Well, I guess this is the end - Alliette

Sted: Templet
Tid: Sen 'aften'
Vejr: Skybrud
Omgivelser: Ingen
Påklædning: Band t-shirt, jeans og vans

Dette var et godt sted at tænke, havde han efterhånden fundet ud af. Følelsen af noget guddommeligt, der omgav ham, krøb under hans hud, hvilket gav ham kuldegysninger. Han sad nu ved en af bænkene i det fjerneste hjørne, hvor man ikke med det samme, ville kunne skue ham. Og det var sådan, han ønskede det. Siden hans fars død, var intet blevet det samme igen. Altid var gået ned af bakke, og han var ikke længere den glade og optimistiske Perceval. Han var blevet til en person, han ikke selv genkendte. Men det skulle alt sammen være slut, for i aften ville han tage sit eget liv - uden at opstå som en rød vampyr.

//Grundet manglede lyst, inspiration og travlhed irl, skriver jeg nu Perceval ud af thn//

Iført intet andet end sorte jeans, en limegrøn bh og intet andet, gik Allie ned mod templet.
Hun havde mange gange før besøgt templet, når hun havde haft det skidt, men denne gang var det anderledes. Hun var så underligt trist til mode. Som om der var intet tilbage i verdenen der kunne gøre hende glad igen. Hvilket stakkels menneske der følte sådan hver dag...

Hun gik bare,, velvidende at der måske ikke var nogen vej til.
Hun gik, uden selv at vide hvor hen. Og lige før hun ville have ramlet ind i Perceval - stoppede hun op.
''her sidder du da vel nok bare og glor, hva'?...'' spurgte hun, og satte sig ved siden af ham.
Hun lød ikke selv for glad.

Hvor længe han havde siddet der, havde han ikke længere styr på. Det kunne have gået sekunder, minutter eller timer uden at han ville vide det. Hans tidsløse eksistens blev brat brudt, da der kom en, der næsten gik ind i ham. Forskrækket kiggede han op og fik øje på Alliette. Et smil spillede i hans mundvige ved synet af hende. Så tog han pillerne ved sin side og skyndte sig at lægge dem bag sig uden for hendes synsfelt.

Han blev ved med at stirre på hende og nøjedes med at nikke til hendes kommentar. Hun lød selv rimelig meget ude af den, men for første gang i sit liv, kunne han ikke overskue at prøve at hjælpe til. Han var sgu selv for langt ude. Derfor prøvede han at lukke hende ude ved at lukke øjnene og læne sig bagud. Hans tanker vandrede vidt - hans familie, venner og... Han sank en klump... Hans barn. Gad vide, hvor hun var nu. En skælven løb igennem hans krop, hvorefter han tog fat i flasken med whisky ved siden af ham og tog en slurk.