Kedsomhed- Ciel.

Han så forarget ud et øjeblik, da hun slog korsets tegn. Men han tog sig selv i det og så bare væk. Bare fordi han selv var anti kristen skulle han jo ikke blande sig i, hvad andre troede på.
Selv så han mod statuen af gudinden og gjorde pentagrammets tegn mod panden, på det måne-formede mærke.
"Jeg klare mig," hviskede han og smilede lidt da hun tog fat i hans skulder. Han lagde sin hånd på hendes et øjeblik og gik så mod døren.
"Det ville nok også være bedst at få noget at spise. Vi skal jo holde os friske og igang." Han smilede svagt til hende og gjorde et hovedkast mod døren, for at sige, hun skulle gå med.

Hun lod mærke til at han kiggede lidt da hun lavede kors tegnet, og smilte lidt til ham. "Jeg er ikke så meget kristen, men det hjælper mig at lave det når jeg er trist. For jeg har mistet mange jeg holder rigtig meget af." Sagde hun stille. Hun betraktede ham og nikkede så, "Er du sikker?" Spurgte hun stille. Hun smilte lidt af det han sagde og nikkede så, "Du har nok ret." Sagde hun smilende og have fået lidt af sit humør tilbage igen. Hun gik med ham ind i spisesalen.

Han smilede skævt til hende mens de gik ud fra templet og ud i den lune sommervarme. Det var som om en sten faldt fra hans hjerte. Som om gudinden havde skyllet hans samvitighed ren for denne gang og at han snart var klar til at ligge fortiden bag sig og skue mod fremtiden. Snart ville han jo ikke have et valg alligevel.
"Jeg har svært ved at forstå, at ynglinge kan være kristne ... Undskyld." Han smilede skødesløst og forsøgte at få hende til at forstå, at han ikke mente det dårligt. "Det er bare mærkeligt ... Efter at man bliver mærket burde man da have en tydeligt forståelse af Nyx ... Men jeg har det nok bare sådan, fordi andre religioner aldrig har faldet i min smag." En tanke slog ham pludselig. At religioner egentligt var en åndssvag størrelse og at ting stadig kunne modbevise, hvad han lige havde sagt. Liv i sig selv kunne være skabt af en helt anden gud! Måske fandtes alle de guder og gudinder, som folk brugte deres liv i skyggen af og i troen på.

Hun lyttede til det han sagde, og grinte stille. "Det er oki Ciel, jeg forstår dig godt." Sagde hun sødt og smilte til ham. Hun nød aftenen, og elskede sommeren og dens dejlige varme. Da de kom ind i spisesalen, kiggede hun rundt for at se om hun kunne finde nogen ledige pladser et sted. Hun fik øje på nogen henne ved at hjørne, og tænkte det nok var fint nok. "Der er nogen ledige pladser der henne." sagde hun og pegede hen på hjørnet med de ledige pladser.

De var kommet til spisesalen med en overraskende fart. Han nikkede kort, da hun udpegede de ledige pladser og efter kort tid havde han læsset mad op på en tallerken og var på vej derhen. Han satte sig ned ved bordet og smilede lidt mens han ventede på hende. Han havde egentlig tikke tænkt meget over, hvad han havde læsset op på tallerkenen, men han var sulten så han spiste alligevel ivrigt.
"Hvad har du som valgfag?" Han satte albuen på bordet og støttede kinden i hånden mens han spiste. Pludselig så han utroligt mere træt ud, end han havde gjort for et øjeblik siden. Men det var blot fysisk. Psykisk var han fuldstændig vågen.

Rosa gik efter ham da hun havede taget noget mad og noget at drikke, hun satte sig overfor ham. Hun spiste lidt af det salat hun havede taget, og kiggede ned i maden. Hun hørte hans spørgsmål og kiggede op på ham, hun tykkede af munden og smilte lidt. "Jeg har valgt drama som valgfag, hvad med dig?" Spurgte hun nysgerrigt og tog lidt at drikke. Hun satte glaset fra sig og lagde hovedet let på skrå, mens hun kiggede på ham.

Han smilede skævt og skovlede noget pasta ind i munden, så han knap kunne sige noget som helst, hvis han ikke ville spytte det ud over bordet. Han fik tykket det værste af munden og holdt en hånd op foran sig, så det sidste mad ikke fløj ud. Det ville have været pænt ulækkert.
"Jeg vaglte også Drama ... Og fægtning til fysisk træning. Det med ridning var ikke lige mig." Han grinede lidt og lod hånden falde, da han langt om længe havde fået slugt den sidste rest af den lidt for krydrede sovs, han havde druknet sin pasta i.
Han tænkte ikke så meget videre over, at hun spiste salat. Han ville kunne vende alt til en fordom når han var træt og han ville helst ikke se på sin nye ven på den måde.
Alligevel røg det ud af munden på ham.
"Skal du ikke have andet?" Hun var i hvert fald tynd, så der var ikke nogen grund til at tabe sig ... så der var måske noget andet galt ... Hun skulle jo spise ordentligt for at overleve forvandlingen.
Han greb sit glas og så lidt ned i den røde væske. Blodvin. Et smil spillede på hans læber og han nippede til glasset, selvom han mest af alt havde lyst til at drikke det hele med det samme.

Hun lyttede til det han sagde, mens hun kiggede på ham med et smil om læberne. Hun grinte lidt sammen med ham og smilte til ham. Hun kiggede ned på sin salat, og kiggede så på ham med et smil igen. Hun trak lidt på skulderne, "Jeg er ikke så sulten lige nu, men hvis jeg bliver det har jeg altid noget usundt på mit værelse." Sagde hun grinene. Hun kiggede nysgerrigt på ham da han drak af blodvinen, og lagde hovedet lidt på skrå. Hun havede selv taget vand, men blev nysgerrig for hun havede aldrig smagt blodvinen. For hun havede hørt at det ikke ville smage så godt når man kun gik på 4. Trin. "Hvordan smager det egentlig?" Spurgte hun nysgerrigt, for hun kunne ikke lade vær med at spørger fordi hun var for nysgerrig.

Han smilede skævt og drejede glasset lidti hånden, så den klare væske drejede rundt. Han lagde hovedet lidt på skrå og så på hende.
"Tja ... Det er svært at forklare ... Men meget bedre end på 4. trin." Han grinede lidt og huskede tydeligt de andres ansigtsudtryk, når de drak blod før 5. trin. Han havde ikke rørt blod før han kom op på 5. trin, men han havde haft den vane med at slippe sine sår, da han var menneske, så han havde altid mere eller mindre haft en smag for blod.

//sorry, nåede ikke at skrive mere. Skal noget.

Hun lyttede nysgerrigt til det han sagde, og nikkede så forstående. "Oki, jeg er var bare lidt nysgerrig." sagde hun og smilte til ham. Hun tænkte tilbage på da hun var menneske, der kunne hun finde på at slikke sine sår når de blødte. Hun havede ikke så meget imod blod når det kom fra hende selv, men hun kunne ikke lide hvis andre blødte. Hun rystede lidt på hovedet af sig selv, og spiste lidt mere af sin salat. Hun var helt klart sindsyg eller det ville folk nok tro om hende.

Han smilede skævt og skovlede den sidste smule pasta ind før han drak af blodvinen igen.
"Du burde glæde dig til at komme på 5. trin ... Det er virkelig lækkert, når man endelig for smag for det." Hans blik gav en mærkvædig følelse af fortrolighed, som om det var en hemmelighed, der han i luften om dem. Hans øjne fandt hendes over kanten af glasset og de grønne ringe i hans irisser glimtede og lignede et øjeblik overhoved ikke den Ciel hun havde mødt.
Han blinkede kort og så ned i det tomme glas, og hans øjnes farve falmede igen. For en almindelig yngling på hendes trin ville det sikkert have set ud som om blodet påvirkede ham, men det havde egentligt ikke noget med det at gøre ...

Hun smilte tilbage til ham, og lyttede nysgerrigt til det han sagde. "Oki, det gør jeg så." sagde hun smilende. Hun lagde mærke til forandringen i hans øjne og så det forsvinde igen. Hun lagde hovedet let på skrå og kiggede bekymret på ham, "Hvad nu?" Spurgte hun nysgerrigt, og så på ham med et blidt glimt i øjnene.

Han sukkede svagt og rullede med øjnene, uden rigtig at tænke over, hvor tydeligt det egentligt var.
"Hvad mener du med Hvad nu?" Han lagde hovedet på skrå og vidste ikke rigtig, hvad han ellers skulle gøre. Faktisk var han efterhånden så træt at han overhoved ikke anede, hvad han skulle gøre ... En vedblivende, klikkende lyd hørtes under bordet, da han rastløst begyndte at trippe med foden.

Hun hørte ham sukke og så han rullede med øjnene, hun tænkte ikke rigtig over det. "Dit humør forsvandt lige pludselig, er der noget galt? Spurgte hun lidt bekymret, og kiggede over på ham. Hun tog lidt at af sit vand, og hørte han begyndte at trippe med foden.

Han sukkede svagt og rystede på hovedet for at trænge tilbage til virkeligheden, der pludselig synes at være meget langt væk.
"Det er ikke noget særligt ... Mit humør har været mærkeligt siden jeg kom til Tulsa. Tag det ikke personligt." Han smilede svagt til hende og håbede at det kunne berolige lidt.

Rosa kiggede undrerne på ham, og lagde sit hovede lidt på skrå. Hun lyttede til det han sagde, "Oki." Sagde hun og smilte tilbage til ham, mens hun rettede lidt på sit lange sorte hår. Som var faldet ned foran hendes ene øje, hun rystede stille på hovedet og drak lidt af sit vand.

//Out ... Sorry.

//Oki.