Kedsomhed- Ciel.

Han stoppede lidt op og så på hende, mens hun talte. Han smilede skævt og kunne ikke lade være med at være enig.
Så rullede han med øjnene.
"Én pige kan være rart, med halvtreds får man hovedpine af ... Det er da ikke svært at forstå." Han ville ikke kommentere hendes seksualitet, da han ærligt talt syntes, det var en privat sag. Men at folk kastede det rundt omkring sig virkede barnligt. Selv sagde han ikke noget om sådan nogen ting medmindre han blev spurgt direkte ...
"Men så tager vi over til drengenes," sagde han kort for hoved mens han gik af den vej mod drengenes sovesale og fællesrum. Der var underligt stille ude i gården, men man lagde ikke så meget mærke til det, før man endelig stod i larmen inde i opholdsrummet. En mindre flok sad og råbte af en fjernsyn, hvor en fodboldkamp foregik ... Han smilede bare lidt af dem og forstod intet. Sport var jo ikke sjovt, hvis man ikke selv var en del af det.
"Kan du se nogen ledige pladser?" Selv så han efter nogen pladser så langt væk fra fodbold-fyrene som muligt.

Hun nikkede og gav ham ret med et smil om læberne. "Nemlig, jeg har det også sådan og jeg er selv en pige." Sagde hun grinene og kiggede på ham. Hun trak lidt på skulderne over sig selv. "Men hvad kan jeg sige, jeg er har det bedst når det er drenge som snakker i et lokale end et lokale fyldt med piger og deres drenge snak og pige fnider. På det område er jeg nok lidt drenget, selvom jeg ikke ligner en drengepige." Sagde hun smilende, og kiggede ned af sig selv.
Hun nikkede som svar på det han sagde, og fulgte efter ham ind i drengenes opholdsrum. Der var nogen af ynglingene som kiggede på dem da de kom ind, men det tog hun sig ikke af. Hun kiggede på ham da han spurgte hun kunne se nogen ledige pladser. Hun kiggede rundt i opholdsrummet, og fik øje på nogen ledige pladser henne i et hjørne langt væk fra fodbolds fansene. Hun pegede hen på de ledige pladser, "Der er nogen." Sagde hun og gik hen mod dem.

Han sukkede svagt, da samtalen efterhånden begyndte at miste holdepunkt. Enten havde han allerede regnet det ud, før hun sagde det, eller også havde hun alderede givet udtryk for det ... Hun sagde måske, hun var en drengepige, men Ciel kunne ikke lade være at tænke, hun havde gang i ligeså meget tøsefnidder som de andre.
Samtalen om seksualiteter fik ham også bare til at savne sin kæreste i Frankrig endnu mere. Det gjorde ondt og det var umuligt at glæde ...
Han lod emnet ligge, da det tydeligvis ikke førte noget godt med sig. Villigt og roligt gik han med hen i det tomme hjørne og smed sig i en af de store sækkestole.
"Nå, har du så en kæreste nu?" Spurgte han henkastet. Når hun talte så meget om sit syn på køn måtte hun jo have rimelig dyb indsigt i det ... Det burde hun i hvert fald have.
Han ignorerede sine tanker, da han godt kunne indse, at han nok var begyndt at hakke lidt på hende, selvom han ikke sagde noget højt. Han var vel bare lidt muggen efter flytningen og alt det besvær med at falde til ...

Hun satte sig i en sort sækkestol og kiggede rundt i lokalet, hendes tanker var hjemme ved hendes bedste veninde og hendes lille bror. Hun ville gerne se dem igen, og savnede dem rigtigt meget. Hun sukkede tungt og kiggede ned på gulvet. Hun hørte hans spørgsmål og nikkede uden at kigge op. "Ja det har jeg, hvad med dig?" Spurgte hun, og rørte ved sin tegneblok som lå i hendes skød. Hun var lidt fraværrene, men lyttede.

"Oui, hjemme i Frankrig ... " Han sukkede tungt men smilede svagt til hende. "Jeg savner ham, men der er ikke meget at gøre." Han trak lidt på den ene skulder og ønskede inderligt at han kunne tage tilbage til sit hjem. Han så trist på hende, men forsøgte at holde smilet på læberne, selvom noget indeni ham kæmpede imod.
"Hvor er din kæreste så?" Han ville heldt undgå at sige han eller hun, når han jo ikke anede hvilket køn hendes kæreste var af.
Han greb fjernbetjeningen og zappede en smule rundt mens han lyttede efter, hvad pigen sagde ...

Hun lyttede til det han sagde og kiggede hen på ham, og kunne se han var trist. Hun lagde forsigtigt sin hånd på hans skulder og klemte let hans skulder, og smilte forsigtigt til ham for at trøste ham. "Han er her i nattens hus, jeg ved ikke om du kender ham men han hedder Matt." Sagde hun og kiggede hen på fjernsynet da han begyndte at zappe rundt på de forskelige kanaler.

"Jeg har vist nok mødt ham en enkelt gang," mumlede han trist og fraværende. Han smilede svagt, da hun lagde hånden på hans skulder og flyttede blikket mod hende.
Han havde stadig kontakt med sin kæreste men langdistanceforhold var besværlige og nu boede de i to forskellige tidzoner.
Han sukkede svagt og lagde bare fjernbetjeningen over til hende.
"Er der noget du vil se? Jeg er ligeglad ... " Han var så småt begyndt at få en indbildt hovedpine og han ville helst bare gå op og sove, men det var for tidligt og han orkede ikke at vågne næste morgen og opdage, at solen ikke var gået ned endnu.

Hun nikkede fraværrerne som svar på det han sagde. "Oki." Sagde hun, og kiggede ned i gulvet igen. Hun klemte lidt hans skulder igen, og tog sin hånd til sig og lagde den i sit skød oven på sin tegneblok. Hun kiggede op på skærmen igen og rystede på hovedet. "Nej ikke rigtigt." Sagde hun og gav ham fjernbetjeningen igen mens hun smilte lidt til ham.

Han sukkede dybt og slukkede bare for fjernsynet. Han lænede sig tungt tilbage i sækkestolen mens han så lidt rundt i opholdsrummet. Det var så roligt at det ikke var til at tro, at der virkelig var så mange teenage drenge derinde.
"Hvad skal vi så lave?" Han smilede skævt til ham og håbede de kunne finde ud af noget mere intressant at lave. Det var hyggeligt nok at sidde der, hvis de nu bare havde noget at snakke om, men han havde ikke et emne at bringe på bane. Han overvejede at spørge hvad hun tænkte på, som han altid gjorde, når der ikke var noget at snakke om.

Hun trak på skulderne som svar på hans spørgsmål "Det ved jeg ikke, nogen ideer?" Spurgte hun nysgerrigt, og kiggede hen på ham. Hun ante ikke hvad de kunne lave, eller snakke om. Hun hørte noget som kom nemmere og kiggede for at se hvad det var. "Heisa Silver." Sagde hun til den sølvgrå kat som kom hen til hende. Hun fjernede sin tegneblok og lagde den ned på gulvet foran sig. Katten sprang op og lagde sig i hendes skød og begyndte at spinde. Hun smilte til katten og begyndte at nussen den bag det ene øre.

Han så lidt overrasket på katten, da den sprang op i hendes sækkestol, men smilede så vare en smule.
"Nej, jeg har ingen idéer ... Er det den kat, der har vaglt dig?" Han rakte ud for at stryge katten over pelsen, mens han tænkte lidt på den kat han havde passet i Frankrig. Den havde ikke vaglt ham, men efter at dens yngling døde måtte en eller anden jo tage sig af det stakkels dyr.
"Hvor er han sød," mumlede han lavmælt og kløede katten under hagen med et skævt lille smil ... Han ville sådan ønske en kat snart ville vælge ham. Men han troede ikke på det.
Navnet Silver passede rigtig godt til den og han kunne ikke lade være med at tænkte, den var kær. Han havde et frygteligt svagt punkt for alle slags dyr.

Hun kiggede over på ham "Ja, han valgte mig lidt efter jeg kom her til. Den gang var han ikke særlig sød, han bed mig hvis ikke jeg gjorde som han lige ville have det." Sagde hun smilnede og kiggede ned på Silver, som kiggede på hende. "Men nu er han sød og opføre sig pænt for det meste." Sagde hun grinene, og nussede katten. Silver kiggede over på Ciel og hoppede hen i hans sækkestol og kiggede op på Ciel. Rosa rystede på hovedet over sin kat, "Silver alså." Sagde hun men tog ikke katten væk fra Ciel.

Et smil bredte sig på hans læber og han kælede blidt for katten. Han grinede lidt, da den hoppede over til ham, men sagde ikke noget til det. Istedet vendte han blikket mod Rosa igen.
"Det kan jeg næsten ikke tro. Han er da virkelig kær." Han kyssede den blidt på hovedet og nød at mærke den bløde pels under hans fingre. "Du er heldig ..." Han sukkede svagt og løftede så katten ned på gulvet igen.
Han så lidt rundt i opholdsrummet og lagde hovedet lidt på skrå. Der var ligeså mange katte her, som der havde været i Frankrig.

Hun grinte lidt og nikkede, "Jo det var han men nu er han sød." Sagde hun smilende og kiggede hen på ham. Hun smilte lidt da han nussede Silver "Det ser ud til at han lide dig Ciel." Sagde hun og kiggede ned på Silver da Ciel satte ham ned. Silver kiggede op på ham og fnyste så. "Silver vær sød, du kan ikke blive nusset hele tiden." Sagde hun grinene mens Silver hoppede op i hendes sækkestol. Hun kiggede undskyldene på Ciel, "Du må undskylde Silvers opførsel, han bliver... Hvad skal man sige, nemt fornærmet når man ikke nusser ham." Sagde hun og nikkede af det hans sagde og kiggede ned på Silver. "Jeg ved det, jeg er også glad for at han valgte mig." Sagde hun smilende.

Han grinede lidt da katten stædigt holdte ved. Han lænede dig mod den og strøg den blidt over pelsen igen.
"Katte skal have deres vilje," sagde han med et skævt smil men trak hånden til sig, da katten bed ud efter ham. "Gjorde jeg noget forkert eller er han bare sur på mig nu?" Han lagde hovedet lidt på skrå og rakte tøvende ud efter katten igen, for at se, om den stadig ikke ville have ham til det.
Katten så ud til at falde lidt mere til ro og han strøg den forsigtigt over pelsen igen ...

Hun grinte og nikkede, hun kiggede ondt på Silver da han bed ud efter Ciel. "Silver nu har du bare at være sød ellers kan du sove nede på gulvet." Sagde Rosa bestemt til sin kat og kiggede på den. Katten kiggede på hende og fnyste, hun rakte tunge af katten. Hun kiggede op på Ciel med et smil og rystede på hovedet. "Nej nej, han bliver bare sur hvis han ikke får sin vijle." sagde hun og kiggede undskyldene på ham iegn.

"Husk nu, katten ejer dig." Han grinede lidt og smilede drillende til hende mens han roligt fortsatte med at kærtegne katten.
"Hvorfor hedder han Silver? Er det kun på grund af hans pelsfarve eller noget andet?" Han synes at et navn sagde meget om en person - eller en kat.
Han lagde sig tilbage i sækkestolen og stoppede igen med et kærtegne den bløde kattepels.

//Sorry at det er så kort ... Min krea er vist døende.

Hun grinte lidt af hans komentar og nikkede "Ja det er rigtig nok." Sagde hun grinene, og smilte til ham. Hun kiggede på Silver og smilte til ham. Hun elskede virkelig sin kat, forid hun kunne snakke med ham om alt. Og fordi han fik hende til slappe af og falde til ro hvis hun var sur, ked af det eller nervøs så var han der altid og hjalp hende. Og hun vidste at Silver havde valgt hende fordi han havede en grund. Hun kom ud af sit tankespind da hun hørte hans spørgsmål om Silvers navn. Hun kiggede op på Ciel og smilte, "Han hedder det fordi han selv valgte navnet, og fordi hans pels skinner lidt ligesom sølv." Sagde hun smilende, for det var sandt nok Silver havede selv valgt navnet.

Et kort øjeblik så han på hende, som om hun var faldet ned fra månen. Så rystede han lidt forvirret på hovedet.
"Hvad mener du? ... Har du en affinitet for katte eller noget i den stil?" Han havde spærret øjnene op til tekop-størrelse og så nysgerrigt på hende. Han forstod ikke, hvad hun havde ment. En kats personliged sagde måske meget, men ikke så meget at den bogstaveligt kunne tale!
Han kløede sig lidt i håret og ledte efter en måde, han ikke ville virke dum, bare fordo han ikke fattede det.

Hun grinte lidt af hans udtryk og smilte til ham med et grin. Hun rystede på hovedet over hans spørgsmål, men synes det kunne være sejt hvis hun havde. "Nej det har jeg ikke selvom det kunne være cool. Men jeg kan høre hans tankestemme når han vil tale til mig. Fordi han valgte mig ejer han mig på en måde, så når han vil kan jeg høre hans tankestemme i mit hovede." Sagde hun og kiggede på Ciel med et bekymret udtryk i øjnene, havde hun nu skræmt ham?? "Vidste du ikke det?" Spurgte hun nysgerrigt og kiggede ned på Silver som lagde i hendes skød og spandt, hun smilte til sin kat og nussede Silver bag øret.

Han sukkede kort og rystede så lidt på hovedet. Han havde aldrig hørt noget om, at man kunne høre, kun det med, at der var et ekstremt tæt bånd mellem dem, og de ville være uadskillelige for resten af deres liv!
"Nej, ikke lige sådan ... Hvordan er det?" Han rynkede brynene lidt og strøg lidt hår væk fra ansigtet. Han tvang et forsigtigt smil frem og lagde sig bare til rette i sækkestolen, mens han tænkte på, hvor han ville kunne finde en kat, der ville vælge ham. Han vidste godt, at man ikke kunne presse på med ... ja, alting, men det pinte ham virkelig. Han havde brug for en ven han vidste ville stå ved hans sidde gennem alt of hvis en kat vaglte ham, havde han lige præcis det ...
Han bed sig svagt i læben og flyttede lidt på tungepiecingen mellem tænderne, uden at gøre den der irriterende bevægelse, som så mange folk gjorde, med at gnide den over tænderne så den larmede af helvedes til. Han synes det var en irriterende ting at gøre, så han havde holdt sig selv fra at begynde.

Hun kiggede uroligt på ham da han sukkede, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun hørte hans spørgsmål og tænkte lidt over det inden hun svarede. "Det kan være træls nogen gange, men også godt fx når han har brug for min hjælp." Sagde hun tænkene og kiggede ned på Silver som hun nussede bag øret. Hun kiggede over på Ciel med et lille usikkert smil om læberne.

Han nikkede bare fraværende, selvom det ikke lige var på den måde han havde ment spørgsmålet, var det vel bedre end ingenting.
Han forsøgte at forstille sig, hvordan det var at høre en kats stemme inde i hovedet. Det virkede ikke helt rigtig i hans hoved, men når man var yngling under en vampyr-forvandling burde man vel ikke tænke over hvad der var rigtig og forkert ved verden.
"Okay," sagde han bare lavmælt og lagde hovedet lidt på skrå. Der var ikke meget at sige til den sag, når han ikke havde den fjerneste anelse om den del af tilværelsen. Selvfølgelig havde de hørt om båndet med katte i Vampyre og Samfund, men alting var anderledes i virkeligheden, og det vidste en hver yngling, der havde lidt livserfaring.

Hun kiggede op på ham og kunne se at det ikke var det svar han forventede, hun kiggede undskyldene på ham. "Du må undskylde jeg ikke kan forklare det bedre, men det er meget svært at forklare. Men jeg kan sige at det føles som om en trænger på oppe i dit hovede, og gør så du ikke kan tænke klart. Og så kan du pludselig høre en andes tanke/stemme i dit hovede. Som jeg sagde det er lidt træls, men man vænner sig til det efter noget tid." Sagde hun og smilede lidt til ham. Hun kiggede ned på Silver, og håbede for Ciel at der snart var en kat som ville vælge ham. For der ville helt sikkert komme en. Hun smilte lidt til Silver, "Jeg håber du snart finder en kat, eller at der snart er en kat som vælger dig Ciel." Sagde hun sødt og kiggede op på ham igen.

Han nikkede lidt, da det næste hun sagde var mere det, han havde forventet at høre. Han strøg fraværende Silver også ryggen med et svagt suk og nussede den på den sædvandligt kælne plet, katte havde bag øret ... Katten begyndte at spinde og Ciel smilede. Der var så utroligt mange følelser i det smil at det næsten virkede som om, det var hans egen kat han kælede for.
"Kan alle ynglinge høre den slags?" Hans kæreste i Frankrig havde fundet sin kat, men han havde aldrig nævnt noget om, at han kunne høre sin kats stemme inde i hovedet ...
"Jeg kan ikke huske det nogen steder i Vampyre og Samfund," sagde han kort og trak lidt på skulderen. Han havde ellers altid været meget opmærksom og punktlig i skolen - tja, ikke i sit menneskelig, men meget havde ændret sig ved ham, da han blev mærket.