Ciel? Is that you?! :D ~Guess who xD

Tid: Lidt tid efter solnedgang
Sted: Udenfor Gudindens tempel
Omgivelser: Den smukke statue af Gudinden, templet, ingen ynglinge eller vampyrer.
Vejr: Lunt og ingen skyer, så man kan se månen stå op

Alma havde sat sig udenfor templet iført et par tætsiddende bukser og en sort tanktop. Hendes hud var let gullig efter at have befundet sig for langt væk fra vampyrer i for lang tid. Men det værste var, at man kunne se at hun havde tabt sig. Meget. Det normalt tætsiddende tøj sad en anelse løst på hende og hun hadede det. Hun havde brug for mere mad ... og mere blod. Det vidste hun godt, og mad var let klaret, det var mere blodet da hun jo var blevet stærkt præget med sin elskede Dracio og kun ville drikke fra ham af. Ingen poser eller noget, kun fra ham. Alma lagde sit hoved tilbage og sukkede tungt. Hun kunne snart ikke klare det her mere. Det tærrede alt for meget på hende. Og hun havde stadig ikke helt lært at lukke af for andres følelser og deres følelsesmønstre. Og hvis hun lukkede sine øjne, kunne hun se dem omkring sig. Hendes eget sind så gennem vægge og på de personer der var omkring hende. Hun kunne se en aflang cirkel med en bestemt farve. Farven udgjorde køn og følelse. Og hvis hun kendte personen godt, kunne hun genkende personens mønster og se deres følelser nemmere. Og ved særtilfælder, som hendes Dracio, kunne hun enkelte gange også mærke sætninger. Men om det var på grund af prægningen mellem dem eller hendes affinitet, eller måske begge, vidste hun ikke. Det var vanskeligt for hende at forklare andre, hun havde prøvet det.

Ciel var på vej ud fra skolens hovedindgang. Hans legesyge bæst af en kat kravlede rundt om benene på ham, men han ænsede det ikke rigtigt. Han havde ikke været den samme, siden han mistede sin kæreste. Hans ansigt lå i en evigt neutral maske og hans øjne skinnede ikke, som de plejede. Det så egentligt ud som om han ikke følte det mindste. Men indeni var en orkan igang.
Han vidste ikke selv, hvad det var, der var galt med ham. Og han ønskede ikke at tænke over det.
Den lune natteluft smøg sig om ham. Og af en uforklarelig grund knyttede han knæverne inde i hættetrøjens lomme.
"Déesse!" Udbrød han, da hans blik faldt på Alma. Det var som om, der gik et svagt stød igennem hans bryst. Han havde låst sig inde på sit værelse så længe - og var kun gået ud for måltider, skole og træning - at han ikke havde snakket med nogen af hans venner i et godt stykke tid.
Selv ikke efter træning. Hvis det ikke var fordi, han stadig spillede skuespil, ville han sikkert have glemt, hvordan hans egen stemme lød.
Han gik imod hende, og valgte hurtigt, at han ikke ville prøve at tvinge et smil frem. Alma kunne se igennem den slags facader - ligemeget hvor god en skuespiller Ciel så end var. Måske kunne Alma også se, præcis hvad det var han følte, men han havde på fornemmelsen, det var for meget at håbe. "Længe siden, ma amie."
Han huskede, hvor ynkelig han havde set ud, sidste gang de havde set. Hvor 'store, stærke fægter-Ciel' havde stortudet og sat rystende og udsultet med sin baggårdskat på skødet. Men det eneste, der var at se tilbage af dén Ciel, var de mørke render under hans øjne.

Et let velkendt følelsesmønster trængte sig på Almas sind og hun slog straks øjnene op og så op på den velkendte skiggelse. Hun smilede, hun kunne simpelthen ikke lade være, hun havde savnet Ciel i den tid hun havde været væk. "Ciel!" Udbrød hun bare, sprang op og overfaldte ham leende i et kram. Hun kyssede blidt begge hans kinder en enkel gang uden at tænke over det. Hun havde tilbragt lidt for lang tid i et spansk Nattens Hus i den tid hun havde været væk fra hendes hjem i Tusla. "Hey! Hvordan har du det?" spurgte hun så imens hun stadig krammede ham. Hun kunne let huske sidste gang de havde ses og hvordan han havde fortalt om hvordan han havde mistet sin elskede da han ikke havde klaret forvandlingen. Hun synes ikke, at han var ynkelig, langt fra. Hendes mening var, at rigtige mænd skulle kunne græde. Og lige nu kunne hun mærke den storm der rasede i hans indre, men hun kunne ikke helt mærke hvorfor den var der eller følelserne bag den. Man kunne kun se på at hendes kort svømmende blik at hun tydeligt mærkede den. Efter nogle få hurtige blink med øjnene havde hun sit normale smilende, dog bekymrede blik tilbage. Hun så kort ned og så den kære lille kat som havde valgt Ciel. "Hey med dig, Ringo," hilste hun blidt og med et smil inden hun så på Ciel igen og bemærkede det unaturlige ved hans blik hvilket jo bare bekræftede for dem, der ikke havde hendes affinitet, at der var noget galt. Impulsiv, som Alma nu engang var, lagde hun en hånd mod Ciels kind og nussede ham blidt med et varmt smil. Hun holdte hans blik, selvom hun godt kunne huske hvor meget han hadede øjenkontakt, hun respekterede det, men det var så meget nemmere at fornemme andres følelser ved øjenkontakt. "Jeg har savnet dig," smilede hun så, hun ville bare have at han vidste det, for hun havde virkelig savnet ham, Gudinden kun vidste hvor meget.

Foruroligende nok, vendte Ciel ikke blikket væk, som han plejede. Han smilede svagt - for første gang længe. Almas reaktion kunne da ikke gøre en andet end glad. Han virkede heller ikke chorkeret over, at hun havde kysset ham på kinderne - blot en smule overrasket. Men han fik selvfølgelig ikke det forkerte indtryk.
"Helt fint, ma amie. Hvad med dig?" løj han og strøg hende kort gennem håret, da hun krammede ham. "Jeg har også savnet dig."
Ringo sprang op af Alma - uvidende om hans spidse klør, som Ciel ikke havde været i stand til at klippe, fordi kattedyret var for vildt til den slags omsorg. Den miawede højlydt og gned sit hoved mod hendes ben, mens den ignorerede de andre kattelugte, der hang ved hende.
Mens Alma så på Ringo, så Ciel op på Gudindens statue. Det lettede lidt på trygget af ustyrlige følelser og den fuldendte situation gjorde verden lidt lettere at bære.
Han ønskede at tro, Gudinden var i stand til at holde øje med alle sine børn nede på jorden. Selv sådan en som ham, der ikke havde noget specielt over sig. Han var dog overbevist om, at Nyx fulgte Alma. Hun var jo ekstraordinær. Med hendes utrolige affinitet. Ciel havde kun sit mærke, og selvom det gjorde ham speciel - så var han stadig omringet af mange andre, der havde lige præcis dét.
De tanker varede kun et øjeblik, før han vendte opmærksomheden tilbage imod Alma. "Og hvordan har 'Loverboy' det?" Grinede han. Ærligt talt prøvede han nok med vilje at gøre hende lidt forlegen. Det var så kært, når piger rødmede.

Alma smilede bare over ham da han løj for hende, hendes blik fortalte jo, at hun kendte sandheden, men hun lod ham da hun jo godt vidste, at hun nok var den eneste der kunne se lige gennem ham og hans skuespil. For hun måtte altså indrømme, han var en fandens god skuespiller!
Hendes øjne lukkede sig halvt i da han strøg hende gennem håret imens de krammede, hun kunne ikke gøre noget ved den korte spindende lyd der kom fra hende og hun krammede Ciel en anelse tættere inden hun smilede slap ham. "Jeg kunne have haft det bedre," sagde hun med et lille grin og så kort ned ad sig selv for at sige, at hun havde tabt sig lidt for meget.
Alma så ned på Ringo og lo blidt over den lille kat. Hun var ligeglad med hvad andre sagde, hun elskede den lille kat. Hvilket hun også viste ved at gå ned i knæ og taget katten op i sit skød før hun kyssede dens lille hoved. "Jeg har også savnet dig, min lille ven," kurrede hun blidt og kærligt. Hun elskede næsten den kat ligeså meget som sin egen. "Din lille tapre kat." Hun smilede drillende til den imens hun blidt kløede den bag øret. Hun løftede den blidt med sig op idet hun rejste sig op og så på Ciel igen med et lille grin på læben. Hun klukkede blidt over ham og rødmede ganske let i kinderne. "Han har det ganske udmærket," sagde hun med et varmt smil ved tanken om sin Dracio. Hun gik let om på Ciels side og puffede blidt og drillende til ham med hoften. "Hvad er der egentlig sket siden jeg rejste?" spurgte hun så, smilende og drillende, og med et varmt glimt i hendes forskellig farvede øjne.

Ciel lo igen, da han så hende rødme. Det lettede virkelig hans hjerte at have nogen at snakke med igen. Og så var det ligegyldigt, at han ikke var ved at græde hjertet ud og få fortalt alt, der gik ham på. Den her lille smule hyggesnak var rigeligt.
Da hun spurgte, hvad der var sket, mens hun var væk, måtte han sørge for at holde masken. Han anede jo ikke, hvad der var sket. Han havde holdt sig isoleret fra omverdenen et godt stykke tid. Hvilket helt sikkert var usundt, hvis man ikke ville gå fra forstanden.
Istedet for at lade samtalen gå i den retning, satte han sig på græsset foran Alma og kælede også med Ringo. Han så lidt på hende. Op og ned. Så sukkede han svagt og rystede på hovedet. Han tog blidt fat i hendes hage og fik hende til at kigge ham direkte i øjnene.
"Hvad er der galt? Hvad er der sket?" Selv gennem hans tykke accent og hans forvirrende følelsesmønster var det tydeligt, at han var bekymret for hende. Hun så ikke rask ud. Og det gik pludselig op for ham, at hvis der virkelig var noget galt, kunne hun ende med at modsætte sig forvandlingen og han ville miste hende.
Der var noget ved hendes øjne, der tog pusten fra ham. Han havde ikke set hende sådan før. Han havde aldrig ladet sig selv se hende så dybt i øjnene før.
Men masken faldt kun et kort sekund.

Alma så ret overrasket på ham da han pludselig tog fat i hendes hage og fik hende til at se på ham. Smilet forsvandt fra hendes læber og man kunne nærmest se tankerne flyve rundt bag hendes øjne. Samtidig med det blev hun ret målløs over at han af egen vilje så hende i øjnene. "J... jeg har det fint," sagde hun, alt for hurtigt, hun forbandede det, at hun var så elendig til at lyve. Hun turde ikke lukke sine øjne for længe da hun var en smule bange for at han skulle bryde øjenkontakten. Hun kunne mærke hvor bekymret han var for hende, så hun valgte at fortælle ham sandheden. "Jeg har bare ingen appetit, jeg spiser alt for lidt og får for lidt blod," startede hun stadig uden at bryde øjenkontakten imellem dem. "Og så har jeg været lidt for længe væk fra en fuldvoksen vampyr ... jeg skal bare lige tilbage på sporet, så får jeg det godt igen." Hun tøvede lidt inden hun tog hans hånd og sendte ham et lille smil. "Du mister mig ikke, okay?" Hun nævnte intet om at dagen før hun kom tilbage til skolen var hun begyndt at hoste flere gange, godt nok uden blod, men hun vidste, at det var sådan det startede ... men det var jo næsten stoppet nu ... så det var gået væk, ikke?

Hun bemærkede godt hvordan han tabte masken foran hende, selvom det var så kort tid. Hendes blik blev forvirret imens hun undersøgte hans følelsesmønster efter svar på hvorfor. Hun forstod det ikke. Hendes forskellig farvede blik lyste af undrende og en smule irritation da hun ikke kunne læse ham som normalt. Hans følelser var så utrolig forvirrende. Det gjorde hende helt rundt på gulvet og fik hendes blik til at svømme.

Ciel kunne ikke styre det. En smule blod flossede i hans kinder, og da han mærkede varmen slog han hurtigt blikket ned i jorden. Hvad var der galt med ham? Det hang slet ikke sammen. Men i det mindste gjorde det alt meget simplere i det øjeblik, at han nu kun fokuserede på Alma. Det var rart at have tankerne afledt.

Han bed tænderne sammen og kneb øjnene i et øjeblik, da hun fortalte. Nu var han bare endnu mere bange for at miste hende. "Déesse" sukkede han og vente blikket mod Ringo, så Almas øjne ikke skulle lede hans tanker på sidespor igen. Han kælede lidt for katten og rystede svagt på hovedet.
"Alma ... Ma amie ... Du burde ikke være væk så længe." Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han ønskede ikke at se flere dø. Han havde set alt for mange ynglinge gå til i deres eget blod. Tænk, at det, de egentlig skulle leve af, ville være tegnet på, at de var døende ... Det var vel skæbnens ironi.

"Hvorfor var du overhoved udenfor Nattens Hus?" Han rynkede brynene og strøg stadig Ringo over pelsen. Han ville ikke holde op. Hvis han sad stille, ville han begynde at tænke igen. Det ønskede han ikke.
Han løftede dog blikket og så på hende. Bare for at se hendes reaktion.

Ringo havde nok ikke lyst til at miste mere af hans pels, for efterhånden som nusseriet blev ved og ved, slog den ud efter Ciel med sin klo-pote, og tre røde mærker stod frem på Ciels hånd. Han fik et chok, og trak hånden til sig øjeblikkeligt.

Alma blev bare endnu mere forvirret da hun så ham rødme, men hun kunne ikke lade være med at smile over ham. "Hvorfor rødmer du, Ciel?" spurgte hun blidt og med smil i stemmen. Men det kunne høres at hun bar lidt ked over at han havde sluppet øjenkontakten mellem dem.

Hun smilede en smule over ham. "Jeg var på et andet Nattens Hus, så jeg var i sikkerhed meste af tiden. Jeg har det okay," sagde hun bare og prøvede samtidig at fange hans blik igen. Hun kunne virkelig ikke finde ud af hans følelser for tiden. Der var så mange og hans indre storm forvirrede hende sådan.

"Jeg ledte efter min biologiske familie," sagde hun med et lille trist smil. Hun fangede hans blik da han så op igen. Hendes øjne smilede til ham, hun kunne ikke lade være med at smile sammen med ham, hun følte sig generelt bare godt tilpas sammen Ciel.

Alma lugtede blodet før hun så det. Hun stirrede nærmest hypnotiseret på de tre små flænger på hans håndryg og hun sank en klump. Tørsten kom overvældende og stærk og hun kunne næsten ikke styre sig, kun med hendes viljerne og stædighed blev hun siddende stille imens hun indåndede den fantastiske duft af blod. Hun rørte sig ikke ud ad flækken, men hun stad helt stift og stirrede imens tørsten fyldte hendes blik.


//Jeg smutter nok i seng her om lidt og ved ikke hvornår jeg svarer imorgen ^^'

Ciel sagde ikke det mindste angående hans rødmen. For at være ærlig vidste han jo heller ikke selv, hvad det var, der gik af ham. Så han kunne jo ikke svare hende.
Han kunne godt høre, at der var et eller andet i hendes stemme, men han kunne ikke regne ud, hvad det var, der var galt. Han spurgte heller ikke. Situationen var allerede rimelig slem.

"Din biologiske familie," gentog han kort, mens han prøvede at huske, hvad 'biologisk' hed på fransk. Han havde godt nok boet i Tulsa i et års tid nu, men sproget var stadig ikke perfekt. Dog forstod han godt, hun mente hendes rigtige familie. "Fandt du dem?" Hans stemme var lavere nu. Som om det var noget, tabubelagt eller at hans stemme på en eller anden måde kunne bringe uheld.

Han lod Ringo løbe sin ven og kiggede lidt på de smalle sår i hans hånd. Han havde efterhånden mange af den slags ar, men de var jo stort set usynlige. Så dybt kunne en kat jo heller ikke flå. Han så op på Alma og stivnede et øjeblik. Han følte sig fristet til at række sin hånd frem og lade hende drikke. Men det kunne han ikke. Selvfølgelig kunne han ikke det. Hun ville sikkert også kun drikke af hendes kæreste - hvilket var fuldstændig forståeligt. Der var intet bedre end en elskers blod.
"Pardon ... "Han vendte håndfladen nedad, bare for at skåne hende for synet af blod, selvom lugten hang omkring dem. "Er du okay?"

Alma var nysgerrig om ham. Hvorfor rødmede han så pludseligt? Hvorfor havde han tabt masken sådan så pludseligt? Hun havde aldrig set det ske for ham før, så hvorfor nu?

Hun rystede let på hovedet. "Nope, desværre," sagde hun lidt småtrist og smilede bare. Hun var egentlig ret ked over det, hun havde sådan håbet at finde sine rødder, men nej, det skete ikke denne gang ... måske ville hun finde dem en dag hvor hun var blevet til en vampyr? Hvis hun da klarede sig så lang tid ...

Alma stirrede bare på blodet og mærkede let og kort hans følelser. Hun løftede sit blik og så på ham med et nærmest brændende blik. Hendes åndedræt begyndte at blive ujævnt og hun rakte langsomt ned mod hans hånd og førte den op mod sine læber. Hun lod sin tunge komme frem og langsomt køre over sårene en gang eller to. Kort efter stoppede de med at bløde inden hun lagde hans hånd ned i hans skød igen med en synlig kraftanstrengelse. Først da løftede hun sit blik igen og så Ciel i øjnene imens den brændende glød foretog sig. Hun slak sig kort om læberne, som et sultent rovdyr. "Du skal altså ikke undskylde," hviskede hun hæst og med et lille undskyldende smil. Hedes kinder var let røde og hendes åndedræt var var at blive normalt igen. "Tror jeg, jah," sagde hun efter en lille tøven. "Er du?" Hun så på ham med sit normale smil og et nervøst blik.

Han fik lyst til at kramme hende igen, da han så hvor trist hun så ud. Han kunne ikke forestille sig, hvordan det ville være, ikke at kende sine forældre ... Men han rørte sig ikke, for før han kunne gøre det, havde hun taget hans hånd og ført den til læberne.
Hans hjerte begyndte at slå hårdere og han glemte at trække vejret et øjeblik. Da hun slikkede på hans håndflade skævlede han en smule. Han var sikker på, hun ville bide ham, og han ville ikke have stoppet hende. Så det kom ret meget bag på ham, da hun lukkede hans sår og slap hans hånd igen. Han priste sig lykkelig for, at han ikke rødmede igen ... Han følte sig idiotisk, og det var ydmygende, at hun sikkert vidste alt, hvad han havde følt i det øjeblik. Han kunne i hvert fald ikke se hende i øjnene nu. Det var simpelt hen for pinligt.

"Hvorfor skulle jeg ikke være okay?" Det lykkedes ham akkurat at smile og smide nok positivitet på ordene til, at det var troværdigt. Men til hvilken nytte?
Måske var det præcis fordi, han ikke kunne lyve for Alma, at han nød hendes selvskab. Der var noget helt unikt ved, at være sammen med en, der kunne se gennem en. Men han huskede sig selv på, at han endnu engang var i en gruppe af 'specielle personer'. Bare fordi deres venskab var dybt, betød det jo i bund og grund ikke så meget. For Alma kunne se igennem alle. Ikke kun ham. Af en eller anden grund, gjorde den tanke ham trist.

// Godnat og drøm sødt. //

Alma kunne bedre mærke ham efter hun havde fået den smule af hans blod, så hun kunne mærke at han følte sig pinligt berørt. Hun lagde sin ene hånd mod hans kind og løftede hans blik op og fangede det. Hun smilede en anelse. "Jeg havde lyst," hviskede hun med en stadig let påvirket stemme. "Men jeg er så tørstig at jeg er bange for at jeg ikke ville kunne stoppe." Nu var det hende der rødmede. Den fatastiske duft af blod lå stadig om dem og gjorde hende ør og hun kunne stadig smage det i munden. Hun havde egentlig bare lyst til at smide Ciel på jorden, åbne en vene i hans hals og smage mere af hans blod. Men hun var bange for den tanke. Hvad nu hvis hun drak for meget? Hun ville kunne komme til at gøre ham svag, så hans krop kunne risikere at gå imod forvandlingen. Og så ville hun miste ham og ikke kunne leve med sig selv.

Alt glæde forsvandt fra hende da hun mærkede hans følelser og svagt hvad han tænkte. Hun rystede let på hovedet og nussede hans kind. "Du aner ikke hvor meget du tager fejl," sagde hun og kom dog med et lille smil. "Du er speciel for mig, du er betyder meget for mig." Hun så ham i øjnene med er fast blik. Kort efter lænede hun sig mod ham og pressede blidt sine læber mod hans halvmåne mærke i panden. "Der findes kun én af dig." Hun smilede varmt til ham og havde igen det varme glimt i hendes forskellig farvede øjne. Hun strøg ham blidt over håret og lod sin hånd glide videre ned ad hans arm indtil hun nåede hans hånd som hun tog i sin. Hun holdte stadig fast på hans blik.

Selvom hun indrømmede, at hun havde lyst til at drikke, var han stadig lettere pinligt berørt. Han burde ikke være blevet så opkørt over, at hun slikkede blodet af hans håndflade. Alle hans følelser var forkerte. Malplacerede. Men han smilede alligevel. Det hjalp lidt at vide, at hun havde haft lyst til at gøre det.
"Jeg tror nu godt, jeg ville kunne stoppe dig igen, mademoiselle," grinede han.

Han så direkte bange ud, da hun gav et svar på hans tanker. Han huskede første gang, de havde mødtes, hvor han også havde været utroligt bange for, at hun kunne læse tanker. Dengang havde hun forsikret ham, at hun kun var i stand til at mærke hans følelser. Situationen modsagde det fuldstændigt.
Han måbede og rystede så på hovedet.
"Alma," sukkede han. "Lad være med det der." Han så op på hende og gav hendes hånd et blidt klem. "Søde ord. Men jeg er stadig kun én ud af tusinde ynglinge." Tiden, han havde tilbragt isoleret havde muligvis givet ham en smule mindreværdskomplekser, men det hjalp at snakke med Alma langt om længe.
"Jeg tror, det er derfor, jeg arbejder så hårdt med skuespil og fægtning ... Jeg vil så gerne være noget specielt. Som dig." Han smilede sørgmodigt og gav hendes hånd endnu et klem, før han slap den. Så slog han blikket ned, uden selv at ligge mærke til det. Det faldt ham stadig ikke naturligt at se andre i øjnene.

Alma smilede over ham og klukkede blidt. "Jeg kan lamme dig, Ciel," sagde hun blidt og smilende. "Så pas på med hvad du siger." Hun blinkede drillende til ham. Hun undrede sig over hans følelser for hende. Hun kunne mæle at han havde lyst til at hun drak af ham, og at han var opkørt over det, men hvorfor?

Hun så bare undrende på ham. "Lad være med hvad?" spurgte hun med stemme fyldt af undren, hvilket også kunne ses da hun lagde sit hoved let på skrå.
Hun rystede på hovedet over ham. "Men du er dig, Ciel, det gør dig speciel," sagde hun med en fast stemme. Hun rykkede tættere på ham og tog fat i begge hans hænder. "Også er jeg skide ligeglad med hvad du eller andre siger! Du er speciel. Du er din egen, du er ikke som andre." Hendes stemme valgsystem og bestemt og hun holdte hans blik fast. Hun mente hvert et ord hun sagde, det kunne ses i hendes blik. Da han slap hendes hænder, lagde hun sine egne mod hans kinder og fik ham til at se på hende. "Det er så meget nemmere ved øjenkontakt," hviskede hun blidt og smilede til han imens hun let lod sine tommelfingre nusse hans kinder.

Ciel valgte, ikke at svare på hendes 'pas på, hvad du siger'-kommentar. Men han hæftede sig ved det. Det var nok det klogeste, at passe på omkring hende. For hun var vist heller ikke den samme Alma, han havde kendt for bare nogen måneder siden.

"At læse mine tanker," vrissede han passivt aggressivt. Han var sådan set ikke sur på hende. Han var bare lettere stresset over, at hun rent faktisk havde hørt det. Gudinden måtte vide hvilke andre tanker, hun havde læst.
Han sagde ikke noget, efter hun havde fyret hele Du-er-speciel-talen af. Det lød som den peptalk man altid gav sine venner, når de havde det skidt. Og selvom Ciel var sikker på, Alma mente det, så ... var det ikke helt nok til at ændre på, hvordan han havde det. Især ikke efter, hun havde taget et kig ind i hovedet på ham.
"Alma, bare glem det." Han orkede ikke rigtig sidde og være deprimeret og klynke, når han endelig havde chancen for at snakke med hende igen. Han følte sig alt for svag, når samtalen drejede sig om ham.
Han så hende i øjnene - han var vel lettere tvunget til det. Han rynkede brynene lidt og tog hendes hænder af hans kinder.
"Yea ... Men jeg er bare ikke vant til det ... " Han trak på skuldrende og prøvede at få sagen til at virke så ligegyldig som muligt.

Alma smilede til ham. Han havde ret. Hun var langt fra den samme som før de måneder siden da de mødtes første gang og skabte deres venskab. Hun var blevet mere moden, samtidig med at hun stadig kunne finde på at fjolle rundt som en lille tøs og være så impulsiv som hun nu engang var.

Hun så bare undrende på ham. "Jeg har da ikke læst dine tanker," sagde hun bare, fuldstændig undrende. Hun tog sig ikke af hans vrissen, da hun jo kunne mærke at han ikke var sur på hende. Hun lagde bare hovedet let på skrå og så på ham med undren skinnede ud ad øjnene på hende. "Læste jeg dine tanker?" kom det fra hende igen, hun havde ikke prøvet at få sådan at vide før, hun kunne da kun mærke folks følelser ... ikke?
Hun sukkede. "Kun hvis jeg får et kram," sagde hun med en lille stemme og et bedende blik og bredte sine arme ud. Man kunne se at det dirrede let i hendes mundvige da hun virkelig var lige ved at smile. Hun bad egentlig kun om et kram fordi hun havde lyst til ét. Og fordi hun havde savnet ham så utrolig meget.
"Det ved jeg godt, men du har altså bare sådan nogle smukke øjne," fløj det ud ad hende og hendes kinder blussede svagt over hendes impulsivitet. Men hendes øjne smilede til ham, og kun ham. Hun havde taget hans hænder i sine idet han fjernede dem fra sine kinder.

//Og så svarer jeg nok ikke før om nogle timer, skal ud med én af mine venner ^^

"Qui," mumlede han irriteret. Han troede virkelig ikke på, hun ikke vidste, hun havde læst hans tanker. Hun kunne da have set, at han ikke snakkede, da hun pludselig svarede ham - på noget, der ikke var kommet ud af hans mund. Mere tydeligt kunne det vel i bund og grund ikke blive. Han begyndte så småt at blive sur på hende, men det var så godt som umuligt, da hun så bad om et kram.
Han rynkede brynene igen og så mod Gudindens statue af ren vane. De blide marmor øjne og de løftede hænder. Så sukkede han og så på Alma igen. Han rev sine hænder fri og trak hende ind i et knus. Han lagde blidt hagen mod hendes skulder og smilede. Man kunne ikke være sur på hende ... Hun var så lille og uskyldig i hans øjne. Hun var alt for godhjertet til, at være vred på. Han havde set hendes røde kinder. De og komplimentet fik ham til at smile endnu mere.

Han havde ikke lyst til at slippe hende igen, men han begyndte alligevel at slippe grebet efter meget kort tid. Det var lettere at møde hendes blik efter det. Det var lidt som om, at den smule kontakt var, hvad der skulle til, for at han kunne holde det ud. Han smilede skævt til hende.
Så rømmede han sig. Han ville gerne skifte emne, men han vidste ærligt talt ikke, hvad han skulle sige. Derfor tænkte hans hjerne videre, uden at fortælle ham det, og hans mund skød bare ordene ud, før han egentlig havde tænkt over det.
"Jeg tænkte, jeg ville have en piercing mere, når jeg gennemgik forvandlingen." Han grinede lidt. "Tror du, det ville blive for meget?" Han havde allerede flere piercinger, og han regnede helt klart med, hun ville sige, at piercinger i øret, brynet, tungen og snakebite var mere end rigeligt. Men han synes, det var passende. En piercing for hver gang, hans liv var fået ind i et nyt stadie.

// Så snakkes vi der ;3

Alma så bare undrende på ham. Hun havde egentlig kun svagt hørt ham sige noget, eller, hun havde nærmest læst det i ham, hvis man kunne sige det sådan. Hun havde ikke prøvet det før, hvilket kunne ses på hendes vidåbne blik og chockerende udtryk.
En latter trillede over hendes læber da han trak hende ind i et kram og hun knugede ham blidt indtil sig imens hun selv lagde kinden mod hans skulder og lukkede veltilfreds øjnene med et smil på læben. Hvis der var noget hun elskede, så var det knus. Hun nussede blidt sin kind mod hans skulder og smilede bare over det hele. Hun følte sig utrolig tryg i hans favn, hvilket hun kun gjorde med få der fik hende til at føle sig. Hun mærkede hans følelser og kunne ikke holde en lav latter tilbage og knuge ham lidt tættere indtil sig.

Hun ærgede sig lidt ... okay, hun ærgede sig ret meget da han begyndte at slippe hende, men hun lod ham bare og smilede stort og varmt til ham da hun mødte hans blik igen. Der var virkelig noget ved hans øjne der tiltalte hende, ikke sådan kæreste-agtig, men hun kunne bare godt lide at kigge ind i dem, de var virkelig smukke, som hun havde sagt.
Hun så bare på ham med et nysgerrigt og varmt blik da han rømmede sig, og lagde så hovedet let på skrå da hun kunne mærke på ham, at han ville skifte emne. Hun klukkede blidt over hvad han så endelig sagde og så så noget overvejende ud imens hun fjerlet lod sine fingre glide over hans snakebite, og piercinger i øjenbrynet og øret. Hun smilede skævt til ham. "Det tror jeg faktisk ikke at det bliver, det lyder faktisk som en god idé," sagde hun så, en smule til sin egen overraskelse. Ordene var lidt fløjet ud ad munden på hende, men hun nikkede lidt over hvad hun selv sagde og sendte ham så et lille grin inden hun tog sine hænder til sig igen.

//I'm back! x3

Ciel løftede et øjenbryn og smilede skævt. Det gav ham et gavtyveagtigt udtryk og han grinede lavmælt.
"Nånå, chéri. Du kan lige piercinger?" Han grinede lidt igen. "I så fald, hvor synes du, jeg skulle få den sidste?" Han havde egentligt haft i tankerne, at han skulle have tattovering denne gang. Det ville ligesom passe sammen med, at han ville få sine vampyr-tattoveringer. Men han var meget ubeslutsom angående motivet.
Han havde - underligt nok - ikke noget imod, at hun rørte ved hans piercinger. Han rakte tunge af hende, så den lille sølvkugle med pentagrammet stak ud af munden på ham.
Han havde faktisk overvejet at fjerne den og lade hullet gro sammen. Men han ville lade dem sidde, til han var blevet forvandlet. Det ville give en følelse af, at have afsluttet hele cyklussen og kunne starte forfra.

Han rakte op og strøg hendes hår væk fra hendes ansigt. Han smilede stadig og hans øjne hvilede på hendes halvmåne. Hans blik gik ned til hendes øjne.
"Jeg tror faktisk, du ville være flot med en piercing. Måske et spiderbite." Han ville have givet hende en drillende kompliment og sagt 'angelbite, fordi det passer til dig.' Men angelbite var nok den slags piercing, han synes, var allergrimmest.

Han lagde hånden på hendes kind og nussede den fraværende. Det virkede pludseligt langt mere trygt at se hende direkte i øjnene.
"Tu est belle yeux." Hviskede han fraværende. Ordene kom over hans læber uden at han tænkte over det. Men da det kig op for ham, han havde sagt det højt, håbede han bare, hun ikke forstod nok fransk til at fange meningen.

// Jeg bliver helt usikker på den franske grammatik. >.<

En varm følelse bredte sig i hendes kinder og hun kunne ikke holde en lille fnisen inde over hans udtryk. "Hvis man kan bære det, kan det være utrolig sexet," sagde hun bare, fuldstændig ligeud og med et drillende, nærmest flirtende smil om læben. Hun klukkede blidt. "Det aner jeg ikke, jeg ved ikke en skid om piercinger," grinede hun blidt og smilede til ham med et varmt glimt i hendes røde og blå øjne. Hun lo over ham da han rakte tunge ad hende og bare for at drille, snappede hun efter den. Hun tænkte ikke hvor meget deres opførsel kunne misforstås. Hun var egentlig bare glad for at være sammen med ham igen, og bare snakke.

Hun havde virkelig intet imod at han strøg håret væk fra hendes ansigt, hun gjorde egentlig ikke andet end at lukke sine øjne en smule og se på ham med et varmt smil. Hun klukkede blidt over ham. "Er det så her at jeg spørger, så uvidende jeg er, hvad er spiderbite?" sagde hun med et lille forfjamsket grin på læben.

Hun lukkede sine øjne halvt da han lagde hånden mod hendes kind og nussede hende. Imens så hun ham stadig i øjnene og kom med en lav nærmest spindende lyd. "Hvad?" spurgte hun så da han sagde noget på fransk. "Hvad mener du? Jeg forstod kun smuk og du." Hun smilede lidt undskyldende og med røde kinder. Hendes blik fik et varmt og lettere genert glimt og hun havde egentlig ikke lyst til at komme væk fra ham igen, hun havde det bedre end hun havde haft længe.

Han grinede lidt.
"Er det sexet til mig?" Der var noget ved måden, han sagde det på. Det var charmerende og han lænede sig en smule fremad. Drillende.
Han virkede ikke overrasket over, at hun ikke havde styr på piercinger. Hun virkede måske også lidt for uskyldig til at have 100% styr på kropsudsmykning - der kunne virke lidt ... syndigt. Det var noget, han også godt kunne lide ved det.
"Spiderbite er to piercinger i den ene side af læben." Med pegefingeren rørte han ved hendes ansigt, der, hvor han selv havde én af piercinger i hans snakebite. "To, lige der, ved siden af hinanden." Han fjernede fingeren igen og lagde hovedet lidt på skrå. Stadig med det afslappede, charmerende smil.

Han stivnede lidt, da hun spurgte. Han lænede sig tilbage og støttede med hænderne i græsset. Nu kunne han læne sig et godt stykke væk fra hende. Og han håbede, det var nok til, at hun ikke kunne se, at han rødmede, da han gentog, på engelsk; "Du har smukke øjne." Hans stemme var stadig ikke meget mere end en hvisken. Han tog en dyb indånding og prøvede at få kontrol over sig selv. Han burde godt kunne forfalske lidt selvsikkerhed. Det havde han gjort en million gange før.

Det var som om natten blev varmere omkring dem, og bare for at holde sig selv beskæftiget (som han før havde gjort, ved at kæle for Ringo) tog han hættetrøjen af. Indenunder havde han en sort skjote på. Hans 6. trins emblem var syet på den ligesom på hættetrøjen. Følelsen af natteluten, der sivede gennem hans tøj var forfriskende. Han foldede de sorte ærmer lidt op, så hans blege arme stod i stærk kontrast til natten.

Et sted længere væk, synes Ciel, han kunne hører Ringo miawe. Men det lød mere som hans typiske kattejammer end som om den var kommet til skade, så Ciel var ikke bekymret.

Alma lo blidt og drillende idet hun selv lænede sig en anelse mod ham med et utrolig flirtende blik. "For at være ærlig," sagde hun smilende og med svagt røde kinder. "Så jah, det er rent faktisk ret sexet til dig, for du kan bære det." Hendes smil var drillende og noget udfordrende. Og hendes blik sagde, at hun var langt fra uskyldig.
Hun stivnede ganske svagt da han rørte hende der ved læben hvor spiderbite var og hun så bare på ham imens hendes læber begyndte at forme et lille smil. "Og det tror du ville klæde mig?" spurgte hun så med en lav stemme. Hun havde lagt hovedet let på skrå imens hun betragtede ham med et nysgerrigt og varmt blik. Hun elskede at snakke med ham.

Hun smilede til ham med et ret undrende blik da han lænede sig tilbage og væk fra hende og hun smilede overrasket da han oversatte det for hende. Om hun så rigtig eller ej, vidste hun ikke præcist, men hun synes at hans kinder blev mørkere. "Synes du virkelig?" spurgte hun let åndeløst da hun så sjældent fik komplimenter, og endnu sjældnere om hendes øjne.

Alma fulgte hans bevægelser med blikket da han tog sin hættetrøje af og lidt efter rullede ærmerne op på sin skjorte. Hun så på det stykke af hans arm hun kunne se inden hun let og ubesværet ændrede stilling og kravlede over og lod sig dumpe ned ved siden af ham. Derefter holdte hun sin arm op ved siden af hans og lo. "Jeg er blegest!" klukkede hun blidt og lod sin arm falde og sin hånd ved siden af hans uden egentlig at tænke over det. Hun så på ham med et lille grin. "Nåh, hva' så, Ciel?" sagde hun med et varmt blik og et drillende smil.

Det var dog utroligt, som hun kunne muntre ham op med de simpleste ting. Han holdt armen frem, ligesom hende og grinede.
"Vel er du sku ej! Vi ligner begge spøgelser." Han grinede og lagde armen om livet på hende. Det var rart at være så tæt på hende. Det var begyndt at blive koldere omkring dem, men Ciel selv havde det som om han blev varmere og varmere. Han gav Alma et svagt klem.
... Og før han lagde mærke til, hvad han lavede, lænte han sig frem og kyssede hende på kinden. Det gav et sug i maven, da det gik op for ham.
Men istedet for at trække sig væk, som han hele tiden gjorde, lagde han blidt hovedet mod hendes skulder. Ligegyldigt hvad, så var det jo for sent at gøre noget. Alma kunne læse ham som en åben bog. Det gjorde ingen gavn at prøve at flygte.
Men han ville nu ønske, han kunne give hende en forklaring på hans underlige opførsel. Desværre anede han ikke hvad han skulle sige ... Men endnu engang tænkte hans hjerne uden at fortælle ham det. Og pludselig begyndte han at grine lavt.
"Hvis loverboy så det der, ville han forsøge at tæve mig, ville han ikke?" Det gjorde det lidt lettere, at prøve, at slå det væk som en joke. Latteren skubbede alle andre tanker og følelser i baggrunden. "Undskyld," grinede han og løftede hovedet igen. Han så hende i øjnene. Måske var det farligt at føle sig så tryg omkring Alma. Det ændrede ham. Han var ikke helt sikker på, at det udelukkende var positivt.

Alma lo over hans kommentar. "Jeg er fandme blegest!" lo hun og smilede til ham og rødmede så da han lagde sin arm om livet på hende. Hendes kinder blev virkelig helt røde og hendes smil noget mere genert. Underligt nok havde hun ikke noget imod det, det gav hende faktisk en varm fornemmelse i maven og hun lukkede sine øjne og bemærkede derfor ikke hvad han skulle til før hans læber berørte hendes kind. Hendes hjerte sprang bogstaveligt talt et slag over og hun stirrede bare målløs på ham. Selv med hendes affinitet overraskede han hende. Hun åbnede munden for at sige noget, men kunne ikke finde ord, så hun lukkede den igen lidt efter. Hun sukkede stille og hvilede sin kind mod hans hoved og så ud i natten med let rynket pande. Hun smilede en anelse over ham og hans forsøg på at slå det hen i en joke. Hun blev en anelse såret over det, af en grund hun selv ikke forstod. "Ville han sikkert," sagde hun bare med et lille skævt smil og så lidt væk fra ham. Hun løftede sit blik og gengældte hans. "Det er okay," sagde hun bare og smilede til ham. Hendes blik fortalte en anden historie end det hun sagde.