Et mærklig møde-Stephen^^

Tid: Efter skole.
Sted: gårdspladsen, ved et træ tæt på muren.
Omkring: Meget få ynglinge.
Vejr: mørke klar himmel.
Tøj: Sin uniform.

Rosa sidder ved sit yndlings træ tæt på muren, hun lænder sig ind mod træets mørke brune stamme og slapper af. Hun sidder på det fugtige grønne græs, som er behaligt at sidde på synes hun. Hun kigger op på den smukke måne og den klare mørke himmel med stjerner. Månes svage lys rammer hende, så man godt kan se hende. Hun lukker sine øjne, og drømmer sig væk. Væk fra alle stemmerne, væk fra alt latter og væk fra skolen. Hun drømmer at hun er ved sin bedste veninde, og at de sidder og snakker mens deres musik kan høres i baggrunden. Sådan som det altid var inden hun blev mærket... Hun sukker svagt, og ryster på hovedet for at få billedet væk igen. Hun skal ikke sidde og være trist nu. Hun åbner sine mørke brune øjne, og kigger rundt på de andre ynglinge som står i små grupper og snakker. Hun ser at grupperne står et stykke væk fra hinanden, og kigger rundt for at sikre sig at de andre grupper ikke høre hvad de siger. Hun ryster på hovedet over dem, og kigger op på himmelen igen. Hun tager fat i en tot af sit lange sorte hår, og begynder at sidde og pille ved totten. Hun aner ikke hvad hun skal give sig til, måske skulle hun gå i pigernes opholdsrum?? Hun skær en grimasse af den tanke, og ryster lidt på hovedet igen over sig selv. Hun kigger stille rundt igen, og håber hun snart får noget selskab inden hun keder sig alt for meget. Hun bliver ved med at pille ved sit lange hår, men hun venter på at der snart kommer en og vil snakke med hende...

Stephens uhyggelige gule øjne, med den mørkebrune kant og de store pupiller var lukket i. Stephen gik tæt langs muren. En lille tynd ledning gik fra hans højre lomme op til hans bryst hvor ledningen delte sig i to og gik ud til hvert sit øre hvor der var en smart lille prop med en højtaler indbygget hvor der kom en skøn musik lyd. Han kunne mange sprog, og det var en af grundene til, at han hørte denne musik, som ikke så mange ville kunne forstå.
Stephens ansigt udtryk var roligt med det lille milde smil klistret til hans ansigt. Han var helt roligt og musikken hjalp på en eller anden måde.
Stephen gik lidt ude fra muren. En halv menter måske? Den halve meter blev til mere og til sidst havde han retning mod et træ. Og han fortsatte hen mod træet.
Selvfølgelig går han ind i det og vælter ned på det halvfugtige glimtende græs.
Han lå nu der og samlede kræfter til at tage sig til hovedet for at mærke om han fik en bule eller blødte.
Stephen var mentalt syg. Han så syner, hørte syner, havde bulimi og så fik han voldsomme anfald hvis han ikke var beskæftiget. De anfald kunne være blide hvor han bare ikke kunne gøre noget andet en at ryste skræmmende over hele kroppen, og de voldsomme var når han fik fråde og var ved at blive kvalt. Sådan et havde han fået dagen forinden.
Selvfølgelig var hans musik røget ud af ørerne og alle de underlige stemmer vrimlede frem i hans øre. Nogle skreg, andre sagde han skulle finde en kæp og gå amok på alle og en hver og så var der en blid stemme... En der spurgte om han var okay...

//Det er så relateret til at det er Rose xD//

Rosa blev forskrækket da hun hørte en, og kiggede hen hvor lyden kom fra og så det var en dreng. Hun så ham falde og rejste sig og gik hen til ham. Hun kiggede ned på ham med sine blide mørke brune øjne, og rakte en hånd ned mod ham for at hjælpe ham op. "Er du okay?" Spurgte hun bekymret men blidt. Hun kiggede nysgrrigt ned på ham, mens hun ventede på at han tog hendes hånd. Hun lod mærke til hans øjne... De var gule... Men pæne synes hun, hun smilte sødt til ham. Hun lod mærke til at han var tynd, meget tynd. Hun hørte noget, og kiggede rundt. Var det musik eller stemmer??? Hun kiggede ned på drengen igen og så at han havede musik som var tændt. Hun sukkede lettet og taknemligt for at det bare var hans musik hun kunne høre..

Stephen lå og ømmede sig over sit hoved, mens han samlede kræfter til at tage sig sammen, til at komme op. Han åbnede øjnene, da han hørte den blide og bekymrede stemme.
”Det finder jeg nok ud af, hvis jeg får en bule,” svarede han, lod med sin ene hånd køre op til panden, og den anden gav han til hende. Han hev sig selv op, med hjælp af at holde fast i hende.
Hans hånd fra panden gled ned til hans iPod, han tog fat i den og slukkede så musikken, låste iPod'en og lagde den ned i lommen igen. Han regnede med at pigen med de mørkebrune øjne, og det sorte lange hår var nok, til at holde nogle af stemmerne og væsnerne væk. Måske også nok til at han ikke kede sig, så han ikke ville få et anfald.
”Stephen Eric Damon Christopher Caron Albion Tristan,” præsenterede han sig og smilede roligt til pigen, ”du kan kalde mig Stephen eller Sedccat” tilføjede han kort.

Hun hjalp ham op og kiggede på ham for at se om han var kommet alvorligt til skade, men der var noget af hans pande og det ene øje hun ikke kunne se for hans pandehår. Hun tog forsigtigt sin hånd hen til hans pandehår uden at røre det, for hun ville ikke gøre ham bange eller noget. "Må jeg se efter?" Spurgte hun og kiggede på ham med et venligt og blidt blik. "Jeg er Rosa darkfighter, jeg har ikke rigtig noget kældenavn efter jeg kom her til. Men mine gamle venner/veninder kaldte mig Cat." Sagde hun smilende og kiggede ned af ham for at sikre sig at han ikke blødte. Hun kiggede op på ham igen med et smil om læberne, "Rart at møde dig Stephen." Sagde hun sødt. Hun var glad for at hun havede fået en hun kunne snakke med, så hun ikke kede sig mere. Hun kiggede ned af sig selv, og rettede på sin sorte nederdel og børstede lidt græs af den. Hun kiggede op på ham igen og smilte til ham.

Da Stephen skulle op havede han hevet sig op på en anderledes måde. Hun havde nemlig strakt sin højre arm mod ham og han havde grebet den med sin venstre arm, og da han var kommet op og stå havde han glemt at give slip på hendes hånd.
Da hun bagefter førte sin venstre hånd op i mod hans pandehår, gjorde Stephen som ren refleks, at hans hånd fløj op, som et lyn, og tog fat i hendes venstre hånd og strammede om det. Han gjorde det så hurtigt at hun ikke kunne nå at spørge om hun måtte se.
Det tog kun et kort øjeblik for Stephen, at finde ud af at han skulle slippe hende, og sagde så, ”Undskyld, refleks” undskyldte han og fortsatte derefter: ”Ja, du må gerne se,” sagde han og bøjede hovedet en lille smule ned mod hende.
Da hun derefter præsenterede sig smilede han blidt, men hans smil var gemt bag hans hår, og var hurtigt fjernet sig, lige så hurtigt som det var kommet.
”Rart at møde dig, Roza,” sagde Stephen høfligt og udtalte hendes navn på russisk. Stephen havde været mange, mange steder rundt i verden.
Mens Stephen havde hovedet sænket nok, kiggede han lige en gang ned af sig selv, det så ikke ud til han var kommet til skade. Derefter førte hans blik automatisk over på hendes krop. Typisk Stephen når han mødte en pige, som var hjælpsom og enlig meget åben. Hun ville nok blive en god ven.

Rosa fik et chock da han tog fat omkring hendes hånd, og strammede grebet om den. Hun kiggede ned i jorden fordi hun havede fået et chock, men hørte det han sagde og smilte så. Hun kiggede op på ham og grinte stille, "Det okay." Sagde hun smilende. Hun mærkede at han slap grebet om hendes hånd og flyttede forsigtigt på hans pandehår. Hun kiggede på hans pande og ved hans øjne, men kunne ikke se nogen skrammer. Hun kiggede ham i øjnene, og blev betaget af dem. Hun havede aldrig set en med sådan en øjenfarve, men hun var ikke blevet bange som nogen nok ville. Hun kunne godt lide hans øjene, men sagde det ikke højt. Hun rystede lidt på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. "Du har ikke Nogen skrammer." Sagde hun sødt og smilte til ham. Hun fjernede sin hånd igen og hørte det han sagde, "Tak, i lige måde." Sagde hun smilende, og så at han kiggede ned af hende. Hun rødmede lidt i kinderne, og smilte bare til ham.

Da Rosa førte sin hånd tættere mod hans pandehår, løftede han lidt sit hoved og kiggede hende i øjnene. Nøddebrune øjne, det klædte hende godt. Nu var smuk. Køn. Flot. Hvad sagde man?
*Årh, tænk dig nu om Stephen! Tænk hvad du kan rode dig ud i.* tænkte han og med et forsvandt alle disse tanker om hende og han tænkte hende kun som en normal person der lavede normale ting. Det gjorde at han kede sig. Han kiggede væk fra hende et kort øjeblik, som nogle gange godt kunne signalere til en kedelig samtale. For et kort øjeblik side havde hans mere nysgerrige og romantiske jeg overtaget noget af ham, men en anden del skubbede ham jo væk. Hans
russiske var der dog stadig. Det ville nok tage en times tid før det russiske, lidt franske og romantiske var forsvundet.
”Det er jo altid godt,” mumlede han forsigtigt. Hans romantiske side havde allerede kæmpet sig over på førersædet.
De havde stadig ikke sluppet hinandens hænder siden hun havde hjulpet ham op. Men der var nok ikke nogen af dem der lige tænkte over det.
Var der overhovedet noget der kunne spolere dette øjeblik? Sikkert en masse ting...

Hun hørte det han sagde og nikkede smilende, "Ja, det ville være synd og en skam hvis du var kommet til skade." Sagde hun sødt og kiggede på ham. Hun tænkte stadig på hans øjne, og kunne ikke lade vær med at kigge ham i øjnene igen. Hun blev igen fordybt i hans øjne. Hun rystede igen på hovedet over sig selv, *Tag dig sammen Rosa!* Tænkte hun til sig selv. Hun flyttede en tot af sit lange sorte hår, om bag det højre øre så man kunne se at hun havde en blyant bag det. Hun kiggede ned for at prøve på ikke at blive fordybt i hans øjene igen, hun så at de stadig have fat omkring hinandens hænder efter hun havde hjulpet ham op. Hun kiggede forsigtigt op på ham igen og smilte til ham, hvad skulle de nu snakke om?? Hun ante ikke hvad hun skulle sige eller spørger ham om. Men kom pludselig i tanke om at han havde hørt musik før, "Hvad høre du af musik?" Spurgte hun nysgerrigt og smilte stadig til ham. Det var det eneste hun kunne komme i tanke om at sige, som hun ville sige højt.

Stephen nikkede og rystede kort på hovedet for at hans pandehår røg ned på plads igen, ”Det ville det vel,” sagde han roligt og kiggede blidt i hendes nøddebrune øjne.
Da Rosa fjernede en lille smule af hendes hår om bag hendes øre, kunne han se en blyant. Han skulle lige til at spørge hvad hun lavede med en blyant men så kom hun selv med et spørgsmål.
Musik. Det var vel lidt forskelligt.
”Altså lige før hørte jeg Evanescence. Men hvis det er rigtig, hører jeg næsten alle genre. Altså jeg er ikke lige pop typen og opera er overhovedet ikke mig. Men ellers lidt hen af rock, metal, poprock, tekno og lidt forskelligt” sagde han og trak på skulderende ”Jeg kan enlig også godt lide japansk musik, og sådan lidt.” tilføjede han og holdt en mindre pause, ”Hvad med dig, Roza?” sagde han roligt igen med den meget blide og russiske stemme.
Hans blik faldt igen på hendes blyant som hvilede over hendes øre, ”Hvorfor har du enlig en blyant over øret,” spurgte han og rynkede blidt øjenbrynene.

Hun nikkede af det han sagde for at vise hun var enig i det han sagde. Hun smilte stadig og lyttede til det han sagde, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun smilte stort og grinte så lidt, hun var overrakset over at de havde musikken til fælles og rigtigt meget af det. "Du tog lige orderne ud af min mund, for jeg har det på samme måde med musik. Jeg høre tit Evanescence eller noget i den stil, og jeg kan også godt lide japansk musik." Sagde hun smilende, og grinte lidt. Hun lagde mærke til at han kiggede på hendes øre, og undrede sig lidt og hørte så hans spørgsmål. Hun førte automatisk en hånd op til sit øre, og mærkede denne gang at hun stadig havde sin blyant bag øret. "åååhh den havde jeg glemt alt om, jeg er vidst ved at blive van til at den der så jeg ikke lægger mærke til den. Jeg tegner meget og har næsten altid en blyant på mig, og for det meste har jeg den til at sidde ved øret." Sagde hun smilende, og dækkede blyanten med sit hår igen. Hun kiggede på ham med sine blide og skinnende brune øjne, og smilede til ham.

Stephen lagde mærke til hendes kropssprog, imens han lyttede til hvad hun sagde.
”He´, pudsigt,” svarede han og blinkede kort på en glad måde. I stedet for at smile gav han bare He´'et. Han var ikke den der smilede så meget i starten, når man lige havde mødt hinanden og var ved at opbygge en realation, eller som man også siger, et forhold. Forhold behøver jo ikke altid at handle om at være sammen, det kan jo også bare være et venskabeligt forhold.
Stephen kom igen med et stumt grin, men man kunne vel se han morede sig i hans øjne. ”Vi har da meget tilfældes,” sagde han og grinte lavt, men stadig uden at fremkalde et smil.
”Jeg kan også lide at tegne,” tilføjede han, ”Hvad kan du så lide at tegne?” spurgte han for at komme videre i samtalen.

//Ved du hvor svært det er ikke at skrive, ...” sagde han og smilede ?
Og har ikke så meget krea xD//

Hun smilte sødt og nikkede igen for at vise at hun var enig igen. "Ja meget, men det er vil kun godt at vi har samme musik smag. Det viser bare at vi begge har super god musik smag." Sagde hun grinene, og kunne ikke lade være med at blinke til ham. Hun var glad for at de kunne snakke sammen, og at hun overhovedet havde en at snakke med.
Hun tænkte sig lidt om, "hhmmm, det er forskeligt hvad jeg tegner. Nogen gange tegner jeg portrætter, anime, eller bare noget jeg synes kunne være sjovt at tegne. Hvad med dig?" Sagde hun nysgerrigt, og lagde hovedet let på skrå af ren vane. Hun kiggede stadig på ham, og smilte sødt til ham.

//Hi hi kender det godt. XD//

Igen gav Stephen et svagt grin fra sig, ”Jamen det har du jo fuldkommen ret i!” sagde han og skulle til at smile en smule, men der kom intet smil frem på hans læber.
Det lille grin han var kommet med stoppede blidt op og flere dele af ham ville styre ham. Hans hoved var fuldt af forskellige følelser som ville styre ham, men lige nu var det glæde og romantik der holde hånd i hånd. Men vreden ville også gøre noget. Hvis man kunne forstille sig et kontrolpanel hvor disse følelser var M&M's og alle havde hver sin farve ville den røde, vreden, nu trygge på en knap for at give hende en lussing for at havde blinket til ham. Men den gule, genertheden trykkede hurtigt på en anden knap så hans hånd bare fløj om i han baghoved. Og i tegnefilm ville der normalt komme en lille dråbe ned af hans pande. Men det var virkelighed.
”Nu er det dig der stjæler mine ord,” sagde han og kom med noget af det allermindste tandpasta smil i verden. Men nok til at vide en smule af hans tænder som havde en perfekt hvid glans.

Hun nikkede grinene af det han sagde, for igen at vise at hun gav ham ret. Hun kiggede undrerne på ham, og lagde hovedet let på skrå igen. Hun forstod ikke rigtig hans reaktion, og kom i tanke om at hun nok havde gjort noget forkert. Hun kiggede ned i jorden af skam, og flyttede lidt på en sten med den ene fod. Hun hadede sig selv for at have gjort noget forkert, men hun blev nysgerrig. "Er der noget galt?" Spurgte hun stille, uden at kigge op på ham. Hun blev ved med at kigge ned på den sten, som hun flyttede lidt på. Hun hørte det han sagde, og smilte et lille usikkert smil. Hun ture stadig ikke at kigge op på ham, *Se nu hvad du har gjort Rosa!!* Tænkte hun til sig selv, og begyndte at krasse sig selv på armen med sine lange sorte negle.

Stephen kiggede roligt på hende, ”Nej, nej,” sagde han hurtigt og rynkede bekymret på panden. Stephen lod roligt sin venstre hånd fjerne hendes hånd som køede hendes arm. Han tog et halvt skridt tættere på Rosa og lod hans iskolde hånd løfte hendes hoved.
”Der er ikke noget galt,” forsikrede han hende, ”Du minder mig bare lidt om min mor og min søster,” tilføjede han roligt prøvede virkelig at smile, kun for at hun kunne blive lidt glad. Det var utroligt. Deres forhold til hinanden var enlig vokset meget.
Hans venstre håndkørte roligt op mod en af de lange totter sort hår samtidig med at hans blik fjernede sig fra hende og over på hendes hår og hans hånd. *Jeg kan ikke lide du ser ked ud af det, Roza* tænkte han bekymret, men ville ikke sige det til hende. Det kunne gøre hende skræmt og syntes han var underligt, det havde han prøvet mange gange.
Han fjernede så blikket fra hans hånd, der snoede hendes hår blidt om sin finger, over til hendes øjne.
Han syntes det blev varmere... Lidt trængt. Men det var det vær at stå tæt på hende.

Hun mærkede at han tog fat i hendes hånd, så hun ikke kunne krasse sig på armen mere. Hendes arm var blevet rød der hvor hun havde krasset sig. Hun mærkede at han løftede let på hendes hovede så hun skulle kigge op, hun prøvede stadig på ikke at kigge ham i øjene. Hun kiggede stadig ned ad, og lyttede til det han sagde. "Oki." Sagde hun stille, og vidste ikke hvad hun mere skulle sige til det. Hun blev overrakset da han begyndte at pille ved hendes lange hår, men gjorde eller sagde ikke noget til det. Hun havde på fornemelsen at han kiggede på hende, og kiggede forsigtigt op på ham uden at sige noget og uden at smile til ham.

Stephen kiggede hende roligt i øjnene. Hans smil forsvandt hurtigt. Hans blik blev fraværende og koldt. Han fjernede sin hånd og vendte sig mod træet som han tidligere var gået ind i og satte sig ned ved dets stamme.
Hvis vi nu vender tilbage til det med M&M's'ne havde nu fire M&M's slået sig sammen. Rød - vrede, mørkegrøn – fraværende, grønlandsis blå – kold og mørkelilla sorg.
Han var ude af sig selv. Han plejede ikke at være så følelsesladen. Hvorfor i alverden havde han ikke bare gået fra starten af? Hans forventninger var jo evig og altid så store. Lige som det havde været med hans søster. Han havde håbet at hans søster ikke ville fortælle noget om det med ham og deres far. Men nej. Hendes veninder havde åbenbart mere betydning. Svup, og så vidste alle at Stephen var blevet misbrugt og havde mentale problemer. Et af dem var sikkert på vej... Eller faktisk var der to der heletiden havde været der. Se og hører syner. Ja, lige netop nu kunne han se en ældre dame. Hun sad foran ham og fortalte ham at han ikke skulle være sur. At han skulle gå tilbage til Rosa og sige undskyld for hans opførsel, men Stephen var kold.
”Jeg er ikke sur, og du kan godt droppe at prøve at overtale mig,” sagde han koldt og lagde sine arme over kors.
For Rosa kunne det mere lyde som om at han enlig var ekstremt sur på hende. Men han vidste ikke hvem eller hvad, men han var sur. Han var sur på nogen.
Den gamle dame blev bare fornærmet og tonede forsigtigt væk som var hun støv. Nu kom alle de sindssyge stemmer bare. De prøvede at få ham til at gøre underlige ting. Rive neglene af sig selv. Skære i sig selv. Angribe en hver der ville nærme sig og mange andre ting. Men i stedet tog Stephen fast i sit hår og lignede en der kunne få øjnene til at poppe ud hvert øjeblik det skulle være.
Han ville sikkert snart få et anfald. Et slemt eller et mildt kunne han ikke vide. Men han vidste bare at det ville nok skræmme Rosa, nok hjælpeløst ville råbe efter hjælp og prøve at finde ud af hvordan hun skulle få ham til at have det normalt.

Hun kiggede ham i øjnene, og kunne se at han blev fraværrende. Hun kiggede på ham da han satte sig op af træet, hun lagde hovedet let på skrå og kiggede bekymret hen på ham. Hun hørte det han sagde og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun gik forsigtigt hen til ham, og satte sig på hug foran ham. Hun blev overrasket og lidt skræmt da han begyndte at hive sig selv i håret, hun tog en dybindånding for at tage sig sammen. Hun tog fat omking begge hans hænder, og klemte let om dem. "Vær sød at lade vær med det." Sagde hun forsigtigt, og satte sig på knæ ved ham. Hun kiggede på ham, og forsøgte at få øjenkontakt med ham. Hun hørte pludselig en stemme, og kiggede forskrækket rundt men kunne ikke se nogen. Hun rystede lidt på hovedet, og kiggede igen på Stephen. *Tag det roligt Stephen, slap af jeg er her.* Tænkte hun for sig selv, men ture ikke at sige det højt. "Se på mig Stephen, tag det roligt." Sagde hun stille, og bekymret.

Stephens øjne var aktive og kunne ikke holde sig stille. Han kiggede ned i jorden mens han prøvede at holde nogle af alle stemmerne ude af hans hoved. Hans greb om hans hår løsnede han, da han kunne mærke nogen i hans nærvær. Det var som en med bind for øjnene og vidste at der var nogen efter en men at den blide vidste at det var hjælpen der havde fundet ham.
Hun kunne trække igennem stemmerne i hans hoved. Det var ellers kun noget som hendes familie kunne, eller hans søster kunne da de andre var døde. Stephen kiggede tøvende og dirrende op.
Hun havde trådt til lige når hun skulle. Men anfaldet var kun blevet bremset i lidt tid. Snart ville han sikkert komme med sine underlige rystelser i hele kroppen og muligvis også fråde ud af munden og ikke at kunne trække vejret... Det hele var ved at gå ned for Stephen.
Han var vred. Han var vred på sig selv... Fordi han var forvirret. Hans verden var for stor for ham. Der var så meget mere end i normale folks verden.

Hun blev ved med at kigge ham i øjnene, og holdte stadig fast om hans hænder. Hun havde en lyst til at knuge ham ind til sig, for at få ham til at slappe af og for at få hans dirren til at stoppe. Hun klemte let begge hans hænder igen, og slap forsigtigt den ene af hans hænder. Hun tog forsigtigt fat omkring hans hage, for at fast holde hans blik. "Jeg er her Stephen." Sagde hun stille, men blidt selvom hun var bekymret. Hun var meget bekymret og meget nervøs, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun havde stadig en lyst til at knuge ham ind til sig, men gjorde det stadig ikke. For hun var bange for hvad han ville sige til det, eller hvad han ville gøre hvis hun gjorde det.

Stephen mærkede Rosas hænder løfte hans hage, så hans ansigt automatisk rykkede sig med.
Stephen begyndte at blive svimmel og hans øjne vidste en hvis træthed til at besvime. Stephen begyndte at blive varm igen. Ligesom da de havde stået tæt på hinanden.
Hans åndedragt begyndte at blive en smule hurtigere. Inde i hans hoved sad han selv og tænkte sig til hvad der ville ske. Han ville højst sandsynlig få et voldsomt anfald.
Han åbnede sin mund en smule og sank en klump, ”Roza,” sagde han med en hæs men russisk stemme og gentog hendes navn igen, ”Roza,”
”Gør noget... U-...” sagde han og mistede kort sin stemme, ”...Uforventet,” sagde han og kunne mærke han snart ville begynde at hyperventilere. Derefter ville fråden komme og så de hurtige og underlige bevægelser.

Hun blev ved med at kigge ham i øjene, og kunne se det var helt galt. Hun kunne se hans træthed, og blev overrasket da han sagde hendes navn. Hun lyttede til ham, og nikkede så. *Noget uforventet??? Hvad skulle det være??!!* Tænkte hun panisk, og blev ved med at kigge ham i øjnene. Det eneste hun kunne tænke på var at knuge ham ind til sig, for at få det hele til at stoppe. Hun tog en dybindånding og tog sin beslutning, hun slap hans hånd og taget i hans hage. Hun tog forsigtigt fat i ham og trak ham ind til sig. Hun knugede ham ind til sig, og håbede på det ville virke. Lige nu var hun ligeglad med hvad han ville gøre bagefter, eller hvad han ville sige. Hun ville bare have det til at stoppe, "Jeg er her Stephen." Sagde hun stille, og lukkede sine øjene i.

Stephen var ved at lukke øjnene i men mærkede så at Rosa gav slip på hans hånd og hans hage. Da han kunne se hun lænede sig tættere mod ham, sank hans hoved en smule igen. Da han så mærkede hendes arme omkring sig spærrede hans øjne træt op, før han lukkede dem igen. Hans dirren i kroppen faldt brat. Han samlede kræfter. Han hørte hendes stemme og øjnene igen. Han kunne mærke hun var nervøs. Han lagde blidt sine hænder omkring hende, for at vise at han havde det bedre.
Et kram var i hvert fald uforventet nok. Men hun kunne også have slået ham. Eller gøre noget som ville være krænkende – men det regnede han ikke med.
”Tak, Roza,” sagde han roligt og lod sin hage hvile på hendes skulder, mens han roligt ind åndende hendes duft fra hendes hår.

Rosa håbede på at det snart ville stoppe, og at han snart ville få det bedre. Hun mærkede at det virkede for han stoppe med at dirre. Hun blev overrasket da han krammede hende igen, hun åbenede sine øjnene og kiggede lige ud foran sig. Hun hørte det han sagde, "Det var så lidt." Hviskede hun stille, men hun var stadig lidt bekymret. Hun var glad for at han ikke var blevet sur på hende, men ville han det??? Hun ville ikke tænke på det nu, "Har du det bedre?" Spurgte hun stille, med en blid stemme. Hun lukkede sine øjene i igen, og kunne fornemme at han slappede af, eller det regnede hun med at han gjorde.