Ciel? Is that you?! :D ~Guess who xD

Han var så sikker på, at Almas loverboy ikke ville kunne tæve ham, at tanken var humoristisk. Han smilede lidt ned til hende og nød at hun lagde hovedet mod hans skulder.
"Jeg ... kunne bare ikke lade være ... " Indrømmede han, og selvom han stadig smilede svagt, var hans stemme blevet meget roligere og dæmpet.

Han lagde mærke til, at der var et eller andet i hendes blik. Men han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Hun forvirrede ham.
"Lad være at se sådan på mig, chéri ... Jeg prøvede jo ikke at gøre dig ked af det." Han trykkede hende blidt ind til sig. Han var ikke sikker på, hvorfor hun så så oprørt ud. Hun havde jo også selv gået og kysset folk på kinderne i Spanien. Så det kunne ikke være det ... Kunne det være, at ...
Han turde ikke afslutte den tanke. Det var alt for absurd. Hun savnede nok bare sin mage. Det var vel meget normalt - selv for ynglinge. De havde jo sådan et stærkt bånd, de to.
Ciel mærkede et svagt stik af jalousi og hans tanker blev kastet mod hans Kasey ... Han sukkede svagt og holdt fortsat Alma tæt ind til sig.

"Du er rimelig varm ... Er du okay?" Han var frygtelig bange for, om hun virkelig var syg og var ved at gå imod forvandlingen. Også selvom hun selv sagde, han ikke skulle bekymre sig. Det var umuligt at lade være.

Alma smilede en anelse over ham. "Det ved jeg godt," småsmilede hun og nussede sin kind mod hans skulder og gabte en smule imens hun veltilfreds lukkede sine øjne. Hun følte sig utrolig træt og underlig tørstig og hun kunne mærke hans puls banke, hvilket underligt nok fik hendes tænder til at løbe i vand. Hun vidste ikke engang om Dracio ville kunne finde på at tæske en anden for at ligge an på hende, eller hvad man kunne kalde det. Hun sukkede bare, lagde sine arme om Ciel og puttede sig ind til ham.

"Se hvordan på dig?" spurgte hun bare, undvigende, og så væk fra ham og ned i jorden. Det var rigtigt at hun havde gået rundt og kysset folk på kinderne, som for at hilse, men det var jo bare af ren høflighed, det her var noget helt andet end hvad hun var vant til fra Spanien af og herfra.
Hun mærkede hans følelser og hvordan hendes egnes forvirren steg i takt med hans. Hun kunne selv ikke finde ud af det og det var begyndt at få en let dunkende hovedpine, hvilket resulterede at hun rynkede let med panden.

Alma smilede bare over ham og knugede ham kort indtil sig." Jeg har det okay," sagde hun bare med et lille smil og et undvigende blik. Hun hvilede sig igen ved hans skulder og og slappede fuldstændig af i kroppen. Hendes arme lå let omkring hans krop og hendes hoved lå på hans skulder imens hun havde lukket sine øjne.

"Du ved udemærket, hvad jeg mener, chéri." Han sukkede svagt og lukkede øjnene. Hans hoved mod hendes. Han kunne ikke lade være med at smile. Det var så utroligt beroligende at ligge op ad Alma. Men alligevel slap han hende og lagde sig ned i græsset. Han tog hendes hånd og trak blidt i hende for at få hende til at ligge sig ved siden af ham.

Stjernerne skinnede klart og for et øjeblik var Ciel fraværende, mens han dagdrømte. Hans smil voksede lidt i takt med dagdrømmens gang. Han dagdrømte om følelsen af Almas tænder i hans hud. Og hvordan det ville føles, at blive drukket af. Han fangede sig selv i det og så op på Alma igen med et uskyldigt smil denne gang. Han var bange for, hvad han mon havde følt i det øjeblik. Men han var ikke fuldstændig klar over det.

"Vi burde nok snart gå tilbage til vores kollegier," mumlede han utilfreds. Han havde ikke lyst til at gå fra hende, men han vidste heller ikke, hvordan det kunne undgåes. Selvfølgelig kunne de også bare gå ind i et af opholdsstuerne. Men han havde ikke lyst til, at nogen skulle se de to sammen. Deres venskab var ... for intimt til at visse frem for alle og enhver. Desuden havde han heller ikke lyst til at komme imellem Alma og loverboy - ikke fordi, han troede, det var muligt. Men alligevel.

Alma sukkede bare og smilede en smule over ham. "Jah, jeg ved det godt," sagde hun blidt og så på ham med et blidt blik inden hun puttede sig indtil ham og kom med en lav spinden. Hun blev underligt irriteret da han slap hende og lagde sig ned, men hun kunne dog ikke lade være med at le over ham da han tog hendes hånd og trak lidt i hende. Hun lod sig med glæde komme ned at ligge ved siden af ham og hvilede så hovedet mod hans arm og med ansigtet vendt imod ham.

Hun så egentlig bare undrende på ham imens hun mærkede hans følelser og få glimt af hans dagdrøm. Hendes åndedræt blev en anelse tungere ved tanken om var og frisk blod. Det var noget af det bedste der fandtes!
Hun kunne ikke lade være med at le blidt over ham da han så på hende med det uskyldige smil. Hun skildte sine læber for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen fordi at det ville have været alt for upassende at spørge om.

En lille rynken viste sig i hendes pande. "Hvorfor dog?" spurgte hun en smule trist og lagde sig mere indtil ham, som for at sige, at hun ikke havde lyst til at skulle gå fra ham. Hun anede ikke om Ciel kunne komme mellem Dracio og hende, og hvis han gjorde, ville hun nok ikke rigtig kunne forstå det, okay, jah, hende og Ciel havde et meget specielt og intimt forhold, men de var jo bare venner, var de ikke...?
Hun puttede sig lidt ind til ham ved at ligge sit hoved mod hans skulder. "Kan vi ikke bare blive liggende?" spurgte hun og så op på ham med et bedende blik og et lille smil. "Det er mere hyggeligt." Hun smilede drillende til ham og gabte en smule hvorefter hun puttede sig ind til ham med en lille brummen.

'Hun spinder?' Tænkte han undrende og så ned på hende. Det var en mærkværdig reaktion, men han kunne på en måde godt lide det. Han holdt blidt om hende med den ene arm og lagde den anden arm under hovedet. Han så op i himlen. Alting var så roligt omkring dem. Som om det, for et øjeblik, var de eneste på planeten.

"Vi behøver ikke gå ind," svarede han. "Men det bliver lyst om nogen timer, og du burde få noget at spise. Og sikkert også lidt blodvin." Han så ned på hende igen med et svagt smil. Han strøg hende blidt ned over ryggen. Det var virkelig underligt, at ligge sådan med en anden. Han mindedes at have gjort det med Kasey. For et par år siden. Pludselig virkede mindet ikke så trist. At have det så dejligt omkring Alma fik ham til at forstå, hans liv ikke var gået i stå. Det var livsbekræftende oplevelse at nye hendes selvskab.

"Desuden, var det upassende af mig, at tilbyde dig mit blod. Og jeg ved, du ikke har lyst til at drikke donorblod, så vi bliver nødt til at finde loverboy før solen står op." Det var lidt som om, han ikke selv havde forstået, præcis hvor upassende tanken var. Han havde jo hørt i Vampyre og Samfund, hvad der skete med to parter, når man drak blodet direkte. Hvordan ens krop ville reagere. Men fordi han aldrig havde prøvet det før, kunne han jo ikke udtale sig om det.

Alma vidste godt at hun kunne have den tendens til at spinde som en kat, hun vidste godt det var virkelig bizart og underligt, men det skete når hun følte sig tryg og godt tilpas, hun kunne ikke gøre for det, det kom bare automatisk. Hun nød egentlig at ligge sådan med ham, det føltes ikke mærkeligt eller forkert, det var bare rart og dejligt.

En lille blid latter kom over hendes læber. "Du har fat i noget," sagde hun med et lille, sødt smil imens hun mærkede hans følelser og tanken Kasey og Alma. Hun smilede lidt, lagde sine arme om ham og gav ham et lille klem. Hun kunne mærke på ham at han ikke var så trist længere, og hun var overrasket over hvor glad det egentlig gjorde hende. Det fik hende til at putte sig mere ind til ham og lukke sine øjne med et smil på læben.

Hun så bare på ham med et lille smil over det han sagde. "Det skal du ikke tænke på, blodvin er altid godt, og..." sagde hun og stoppede midt i en sætning imens hun så væk med blussende kinder. Han havde fat i noget, at hun helst ikke ville have donorblod eller drikke fra en anden en Dracio, det var sådan deres ting sammen, plus, hun ændrede sig fuldstændig når hun drak direkte fra en, det var derfor hun havde holdt sig væk fra at drikke mere fra Ciel end bare at lukke hans sår, for bare det var ved at drive hende til vandvid. Blod havde en stærkere berusende effekt end stoffer eller alkohol, af det hun havde hørt.

"Skal vi finde loverboy?" Han så ned på hende. Hans hånd kærtegnede stadig hendes ryg, og der var et lille stin af jalousi bag hans ord. Han ville ikke give slip på hende. Ikke lige nu. Og han forbandede sig selv om og om igen, for at føle. Fordi Alma vidste, hvad der foregik inden i ham. Derfor satte han også sit bedste skuespil op for at forvirre hende.

Han vidste ikke, hvad der skete i ham. Og han ville ikke have, at Alma skulle vide det heller. Han lagde sig på siden og så hende direkte i øjnene med et smil. Græsset var efterhånden begyndt at gøre hans tøj vådt, men han tænkte ikke over det. Han trak hende blidt ind imod sig.

Et øjeblik fik han den impuls at kysse hende. Og han slog den hurtigt væk igen. 'Hvad fanden er der galt med mig?' Tænkte han. På fransk, for at være sikker på, Alma ikke kunne høre det. Det håbede han da. Han vidste ikke, hvordan tankelæsning fungerede. 'Har jeg virkelig lyst til at slås med Dracio? ... Nej!'

Han trak sig pludseligt væk fra hende. Satte sig op og rystede lidt på hovedet.
"Jeg har det ikke så godt, ma amie. Vi bør gå ind. Jeg kunne også bruge lidt blod."

Alma rystede bare stille på hovedet. "Nej, jeg kan godt nøjes med blodvin den her gang," sagde hun blidt. Hun sagde det mest for at fjerne den stik af jalousi, hun kunne mærke, fra ham og gøre ham glad igen. Da han satte sit skuespil op blev hun noget forvirret da hans ansigt sagde én ting og hans følelser noget andet. Så hun valgte ganske simpelt at tune sig ind på hans følelsesmønster, så hun kunne følge bedre med.

Hun kunne mærke flere og flere af hans følelser og de fik en begyndende frygt til at vokse sig i hende. Men da han så hende i øjnene og smilede til hende, kunne hun ikke lade være med at gengælde det. Og hun stoppede ham ikke da han trak hende ind til sig, hun var fanget i hans blik.

Hun mærkede hans impuls, men lige så hurtigt som hun mærkede den, ligeså hurtigt var den væk igen. Den eneste reaktion hun fik var en fin lille rynken mellem hendes bryn og hun så underligt på ham, og blikket blev kun mere undrende da hun fangede nogle tanker på fransk. Hun tog en dyb indånding og fulgte sin intuition, og sagde: "Dy kan skjule dine tanker, men ikke dine følelser." Blikket der normalt var varmt og venligt var blevet mere stålsat og fast.

Da han pludselig trak sig væk fik hun en mindre chok og så lidt undrende på ham indtil han sagde, at han ikke havde det så godt. Forandringer i hendes blik skete på mindre end et sekund og det blev mere bekymrende og varmt. "Så lad os komme ind," sagde hun blidt og rejste sig op pg tog fat i hans hænder og trak ham op. Hun var forbløffende stærk af sin lille størrelse.

//Så er jeg hjemme igen! ^^'

'Du kan ikke skjule dine følelser ... ' Hendes ord kørte i hans hoved. Igen og igen. Et uendeligt ekko, og tiden stod stille et øjeblik. Han mærkede, hun tog fat i hans hånd og prøvede at trække ham op. Han rev hånden til sig og hans blik var på hendes sko. Fustrationer steg op til overfladen og hans hænder begyndte at ryste af vrede. Vrede, han ikke anede, hvor kom fra.
"Hold op med at læse mig!" Råbte han så pludseligt, at det også chorkerede ham selv. "Der er en grund til, at folk ikke kan læse hinanden! Bare fordi du kan, betyder det ikke, du burde!"

Han havde levet så meget af hans liv gemt bag masker. Han havde levet på, at folk ikke kunne læse ham. Han havde været i stand til at skjule så mange, mørke, frygtelige tanker. Alma var en af de få personer, han virkelig holdt af. Han ønskede ikke, hun skulle vide, hvordan han var skruet sammen. Han fik på fornemmelsen, at hans udbrud havde været længe undervejs ... Eller måske var det på grund af de nye følelser.

Han mærkede, at han fik tåre i øjnene og da han så op på hende, følte han sig som et skræmt dyr. Hans stemme var knap hørbar nu. "Jeg ønsker ikke, du ved, hvad der sker inden i mig ... Chéri ... Jeg er ikke klar til, at du ved det ... " Der var pludselig en hel del ting, der gav mening ...

Alma mærkede hvordan han rev hænderne til sig og hun kunne mærke hvordan hans vrede begyndte at spire og til sidst gik amok. Selvom vidste, at han sikkert skulle til at råbe ad hende nu. Men da hun endelig hørte ham råbe ad hende ... hun krympede sig synligt og det så ud til at gå fysisk ondt på hende. Hun valgte at gå lidt væk fra ham da vreden nærmest strømmede ud ad ham og imod hende, smittede hende, prøvede at så sit frø i hende. Hun rystede den af sig og ledte desperat efter et andet følelsesmønster hun kunne knytte sig til, da hun stadig ikke havde fundet ud af hvordan hun kunne være sammen med folk uden at 'knytte' sig til et bestemt følelsesmønster for ikke at falde fuldstændig sammen og besvime som hun havde gjort dengang i dramatimen sammen med Ciel.

Hun vidste godt at han havde levet livet bag en maske og aldrig været vant til at folk kendte hans inderste følelser og tanker. Og hun kunne godt lidt sætte sig ind i hvilken omvæltning det må have været for ham at hun pludselig kommer og kan se lige gennem alle hans masker, uanset hvad han gør.

Alma havde ikke bemærket at tårene var begyndt at fylde hendes øjne og gøre dem blanke. "Undskyld, Ciel, undskyld," kvækkede hun lavt inden hun faldt ned i knæ og lagde sine arme om ham da hun så tårene i hans øjne. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre hvis han skubbede hende væk nu, hun ville nok rejse sig op og løbe væk. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige, hun elskede jo Dracio, og nu da Ciel fik følelser for hende ... hun ville ikke miste ham, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre uden ham ... og hun vidste heller ikke hvad hun skulle gøre uden Dracio ... hvad fanden skulle hun lige gøre?!

Da hun slyngede armene om ham, satte han sin ene hånd bagud for at støtte ham og svingede den anden arm om livet på hende. Tårene var væk ligeså hurtigt, som de var kommet, og blev nu erstattet af dårlig samvigtighed.

"Alma," hviskede han halvkvalt. Han havde fået lettere ondt i halsen af at råbe. Det hele var kommet fra bunden af hans lunger og det havde været som barberblade i hans strube. "Du bliver nødt til, at ignorere mine følelser, hvis du vil være i nærheden af mig." Det stak i hjertet at sige. I bund og grund var han jo ved at skabe afstand til den eneste person, der forstod ham. Det gjorde så ondt, og han havde lyst til at græde, som da han var syv år og havde slået hovedet. Men han holdt det inde. Og selv i den ophedede situation holdt han masken.

Det var alligevel bedst for alle parter ... Alma havde ikke godt af, at kende den rigtige Ciel ... Og når han tænkte på, hvad er ville være sket, hvis andre af hans hemmeligheder var blevet afslørret, pinte ham.
Noget gik op for ham i det øjeblik. Hjemme i frankrig havde han haft sådan et frygteligt temprament, at han havde bragt andre ynglinge i fare. Og dette var første gang, han havde mistet kontrollen siden ...

Han kunne ikke miste kontrollen igen. Aldrig mere. Han var blevet skubbet ud over kanten for sidste gang ... Han priste sig bare lykkelig for, at han ikke havde skadet Alma.
Han svingede den anden arm om hende og faldt bagover i græsset. Han knugede hende ind til sig og forsøgte at trøste hende.

Alma tog en dyb indånding ved hans ord og sagde bare direkte: "Nej." Hun trak sit ansigt lidt væk og så på ham med et sårbart, dog fast blik. "Jeg har ikke tænkt mig at ignorere dem, for det kan jeg ikke, det vil jeg ikke." Hendes stemme var lav og nærmest stille. Hendes ene hånd fandt op til hans kind og kærtegnede ham let der og lod tommelfingeren glide kort over hans overlæbe uden rigtig selv at registrere det. Hun fremtvang et lille smil inden hun lod sine læber strejfe først hans højre kind, så hans venstre, så hans pande og til sidst hans næsetip. Inden hun havde tænkt færdigt var hendes læber lige udenfor hans og hun skyndte at trække sig lidt længere væk med et undvigende blik og knaldrøde kinder. Hun rystede bare let på hovedet igen. "Jeg glemmer det ikke, jeg ville ikke kunne klare at miste dig, Ciel, du betyder alt for meget for mig." Hendes stemme var intet andet end en hæs hvisken, og hun turde ikke at se ham i øjnene imens, hun var bange for hvad han ville se i hendes blå og røde øjne.

Hun hvinede kort da han lod dem falde bagover i græsset og hun gemte sit ansigt ind mod hans bryst da hun var blevet så overrasket at hendes hjerte bankede løs i hendes bryst. Hun puttede sit tættere ind i hans favn imens hun lukkede sine øjne og prøvede at falde til ro. Hun kunne mærke hvordan han prøvede at trøste hende, og følelsen gjorde hende mere tryg i hans arme og fik hende til at slappe mere af, så hendes hjerte hurtigere fik sin normale fart igen.
Hun ville egentlig gerne kende den 'rigtige' Ciel, hun ville gerne kende hans hemmeligheder, hun ville generelt bare vide mere om ham da hun stadig var utrolig nysgerrig omkring ham. Og hvis han betroede sig til hende, ville de ting han fortalte aldrig komme videre, hun ville være loyal overfor ham, det var hun altid for dem der betød noget for hende, for sådan var hun.

Han sagde intet. Han var ikke i stand til at sige noget i lang tid. Han lå bare med hende i armene og mærkede, hvordan hendes hjerte faldt til ro, mens hans eget stadig slog hårdt. Han lukkede øjnene og sukkede dybt og gennemtrængende ...

Hun ville ikke ignorere hans følelser ... Hun ville fortsætte med at læse ham. Som om han var en bog. Som om han ikke havde ret til sit privatliv ... Som om hun ikke troede, han ville fortælle hende, hvad han ønskede at fortælle hende. Det var egentlig grådighed i hans øjne ... Hun ville ikke nøjes med, hvad han selv var okay med at fortælle hende. Hun ville have det hele. Og samtidig fik han intet til gengæld.

"Du har truffet dit valg, chére." Han kunne ikke holde det ud. Det gjorde så frygteligt ondt. Han mærkede ikke længere det kolde græs under sig. Han mærkede ikke længere de kolde pletter af tårer, hun havde efterladt på hans skjorte. I det øjeblik følte han ikke andet end smerte. "Hvis du ikke kan respektere mit ønske ... Kommer der nok til at gå noget tid, før du ser mig igen."

Livet bag masken var ensomt. Men det var det eneste liv, han kendte til. Og kun to personer havde nogensinde fået et kig bag masken. Det havde overrasket Ciel, at Kasey stadig havde kunnet elske ham ... Men det havde været en fuldstændig anden situation med ham end med Alma. Han satte sig op igen og slap hende. Han tog fat i sin hættetrøje, der lå i græsset, og skulle til at rejse sig ...

En utrolig stilhed gennemborede ham pludselig og han følte ikke længere noget. Ikke engang smerten var tilbage. Det var præcis, som det havde været, mens han havde sat på sit værelse og sørget.

Alma så bare overrasket på ham da han rejste sig. Han havde misforstået hende! "Nej, Ciel!" udbrød hun og tog fat i hans hænder for tavst at bede ham om at lade hende forklare. "Jeg mente, at jeg ikke ville kunne ignorere de følelser du har for mig, jeg skal nok gøre mit bedste for at holde mig væk fra dit følelsesmønster, men det sker bare automatisk!" Hun forklarede hurtigt og stoppede kun for at trække vejret kort inden hun fortsatte. "Jeg er nødt til at fokusere på et bestemt mønster for at det hele ikke ramler ned over mig igen, ligesom det skete der i dramalokalet for al den tid siden ... og jeg skadede dig da jeg vågnede op igen, jeg vil ikke have at det sker igen, undskyld ..." Tårene kom tilbage i hendes øjne og løb over, men hun lagde ikke mærke til det, hun så kun på ham imens tårene løb ned ad hendes kinder. "Jeg prøver virkelig, Ciel, det virker bare så umuligt," hviskede hun grådkvalt. En kort hulken brød frem over hendes læber da hun mærkede den tomme stilhed fra ham. Hun var ved at miste ham, det kunne hun mærke, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun reagere impulsivt, hun ville bare have ham til at føle noget igen. Hun vidste, at det kunne ende katastrofalt og at hun kunne ødelægge alt imellem dem og hun kunne miste sin mage. Men hun tænkte bare ikke da hun lagde sine hænder mod hans kinder og trak ham blidt og hurtigt over til sig og pressede sine læber mod hans.

Da hun trak i ham, nåede hankun lige nøjagtig at stoppe hende. Han så hende i øjnene, hans læber bare et par centimeter fra hendes, og så rystede han på hovedet.
"Følelser for dig?" Han måtte sætte et langt bedre skuespil op nu, det vidste han. Og selvom han ikke havde lyst til det, gjorde han det. Han trak blidt sine hænder ud af hendes, lagde den ene hånd bag hendes nakke og kyssede hendes halvmåne.
"Du er som en søster for mig ... Intet andet." Det var en lodret løgn. Men han var en utrolig god løgner.

Det havde krævet en utrolig viljestyrke, ikke at lade hende kysse ham. Men han ville ikke have det. Ikke sådan her. Han ville ikke have, hun skulle kysse ham ud af desperation. Det var forkert og det ville bare have ødelagt ham endnu mere. Han lagde blidt sin pande mod hendes og lukkede øjnene et øjeblik.
"Jeg kan ikke holde det ud," hviskede han. Tom for følelser og hans tanker udelukkende på fransk. "Hvis du virkelig ønsker mit venskab, bliver du nødt til at øve dig i at styre det. I hvert fald forsøge. Loverboy vil sikkert give dig en hånd." Hans stemme var monotom. Kold. Desuden var det så godt som umuligt at spore andet, på grund af hans accent.

Da han stoppede hende, blev hun overrasket, men alligevel både glad og trist over det. Men hendes før så blide og sårbare blik blev koldt som is da han prøvede at lyve. Hun vidste det jo, hun kunne mærke det, selvom hun prøvede at trække sine 'følere' væk fra ham. Eller hvad man nu skulle kalde det. Hun skubbede ham bare lidt væk da han prøvede på at kysse hendes halvmåne i panden og så væk fra ham for ikke at vise hvor meget hans løgne sårede hende. Det var ikke det han løg om, men bare det at han rent faktisk prøvede på det umulige. Og så ville hun ikke se hvad det var der foregik i hendes blik, hun ville ikke have ham til at se smerten, den dybe smerte hun følte over hans løgne, det ar som det langsomt var begyndt at lave i hendes sjæl.

Man kunne se hendes kæbe arbejde da hun skar tænder da han nævnte at hendes Loverboy nok ville hjælpe hende. Hun ville ikke have hjælp, af nogen. Hun svarede ikke, hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Og hun så stadig ikke på ham da hendes blik var begyndt at blive tomt. Hun kunne ikke mærke noget mere, hverken sine egne følelser eller hans, og hun anede ikke om det var fordi han var så tom eller fordi at det rent faktisk havde lykkedes hende at lukke af. Hun tog en dyb indånding før hun talte. Hendes stemme var næsten ikke til at genkende, så kold og kynisk var den. "Jeg ved ikke om det er muligt, Ciel, jeg kan prøve, andet kan jeg ikke love." Hun vendte nu hovedet og så på ham med sit utrolig kolde blik. Næsten alle følelser var væk fra dem. Det eneste man kunne se var smerte. En dyb, dyb smerte. Hendes stemme afslørede intet, det var kun hendes øjne, hun havde aldrig været særlig god til at skjule sine følelser for nogen. "Du kan jo selv huske hvad der skete i dramatimen da jeg mistede kontrollen," sukkede hun og smilede til ham, men hendes blik var stadig det samme. Det var nærmest uhyggeligt at se på. Men det var nu hvad der skete når hun blev hårdt såret psykisk.

Han så smerten i hendes blik. Men det så ikke ud som om han reagerede overhovedet. Han så direkte på hende. Hans blik flakkede ikke, han fortrak ikke en mine.
"Andet beder jeg ikke om," sagde han monotomt og rejste sig fra græsset. Han svingede hættetrøjen over skulderen og så ned på hende.

For at være ærlig, så huskede han faktisk ikke, hvad der var sket i dramalokalet. Han havde på fornemmelsen, at, hvad det end var, havde hans hukommelse skubbet det fra sig. Enten på grund af et slag til hovedet eller ren og skær fortrængelse.

"Jeg har brug for noget blod efter alt det her." Uden at kaste et andet blik på hende, vendte han sig og gik imod kantinen. Han stoppede op. Så mod gudindens statue og fik det pludselig utroligt dårligt. Hvordan havde han kunnet gøre alt det mod Alma, og lige foran en statue af Nyx.
'Undskyld.' Tænkte han, henvendt til statuen. 'Jeg panikkede ... ' Han kunne ikke holde den neutrale maske. Men han ville ikke lade Alma se det, så han begyndte straks at gå igen.

Det arbejdede kort i hendes kæbe da hun skar tænder endnu en gang. "Godt," hvislede hun for at holde tårene tilbage. Hendes kinder var stadig våde efter at have grædt og hendes øjne var svagt ophævede over det.
Hun fulgte bare efter ham uden et ord, hendes ansigt var neutralt, men hendes blik var fuld af den smerte han havde påført hende. Og hun stoppede op lidt bagved ham da han stoppede for at kigge på statuen af deres store gudinde Nyx. Hun så bare kun på hans hånd som hun egentlig greb ud efter, men hun nåede ikke andet end at strejfe ham inden han gik videre. Det gav hende et hårdt jag i brystet. Hvorfor har jeg det sådan her?! Tænkte hun frustreret og knyttede den hånd hun havde prøvet at holde hans med. Hun gik ikke videre, hun blev bare stående indtil hun kiggede op mod statuen af Nyx. Det var der hun begyndte at græde igen ... eller måske havde hun grædt hele tiden uden at have ligget mærke til det? Hun vidste det ikke selv ...
Hendes ansigt blødte op og hun lukkede sine øjne og nåede ikke at dæmpe det første hulk der fik kæmpet sig over hendes læber. Det føltes som om det skar og rev i brystet på hende og det krævede alt hendes viljestyrke at blive stående.

Ciel stoppede op, da han hørte hende hulke. Han så over skulderen. Og sukkede.
Med lettere fustrerede bevægelser vendte han om, tog blidt fat i hendes skuldre og forsøgte at få hende til at gå med sig. Hun havde tydeligvis også brug for noget blod at styrke sig på, og han havde ikke tænkt sig at tilbyde hende hans. Ikke længere. Ikke nu ...

Mon hun overhoved forstod, hvor hårdt det havde såret ham, at hun ville kysse ham ud af ren desperation. I sådan en situation ... Hvor han allerede var sårbar. Det ville have været et ødelæggende slag. Hvis hun rent faktisk ville kysse ham engang, skulle det være fordi det var noget, hun ville ... Ikke fordi, hun følte, hun blev nødt til det.

Hans tanker væltede rundt i hovedet på ham. Men han var faldet ind i den gamle trumle og tænkte udelukkende på fransk. Han ledte hende direkte mod kantinen uden at stoppe. Han ignorerede hendes gråd.

Han prøvede jo bare at gøre, hvad han mente, var det rigtige! Det skreg hans hjerne om og om igen. Han mente jo, det han gjorde, var bedst for alle parter ... Snart ville Alma komme over det ... Og hun ville være lykkelig med Dracio. Og Ciel ville ikke skulle være trejdehjul og mærke den uendelige forvirring i sit bryst.
En dag ville hun være taknemmelig ...

Alma lod sig bare føre, hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Hun prøvede virkelig bare at få sig taget sammen og stoppe med at græde. Det lykkedes efter lidt tid og hun tørrede øjnene og prøvede at få sig til at se nogenlunde ordenlig ud. Hun havde ikke lyst til blod, hun ville egentlig ikke have noget. Jov, et kram, fra Ciel, men det skete nok ikke lige foreløbig.

Hun havde ikke prøvet at kysse ham fordi hun følte sig nødt til det, hun havde prøvet at kysse ham fordi hun ville. Bare tanken om hans læber gav hende hjertebanken, noget hun havde skjult i noget tid. Hun elskede virkelig bare at være sammen med ham, snakke med ham, og hun havde til tider spurgt sig selv om det kunne have blevet mere, men hun havde skubbet det væk igen. Gang på gang på gang.

Hun sukkede stille da de næsten var henne ved døren der førte ind til skolen, og hun tog fat i hans hånd og trak ham til side. Hun tog begge hans hænder i sine og prøvede at fange hans blik. "Ciel, undskyld, undskyld," hviskede hun og mente det virkelig. Hun ville ikke miste ham, hun ville virkelig bare ikke miste ham. Hun gav begge hans hænder et lille klem. Hendes blik strejfede kort hans læber lidt for længe inden hun så ind i hans smukke øjne igen og bad gudinden om tilgivelse for hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun slap den ene af hans hænder og lagde sin egen mod hans kind og kærtegnede ham let og blidt inden hun langsomt lod sin tommelfinger glide over hans overlæbe. "Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg tit bliver helt blød inden i over at se i dine øjne?" hviskede hun lavmælt og holdte hans blik. Hendes hjerte begyndte at sætte farten op mens hun ventede på hvad han ville gøre.

Da hun stoppede op, gjorde han det samme. Han så hende i øjnene, men han havde stadig intet udtryk. Da hun begyndte at kærtegne hans kind kneb han øjnene i med et lettere opgivende udtryk og grab blidt fat i hendes håndled.

"Vil du ikke nok lade være, med at lege med mine følelser?" Hans udtryk var forvredet i smerte. "Du har Dracio. Du skal ikke sige sådan noget til mig." Han åbnede hans øjne og slap hendes håndled.
Så åbnede han døren og gik ind i kantinen. Han gik direkte op imod blodvinen og pludselig så var han ked af, han ikke kunne blive fuld. Han ville ønske, han kunne drikke sig selv i hegnet og bare glemme alt. Alt.
Han hældte et glas op til sig selv og et til Alma. Så vendte han om for at række hende det. Hun havde brug for det, ligegyldig hvad hun end sagde.

"Drik ud," mumlede han og bundede selv sit eget glas ret hurtigt. Han havde brug for mere. Hvis han ikke kunne blive fuld, ville han i det mindste have nok blod til, at hans tanker smuttede et andet sted hen.

Alma stoppede med at kærtegne ham da han tog fat i hendes håndled. "Jeg leger ikke med dine følelser, Ciel!" udbrød hun såret og stirrede på ham imens hun blinkede tårene væk. Hun kunne ikke klare at se ham sådan, det gjorde så ondt på hende. "Undskyld, jeg skulle have holdt det inden i mig som jeg plejer." Hun så væk og sagde det kun som en mumlen. "Dracio ville helst slå op med mig," mumlede hun bare og så ned i jorden. Hin tekst på skuldrene som om det ikke var noget specielt. Hun fulgte efter ham ind i kantinen. "Og jeg sagde det, fordi eg mente det," mumlede hun bare og fuldte egentlig kun efter ham.
Hun havde prøvet at lave en mental mur omkring sit sind så hun kunne kun svagt mærke Ciels følelser, men alle de forskellige følelsesmønster bankede på fra alle sider med tanker og følelser og hun kunne mærke en let hovedpine udvikle sig.
Da hun fik blodvinen i hånden så hun bare kort på den inden hun bællede indholdet.
"Ciel?" spurgte hun stille og så ned i det tomme glas imens.

//Nat nat, smutter i seng ^^

"Du er lykkelig med din loverboy," sagde han kort og fortrak stadig ikke en mine. "Du kan ikke mene seriøst, at du føler noget som helst i den retning." Han var sikker på, hun legede med hans følelser. Lige gyldig hvad hun sagde.

"Du er hans mage. Jeg tvivler ret meget på, at han ville slå op med dig ... Han elsker dig jo." Han havde brug for mere blod. Mere vin. Og så ville han smutte tilbage til sit værelse. Han havde brug for at slappe lidt af. Han så mod hendes øjne. De smukke øjne. Han kunne virkelig ikke tro hende ...
Hvorfor havde hun dog også nævnt alt det pis med følelser for hende. Alt kunne have været meget enklere, hvis hun havde ladet være med at tolke på hans forvirring og beskyldt ham for at lyve.
"Og jeg har allerede sagt til dig, du er som en søster for mig." Han hældte mere blodvin op og drak igen. Han så hende i øjnene.

"Hvad er der?" Han hævede det ene bryn. Han kunne ikke forestille sig, hvad hun ellers kunne have at sige. Han var ret sikker på, alt var blevet sagt ...

Alma ignorerede hvad han sagde om hendes 'loverboy' og så istedet bare på ham med et nærmest pinefuldt blik. "Jeg er ikke dig, Ciel, jeg er elendig til at spille skuespil," sagde hun og så ham i øjnene. Hun havde rent faktisk haft følelser for ham i et stykke tid, selv før han mistede sin kæreste. Hun havde bare skubbet dem væk fordi han var i sorg, fordi hun ikke ville have at han skulle få det værre ... "Jeg er ikke den type der lyver, jeg har virkelig de følelser for dig," hviskede hun bare og så trist på ham.

Denne gang nikkede hun bare. "Jah, han elsker mig, men han har flere gange følt at det ville være nemmere at komme over mig," sagde hun bare med en neutral stemme. "Og han prøvede at tvinge mig til at drikke fra ham da jeg så ham, jeg ved godt, at hans hensigt var god, men at tvinge mig?" Hun så virkelig forrådt ud bare ved tanken. Det havde virkelig såret hende mere end hun havde vist.
Hun rystede bare kort på hovedet over hans ord inden hun gengældte hans blik, og blev tabt i det. Følelserne der gik gennem hende var meget og mere end bare vennefølelser, og en lille del af hende håbede at han kunne se dem i hendes blik ... hun ville ønske at se kunne ligge ude i græsset igen, før det hele gik galt. Hun ville ønske at havde sagt det før.

Alma åbnede munden for at fortælle hvor meget han betød for hende, hvor meget hun havde savnet ham da hun var væk, hvor meget han egentlig fyldte i hendes tanker. Men hun nåede ikke længere end det for hovedpinen blev med ét værre og hun havde nær tabt det glas hun stod med da en mild rystelse gik gennem hendes krop. Hun mærkede kort en masse stærke og hadefulde følelser gå igennem hendes sind inden hun fik lukket helt af igen. Det gik op for hende for svagt hendes skjold var og hvor svag hun var da hun åbnede sine øjne og det hele nærmest svømmende for hendes blik og anstrengelserne havde givet hende små svedperler ved hårgræsen. Hun måtte blikke flere gange med øjnene før det hele stod på sin plads igen, men da hun så ned på glasset hun holde, rystede det på grund af hende. Hun blev pludselig bange for at hun pludselig skulle til at hoste indholdet af sine lunger ud, men da der stadig ikke skete noget, kunne hun stadig ikke slappe af. Frygten var ved at sætte sin spire i hende.

Han fik det en smule dårligt over, at beskylde hende for at lyve. Men det virkede bare slet ikke realistisk. Dracio var trods alt hendes mage. Ciel kunne virkelig ikke tro på, at han var i stand til at komme imellem dem.

Han så hende i øjnene. Det gik op for hende, at hun ikke så rask ud. Han greb roligt fat i hendes skuldre og holdt hende stille. Han rystede lidt på hovedet og hjalp hende hen i en stol. "Hold op ... Lad være med at lukke af. Du får det dårligt." Han så bekymret på hende og sagde ikke mere, før hun så ud til at have det godt igen. Han satte sig på hug foran stolen, fordi han ikke ville stå bøjet ind over hende. Roligt tog han glasset ud af hånden på hende og hentede noget mere blodvin. Hun ville have godt af at få lidt mere.

Han smilede svagt til hende og lade en hånd på hendes knæ. Han bed sig let i læben og prøvede at samle tankerne, mens han lod hende få ro et øjeblik. Stilheden i kantinen var gennemgribende.
"Alma, jeg ... Selv hvis jeg troede på dig ... Og selv hvis vi virkelig følte noget for hinanden ... Så har du Dracio." I det øjeblik, var han rimelig ligeglad med, om hun kunne mærke hans følelser eller ej. Han ville bare have, hun skulle få det bedre. Desuden, sagde hans følelser ikke så meget i det øjeblik. "Hvis du rent faktisk kan lide mig på den måde, ville du ikke være sammen med ham." Han sukkede svagt og tvang et smil frem.

Han havde jo faktisk ikke ønsket at komme mellem hende og Dracio ... Han havde egentlig heller ikke ønsket, at hun skulle vide, hvad han følte. Han følte sig skyldig. De to passede jo så godt sammen, og selvom de havde deres op- og nedture, så var det ikke fair overfor dem, at Ciel kom på tværs.
"Hold op med at tænke sådan om mig." Han strøg hende blidt over kinden med. "Jeg er ikke det værd."