Kedsomhed... Stephen...?

S: Drengenes sovesal - nærmere bestemt en sofa
V: Det regner ret meget udenfor
T: Lidt efter skole
O: Nogle enkelte drenge

Regn. Var der noget Jules hadede mere en hvidkål, så var det helt klart regn. Det var det meste deprimerende der fandtes, udover tøsefilm - altså der hvor drengen er gået fra pigen og hun sidder og tuder hos sin bedste veninde. Og det gjorde det heller ikke bedre efter en laaaang skoledag, hvor man endnu ikke havde vænnet sig til nat-dag tingen. Og lige efter hans sidste time, var han gået op på sovesalen for at skifte til noget mere... komfortabelt. Mere præcist, en mørkegrøn t-shirt, sine brune militærbukser, grønne converse og den grønne yndlings-hoodie bundet om livet. Han lå på sofaen, med benene svunget op over ryglænet på sofaen, ryggen mod sædet og hovedet dinglende ud over kanten. For en gangs skyld var han ikke i bevægelse, men det var fordi at der ikke var noget at lave!
Han så dovent på tv'et og fik tildelt en del sære blikke, da det ikke var alle der havde vænnet sig til hans sære tilstedeværelse. Det var der en del der ikke havde faktisk. Men Jules var også mere sær end de fleste andre her omkring.

Inde fra sengene i drengenes sovesal kom Stephen. Han havde halvlangt mørkebrunt hår hvor det halvlange pandehår gik ned i hans højre øje, eller gemte det væk. Hans øjne var uhyggelig gule med en mørkere brun kant. Hans øjne var rettet mod hans grå beskidte og slidte converse, en grå t-shirt, en mørkeblå sports hættetrøje på og så har han selvfølgelig sine mørkeblå bukser på. I hans mørkeblå buksers højre lomme lå en iPod. Fra iPod'en var en lang hvid ledning som gik op til hans bryst og delte sig i to og op til hans øre. Han hørte underlig musik. Eller, det ville nogen i hvert fald syntes. Det var ikke alle der ville kunne forstå hvad der blev sagt, men sådan som han havde været rundt i verden kunne han forstå det.
Stephen var mentalt syg. Han så og hørte syner. Han havde bulimi og så kunne han få underlige anfald med forskellige niveauer. Han havde haft et voldsomt et forleden morgen. Han kunne ikke få vejret og fik fråde ud af munden og lavede kraftige underlige bevægelser med kroppen. De normale på lavt niveau er bare underlige rystelser. Han fik for det meste disse anfald når han ikke blev beskæftiget.
Stephen var lige glad med de andre. Han skulle bare hen og sidde i sofaen.
Han kiggede op og så en dreng ligge i sofaen.
Øv! Nu kunne han ikke ligge der og slappe af og have hele den sofa for sig selv. Ja det skulle være den sofa. For han kunne ikke lide de andre... Eller kunne ikke lide at ligge i dem... De var enten for bløde eller for hårde.
Han fortsatte så hen til sofaen og sate sig lidt på afstand fra den... Grønne dreng...?

//SÅ DIN ZOMBIE!//

Jules gabte og vendte sig så han lå med brystet mod sædet og hans ben dinglede i luften over hans hovede, mens hans arme og hovede stadig dinglede ud over kanten på sofaen. Dovent så han rundt og kørte sine blege ube-hanskede fingre igennem sit "beskidte" brune hår. Endelig var der noget der fangede Jules' udelte opmærksomhed. En dreng der satte sig i sofaen. Ikke at Jules havde noget imod det. Men nu hvor Jules intet havde lavet de sidste 24-timer - udover skolearbejde .___. - var Jules fristet til at lade det gå ud over denne fyr. Men han skulle lige være ordenligt opmærksom på hans tilstedeværelse.
På en sær og næsten umulig måde kom Jules igen på benene, så han stod med ryggen mod sofaen, men det sære trick, resulterede i at han mistede balancen og faldt grinende ned på gulvet. Virkelig. Han grinte som om at nogen kildede ham. Så faldte han til ro, med et smil om læberne og rejste sig igen. han smed skoene og kravlede op på sofaen. Nu var hans to forskellige sokker - den ene var grøn og den anden var sort/hvis ternet - synlige, som han kravlede lidt tættere på drengen. Så "lagde" han sig ned, med benene op under sig, som om at han var en kat på jagt. Og det var ikke et godt tegn for drengen, for få sekunder efter var han sprunget på ham, med hænderne på hans ene skulder. Næsten tilfreds, lagde han armene om hans skuldre, for at holde ham fast. Men det var en måde der godt kunne misforstås - noget Jules ikke skænkede en tanke.

//Du godkendte selv at det var så kort .__.' Kunne ikke rigtig få mere ud af min kreativitets klud.//

Musikken forsvandt pludselig og stemmerne i hans hoved begyndte at vrimle frem og nogle mennesker kom frem i et kort øjeblik inden han lukkede sine øjne i. Han blev lige pludselig overmandet af den grønskolling.
Stephen kiggede op på drengen, ”Hvad fanden har du gang i?” sagde Stephen og rynkede brynene. Stephen var kommet for at slappe af, ikke for at have en grønskolling over sig.
Bare side og slappe af. Høre musik og drømme sig ind i sin egen verden. Men det kunne jo være at dennne... grønne... dreng, yndling... Ting.. kunne give ham selvskab? Eller bare irritere ham til at han dør.Ja, han dør ikke igennem processen, nej han dør af en lille grøn fyr.

Jules så op på drengen da han spurgte hvad han havde gang i. "Altsåeh... Jeg vil tro at jeg tacklede dig" sagde han med et lille grin og strammede grebet om ham en smule. Så satte han sig op igen, men på Stephens hofte, med et ben på hver side af ham... Så han stof nok nærmere på sine knæ, frem for at sidde. Ellers ville det være ret så smertefuldt for Jules'... ædlere dele?
Så bøjede han sig ned og så virkelig intenst på hans kind, inden han så slikkede ham langtrukkent på kinden og skubbede sig igen væk, for ikke at blive ramt af nogle eventuelle slag. Men det resulterede i at han faldt bagover og lå så på sofaen med et grin om læberne. Han kørte fingrene igennem sit pjuskede hår og kom op og sidde igen. "Og der er ikke grund til at være så deprimerende at se på" klagede han og skød underlæben frem. Så lænede han sig frem og placerede en finger i hver af hans mundvige for at føre dem op og signalere at han skulle smile og være glad i stedet for at ligne et omvandrende lig.

Da drengen svarede ham blinkede han et par gange med øjnene, kunne man være mere dum? ”Det kunne jeg godt se,” mumlede han, ”Men hvad skal det gøre godt for?” spurgte han og løftede sine øjenbryn overrasket.
Drengen havde næsten lige havde sat sig på sine knæ, hvorefter han bøjede sig ned mod Stephen, kunne Stephen ikke lade være med at stirre på drengen. ”Du ser s...” skulle han til at sige men blev slikket på kinden. Nu gik knægten sgu over stregen.
Heldigt for ham at han havde rykket sig. Han havde nok forudset et slag og det kom der, men selvfølgelig var Stephen for hurtig og ramte ham ikke. Stephen rykkede sig så han lå ordenligt, dog kunne det godt se forkert ud sådan som de nu havde deres positioner. Stephen satte sig op og skulede ondskabsfuldt på drengen i trøjen. ”Gør det en gang til og det vil ikke være processen der dræber dig,” sagde han truende. Slikke ham på kinden var noget han ikke kunne lide. Selv hvis det havde været en pige ville han havde slået ud efter hende.
Da drengen så førte sine fingre mod hans mundvige for at vende dem op af i stede for den lille smule ned ad de havde været, flyttede han sit hovede væk fra hans fingre.

"Du så simpelthen så ensom ud" klagede han og skød betuttet underlæben frem. "Og så var det lidt fristende når nu du sad der, helt uviden" tilføjede han, tilfreds med sin fangst. Specielt fordi at han var rigtig god at ligge ovenpå - OG NEJ ikke på den måde din perverse møgunge!
Endnu en gang smilede han tilfredst da han tydeligvis havde undgået et slag. "Hvor er du da bare en lyseslukker!" udbrød han og slog ud med armene. "Og heller ikke spor sjov. Det er sjovere at stirre på malling der tørrer end at angribe dig!" fnøs han og vendte sig. "Ved du hvad? Streg det ud, det er sjovere at se på en hvid væg!" han skød barnligt underlæben frem, men da han jo var som han var, kunne han ikke lide at fyren så, så trist ud. Han kravlede lidt over til ham og skubbede blidt til hans arm med panden, lidt ligesom en kat ville gøre det. "Kan du ikke smile en smule?" mumlede han og lavede de mest nuttede han kunne. "Smil, så skal jeg nok lade dig være. Hvis ikke, så hænger jeg op af din arm resten af DIT liv" sagde han med et lille smil om læberne. Selv kunne han ikke lade være med at smile - overhovedet.
Han så afventende op på ham. Endten fik han et slag, blev ignoreret, fik en spydig kommentar eller måske et totalt falsk smil. Men selv hvis det var falsk, ville han egentlig lade ham være, for selvom han ikke gjorde det ordenligt, holdte Jules altid sine løfter - sådan var han altså bare.