nogen specielle karakter-træk. Det var nok også det bedste, for han havde det med at dømme folk lidt for hurtigt - hvilket var meget upassende, når det var ham, der var ved at blive forvandlet til et blodsugende væsen. Han ville ikke dømmes af mennesker - eller andre ynglinge - men det var svært at ligge alle sine gamle vaner bag sig. Især når man var så stædig som han var.
Med en hurtigt og dog elegant bevægelse strøg han håret væk fra det halvmåne-formede omrids i hans pande. Det havde været svært at vende sig til, men efterhånden var han blevet gladere og gladere for det mærke. Hans fingre fortsatte over panden og rørte kort ved piecingen i hans bryn, før hans hånd faldt slapt ned langs siden igen.

Hun nikkede forstånede da han svarede hende. "Det er okay. Men mit spørgsmål er, hvordan reagerede dine forældre da de så at du var blevet mærket?" Sprugte hun nysgerrigt, og kiggede på ham med et lille usikkert smil om læberne. Hun opdagede at han kiggede ned af hende og rødmede let i kinderne. Hun kiggede på ham da han størg håret væk fra sin pande og kiggede på hans mærke. Hun opdagede at han havde en piercing i det ene øjnbryn og smilte lidt for sig selv. "Jeg kan godt lide din piercing." Sagde hun smilende og sødt. Hun havde selv en næse piercing på venstre side af næsen, 6 huller i ørerne, fire i det venstre og to i det højre øre. Hun elskede piercing, hun synes de var flotte.

"De flippede skråt og smed mig ud af huset. Jeg måtte selv løbe syv kilometer, for at nå til Nattens Hus før jeg begyndte at hoste blod op. Jeg var bange af helvedes til og ingen af mine venner fra før jeg blev mærket, ville se på mig overhoved." Der havde ikke været nogen hjælp at hente omkring ham. I Frankrig frygtede de vampyrene - men ikke på grund af bloddrikkeriet og den umenneskelige forvandling. De frygtede vampyre på grund af deres magt. Derfor havde alle trådt til side, da han var kommet løbende. Han havde rystet af nervøsitet og træthed, da porten til Nattens Hus var blevet åbent for ham, og en mandlig vampyr havde hjulpet ham ind. Den vampyr var siden hen blevet hans Mentor og den første voksne person han turde åbne op til, efter den frygtelige oplevelse med udsendingen.
"Jeg ville gerne holde kontakten med min lillebror, men mine forældre sagde, at jeg ikke var deres søn mere, og de ville ikke lade os se hinanden." Han så trist på hende, men smilede så lidt, da hun snakkede om hans piecing.
"Tak ... Jeg har fået en piecing for hvert trin i nattens hus." Han rakte tunge, så hun kunne se piecingen i hans tunge. "Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal have, når 5. trin er ovre. Nogen idéer?" Han lagde hovedet lidt på skrå.

Hun lyttede til alt det han sagde og havde medfølelse overfor ham, for hun vidste hvordan havede det. Hendes havde nemlig også reageret sådan. Hun betraktede ham mens han talte, og kunne sagtens forstå at han ville se sin lille bror igen. "Mine forældrede flippede også ud, den eneste der accepterede det var min lille bror som synes det var sejt. Min far stillede endda et ur frem og sagde jeg havde præcis en halv time til at pakke mine ting, og når uret ringede havde jeg bare at være ude af huset. Det væreste var nok at min lille bror var hjemme da jeg skulle afsted, han græd og ville ikke give slip på mig." Sagde hun trist og kiggede ned i jorden ved mindet om sin lille bror. Hun kiggede op på ham igen da han sprugte hende om noget, hun lagde tænksomt hovedet på skrå. Hun så hans piercing han havde i tungen og smilte. "Hhhmm, i øret eller læben der er mange muligheder." Sagde hun lidt grinene.

"Det var også meget sådan for mig ... Min lillebror var den første, der så det, og han synes det var så sejt ... Han er 11 nu, og forstod vel ikke rigtig hvad der foregik. Men jeg fik ikke lov til at pakke. De prøvede at smide mig ud med det samme, men jeg marcherede op på mit værelse og tog den pakkede kuffert, der var i mit skab ... Øh, jeg havde længe haft planer om at stikke af." Det sidste blev tilføjet lidt lavere, mens han så ned i jorden. "Jeg havde bare ikke troet, at det skulle ske på sådan en måde ... " Han sukkede tungt og lagde mærke til, at han havde fået rimelig godt styr på det engelske, selvom ordene lød mærkelige med hans accent. Det kunne der vel bare ikke ændres på.
"Når jeg har gennemgået min forvanling - og 6. trin selvfølgelig - skal jeg have snake-bite ... Så det med læben er taget." Han trak lidt på skulderne og overvejede om han måske skulle få en række huller ned over det ene øre ... Men sådan nogen blev jo ofte skudt i. Han ville ikke have skud. Han ville have rigtige piecings.
"Eller måske skulle jeg så snake-bite efter 5. trin og så en tatovering mere, når jeg har fået vampyr-tatoveringerne." Han smilede skævt og trak lidt på den ene skulder. Kropspynt klædte ikke alle, men han kunne lide det, så han var ligeglad.

Hun lyttede opmærksomt til det han sagde og forstod ham. Hun tænkte på at de egentlig havde meget tilfælles. Hun hørte hans suk og fik lyst at trøste ham lidt. Hun lagde forsigtigt sin frie hånd på hans skulder og gav den et lille klem uden at sige noget. Hun smilte til ham og nikkede forstående. "Hhmm ja oki, har du egentlig nogen piercinger man ikke kan se? udover din tungepiercing." Spurgte hun nysgerrigt og betraktede ham igen. "Ja det er en ide, tattoveringer er flotte eller det kommer an på hvad det er." Sagde hun smilende.

"Mine forældre accepterede mig heller ike, da jeg var menneske, så ... Det var ikke nogen overraskelse." Han bed sig lidt i læben og smilede lidt til hende, da hun lagde hendes hån på hans skulder. Smilet bredte sig langsomt.
"Hvis jeg har piecinger andre steder er det nok lidt privat," sagde han med et drillende smil der sagde mere end hans ord. Ærligt talt havde han ikke fået flere, men han kunne da lave lidt sjov ud af det. Han var bange for, at det ville være usund for ham at få for mange, og han turde ikke lege med skæbnen i den situation de stod i.
"Jeg tænkte på, jeg måske skulle have min brors navn ... Men på den anden side, ville det måske være bedst at ligge menneskelivet bag sig." Han sukkede tungt og vidste, at han nok burde glemme sin familie. Det ville være det bedste.
"Tja, jeg finder ud af det til den tid," mumlede han med et skuldertræk og så lidt mod Nattens Hus igen. Der var længe til solopgang, men han havde alligevel lyst til at komme indenfor.
"Vil du med ind?" Spurgte han henkastet og smilede skævt.

Hun lyttede til det han sagde, og havede stadig medfølelse over for ham. Hun så han smilte og smilte tilbage, hun begyndte at grine lidt over hans komentar. "Oki så." Sagde hun grinene "Nu fik du mig og til tænke." mumlede hun lidt for sig selv, og håbede hun ikke havede sagt det så højt at han hørte det. Hun lyttede igen til det han sagde, men vidste ikke hvad hun skulle sige til det. Hun nikkede smilende "Ja, det kan vi godt." Sagde hun, og kom tanke om hvor? "Men hvor?" Spurgte hun nysgerrigt og smilte til ham.

En lille latter slap hans læber, da han hørte, hvad hun mumlede. Var det virkelig så interessant om han havde piecert sine private områder.
"Nå, men tænk du bare ... Det er en dårlig ting at lade være med," han smilede stadig drillende, da han rettede sig op fra muren og begyndte at gå mod skolen. Han havde hørt hendes spørgsmål om hvor, men tænkte ikke rigtig så meget over det.
"Tja, et af opholdsrummene, vel?" Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende. Han havde stukket hænderne i lommerne på hans mørke jeans og med den sorte skjorte og det sorte hår forsvandt han næsten væk i mørket og skyggerne. Han havde altid elsket natten, og nu, hvor han var blevet mærket, havde han det endnu bedre ved at falde i med natten. Han elskede sit nye liv, selvom han havde skullet lægge alt bag sig, ville han ikke bytte sit nye liv for sit gamle.
"Eller hvor vil du gerne hen?" Hna stopede op og så sig kort over skulderen mod hende og så op imod himlen og stjernerne. Månen stod stadig højt og hele verden var indhyldet i det smukke mørke.

Hun smilte til ham da han begyndte at grine og rødmede lidt over at han havede hørt hvad hun mumlede. Hun hørte hans komentar og hendes barnlighed tog overhånd, og hun rakte tunge af ham og begyndte at grinene lidt. Hun kiggede på ham da han rettede sig op og begyndte at gå hen mod skolen, hun fulgte efter ham med et smil om læberne.
Hun hørte hans spørgsmål og trak let på skulderne. "Vi kan godt gå hen i et af opholdsrummene, men helst ikke pigernes. For mange piger, for meget tøsse fnider, er lig med hovedepine." Sagde hun og lavede en grimasse. "Og så fatter de fleste ikke meningen med at være biseksuel." Mumlede hun lidt for sig selv og rystede let på hovedet. Hun hørte det han spurgte hende om og kiggede op på ham, hun trak let på skulderne. "Det er lige meget for mig, du må godt bestemme." Sagde hun, og rørte ved sin halskæde som hun altid havede på. Hun gik ikke med andre halskæder end den.