Ciel? Is that you?! :D ~Guess who xD

Alma fulgte bare efter ham og lod sig selv dumpe ned i den stol han førte hende over til. Hun magtede virkelig ikke andet, hendes hoved dunkede og hendes hænder rystede. Hun så bare på ham et øjeblik inden hun gjorde som han sagde og fokuserede på ham og hans følelsesmønster. "Jeg ville bare ikke miste dig," hviskede hun en smule svagt og holdte hans blik imens hun mærkede hvordan presset lettede fra hendes hoved. Hun lod ham med glæde tage glasset og hælde mere blodvin i det. Da han gav hende det igen, løftede hun glasset og drak alt indholdet i en slurk. Det hjalp en smule, men ikke særlig meget.

Hun så ned på hans hånd inden hun så på hans ansigt igen og gengældte hans smil med et lille et. Hun lod ham tænke, det gav osse bare hende mere tid til at tænke. Det spørgsmål der dominerede hende mest var; Hvad fanden skulle hun gøre nu?
Hun blinkede kort med øjnene da han begyndte at tale og hun så på ham med sine store, blå og røde øjne imens. Hun lod ham tale ud, indtil han havde sagt, at hun ikke ville have været sammen med Dracio, hvis hun følte noget for Ciel. Hun smilede svagt, et lille og trist smil. "Han er ikke den jeg forelskede mig i, jeg kunne ikke kende ham da jeg så ham sidst," sagde hun bare lavmælt. Hun tøvede. "Eller måske er det mig der har ændret mig ... jeg vil ikke lade nogen koste rundt med mig længere, og det prøvede han på ... han er ikke vant til at jeg giver igen." Hun så ned på sine hænder og mindedes om alle deres gode tider, og så deres dårlige tider. Der var helt klart flest gode minder fra deres tid sammen, men hun var ikke den samme mere, hun havde ændret sig utrolig meget siden de var kommet sammen og hun var blevet meget mere moden end hun var der.
Hun tøvede endnu en gang inden hun lagde sin hånd ovenpå hans og vendte håndfladen opad og kørte fingrene over de tre lyserøde streger han havde der. Et lille smil begyndte at spille om hendes læber. "Du aner ikke hvor meget selvkontrol der skulle til," mumlede hun lavt og utrolig blidt. Hun hentydede til da Ringo rev ham og hun lukkede sårene.

Hun rystede bare lidt på hovedet over de få tanker hun kunne mærke hos ham, men hun tvang sig selv til at tie stille da hun havde erfaret hvor lidt han synes om at hun somme tider kunne opfange hans tanker.
Et lille fnys kom fra hende da han sagde, at han ikke var det værd. Men hun så på ham gennem halvt lukkede øjne på grund af at han strøg hende over kinden. "Du aner ikke hvad du snakker om, Ciel," hviskede hun lavt. "Du er det værd ... og jeg kan ikke stoppe med at tænke sådan om dig." Hun rystede en smule på hovedet. "Ikke længere, jeg kan ikke undertrykke det længere." Hun så ham i øjnene, hans fantastiske smukke øjne. Hendes blik var varmt og ærligt, øjnene strålede nærmest fra hendes blege ansigt. Hun så svag ud, men hendes øjne skinnede klarere end nogensinde før.

Ciel sagde intet ... Han lyttede bare og trøstede på hovedet med en lav, halvkvalt latter. Han var jo ikke det værd. Alt det, der skete ... hele situationen var absurd. Og sådan som hun talte om Dracio. Som om han slet ikke betød noget mere.
Det var svært, ikke at forestille sig, om hun ville gøre det samme overfor Ciel, hvis han pludselig ikke faldt i hendes smag engang. Det gav ham en dårlig fornemmelse i maven at tænke på. Han var meget opmærksom på, hvordan hun snakkede om Dracio ... Dracio var jo en helt fin fyr ... Og Ciel var et bæst. Når hun var sådan over for sin mage, stod der intet i vejen for, hvordan hun kunne være mod Ciel engang ...

Og desuden ... Hun var jo ikke forelsket i Ciel! Hun kendte ham ikke. Hun anede ikke, hvordan han i virkeligheden var ... De ting, han havde gjort. De mennesker, han havde såret.
Han fokuserede konstant på, at tænke på fransk. For at skåne Alma for de frygtelige ting, der gik igennem hans hoved.
Aromaen af blod i luften beroligede ham ikke, som den burde gøre. Og efter Alma havde snakket færdig rev stilheden i hans øregange. Dog havde han det, som om han kunne høre nogen gå ude på gangen. Det kunne selvfølgelig også bare have været indbildning.

"Gør mig en tjeneste, chéri," hviskede han. Han kyssede hende blidt på panden, på hendes halvmåne. "Sov på det ... Det hele ... Jeg er bange for, du ikke tænker klart lige nu." Han smilede trist til hende og hans blågrønne øjne fortalte at han endnu engang ikke havde styr på sine tanker. "Og når du vågner imorgen ... Så gør, hvad du mener er bedst."
Han rejste sig og tilbød hende hans hånd. Han ville gerne følge hende tilbage til pigernes kollegium. Hun havde vist heller ikke godt af, at være alene lige nu. Der var forhåbentligt nogen af hendes venner, der kunne snakke med hende derhenne.

Det var egentligt lidt tragi-komisk, nu hvor Ciel tænkte over det. At de to var ved at finde sammen på denne måde, efter at have mistet deres mager - dog på forskellige måder. Måske var det fordi, de ikke var rigtige vampyre endnu, at det kunne ske. Måske var ynglinge bare ikke skabt til at have mager. Livet og kærligheden var for flygtigt.

Alma mente ikke det at Dracio ikke betød noget for hende mere, han betød stadig utrolig meget for hende, men bare ikke på samme måde ... efter at han havde prøvet at få hende til at drikke af sig var det gået op for hende hvor meget hun havde ændret sig i den tid de havde været adskilt og det pinte hende. Kun deres Gudinde vidste hvor meget. Hun kunne bare ikke leve med én der synes at han vidste hvad der var bedst for hende og hvad der ikke var. Derfor havde hun trukket sig væk fra ham nu. Det mindede hende kun alt for meget om hvad der var sket da hun var mindre. Hun så kort ned på sine blege hænder og på arene der sno sig op og ned ad hendes fingre og håndryg. Det var sket på grund af en flok mennesker havde troet at de vidste hvad der var bedst for hende og hendes tvilling. Godt nok var det Dracio havde gjort langt mindre alvorligt, men det mindede alt for meget om hinanden, og det kunne hun ikke klare ...
Alma mente ikke at Ciel var noget bæst, han havde altid været der for hende og hun elskede at være sammen med ham. Hun ville aldrig vende ham ryggen ... og det var heller ikke det hun gjorde med Dracio, hun vendte ham ikke ryggen, hun ville bare afslutte det forhold de havde, hun ville stadig være der for ham, hvis han ville have hende der, hvilket hun tvivlede på at han ville efter alt det her ... men hun ville ikke smide ham væk, som var en intet andet end en ting, hun kunne bare ikke klare at han opførte sig som om han vidste hvad der var bedst for hende.

En lille, fin rynken opstod imellem hendes bryn imens hun så på ham. Hun opfangte få af hans tanker, og alle sammen på fransk hvor der kun var ganske få ord hun forstod på grund af sit store spanske ordforråd. "Jeg hader ikke at kunne fransk, lige nu," mumlede hun for sig selv, uden at være klar over at hun snakkede højt og ikke tænkte det.
Hun ville egentlig gerne vide mere om ham, hans fortid, hvordan den havde været, hvordan han havde været. Men alt i alt, så var det jo den han var nu der betød noget for hende.

Alma nikkede lidt efter at han havde kysset hendes halvmåne. "Okay, det vil jeg så," sagde hun lavt og så på ham med et ligeså trist smil. Hun blik havde en varm glød på trods af det hele og de strålede ganske svagt i mørket. Hun kunne ikke lade være med at le kort da han tilbød hende sin hånd. "Altid en gentleman." Hun smilede mere glad til ham, hun kunne ikke lade være. Hun lagde sin hånd i hans og rejste sig langsomt. Hun var kort usikker på benene inden hun stod fast. Blodvinen havde givet hende en smule mere energi, men ikke meget. Hun følte sig stadig utrolig svag og udmattet.

Hun begyndte roligt at gå mod pigernes sovesal, stadig med ham i hånden. Både fordi hun havde lyst, men også fordi hun stadig var ret usikker på benene. Hendes blik flakkede somme tider mod ham, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hendes hoved var tom for ord, men hendes hjerte talte sit eget sprog. Hun følte flere gange en impuls til at stoppe ham og presse sine læber mod hans. Bare tanken om dette gav hende blussende kinder, og hun håbede virkelig at han ikke bemærkede det.

//Skulle lige spise xD

Han grinede lidt, da hun kaldte ham en gentlemand.
"De skulle bare vide, ma belle chéri. De skulle bare vide." Han priste sig lykkelig for, at hun ikke kunne fransk. Hans tanker blev mere og mere ubehagelige og hans følelsesmønster afslørrede dyb vrede og frygtelig samvigtighed. Han distraherede sig selv ...

Han støttede hende, mens de gik ned af gangene mod kollegiet. Gangene virkede uendelige, men efterhånden som de gik, begyndte de at kunne høre de andre ynglinge. Den lille boble af Ciel-og-Alma-alene-i-verden bristede og Ciels følelser begyndte at falde til ro.
"Du ved," mumlede han, uden at se ned på hende. "Jeg har ikke hørt noget fra mine venner i Frankrig i noget tid ... Jeg ville gerne vide, om der er begyndt at være røde ynglinge derovre også." Han ville ikke møde hendes blik. Ikke, når han snakkede om det. "Tag det med i dine overvejelser."

Han var ikke sikker på, om hun forstod. Ciel ønskede virkelig ad hele sit hjerte, at Kasey var kommet tilbage som rød yngling. Og han ville lade Alma forstå, at selvom Kasey ikke var i hans liv mere - enten for evigt eller bare i øjeblikket. Så elskede han stadig sin gamle mage. Selv hvis Kasey var død for alvor, og Ciel kom over tabet, ville han aldrig kunne glemme de følelser, han havde haft dengang.
Han vendte sig mod hende, da de stod udenfor kollegiet. Og kyssede hende blidt på panden. "Sov godt, ma amie." Han vendte om for at gå.

En blid klukke fløj over hendes læber og hun gav hans hånd et lille klem. Hun kunne godt mærke hans følelser, men hun forstod dem virkelig ikke. Det eneste tegn på at hun kunne mærke dem var at hun af og til så bekymret på ham og at aede hans håndryg ganske blidt med sin tommelfinger.

Hun sukkede stille da hun begyndte at kunne høre alle de andre ynglinge, hun ville ikke væk fra Ciel, ikke endnu. Hun nikkede bare til hvad han sagde. "Det ville kun undre mig, hvis du ikke hørte ad om der var komme røde ynglinge," sagde hun blidt og forstående. Selvom hun ville blive glad på hans vegne hvis hans Kasey var kommet tilbage som en rød yngling, gav det hende stadig et stik i brystet. Hun ville selvfølgelig trække sig tilbage hvis det skete og lade være med at prøve at få noget med Ciel, for hun kunne rent faktisk godt forstå at han stadig elskede Kasey, det var lidt ligesom at hun stadig elskede Magnus selvom hans død gik længere tilbage end Kaseys ... sådan var det jo. Hun forstod og accepterede at Kasey stadig var en del af ham, og hun ville ikke ændre det, om hun så kunne.

Alma smilede lidt over ham inden hun tog blidt fat i hans hånd og stoppede ham. Kort efter stod hun foran ham og kyssede ham. Det varede kun ganske få sekunder før hun trak sig tilbage igen. "Godnat, Ciel," hviskede hun blidt inden hun slap ham og smuttede ind på pigernes kollegium.

//Nyt emne eller?

// Vi kan bare fortsætte her og sige, at det er næste dag. Men Ciel ville ikke lade hende kysse ham, så han havde altså trukket sig væk.//


Skoledagen sluttede snart. Dagen havde allerede været præget af mærkelige begivenheder og han havde næsten glemt alt om Alma og deres samtale i går. Han havde simpelthen haft for meget i hovedet. Men da han så stod i træningssalen i træningsdragt og med sin fleurette i hånden, kom han i tanke om hende. Hun burde egentlig have fri nu ... Hvad mon hun lavede?

Det var umådeligt svært for ham, at koncentrere sig, men hans modstander fik kun meget få stik ind, i modsætning til Ciel, der vandt gang på gang. Men det meste af tiden parrerede han bare. Han greb sig selv i flere gange at se mod udgangen. Som om han forventede, at Alma kunne komme brasende ind lige pludseligt. Sikkert med Dracio på armen, for at sige, at hun ikke anede, hvad der var gået af hende dagen forinden ...
Lige som den tanke slog ham, ramte hans modstanders fleurette ham i brystet og han blev væltet på halen. Den anden 6. trins dreng tog straks hjelmen af og spurgte, om han var okay. Ciel tog også sin hjelm af. Hans sorte hår var i urede og han havde taget alle hans piercinger af. Han lignede en helt anden person. Roligt rystede han på hovedet og den anden dreng så ud til at blive bekymret.
"Men det er ikke din skyld," forsikrede Ciel. "Mit hoved er bare ... ikke klart lige nu."

//Detalje! xD Men okay så ^^'//

Alma havde næsten lige fået fri fra skolen og havde været oppe med sine ting på sit værelse og fået skiftet tøj. Hun gik rundt i joggin bukser og en tætsiddende tanktop, så man kunne egentlig se alle arene der gik fra fingerspidserne, op ad armene og hals og ned ad hendes udskæring. Arene gik helt op til noget af det øverste af hendes hals, og der stoppede de så. Hun vidste at det var et bizart og nærmest skræmmende syn, hun var egentlig pisse ligeglad med andres blikke for tiden.
Hun havde tænkt det igennem, alt det der var sket den forløbne dag, eller nat, for at være mere præcis. Og hun vidste godt hvad hun ville gøre, det var derfor at hun i øjeblikket var på vej mod træningssalen, for det var lidt der hun regnede med at Ciel var. Og da hun kom ind ad døren, fandt hun ud af, at hun havde haft ret. Hun nåede lige at se Ciel falde og tabe. Hun bed sig i læben og tænkte kort, at han da aldrig tabte en kamp, aldrig.
Hun kunne ikke beslutte sig om hun skulle gå over til dem eller ej, hun valgte til sidst at sætte sig ned og vente på at han var færdig. Hun kunne ikke se at han havde taget alle sine piercinger af, hun kunne kun se ham lidt fra siden af, og hans sorte hår. Hun fik et lille sug i maven af synet og hendes kinder fik en mere rød glød.

// Det er en vigtig detalje! For så har de ikke haft deres første kys endnu. //

Ciel havde sådan set ikke direkte tabt kampen. Han havde fået mange flere stød ind. At den anden drengs éne stød havde slået ham ud af balance betød ikke så meget.

Den anden dreng rakte ham hånden og trak Ciel op. 'Go' Kamp', bro-hug og hele mulivitten. Og så gik de hen for at skifte tøj. Ciel kunne ikke overskue endnu en sparring. Men han fik øje på Alma. Stadig i klædt sit træningstøj gik han hen imod hende. Fleuretten i den ene hånd og hans hjelm i den anden.
"Hvor længe har du sat der, ma amie?" Han rynkede brynene lidt og så på hende. Han måtte se noget mærkelig ud for hende, uden sine piercinger. Men dem havde han aldrig på, når han fægtede. Eller når han opførte skuespil for den sags skyld.

"Og vigtigere endnu ... Hvorfor er du her?" Han så bekymret ud. Han havde ikke særlig meget lyst til at få svar på sit spørgsmål ... Men i det mindste havde hun da ikke taget Dracio med til annonceringen. Det hjalp en smule på hans ego.
Hans mave slog knuder og hans blik flakkede. Han havde ikke lyst til at se hende i øjnene i det øjeblik. Hvordan kunne alt dette være sket, på så kort tid? Halvdelen af dagen forinden var slørret for ham. Han huskede ikke, hvornår han trådte over grænsen mellem 'Ciel og Alma - de bedste venner' og 'Ciel og Alma ... Alt er fucked up.'

//Du har fat i noget..//

Alma smilede forsigtigt og prøvende til ham da hun så ham komme over mod sig, men hun endte med at stirre lidt da hun egentlig aldrig havde set ham uden hans piercinger. Kort efter blussede hendes kinder op over at hun havde stirret og hendes eget blik flakkede en anelse inden det faldt tilbage på ham. "Jeg kom herind lidt før du faldt," sagde hun blidt og rejste sig op i en hurtig bevægelse. Hun smilede til ham inden hun kyssede hans kinder og gav ham et kram. Alle andre var virkelig ved at få spat af hende når hun gjorde det, men hun havde jo boet i Spanien i flere måneder og det var sådan de hilste. Men hun gjorde en ting anderledes, hun kyssede den ene af hans kinder en ekstra gang, mest fordi hun bare havde lyst.

Smilet på hendes læber falmede en anelse da han spurgte hvorfor hun var her. "Det burde du kunne huske," sagde hun blidt og smilede forsigtigt til ham. Hun kunne mærke hans bekymring og uro, og prøvede kort efter at trække sig væk fra hans følelsesmønster, det lykkedes hende, og hun trak det mentale skjold op omkring sig. Hun havde ikke selv lagt mærke til at hun havde holdt vejret, men åndede så tungt ud da det var gjort og hun kunne se på ham uden at kunne se andre følelser fra ham end dem i hans blik.
Hun fattede det heller ikke, hun kunne selv ikke forstå hvordan det hele var gået så galt, det var helt syrrealistisk for hende. Men hun havde besluttet sig nu, og uanset hvad, så havde hun tænkt sig at ende det mellem hende og Dracio, og det var egentlig ikke på grund af Ciel, men på grund af hende selv ...

"Oh." Han så lettere forlegen ud. Han havde håbet, hun ikke havde set lige dén del. Han rømmede sig svagt og smilede kort. Han reagerede ikke på hendes kindkys. De gik ham ikke på nerverne, men han synes nu egentlig, det var lidt for meget ... Men han ville ikke brokke sig. Vaner kunne være svære at stoppe, og han havde da også nogen irriterende vaner selv. Som for eksempel, at han aldrig satte hånden over munden, når han bøvsede. Hvilket nok var det ved ham, der var mindst gentlemand-agtigt.

"Jeg kan godt huske det," forsikrede han. "Men jeg ved jo ikke, hvad du har besluttet sidenhen." Han smilede lidt til hende. Roligt satte han sin maske op. Selv hvis der var frygtelige nyheder på vej, ville han ikke lade hende se, hvordan det påvirkede ham. Han var vel i bund og grund bare for stolt til det ... Og så var han faktisk også ret bange for, hvordan han ville reagere, hvis han ikke holdt fast i sig selv og holdt sine følelser under kontrol med al magt.

De andre var på vej ind i omklædningsrummene. Bortset fra Ciels partner, der stod og ventede på ham ved siden af døren - uden for hørevidde af Alma og Ciel.
"Jeg går ud fra, du kommer for at fortælle mig det." Han hævede det ene bryn en smule. Afventende. Det var bedst at få det overstået med det samme.

Alma kunne ikke holde en kort skulen tilbage da han satte masken på. "Det der er ikke fair når jeg holder mig fra dine følelser," sagde hun og lagde armene over kors. Hun overvejede kort at fokusere på hans følelsesmønster igen, men droppede det hurtigt, hun lod være på grund af ham. Hun sukkede en anelse og kørte hånden over ansigtet og inden hun så på ham, prøvede at finde hans øjne gennem hans maske, hun opgav hurtigt, men lagde istedet sin hånd mod hans skulder og lod den langsomt køre ned ad hans arm, hele vejen ned til hans hånd som hun tog i sin. Hun så ned på den og fik en klump i halsen og vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hendes hjerte bankede så hurtigt og højt at hun næsten var sikker på at han ville kunne høre det.
Hun nikkede bare lidt og bed sig nervøst i underlæben. Hun var bange for hans reaktion, bange for at han ville beskylde hende for at lyve igen, sige at hun bare leger med hans følelser.
Hun så stadig ned på deres hænder idet hun langsomt prøvede at flette sine fingre ind i hans, for at sige det på den måde, for lige nu, kunne hun virkelig ikke få et eneste ord over hendes læber. Hun bed sig noget hårdere i sin underlæbe og hendes flakkende blik afslørede hvor nervøs og bange hun var i det øjeblik. Hun holdte vejret og turde ikke at kigge op imens hun ventede.

// Du ved godt, jeg mente maske som i facade, og ikke maske som i hans fægtehjelm, ikke? //

Han så på hende. Stadig med et selvsikkert smil. Han følte ikke noget i det øjeblik. Ingen nervøsitet, ingen speciel hjertebanken. Hans indre var så uhyggeligt stille, at han selv blev bekymret.

Han lagde mærke til, at der var noget helt galt i hendes udtryk. Han rynkede brynene en smule og gav hendes hånd et blidt klem.
"Spyt ud, chéri ... " Han trak blidt hendes hånd tættere, så hun blev nødt til at tage et skridt frem. Så smilede han på en spøjst charmerende måde.
"Moreau!" Skreg deres fægtelære. Ciel sukkede og kyssede Alma's hånd. Mere fransk kunne han vist ikke blive i det øjeblik. Han så hende et øjeblik. "Au revoir, ma amie. Jeg skynder mig tilbage." Selvom han havde tænkt, at hurtigere var bedre, så var han glad for, at træneren havde kaldt på ham. Med fleuretten og hjelmen i samme hånd gik han mos sin træner. Satte fleuretten på plads ved de andre og fulgte efter hans klasse ind i omklædningsrummene. Dog stoppede han i døren og så tilbage på Alma.

Efter et par minutter kom han gående ud igen. Mens flere af de andre drenge klappede ham på ryggen og sagde ting, Alma var for langt væk til at høre. Det var tydeligt, han var i sit rette element i det øjeblik.

//Nej.. ^^' Sorry! Jeg sidder og sover xD//

Alma smilede svagt over ham. "Jeg ..." startede hun, men stoppede op midt i det hele da han trak hendes hånd tættere på sig. Hun var nødt til at træde et skridt nærmere, ikke at det gjorde hende det mindste, og så så op på ham med sine forskellig farvede øjne og mistede tråden. Hun havde det virkelig som om hun kunne forsvinde i de øjne!
Hun fik et mindre chok da Ciel fægtelærer pludselig kaldte på ham. Hun 'mistede' skjoldet om sit sind og fokuserede hurtigt på Ciel inden alle de andres følelser fløj ind over hende. Han føltes så underlig tom at hun blev bekymret. Hun kunne dog ikke lade være med at smile en anelse over ham da han kyssede hendes hånd, og hun gengældte hans blik da han så på hende. "Bare tag dig din tid," sagde hun en smule åndeløs og så efter ham idet han gik over med sin fleuret og videre ind til omklædnings rummene. Hun smilede kort til ham da han vendte sig om i døren og så på hende.

Alma havde sat sig ned igen samme sted som før og sad bare og så ned i jorden fordybet i tanker. Hun havde sat skjoldet op igen så hun ikke kunne mærke andres følelser, men hun løftede dog blikket da hun hørte døren blev åbnet og skridt der kom tættere på. Hun kunne ikke høre hvad de sagde, kun en lav mumlen fra dem. Hun rejste sig roligt igen og rettede lidt på tøjet imens hun ventede på at Ciel var kom overtil hende. Hun havde siddet og funderet over hvordan hun skulle sige det, fortælle ham hvad hun havde valgt, men hun vidste at hun ville miste tråden igen hvis hun mødte hans blik, de fantastiske, klare blå øjne med den grønne ring omkring pupillen. Da hun fik øje på ham, løftede hun hånden i et lille vink og kom med et halvt smil.

Ciel havde brugt tiden væk fra Alma, til at finde ud af, hvordan han skulle tackle det hele. Men han var stadig ikke rigtig helt forberedt. Han gik mod hende i et roligt tempo og smilede bare, da hun løftede hånden og vinkede.
Han var, som så ofte, iført en sort skjorte, mørke jeans og et slips. Han havde stadig ikke sine piercinger på. De lå oppe på værelset, fordi han havde taget dem af før timen overhoved var begyndt.

Han så på hende. Direkte i øjnene. Han havde fundet ud af, at det, selvom det var sværere, var mere troværdigt, når han løj eller spillede skuespil. Han stoppede en meter fra hende. Uden at sige noget. "Få det overstået," sagde han, med en knusende ro. Han smilede skævt og så ikke ud til, at situationen rørte ham.

Han havde konstant en fornemmelse af, at Dracio var på vej. At han ville komme stormende ind og slå løs på Ciel, på grund af alt, hvad der var sket mellem Alma og ham forgående nat. Men det skete ikke ... Utroligt nok. Men selvom tiden blev trukket ud, så var Ciel stadig sikker på, det ville ske.
Der var pludselig stille i træningssalen. De var alene. Igen.

Alma så på ham da han stoppede foran hende. Hun sukkede. "Vil du ikke være sød at droppe komedie spillet? Selv uden min evne i brug ved jeg at du bruger den," sagde hun og så bedende på ham. Hun vidste at hun ikke kunne sige det her med ord. Hun lukkede kort sine øjne inden hun så beslutsomt på ham. Hun trådte tættere på ham og lagde langsomt sin hånd mod hans hals og nussede ham blidt imens hun lod sin hånd glide om i hans nakke. Hun stillede sig langsomt på tær imens hun holdte hans blik og kyssede ham så på kinden, tæt ved mundvigen. Først den højre og så den venstre. "Forstår du?" hviskede hun og trak sig lidt væk så hun kunne se ham i øjnene igen. Hun smilede prøvende til ham og nussede ham blidt i nakken imens. Hun lod forsigtigt sin hånd glide op i hans hår og rodede let rundt i det.

"Komedie spillet?" Han lo pludselig. Lavt og hæst. Det lød ikke som Ciel. Det lød fremmet. "Hvordan kan du være sikker på, alt hvad du ved om mig, ikke er det, der er skuespil?" Hans øjne var kolde. Ikke tomme som før, men kolde. Han var rimelig sikker på, det var tydeligt, at han engang havde været under Mørke. Selv nu vidste han ikke selv, om han virkelig havde fundet Lys. Selvom han tilbad Gudinden, havde han haft svært ved at følge hendes sti.

Hun nussede og kyssede ham. Han kneb øjnene sammen og greb hendes skuldre. Roligt trak han hende væk fra sig med et suk. Han var ikke helt klar over, hvad der gik af ham. Hvorfor han opførte sig så anderledes ... Men han var heller ikke i stand til at stoppe.
"Nej, jeg forstår ikke." Han så hende i øjnene. Den lyse, grønne ring i hans øjne blev mørkere. Han tog en dyb indånding. "Jeg behøver egentlig kun høre et 'ja' eller 'nej'. Så lad mig stille dig et spørgsmål. Har du slået op med Dracio?" Hans blik flakkede. Det var svært at holde øjenkontakten. Især, når hun havde det udtryk i øjnene.

Han ønskede virkelig, at høre hende sige nej. Han vidste allerede, at han aldrig ville kunne behandle hende ordentligt. Han undrede sig stadig over, hvorfor Kasey var blevet hos ham, med den opførsel han havde. Han kunne ikke klare, at spille skuespil mere ... Hans facade var allerede gået ned forrige nat, da han havde råb af hende. Og denne gang tog det en del kræfter, før han kunne se væk fra hendes øjne og det hårde, kolde udtryk blev blødet op.

Alma stirrede bare på ham inden hun åbnede op. Hun fokuserede på hans følelsesmønster. "Prøver du at skræmme mig væk, eller hvad?" spurgte hun bare roligt, hun vidste godt at han ikke ligefrem havde været god altid, men hun var ligeglad, hun var virkelig ligeglad. Hun skulle nok hjælpe ham med at følge lys' sti.

Hun lod ham bare trække hende væk, hun vidste nærmest på forhånd at han ville gøre det. Hun rystede let på hovedet. "Ikke endnu, jeg har ikke ser ham idag," sagde hun stille og så på Ciel. "Om du vil have mig eller ej, så slår jeg op med ham." Hun så en smule bange ud ved tanken, men hun rystede det af sig igen.

Hun sukkede blidt og lagde endnu en gang en hånd mod hans kind. "Jeg skal bare have et jah eller nej," sagde hun lidt tøvende og så på ham. "Vil du have mig?" Hun bed sig usikkert i underlæben og kunne mærke hendes hjerte banke løs i sit bryst. Hun slap hans kind og lænede sig bare indtil ham, hvilede panden mod hans skulder og bad til at han ikke skubbede hende væk. Hendes hænder lå mod hans bryst og knugede let om hans skjorte imens hun ventede.

Hans hænder faldt fra hendes skuldre og hang bare slapt ned langs hans sider. Han sukkede dybt. Hun tog ham overhoved ikke seriøst. Hun fattede ikke, hvor alvorligt sagen var. Han rystede på hovedet. Udmattet og utålmodig.
"Slå op med ham ... Jeg ved jo stadig ikke, om du går i baglås, når du ser ham ... Så kan vi snakke om det til den tid. Om jeg siger ja eller nej nu, påvirker jo ikke den beslutning." Han så på hende. Hans øjne var kolde igen, og han lagde hånden imod hendes kind.
"Forstå nu, Alma ... Du kender ikke mit sande jeg. Og når du gør, tror jeg ikke, du ville ønske at være i nærheden af mig mere." Hans stemme blev lavere og koldere for hvert ord. Han følte intet ud over et svagt spire af vrede og irritation.
"Du er ved at komme alt for tæt på mig ... Og du burde rede din egen røv, før det er for sent." Han kyssede hendes pande. Vendte om og begyndte at gå mod udgangen. Han var rimelig sikker på, hun ville følge efter. Hvilket ikke rigtig generede ham, hvis hun dog bare snart tog ham seriøst.

Hans bryst føltes hult og han kunne ikke mærke hans hjerte slå. Selvom han var så oprørt over situationen, slog hans hjerte med sådan en rolig, stille rytme, at han ikke kunne mærke det. Flashbacks fra frankrig stormede igennem hans hoved. Ting, hun heldigvis ikke kunne læse ud af hans hoved, fordi de var franske. Og indtil videre havde hun ikke været i stand til at fange billeder ud af hans hoved, så det var han heller ikke bekymret for. Det, der igen og igen kørte i hans hoved, var billedet af Kasey med tåre i øjnene ... Hvorfor Kasey ikke var gået fra ham, undrede ham virkelig ... Men han troede virkelig ikke, Alma ville finde sig i den slags behandling, han havde givet Kasey. Og det ønskede han heller ikke, hun skulle.

"Fint det gør jeg," sagde hun og så på ham med et trist blik. Hun tog ham seriøst, han havde bare ændret sig så hurtigt og hun vidste snart ikke hvad der var rigtigt eller forkert. Hun så på ham da han lagde sin hånd mod hendes kind. Hun følte sig i vildrede da han egentlig havde fat i noget, hvad nu hvis hun ikke kunne slå op med ham?
"Jeg vil bare gerne vide det, Ciel," hviskede hun lavt, "Det virkede sådan igår,'en ikke længere." Hun så på ham med et forvirret blik og ville bare gerne vide det.

"Så hvis mig dit sande jeg, og lad mig sige hvad jeg synes," sagde hun roligt og lod ikke til at være særlig påvirket af hans kolde tone. Hun var vant til det, hun kendte kun den tone alt for godt, så hun kunne stoppe påvirkelsen af hende. "Det virkede som om du ville have mig tæt igår." Hendes stemme var kun en lav mumlen. Et lille suk kom fra hende da han kyssede hende på panden. Hun så kort efter ham inden hun hurtigt fulgte efter. Hun kom hurtigt op på siden af ham og hun så på ham, men hun forsøgte på intet.

Hun fulgte efter i hans følelser uden at tænke over det. Hun lod kort sin hånd steder hans og tøvede lidt. "Går vi ikke udenfor? Spurgte hun blidt. "Det er nemmere at snakke derude." Hun så blidt på ham og hadede at hun kunne føle hvor skidt han havde set og ikke kunne gøre noget ved det.

Lige udenfor træningssalen stoppede han op og så på hende. Han rystede svagt på hovedet.
"Har du overhoved tænkt på, at jeg måske ikke stoler nok på dig, til at vise dig, hvem jeg virkelig er?" Han huskede den samtale han havde haft med Elizabeth før fægtetimen og rynkede brynene. Han havde lyst til at råbe af hende som aftenen forinden. Det var som om to modstridende sider af ham kæmpede mod hinanden. Hvem han var, og hvem han ønskede at være. Og det var som om de to ind imellem skiftede pladser.

"Jeg forstår godt, du vil have svar ... Jeg er bare ... ikke i stand til at give dig det." Der var alt for mange argumenter både for og imod at blive hendes kæreste. Og han anede ikke, hvad han skulle lytte til ... Det var alt for meget at hitte rede i.
Han begyndte at gå igen. Mod drengenes kollegium. De skulle begge derhen alligevel. Han regnede da i hvert fald med, at hun ville opsøge Dracio med det samme. Og hvis ikke, ville han tage det som en tøven.

Alma så bare en smule overrasket på ham. "Jeg troede faktisk ... nej, det troede jeg faktisk at du gjorde," sagde hun lidt målløs og så på ham. Hun havde faktisk slet ikke overvejet det, hun var rent faktisk sikker på at han stolede på hende, hvor følte hun sig dum et øjeblik. Hvorfor skulle man tro på den forskellig øjenfarvede pige med de mange ar? Hun vidste godt at set var ret overfladisk, men det var nu altid sådan hun var blevet dømt.

Hun smilede svagt over det han sagde. "Okay, så venter jeg, bare tag dig din tid, Ciel," sagde hun blidt imens hun lagde sin hånd mod hans arm og gav ham et lille klem. Hun skjulte hvor meget hun gerne ville vide det, hun ville ikke presse ham til at komme med et svar og hun ville heller ikke påvirke ham til det, så ville hun bare miste ham fulstændig, plus, det ville være utrolig ondt.
Hun tog sin hånd til sig igen da han begyndte at gå igen, og hun fulgte efter, uden tøven. Hellere før eller siden hun fik sagt det til Dracio. Nu var det bare om de kunne finde ham eller ej.

Det var faktisk ikke, fordi han ikke stolede på hende ... Men han havde det virkelig, som om hun ikke tog ham seriøst. Hun var så sikker på, at hun vidste, hvem han var. At det, at hun kunne føle, hvad han følte, gav hende indsigt i, hvilken person han var. Og sådan var han jo ikke skruet sammen.
Han bed sig i læben. Den manglende piercing gjorde, det var en meget underlig følelse.
Hun kendte kun den ene side af ham ... Hendes kendskab var begrænset. Og jo tættere hun kom ind på ham, jo mere forvirret ville hun blive og jo større fare ville hun blive sat i. Der var en grund til, at Ciel kun lod folk kende ham overfladisk ... Og bare fordi Alma var en af de få personer, der var kommet lidt tættere på ham, betød det ikke, at ... at han ...

Ciel mærkede, hvordan han blev varm rundt om øjnene. Han havde pludselig en utrolig lyst til at græde. Til at tæske en væg. Måske havde det ikke været en god idé at forlade træningssalen. Han kunne godt bruge lidt, til at få aggressionerne ud.

Det ville være bedre for Alma, hvis de bare var venner ... Hvis hun fortsat kun kendte den søde, generte Ciel. Ham, der var i stand til at føle og handle uden lumske bagtanker. Men hun trængte sig på. Det havde Kasey også gjort ... Og Kasey havde betalt konsekvenserne ... Det var utroligt, deres kærlighed kunne holde. Han var fuldstændig sikker på, at det var en af de one-in-a-lifetime oplevelser. Ingen ville kunne elske ham, hvis de virkelig kendte ham.

"Alma ... Jeg holder af dig ... Tvivl ikke på det." Det var bare det med, hvor meget han min holdte af hende, der fuckede det hele op. Uden at kigge på hende gik han igennem opholdsstuen og direkte imod trappen til sovesalene.

// Skal vi sige, at det er et senere tidspunkt, eller følger hun efter? xD //

Alma troede at hun havde kendt ham, men efter de sidste dage var hun ikke så sikker mere. Hun havde set en hel ny side af ham, og selvom der ikke var noge hun havde regnet med at finde hos ham, så havde hun faktisk ikke noget imod det. Hun ville gerne lære den side af ham. "Vil du ikke nok lade mig lære at kende dig?" bad hun og så på ham. Hun kunne nok klare det, hun var ikke så let at skræmme og hun ville ikke væk fra ham.

Hun sagde intet de følelser hun mærkede hos ham, for hun anede virkelig ikke hvad hun skulle sige til det. Hun havde lyst til at holde om ham, kramme ham, lade ham græde ud hos hende. Hun ville bare have at det blev godt mellem dem igen.

Hun smilede en anelse over ham. "Det tvivler jeg skam heller ikke på, Ciel," sagde hun blidt og smilede svagt til ham. Hun vidste godt at han holdte af hende, men om han kunne lide hende sådan.

//En anden dag, hvor hende og Dracio har slået op? Ved godt at det ikke er sket endnu, men det kommer til at ske ^^'

// Okay, hvor henne skal vi starte? //

//Gården?