Kedsomhed- Ciel.

Hun kiggede ned på Silver som spandt, og hyggede sig. Hun rustede lidt på hovedet over sin kat, for hun var van til at han blev sur hvis andre ville løfte i ham eller tage ham op til sig. Hun kiggede op igen da hun hørte hans spørgsmål, og så tænkene ud og trak så på skulderne. "Det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved at jeg ikke er den eneste som kan høre sin kats tanke stemme i sit hovede." Sagde hun tænkene, og blev nysgerrig for at vide om alle kunne høre deres kats tanke stemme. "Heller ikke jeg, jeg har heller ikke læst det nogen steder." Sagde hun og trak på skulderne igen.

"Det lyder lidt mystisk," sagde han mistroisk mens han kælede for katten. Han troede ikke for alvor, at pigen sad og løj for ham. Han var bare vant til at skulle være på vagt overfor alting og det havde hurtigt taget overhånd.
Han satte sig ordentligt op og vaklede ret så voldsomt i sækkestolen, indtil han endelig fandt en stilling, han kunne kontrollere. Han fortsatte fraværende med at klø katten uden at tænke så meget på noget som helst omkring dem.
"Jeg håber da, jeg kan det ... Men i mine ører lyder det altså ikke normalt. Jeg ved, jeg har læst om en ypperstepræstinde, der havde affinitet for katte og kunne høre dem på den måde, men ... ellers husker jeg intet." Han trak kort på den ene skulder. Det var vel bare ham, der tænkte for meget over tingene, men det var ikke med vilje. Vaner var bare meget sværre at bryde.

Hun kiggede på ham og nikkede til det hsn sagde. "Du har ret det er mærkligt, men jeg er heldigvis ikke den eneste der kan høre en kats tanke stemme." Sagde hun tænkene, hun ville prøve at finde ud af mere hvis hun kunne. *Rosa du ser underlig ud når du tænker, for det gør du jo ikke så tit.* Rosa fik et chock da hun hørte sin kats tanke stemme i sit hovede, hun kiggede ondt på Silver. "Hold mund Silver." Sagde hun og stoppede med at nusse hans pels. Hun kiggede fraværende frem for sig, da hun hørte Silver fnyse af hende. Hun lod som om hun ikke hørte det. Hun hørte hvad han sagde og trak på skulderne. "Hhhmmm jeg ved ikke om det er normalt at man kan høre deres tanke stemme." Sagde hun.

Han lagde hovedet lidt på skrå og rystede det så. Det kunne jo ikke passe.
"Men at kunne høre den slags er en affinitet. Og jeg ... " Han stoppede sin talestrøm, da hun pludselig henvente sig til katten. Han overvejede fraværende om hun bare hørte stemmer og gav katten skylden, men han ville ikke sige noget. Han ville ikke såre pigen, hvis der nu virkelig var noget galt med hende - eller at det vidste sig, hun rent faktisk havde en affinitet!
Han stoppede med at nusse Silver og bed sig bare svagt i læben.
"Hvad er der galt, Rosa?"


//Kun en, med en affinitet for katte, kan høre kattens stemme. Clary har ikke tildelt dig en affinitet, så Rosa kan altså ikke høre Silvers stemme. Desværre.//

Rosa kiggede forskrækket op på ham da han spurgte om der var noget galt, hun rystede bare på hovedet. "øøøhhhmm ikke noget." Sagde hun og smilte usikkert. Hun kiggede over mod døren, og fik en lyst til at gå. Men vidste ikke om hun skulle gøre det, for hun vidste ikke om han synes at hun var sindsyg. For hun havde hørt stemmer i noget tid, og havde altid givet sin kat skylden. Hun kiggede ned på sine hænder og begyndte at pille lidt ved sin fingerring som var af sølv. På ringen stod der *Sister* med en smuk skrift.


//hhmm oki, så høre hun bare stemmer. XD//

Han så lidt på hende med et bekymret blik og overvejede om han ikke burde sige noget alligevel. Så sukkede han rundt og skubbede tanken fra sig uden at tænke videre over det ... Alligevel spurgte han: "Er du sikker, chéri? Du ser lidt ør ud." Han bed sig i læben og overvejede om han mon overhoved gav mening med accenten mens han bed sig i læben. Det gjorde han nok ikke, men det lod til at se fleste kunne forstå ham.
"Du burde måske gå op og hvile dig lidt ... " Han ville med glæde føre hende hen til pigernes område, hvis hun ikke havde det godt. Men var vel altid lidt gentleman et eller andet sted.

Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, og tog sig let til hovedet med den ene hånd. Hun blev ved med at kigge ned og lagde sin hånd i sit skød igen, hun nikkede af det han sagde. "Ja ja, jeg er oki." Sagde hun, og tog fat i silver og begyndte at nusse ham. For hun vidste at det ville hjælpe hende hvis hun rørte ham eller hendes halskæde, hun tog let fat om sin halskæde og lukkede øjnene. Det skal nok gå væk, stemmerne skal nok gå væk sagde hun til sig selv.

Tøvende lagde han en hånd på hendes skulder i et ynkeligt forsøg på at mundtre hende op. Han kunne tydeligt se, at der var noget galt, men han ville ikke rive op i det, eftersom det så ud til at være ret hårdt for hende. Hvad det så end var ...
Han strøg katten over pelsen og gav hendes hånd et blidt klem, før han slap hende og bare så på hendes ansigt, mens hun kælede for katten.
"Hør ... Jeg ... Jeg havde egentligt tænkt mig at bede til Nyx før vi skulle over til aftensmad ... Vil du med til templet? Vi kunne vidst begge bruge lidt frisk luft." Han rejste sig fra sækkestolen og smilede lidt til hende, mens han rakte hånden ned for at hjælpe hende op.
Han havde hadet religion før Nyx lod ham mærke og han blev sendt til Nattens Hus. Nu var han fuldstændig troende. Så man kunne vel sige at natten havde forandret ham på mange måder. Han havde været i Nyx' tempel hver nat siden han kom til Tulsa. Han bad sådan set ikke til gudinden, men han følte bare at det styrkede ham, når han havde været der ...

Hun knugede om sin halskæde med den ene hånd, og havede stadig lukkede øjne. Hun mærkede at han forsigtigt lagde en hånd på hendes skulder, hun åbenede øjnene og kiggede på ham med et usikkert smil om læberne. Hun lyttede til det han sagde og nikkede lidt, "Oki ja tak, jeg har vidst også brug for at få noget frisk luft som du sagde." Sagde hun og tog imod hans hånd da han rakte den ned mod hende. Da hun var kommet op at stå rettede hun på sit tøj, og så at Silver smuttede ud. Hun kiggede over på Ciel "Tak." Sagde hun taknemligt, og havede stadig fat om sin halskæde med den ene hånd.

Han smilede skævt til hende, da han hjalp hende op at stå. Han lagde mærke til, at hun knugede sig til halskæden og så lidt ned på hendes hånd - men efterhånden havde sådan noget fået flere piger til at tro, han så på deres kavalergang. Men sådan var han ikke.
"Det er nogen intressante smykker," sagde han med et skævt smil, da han lagde mærke til hendes ringe. Han kunne jo ikke se hendes kæde for hånden. Han så kort ned på Silver, da han løb sin vej. Så begyndte han at gå mod døren, men kun så hurtigt at Rosa var ved hans side imens.
"Hvad er der med halskæden, siden du ... ?" Han afsluttede ikke sætningen, men hans blik var kort på hendes hånd, og det gav vel mening, hvad han mente. Troede han da selv.

Hun smilte usikkert til ham og lod mærke til at han kiggede på hendes halskæde, som hun stadig knugede med den ene hånd. "Tak, det er nogen jeg har fået af min bedste veninde. Som du kan se står der sister på ringen, det er fordi vi næsten hedder det samme. Alså hun hedder Rose og jeg hedder Rosa, og så fordi vi er meget tætte som de fleste søskende." Sagde hun med et lille smil, og fjernede hånden fra sin halskæde så han bedre kunne se den hvis han ville. "Og i halskæden har jeg et billede af mig og hende sammen, og et billede af min lille bror." Sagde hun og kiggede på ham. Hun hørte hans spårgsmål, og rørte let ved det hjerteformede vedhæng med en pegefinger. "Den får mig til at slappe af hvis Silver ikke er nærheden, fordi så ved jeg at min bedste veninde er ved mig. Jeg ved ikke om det giver mening." Sagde hun lidt grinene, og smilte lidt.

Han holdt døren for hende, da de var nået dertil og smilede skævt mens de gik ud på gårdsplasden.
"Bor hun ikke her på Nattens Hus?" Han smilede forsigtigt og var sikker på at pige, Rose, stadig var et menneske. Han syntes et øjeblik at Rosa var heldig. Alle hans venner havde vendt ham ryggen, da han var blevet mærket. Han havde kun venner blandt ynglingene nu - men det var på sin vis også godt nok. Han holdt af at være omgivet af sin ejen slags.
"Jeg forstår det godt," sagde han kort for hoved. Han havde også selv et par gode minder fra venner og familie, der fik ham til at slappe af og føle sig tryg. Men efter at han tog til Tulsa, havde intet af det virket. Kun følelsen af at være i gudindens nærværd trøstede ham lidt nu.
Han gik mod templet og holdt stadig let øje med hende. Hun var vist ikke helt på toppen og han var ked at, han ikke kunne gøre noget for at trøste hende ...
"Jeg kender det," sagde han og sukkede så.

Hun smilte til ham da han holdte døren for hende, "Tak." sagde hun smilende og gik ud. Hun rystede på hovedet "Nej, hun er stadig et menneske." Sagde hun stille og rørte let ved sin ring. Hun kiggede op på månen og synes den var smuk. Hun elskede natten, for den var smuk og fred fyldt for det meste. Hun kiggede på ham og lyttede til han sagde, men det kom lidt bag på hende at han forstod det og at han godt kendte til det. "Gør du?" spurgte hun undrerne.

Han nikkede kort og pillede ved en ring der sad om hans tommelfinger på venstre hånd. Der var en stor, mørk blåviolet sten i den som reflekterede månens stråler på en fortyllende måde.
"Jeg har også nogen ting, jeg aldrig ville kunne skille mig af med ... Som minder mig om mine venner i Frankrig." Han smilede svagt. Han elskede sådan nogen småting. Da hans bofælle i Frankrig ikke klarede forvandlingen og ... døde ... Havde Ciel fået den ring.
"Små ting, store minder," hviskede han trist hen for sig selv, da de stod foran templet. "Vil du med ind eller vil du hellere hen til pigerne?" han lagde hovedet lidt på skrå og så hende i øjnene med et barnligt lille smil. Han følte sig så skrøbelig og lille når dårlige minder begyndte at hjemsøge ham. Det var en meget pludselig forandring og det virkede pludselig som om hans øjne havde mistet deres glød.

Hun lyttede til det han sagde og kiggede ned på hans ring, "Den er smuk." Sagde hun stille, og smilede til ham. Hun lyttede igen da han snakkede og var enig i det han sagde. Mange af hendes ting var et minde, og havede en historie. "Præcis, mange af mine ting er også et minde eller har en historie bag sig." Sagde hun stille, hun kiggede på templet da de var kommet der hen. Hun hørte hvad han sagde og skar en grimasse, hun havede ikke den store lyst til at komme hen til pigernes sovesale. Hun kiggede hen på ham, "Jeg vil helst med ind i templet, jeg har ikke den store lyst at være ved pigernes sovesale." sagde hun med et lille smil om læberne, og kiggede ham i øjnene.

Han smilede skævt til hende og stoppede kort op foran statuen af gudinden, der stod udenfor templet. Han så op på de smukt udskårne udtryk. Han lagde en knyttet næve over hjertet og bøjede ærefuldt hovedet før han rettede sig op og fortsatte ind i templet med Rosa efter sig. Kun deres skridt gav genlyd i natten. De andre var vel på vej op for at spise. Det var jo ikke helt så sent som Ciel først havde troet.
Han trådte tavst gennem den tavse, mørke gang før det store rum åbnede sig for dem. Det lange offerbord stod i rørligt mit i rummet og det hele virkede pludselig utroligt hjemligt.
"Du ved ... Jeg ville ønske ynglinge genopstod i Frankrig, som her i Tulsa ... " Han pillede stadig ved ringen, selvom han ikke mere lagde mærke til det. Hans værelseskammerat var blevet hans bedste ven og han var død kort efter han var kommet op på 6. trin ... Han havde næsten ingen tid tilbage før sin forvandling, og alligevel ...
"Det er frygteligt, når ... " Hans stemme knækkede og han tav.

Hun betraktede ham da han bukkede for statuen af deres gudinde, hun knyttede den ene hånd og lagde den hen over sit hjerte, og gjorde det samme som ham. Hun gik med han ind i templet og hun kiggede rundt mens de gik. Hun lyttede til det han sagde, og nikkede forstånene. "Det kan jeg godt forstå." sagde hun stille, og kiggede rundt i det store rum de stod i. Hun kiggede på ham da han begyndte at tale igen, og hørte at han ikke kunne sige sætningen færdig. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder for at trøste ham lidt.

Han smilede svagt til hende og fik tårer i øjnene som han febrilsk forsøgte at blinke væk igen. Hans hænder rystede svagt og han knyttede den for at holde det under kontrol.
"Jeg har set alt for mange dødsfald i Frankrig allerede ... " Han åndede tungt ud og fik langt om længe styr på dig selv.
"Nyx være deres sjæle nådig," hviskede han roligt for sig selv i en slags svag bøn. "Har du oplevet det?" Spurgte han, uden at se på hende. "Har du set, når en ynglings krop strider imod forvandlingen?" Hans stemme var helt rolig igen, men det var bare skuespil. Han var oprevet ved tanken om det frygtelige syn og hans øjne var helt røde som om han havde grædt i timevis, selvom han ikke engang havde fældet en tåre.

Hun klemte let hans skulder da han kæmpede med sine tåre, hun lyttede til ham og var lidt bekymret for ham. Hun kunne se at det havede taget meget hårdt på ham, men det kunne hun også godt forstå det havede. At miste sin bedste ven er noget af det værreste man kan blive udsat for, tænkte hun og kiggede bekymret på ham. Hun nikkede af det han spurgte hende om. "Ja, det har jeg." Sagde hun stille, og mindet kom til hende. Pigens blod over det hele, på hendes tøj, på hende selv og på gulvet. Hendes krop som rystede og sparkede mens hun hostede voldsomt, og mere blod kom ud af hende. Rosa rystede mindet væk, og kiggede hen på Ciel for at se om han havde fået det bedre.

"Genopstod ynglingen?" Han rynkede brynene med et kort suk og ønskede, han ikke havde bragt emnet på banen. Han blev ofte påvirket meget voldsomt af følelsesmæssige situationer, men han lod det sjældent ses, som han gjorde nu. Han brød sig ikke om at vise det, men han kunne ikke klare at holde det inde mere. Han bed sig i læben og mærkede hvordan hjertet slog langsomt og hårdt i hans bryst. Det var som om, det forsøgte at banke sig ud af hans bryst.
Han vidste ikke endnu, hvordan de røde ynglinge så ud. Han havde kun hørt ganske lidt om dem i Frankrig og selvom han ønskede at det også skulle ske i resten af verdenden var og blev det, hvad det var. Ønsketænkning.

Hun rystede stille på hovedet, og trak så på skulderne. "Nej det tror jeg ikke, jeg har ikke set hende siden den dag." sagde hun stille og rystede på hovedet på da minderne kom tilbage. Hun kiggede på ham og så hvordan han kæmpede, hun fik lyst til at kramme ham ind til sig for at trsøte ham. Hun kiggede på ham, og lagde begge hænder på hans skuldere. Hun kiggede ham i øjnene, men sukkede så og lod sine hænder falde så de lå ned af hendes sider. Han måtte tro hun var sindsyg, og ude af kontrol hvis hun gjorde det.

Han smilede til hende og satte virkelig pris på, at hun forsøgte at trøste ham. Det var sødt at hun virkede så bekymret for ham. Og han ville virkelig gerne bare skubbe det hele fra sig og lade sit humør komme ovenpå igen, men sandheden var at hele hans verden var imod ham og det var alt for svært at være glad helt ind i sjælen, selv nu, hvor han var væk fra alle problemerne i Frankrig hjemsøgte de ham stadig. Og på alt for mange måder. Selv ynglinges død kunne føres hen til ...
"Stakkels pige," hviskede han bare kort og forsøgte at ryste følelserne af sig. "Det er altid rart at være herinde lidt, synes du ikke? Som om Nyx er hos en ... " Inde i hans hoved fortsatte en lang monolog, men han holdt sin kæft. Han ville ikke kede hende ihjel med hans vrøvlerier.

Hun smilte usikkert tilbage til ham, og håbede han havede fået det lidt bedre selvom hun ikke rigtig kunne hjælpe ham. Hun hadede når hun var hjælpeløs, og ikke vidste hvordan hun skulle kunne hjælpe andre. Hun hadede også når hun ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun rystede på hovedet af sig selv og sukkede stille, hun kiggede hen på Ciel og hørte hvad han sagde. "Hvad?" Sagde hun og forstod ikke hvad han mente med stakkels pige. Hun kiggede rundt i rummet og nikkede, "Jo, det er det." Sagde hun smilene.

"Jeg sagde; stakkels pige." Han blev nervøs for, at han havde forvekslet nogen ord. Han savnede at kunne snakke Fransk. Engelsk var rimelig besværligt for ham. "Hende, du sagde, ikke genopstod." Han lagde armene om dig selv med et dybt suk og bed sig hårdt i læben. Så rystede han på hovedet og forsøgte at slå det hele ud af hovedet.
"Skal vi ... gå over og få noget at spise?" Han smilede skævt til hende og havde det som om hans ben ville give efter, hvis de fortsatte med de triste emner. Død. Ødelæggelse. Minder. Han forsøgte at ligge alt bag sig, men det var ikke let, når hans tanker blev ved med at snurre om de frygteligste ting.

Hun nikkede af det han sagde, "Ja." Sagde hun stille og lagde en knytnæve over hjertet, og der efter lavede hun et kors med den ene hånd. Hun tænkte på alle dem hun havede mistet, og alle dem hun savnede. Hun kiggede hen på ham, og kunne se at han kæmpede igen med sorgen. Hun lagde forsigtigt en hånd på hans skulder igen, og nikkede af det han sagde. "Men har du det okay nok til at gå der hen?" Spurgte hun lidt bekymret, og havede stadig en hånd på hans skulder.