Ciel? Is that you?! :D ~Guess who xD

Alma smilede over ham, hun fandt af en eller anden grund hans lumske smil utrolig charmerende. Han var virkelig meget af det Dracio ikke havde været for hende, og hun elskede det. Mellem hende og Dracio var det altid berøringer, kys, sex, blod osv., det var nærmest kun kropsligt, og selvom hun ikke havde så meget imod det, savnede hun det hvor man bare kunne ligge i hinandens favne og bare snakke. Måske med et lille kys en gang imellem, nogle få kærtegn, men hvor der ellers ikke sker andet.
Hun klukkede stille over hans forslag. "Det er ikke ligefrem noget jeg har prøvet før," sagde hun med et drilsk smil. "Og vampyrerne kan da mærke hvis vi har været der." Hun så blidt op på ham med et skævt smil på læben.

Hun ville ikke tænke på Dracio, for hun fik det helt ærligt dårligt over at have slået op med ham, selvom hun ikke rigtig følte de samme ting for ham som hun havde gjort en gang. Han var bare kommet bombende ind i hendes liv og vist hende en helt anden del af hende selv, og det var hun glad og taknemmelig for, men hun kunne ikke det mere at han ville bestemme hvad der var bedst for hende, det vidste hun jo selv bedst. Hun ville ikke have at de skulle slås, og hvis hun fandt ud af at det var sket eller at hun var der, ville hun tvinge dem fra hinanden med sin evne og få dem til at føle skyld, begge på. Hun ville ikke have at nogen skulle slås, og bestemt ikke de to. Dracio var hendes første rigtige kærlighed, og han betød stadig meget for hende. Og Ciel ... hun kunne ikke forklare det, han betød utrolig meget for hende og hun fik det dejligt omkring ham, hun følte sig tryg i hans favn og følte at hun bare kunne snakke med ham om alt, det var anderledes end med Dracio, og det var noget af det hun satte mest pris på.

"Lærerne siger sku ikke en skid til det," grinede han og kyssede hende på halsen. Han bed hende blidt - drillende og fristende. "Skal vi gå, ma chéri?" Som en gentleman rejste han sig, bukkede dybt med næven knyttet over hjertet og tilbød hende derefter hans arm, mens han sagde; "Mademoiselle?"

At være fransk, at have en helt anden kulturel plads på en skole som den her. Det var på en måde som om det hele blev til et stort skuespil for ham. Og alt passede så perfekt til hans rolle. Den mystiske, fremmede gentleman, med de dybe hemmeligheder og det forførende smil. Det lød jo nærmest som en rolle taget ud af en film. Og det kunne han godt lide. Det gjorde det hele lidt nemmere at klare. Han førte ikke nogen bag lyset, han løj ikke for nogen. Han spillede ganske enkelt en improviseret rolle.
'Det er ikke tilfredsstillende ... ' Tanken slog hårdt. Selvom han elskede skuespillet og ikke som sådan havde noget imod, at skulle gemme sig selv væk, så manglede der et eller andet ... Hvad kunne han ikke sætte fingeren på.

Alma smilede over ham og der kom et lille nydende lyd da han kyssede og bed hende på halsen. "Hvorfor ikke så?" hviskede hun lavmælt og nydende. Hun havde nogle svage punkter på halsen når hun blev kysset eller bidt der. Hun så op på ham og hendes kinder blussede da han bukkede for hende med håndan knyttet over næven. Hun smilede varmt til ham idet hun rejste sig op og tog hans arm. Hun så på ham med et forundrende blik, som om hun ikke rigtig troede på hans pludselige forandring.

Hun så på ham, med et blik der så igennem alt. Hun mærkede hans følelser og hans forvirrende og hun ønskede inderligt at han bare prøvede at fjerne alle sine facader og lade hende se hvem han virkelig var. "Ciel?" Hendes stemme var blid, og hendes forskellig farvede øjne skinnede af et eller andet man sikkert ikke lige kunne sætte sin finger på. Det så fjernt ud i det, som om hun så på ham, men uden rigtig at se ham. Hvilket stort set også var rigtigt. Hun så og mærkede på hans følelsesmønster og prøvede desperat at tyde dem. Hendes åndedræt var roligt og det samme var hendes hjerteslag, men blikket var bare væk.

//Undskyld tiden! Har først bare lige fået tid til at skrive det helt færdigt nu ^^'

"Oui?" Med hende på armen gik han mod Nattens Hus. Gennem de sparsomt belyste gange og mod hans ynglingslokale. Drama. Han havde pludselig på fornemmelsen, at der var et eller andet galt, men han havde ikke lyst til at spørge hende om det. Men hendes spørgsmål ville sikkert føre ham på sporet.

Han så ned på hende. Hun virkede så fjern. Pludselig blev han bekymret. De forførende blikke og smil forsvandt som dug for solen og han sukkede tungt. "Hvad er der galt?" Han havde godt nok tænkt sig at vente, men det røg direkte ud af ham, da han så hende sådan. De kom til klassen rimelig hurtig. Han åbnede døren og holdt den for hende.

Alma svarede ham ikke før de var kommet ind i dramalokalet, hvor hun slap hans arm og tog hans hånd i sin istedet. Hun førte ham blidt over til scenen og satte sig selv ned på kanten af den og så op på ham, hun var blevet mere nærværende nu, men hun var ikke kommet det mindste tættere på. "Hvorfor alle facaderne?" spurgte hun ligeud imens hun så på ham, hun ville vide det. "Hvorfor lader du ikke andre se hvem du er? Hvorfor vil du i det mindste ikke lade mig se hvem du er?" Hendes blik var blevet blidere og hun kærtegnede blidt hans håndryg med sin tommelfinger. Før han kunne nå at svare hende, sagde hun: "Du skal ikke svare, hvis du ikke vil ... jeg ville bare gerne vide det, vide hvem du er bag alle de facader, og hvorfor du ikke lader andre se hele dig." Hun smilede prøvende til ham, som for at lette atmosfæren. Det ville sikkert ikke lykkes hende. Hvis han ikke ville svare hende, så ville hun acceptere det, men lade ham vide, at hun altid ville være der for ham, at hun altid var der hvis han ville snakke med hende, om det eller det mindste andet. Han havde været der for hende, og han var endt med at betyde utrolig meget for hende, så selvom han måske ville skubbe hende væk og ikke lade hende kende ham fuldstændig, så ville hun stadig være der ... måske ville han glemme hende, når han en dag blev forvandlet, måske fandt han en anden en hende, det kunne ske. Men uanset hvad, så ville hun altid være der for ham.

Han så længe på hende uden noget udtryk i ansigtet. Der var ikke rigtig nogen følelser i ham, bortset fra det tilbagevendende spirer af vrede. Alle ville åbenbart meget gerne vide, hvem han var indeni. Han var træt af det. Han var træt af bedende blikke og tiggen om information. Han var træt af, at folk ikke bare kunne være omkring ham og bare lade ham være den, han viste han var for folk.

Istedet for at svare hende, lagde han hånden på hendes kind og kyssede hende hårdt. Han lænede sig mod hende, og med den ene hånd på hendes skulder, skubbede han hende ned at ligge på scenens brædder. Han stak tungen ind imellem hendes læber, da han nærmest lå oven på hende. Hans hånd gled ned af hendes skulder og ned over hendes krop.
Kort efter stoppede han dog sig selv. Hans bevægelser havde været voldsomme og hårde, og han forventede egentligt at se tåre i hendes øjne.
Han sank hovedet ned ved siden af hendes øre og hviskede; "Ville du virkelig elske mig, hvis jeg var anderledes end den Ciel, du kender? Hvad hvis jeg var en voldelig stodder? Hvad, hvis jeg gjorde ved dig, præcis hvad jeg lystede uden at tage hensyn? Du burde passe på, hvad du ønsker dig, chéri."

Alma blev overrasket over hvad han gjorde og hans hårde og nærmest voldsomme bevægelser. Hun vidste, at han var stærkest, og selvom hun let kunne have lammet ham med sin affinitet, lod hun være. Da hun mærkede hans tunge bane sig vej mellem hendes læber bed hun ganske enkelt tænderne sammen så den ikke kunne komme længere ind i hendes mund, hun gjorde ingen anden modstand end det og at ligge begge sine hænder mod hans skuldre.
Da han endelig stoppede så hun bare en anelse overrasket op på ham med et lidt stødende åndedræt. Hun smilede af en eller anden grund over det han sagde. Ikke noget stort smil, bare en lille trækning i mundvigen. "Ciel, jeg ville elske dig for den du var, er og vil blive," sagde hun blidt. Hun var ikke skræmt væk, der var ikke det mindste spor af tårer i hendes øjne. "Jeg ved godt hvad jeg ønsker mig, og det er at lære dig bedre at kende så jeg kan forstå dig bedre." Hendes hænder lå stadig let om hans skuldre inden hun lod den ene glide om i hans nakke for at nusse ham ganske let. "Hvis du ikke vil fortælle mig det ... så fint, så lader jeg være med at spørge igen. Jeg lader være med at nævne det, jeg lader dig være den du har lyst til at vise andre," hviskede hun lavmælt til ham og mente hvert ét ord.

Vreden i ham voksede. Han kunne ikke holde hende ud. Hendes evige positivtitet. Hendes uendelige tro på, at han virkelig var en god fyr. Hun fattede det jo ikke.
"Du er håbløs!" Hvæsede han af hende. Han slap hende og satte sig op med ansigtet vendt væk fra hende. "Før eller siden må du forstå, at der er folk, der ikke fortjener at blive elsket." Han tænkte på, hvad hun havde fortalt ham om hendes ar. Hun ville ikke kunne elske en af de mænd, der havde gjort det imod hende. Og så troede hun naivt nok, at hun kunne elske Ciel ligegyldigt hvad.
"Jeg håber, du mener, at du ikke vil nævne det igen ... For hvis du gør, så tvivler jeg på, du nogensinde vil høre min stemme igen." Det ville være utroligt hårdt at undgå hende. Men hun vækkede alt for meget i ham, og det var farligt for hende. Igen fik han følelsen af, at hun ikke tog ham seriøs.
Han knyttede næverne så hårdt, at hans negle stak ned i hans håndflader og en fin stribe blod rende ned over hans håndled.

Alma sukkede over ham. "Måske er jeg det!" sagde hun lidt vredt og satte sig selv op og så på ham. Nu begyndte tårene at vise sig i hendes øjne. "Jeg tror på, at alle har noget godt i sig, alle er en del af Lys og Mørke." Hun så på ham, selvom han vendte blik og ansigt væk fra hende. "Det er hvad du vælger at være, Ciel." Hendes stemme var hæs, men gennemtrængende. "Så fint, kald mig håbløs, det ændre ikke hvad jeg tror på." Hun rejste sig op og gik om foran ham, lagde sine hænder mod hans skuldre idet hun lænede sig ned mod ham. "Jah, det er det jeg mener, for jeg vil ikke miste dig, så jeg ignorere min nysgerrighed og lader dig få det som du vil," sagde hun langsomt og holdte hans blik.
"Og så må du undskylde hvis alt det her er lidt for meget for mig, jeg er stadig ikke helt på toppen og jeg er bange for at min krop ikke kan klare det," hviskede hun inden hun slap ham. Hendes tøj hang alt for løst på hende og han havde sikkert også kunne mærke knoglerne mod sig da han havde ligget over hende.
Da duften af blod lagde sig om hende, så hun ned for at finde kilden. Hun satte sig ned ved siden af ham og prøvede blidt og forsigtigt at stoppe ham med at bore neglene ind i hans håndflader. Hendes blik svømmede let af tørst og hun kunne næsten ikke holde sig tilbage. "Må jeg have lov?" spurgte hun med en hæs og allerede påvirket stemme. Hun fjernede ikke blikket fra hans hænder og blodet der flød fra sårene.

Han så koldt på hende. Træt og rasende. Igen, de evindelige prædikener.
"Jeg har ikke bedt dig om at ændre dig! Jeg har bedt dig holde kæft og lade være at prøve, at ændre mig!" Råbte han opfarende. Forstod hun det virkelig ikke? Hans vrede stoppede lige så pludseligt som den var kommet og han holdt masken utroligt godt.
"Du har prøvet at ændre mig ... Men du må forstå, at mine facader er en del af mig." Han så hende direkte i øjnene. Der var følelser i hans øjne. Kærlige følelser. Men i hans bryst var der intet. Han følte ikke rigtig noget.
Han ville ikke høre på hende mere ... Han ville ønske, hun ville klappe i, og de bare kunne have det, som for et par minutter siden. Hvorfor havde hun dog også bragt det på bane?

Han lagde mærke til, hendes blik på hans hånd. Først der, lagde han mærke til blodet. Han åbnede sin håndflade og så sårene. Hans hånd rystede svagt.
"Bare ... bare luk sårene." Han ville ikke benægte hende det, men han havde heller ikke lyst til, at hun skulle drikke. Ikke efter, hvad der lige var sket.

"Jeg har ikke prøvet at ændre dig!" Råbte hun op og rejste sig i det samme. "Jeg ville bare vide hvad der var bag facaderne, undskyld mig hvis jeg rent faktisk er interesseret i dig og ikke bare dit udseende eller franske accent!" Hendes stemme var blevet til en hvæsen, nærmest en knurren. Hun så ham i øjnene, de kærlige følelser hun så i dem løg hende lige op i ansigtet. Vreden forsvandt fra hendes blik, men efterlod dem underlig mørke i det. Det røde af hendes øjne lyste nærmest op i dramalokalet.
Hun satte sig ned igen og hendes skuldre sank en smule. Hun havde selv et iltert temperament og hun hadede det, hun havde det virkelig som om Mørke kom og tog en del af hende når hun blev så vred. Hun tiede stille med det nu. Hun havde aldrig ønsket at ændre ham, hun havde kun ønsket at vide hvem han var, hans fulde selv.

Hun tog hans hænder i sine, løftede dem op samtidig med at hun bøjede sit ansigt ned mod dem. Endnu en gang kom hendes tunge frem og strøg blidt som et kærtegn over sårene. Hun løftede først hovedet da hun var helt sikker på at alle sårene havde lukket sig, og havde en smule blod om læberne. Hendes blik prøvede at fange hans. "Jeg er ked af at jeg brang det op, undskyld," hviskede hun lavt, lidt påvirket af hans blod. Hun holdte stadig hans hænder i sine, men ganske svagt, så han let kunne tage dem til sig igen uden problemer.

Han så overrasket på hende ... Så sukkede han tungt og så bare ned i jorden. "Jeg regnede heller ikke med, at det var derfor, du ville have mig ... Jeg regnede bare med, at det, jeg gav af mig nu, var nok ... " Hun kendte ham jo ... Hun kendte den Ciel, han var nu, og det var vel også det vigtigste.

Han så på hendes læber og hendes tunge, på hans håndflade. Han mærkede et sus af følelser og blev en smule varmere. Han smilede svagt og tog hendes hånd, da hun havde lukket sårene.
"Men tænk ikke mere på det." Han kyssede hende blidt på kinden. Hans humørsvingninger gik ham selv på nerverne, men han håbede bare, hun kunne bære over med ham.

Alma sukkede stille over ham. "Det er nok, jeg kan bare ikke få nok af dig, jeg vil vide mere," sagde hun ærligt og så på ham imens hendes blik langsomt blev normalt igen. Hun så på ham og så den Ciel hun havde mødt i musiklokalet og havde havde spillet noget der lød som en kat der blev mishandlet. Mindet gav hende et lille smil på læben. For hun kunne tydeligt huske hvordan hun var løbet ind og stoppet ham leende.

Hun mærkede det sus af følelser hans fik spejle hendes egne og et svagt støn forlod hendes læber idet hun slak resterne af hans blod væk fra sine læber. Hun gengældte forsigtigt hans smil og gav hans hænder et blidt klem da han tog hendes i hænderne.
"Hvad skal jeg ikke tænke på længere?" spurgte hun med et lille drilsk smil på læben, som for at sige, at det allerede var glemt og at de var okay igen. Hendes kinder blussede da hun mærkede hans læber imod dem og hun nød den hjertebanken hun fik af det. Hun kunne sagtens leve med hans humørsvingninger, hun kendte dem jo fra sig selv. Hun smilede mere og mere varmt og blidt til ham alt i mens hun så ham i øjnene.

Han lagde blidt armene om hende og trak hende ind til sig. Det føltes bedre nu, hvor det var okay imellem dem igen. Han var meget roligere. Men kampen var ikke afsluttet, og han vidste, der var flere problemer, de skulle klare i den nærmeste fremtid.
Han gav hende et klem og slap hende så.
"Jeg ville ønske, du var noget mere selvglad ... Du burde snakke noget mere om dig selv." Han grinede lidt og kyssede hende på kinden. I virkeligheden vidste han jo heller ikke så frygteligt meget om hende.

// Min krea har det ikke så godt //

Et smil kom frem og formede hendes læber da han lagde armene om hende og trak hende ind til sig. Hendes kinder blussede og hendes øjne skinnede svagt imens hun puttede sig ind til ham. Hun vidste godt at de langt fra var kommet videre, men at de var sådan okay lige nu gjorde hende glad og rolig.
Hun lo blidt over ham. "Hvad vil du da vide?" spurgte hun drillende og puffede blidt til ham og smilede da han kyssede hende på kinden. Hun så på ham med et varmt smil og blik imens hun ventede på hans svar.

//Heller ikke her, så det er helt okay xD

Han smilede og kærtegnede hendes kind. Blidt kyssede han hende på halsen og trak hende ind i sin favn. Han lagde hovedet imod hendes og lukkede øjnene.
'Uden affiniteten, ville hun være perfekt.' Han hadede sig selv for at tænke det, og følte et stik af dårlig samvittighed. Men han rystede det af sig så hurtigt han kunne og kyssede hende på håret.
"Alt ... Fortæl, hvad du selv synes, er vigtigt." Han ville ikke stille spørgsmål. På den måde ramte han ingen ømme punkter eller ødelagde hendes gode humør.

Alma smilede og lo over ham, det var egentlig rart at være sammen med ham sådan og hun nød da han kyssede hende på halsen og trak hende indtil sig. Hun hvilede sit kind mod hans skulder og sukkede veltilfreds. Hun bemærkede godt hans fårlige samvittighed kort, men det forsvandt så hurtigt at hun ikke var sikker på at hun havde følt det eller ej.
Hun klukkede stille og tøvede, og sagde egentlig bare det første der faldt hende ind. "Jeg kommer faktisk originalt fra Spanien." Hun smilede lidt forfjamsket og lo lidt over sig selv. Hun anede ikke hvad hun skulle fortælle, så hun pillede lidt ved hans skjorte med røde kinder.

"Det vidste jeg godt," grinede han og kyssede hende ved mundvigen. Han gabte svagt. Han ville gerne blive sidende med hende, men trætheden var begyndt at slå ind. Han krammede hende lidt tættere, lige som en skinger lyd brød igennem og Ringo sprang op i Almas skød.
"Hvor fanden kom du fra, kat?" Han så utilfredst på Ringo. Kunne han virkelig ikke have lov at være alene med hende - for sin kat? Åbenbart ikke. Det skide dyr lagde sig til rette og begyndte at snorke meget kort efter.

// Det var det bedste svar, jeg kunne mønstre. //

Alma klukkede blidt over han og nød hans kys. "Jeg ved altså ikke hvad jeg skal sige," sagde hun med et lille grin og smilede varmt til ham. Hun smilede over hans gaven og fik et mere drilsk glimt i sine øjne. "Nurh, skal min lille Cirl snart i seng?" spurgte hun med et drilsk smil og kyssede ham kort på kinden.
Hun nød at han holde hende tættere og fik et lille chok da hun hørte Ringo komme og springe op i hendes skød, og på trods af Ciel begyndte hun ar le. Kort efter hørte hun osse en egentlig leget feminin miaven hvorefter en kulsort kat kom frem af mørket med røde skinnende øjne. Luna Roja sprang op i Ciels skød og puffede til Ringo med poten. "Vi har vist fået selskab af vores katte," lo hun.

//Er ude at spise med familien ^^' så svarer senere

Han grinede lidt over de to katte, men vendte sin opmærksomhed fuldstændigt mod Alma.
"Hvis du synes 'din Ciel' skal i seng, så burde du gå med." Han smilede drilsk og kyssede hende blidt på halsen.
Han var utrolig overrasket over, at Ringo var så rolig. Men det var jo kun et godt tegn.
Han bøjede sig lidt tættere mod Almas øre og hviskede; "Jeg tror altså din LR forfølger min Ringo." Ringo så dog ikke helt ud til at have forstået det.

Alma lo blidt over ham og smilede drilsk igen. "Jeg er frisk," hviskede hun drillende igen. Hun sukkede lidt over hans kys og mærkede hvordan de kildede i kroppen på en dejlig måde. Hun så ned på de to katte. LR tjattede stadig legesygt efter Ringo. Hun smilede over dem og kom til at tænke på da Ringo reddede LR fra en anden kat. Kattene havde fundet 'sammen' før Ciel og Alma havde.
En lille latter kom over hendes løbet ved hans ord. "Måske vil hun bare sørge for at Ringo ikke laver for meget ballade," sagde hun med smil i stemme og så stadig på de to katte.

Han smilede af hende og kyssede hende på kinden. Hendes positivitet gik ham ikke længere på nerverne og han trak hende lidt tættere.
"Jeg tror nu ikke, Ringo nogensinde stopper med at lave ballade. Han ligner mig for meget." Han grinede lidt og kyssede hende på halsen. Det gik op for ham, at LR også lignede Alma ret meget. Det var vel rigtigt at dyr afspejler deres mennesker. Eller måske er det omvendt. Det ville give mere mening - i hvert fald, når det gjaldt ynglinge og vampyrer.